Man kan bestemt beskylde de sociale medier for mange ting, men de har i det mindste givet os en næsten ubegrænset plads til en ordentlig gang forargelsessport. Her kan man markere sine værdier ved at harcelere over andres fejltagelser. At ordet "shitstorm" efterhånden er blevet en del af vores hverdagssprog, vidner om, at brønden med forargelse tilsyneladende er uudtømmelig.

Senest er det TV 2, der har stået for skud. Og med god grund. Men midt i den kollektive forargelse er der et spørgsmål, som vi måske hver især skulle stille os selv: Hvorfor er det egentlig, at et program som Alle elsker Rasmus overhovedet bliver produceret?

Verdens største prank

Programserien Alle elsker Rasmus var tænkt som en slags virkelighedens The Truman Show. Den danske komiker Rasmus Wallbridge bliver lullet ind i forestillingen om, at hans gode ven Martin Johannes Larsen har sørget for, at de to skal udvikle en spillefilm sammen.

Over fire måneder involveres 149 mennesker i løgnen, mens Rasmus filmes med skjulte kameraer. Venner, kolleger og kendte skuespillere spiller med på bedraget, indtil det hele til sidst afsløres som en gigantisk prank.

Haha. Hvor morsomt.

Bortset fra at Rasmus har brugt fire måneder på at forfølge en drøm, der aldrig var andet end et påskud for at lave underholdning. Og at han bagefter bliver stillet over for spørgsmålet om, hvorvidt hele bedraget skal vises til offentligheden.

TV 2's ledelse var oprindeligt begejstret for det "nyskabende" program. Man kunne selvfølgelig indvende, at der ikke er så meget nyt ved konceptet. Amerikanske programmer som The Joe Schmo Show og Jury Duty har tidligere placeret intetanende mennesker i kunstigt konstruerede virkeligheder befolket af skuespillere.

Men hvor Jury Duty gjorde sin hovedperson til helten i en absurd komedie, synes Alle elsker Rasmus at gøre hovedpersonens godtroenhed til selve vittigheden. Og hvor det amerikanske program udspillede sig inden for en afgrænset periode, blev Rasmus' professionelle relationer og personlige drømme gjort til rekvisitter i et fire måneder langt bedrag, der involverede hans vennekreds og slugte hans arbejdstid.

Da programmet udkom og skabte furore, forsvarede TV 2 i første omgang sine redaktionelle beslutninger. Man mente også, at hovedpersonen selv havde haft det sjovt med projektet. Men da Wallbridge i et lødigt, fattet og tydeligt opslag på sine sociale medier tog afstand fra flere af TV 2's udlægninger, ændrede tonen sig. TV 2 undskyldte og fjernede programmet fra platformen.

Af skade bliver man klog, men sjældent rig.

Det var nok meget fint, at TV 2 fjernede det vamle program. Men hvordan kunne det overhovedet gå så galt? Hvordan kunne nogen i første omgang få den idé, at fire måneders manipulation af et menneske ville være fremragende underholdning?

Mennesket er blevet underholdning

Her peger pilen nemlig også på os.

Vi forbrugere er tankeløse. Vi skovler det ene realityformat efter det andet ind som underholdning. Jo mere ægte en deltager er, desto bedre. Jo mere vedkommende blotter sig selv, desto mere interessant bliver det.

Der findes ligefrem programmer, som man ser for at kunne se ned på deltagerne. På engelsk kaldes det hate-watching. Her bliver mennesker kendte (og det er i vore dage en værdi i sig selv) i kraft af at lade sig latterliggøre. I den mest skamløse ende af reality-tv er gennembruddet forbeholdt den, der er mest provokerende, mest grænseløs eller mest villig til at gøre sig selv til grin.

På DR lader mennesker sig frivilligt tvangsgifte med nogen, de aldrig har mødt. Læs lige den sætning igen. Vi skal med hele vejen for at finde ud af, hvad de føler. Enhver oplevelse, tanke og tvivl skal krænges ud, analyseres og diskuteres.

Kødmarkederne Bachelor og Bachelorette på TV 2 har måske et lavere lixtal, men lever i deres plathed af den samme upassende nyfigenhed hos seerne.

I årevis har Luksusfælden og De unge mødre vist, hvor langt vi er villige til at trænge ind i andre menneskers privatliv. Selv tilsyneladende harmløse konkurrenceprogrammer som Den store bagedyst og X Factor skal helst indeholde glimt af deltagernes personlige tragedier, som de så har overvundet ved hjælp af henholdsvis kage og skønsang.

Selvfølgelig er der forskel på frivilligt at deltage i en bagekonkurrence og på uvidende at være hovedperson i et omfattende bedrag. Men de forskellige formater er alligevel udtryk for en fælles udvikling: At det private menneske og dets følelser i stigende grad er blevet underholdningens vigtigste råstof.

Den jødiske filosof Martin Buber skelnede i sit hovedværk Jeg og Du fra 1923 mellem to måder at forholde sig til verden på. Vi kan møde et andet menneske som et "du", altså som et selvstændigt menneske, vi står i relation til. Eller vi kan forholde os til det som et "det": en genstand, vi betragter, undersøger og bruger til vores egne formål. 

Problemet med vores underholdningskultur er, at den så let forvandler andre menneskers liv til et "det". De bliver figurer på en skærm, hvis følelser og tragedier først og fremmest har betydning, fordi de kan underholde os. Vi betragter dem, men behøver ikke forholde os til dem som medmennesker.

Mennesket er ikke blot blevet sit eget brand; det er blevet en vare.

Vi tænder for skærmen og lader os underholde af, at andre mennesker græder over at være blevet gift med en, der ganske vist er en sød fyr, men som de egentlig ikke elsker. Eller at de ingen penge har. Eller at deres familieliv er ved at bryde sammen.

Det er afstumpet, at det, der burde vække vores empati med et andet menneske, på den måde bliver til ren underholdning.

I virkeligheden bekymrer vi os ikke nødvendigvis om ham eller hende, der har været vores tidsfordriv en tirsdag aften. Når programmet er slut, er det også slut med vores interesse. Vi må videre. Swipe left.

Flere tårer, tak

Men vi er også blevet kræsne.

Ingen taler længere synderligt om Robinson-ekspeditionen, der ellers var et af de første store og grænseoverskridende realityformater i Danmark. I dag virker konceptet næsten tamt.

Nej, vi vil se flere tårer. Vi vil møde flere originaler, som vi kan glo på. Vi vil længere ind i privatlivet, tættere på konflikterne, dybere ned i de personlige kriser. Alt tøjet skal af, både bogstaveligt og figurativt. Den gode underholdning bliver den, hvor vi pirres af at være vidner til noget, vi under andre omstændigheder måske ville have fundet grænseoverskridende.

Og når vi har vænnet os til at se stadig mere af andre menneskers privatliv, skal der naturligvis noget nyt til for at overraske os.

Måske et program, hvor en komiker bliver narret af sine nærmeste venner i fire måneder?

Det er derfor ikke så mærkeligt, at TV 2 satte Alle elsker Rasmus i søen. Vi har i årevis belønnet en underholdningskultur, der gør andre menneskers privatliv til en handelsvare.

Det fritager naturligvis ikke TV 2 for ansvaret. Heller ikke produktionsselskabet. Tværtimod. At der findes et publikum til grænseoverskridende underholdning, betyder ikke, at en tv-station skal levere den. Man kan ikke undskylde dårlig dømmekraft med gode seertal. Men cost-benefit-analyserne taler deres klare sprog. Seertallene, rækkevidden, memes og det hele. Med et lille logo fra tv-stationen i hjørnet er missionen fuldendt.

Men måske bliver vores forargelse alligevel en anelse bekvem, når vi udelukkende retter den mod dem, der producerer programmerne, og ikke mod den kultur, vi selv er med til at opretholde.

Vi har måske ikke direkte bedt om et program, der narrer en godmodig komiker ved at lade ham tro, at hans største drøm går i opfyldelse. Vi har heller ikke nødvendigvis bedt om at se en ven trække bukserne af sin kammerat, mens Danmark griner.

Men vi har vænnet os til at lade os underholde af andre menneskers ydmygelser, nederlag og mest private øjeblikke. Vi har gjort det til en selvfølgelig del af vores tv-forbrug, at mennesker kan reduceres til figurer, vi kan grine ad, græde over eller forarges på.

Og måske er det netop forargelsen, der afslører vores egen dobbeltmoral. For mens vi på de sociale medier demonstrerer, hvor meget vi bekymrer os om Rasmus Wallbridge, vender vi tilbage til skærmen og fortsætter med at se programmer, der bygger på den samme tingsliggørelse af mennesket.

Vi kunne derfor passende bruge skandalen til andet og mere end endnu en omgang forargelsessport. Vi kunne begynde at overveje, hvad det gør ved vores blik på andre mennesker, når deres liv, følelser og sårbarhed først og fremmest bliver noget, vi forbruger.