Vi er hinsides-stræbere, eller vi er sekularister, men i begge tilfælde betyder det, at vi ikke længere tror på Guds rige. Vi er modstandere af jorden, fordi vi vil være bedre end den, eller vi er modstandere af Gud, fordi han berøver os jorden, vores mor. Vi flygter fra jordens magt, eller vi holder fast i jorden med næb og klør, men i begge tilfælde er vi ikke den slags vandrere, som elsker den jord, der bærer dem, men den slags vandrere, der egentlig kun elsker jorden, fordi det er på den, de går mod det fremmede land, som de elsker over alt andet – ellers ville de vel slet ikke vandre. Kun den, der vandrer på denne måde – den, der elsker jorden og Gud som ét og det samme, kan tro på Guds rige.

Vi har været hinsides-stræberiske, lige siden vi fandt på den ondskabsfulde fidus at være religiøse, ja, tilmed ”kristne” på bekostning af jorden. Man kan leve fantastisk i hinsides-stræberheden. Når livet begynder at blive besværligt, springer man frimodigt op i luften og svinger sig lettet og ubekymret ind i de såkaldt evige riger. Man springer nuet over, man foragter jorden, man er bedre end den, ja, i sammenligning med de timelige nederlag har man evige sejre, som så let lader sig opnå.

Hinsides-stræberheden gør det også let at trøste og prædike. En hinsides-stræbende kirke kan være sikker på, at den på et øjeblik vil vinde alle de svage, alle, der alt for gerne lader sig bedrage og føre bag lyset, alle fantaster, alle jordens utro børn. Hvem ville ikke være menneskelig nok til, når det begynder at eksplodere, hurtigt at stige ombord på den vogn, der daler ned fra himlen og lover at føre en til en bedre fremtid? Hvilken kirke ville være så ubarmhjertig, så umenneskelig, at den ikke med medfølelse ville imødekomme denne svaghed hos lidende mennesker – for derved at føre deres sjæle ind i himmeriget som bytte?

Mennesket er svagt. Det kan ikke bære nærheden til den jord, der bærer det. Mennesket kan ikke holde det ud, fordi jorden er stærkere, og fordi det vil være bedre end den onde jord. Mennesket vrister sig fri fra den og fratager den dens alvor. Hvem vil bebrejde menneske dette – det skulle lige være de besiddelsesløses misundelse?

Mennesket er nu engang svagt, og dette svage menneske er modtageligt for hinsides-stræberhedens religion – skal man nægte dette menneske det, skal den svage forblive uden hjælp? Er det Jesu Kristi ånd? Nej, det svage menneske skal modtage hjælp og modtager den fra Kristus. Men Kristus ønsker ikke disse svagheder, han gør i stedet folk stærke. Han fører ikke mennesket ind i hinsides-stræberhedens religiøse verdensflugt, men giver det tværtimod tilbage til jorden som dens trofaste barn.

Vær ikke hinsides-stræberiske, vær stærke!

Eller også er vi børn af verden. Den, der føler sig aldeles uberørt af det, der indtil nu er blevet sagt, bør være opmærksom på, om ikke det følgende rammer plet. Vi er slaver af sekularismen; dermed menes her den fromme, den kristne sekularisme. Slet ikke gudløsheden eller kulturbolsjevismen, men den kristne afstandtagen til Gud som jordens Herre.

Her ses det, at vi er taget til fange af jorden. Vi er nødt til at komme overens med den. Der er ingen udvej. Vold står mod vold. Verden står mod kirken, verdslighed mod religion. Hvad andet kan gælde her, end at religion og kirke tvinges ind i dette opgør, i denne kamp? Til det formål må tro hærde sig som religiøs sædvane og som moral, kirken som handlingsorganet for religiøs-moralsk genopbygning. Troen ruster sig altså, fordi jordens kræfter tvinger den. Vi skal repræsentere Guds sag. Vi skal bygge os en stærk fæstning, hvori vi kan leve trygt sammen med Gud. Vi bygger Riget.

Med sådan en munter sekularisme kan man også leve fantastisk. Mennesket – også det religiøse menneske – har lyst til at kæmpe og lade sine kræfter komme til udtryk. Hvem ville tage ham denne naturgave ilde op – det skulle lige være de besiddelsesløses misundelse? Med en sådan from sekularisme er det også muligt at prædike og sige fremragende ting. Kirken kan være sikker på, at den snart – hvis bare den gør noget lidt snedigere – vil have alle de tapre, beslutsomme, velvillige, alle de alt for trofaste jordens børn på sin side i denne glædelige krig.

Hvilken rettænkende person ville ikke gerne repræsentere Guds sag i denne onde verden, ville ikke gerne gøre, som det fortælles om de gamle ægyptere, at de førte deres gudebilleder frem mod fjenden for at gemme sig bag dem – men nu ikke for fjenden, for verden, men derimod netop for den Gud, der bryder sin maske på jorden. Den Gud, som ikke ønsker, at mennesket på jorden skal tage sig af ham ud af højlydt overstruttende magt – som de stærke tager sig af de forsvarsløse – men den Gud, som selv fører sin sag og tager sig af mennesket eller lader være ud af fri nåde. Den Gud, som selv vil være Herren på jorden, som ser sig selv meget dårligt tjent med en sådan munter iver for sin sag.

At vi netop med vores beredvillighed til at gøre Gud fortjent til hans plads i verden slet og ret undslipper ham selv, at vi elsker jorden for dens egen skyld, for denne kamps skyld, det er vores kristne sekularisme. Men vi undgår ikke Gud. Han tager mennesket tilbage under sit herredømme.

Bliv svag i verden, og lad Gud være Herre!

Men nu er det sådan, at hinsides-stræberhed og sekularisme bare er to sider af samme sag – nemlig, at man ikke tror på Guds rige. Den, der flygter til Riget fra verden og dér søger et sted, hvor hans plage ikke er, tror ikke på det, og det gør den, der mener, at han selv skal etablere det som et rige i verden, heller ikke. Den, der undviger jorden, finder ikke Gud; han finder kun en anden verden, sin egen, bedre, skønnere, fredeligere verden, en hinsidig verden, men ikke Guds verden, der bryder ind i denne verden. Den, der undviger jorden for at finde Gud, finder kun sig selv. Den, der undviger Gud for at finde jorden, finder ikke jorden som Guds jord, men han finder den muntre scene for en krig mellem godt og ondt, mellem fromme og lastefulde, som han selv antænder; han finder sig selv.

Den, der elsker Gud, elsker ham som Herre over jorden, som den er; den, der elsker jorden, elsker den som Guds jord. Den, der elsker Guds rige, elsker det helt og aldeles som Guds rige, han elsker det også helt og aldeles som Guds rige på jorden. Og det skyldes, at Rigets konge er skaberen og opretholderen af jorden, at han har velsignet jorden og taget os af jorden.

Men – den velsignede jord har Gud forbandet. Vi lever på den forbandede agerjord, som lader tjørn og tidsel spire frem; men – Kristus er gået ind på den forbandede jord; det kød, Kristus bar, var taget af denne agerjord. På denne agerjord stod forbandelsens træ, og dette andet ”men” etablerer Kristi rige som Guds rige på den forbandede agerjord.

Af den grund er Kristi rige et rige, der er sænket ned i den forbandede agerjord ovenfra. Det er der, men ligesom den skjulte skat i den forbandede agerjord. Vi går hen over den og aner det ikke, og dog bliver denne manglende evne til at se til en dom. Du har kun set agerjorden, dens tjørn og tidsel, vel også dens frø og korn, men du har ikke fundet den skat, der lå begravet i den forbandede agerjord. Ja, netop dette er faktisk den egentlige forbandelse, der hviler over jordens ager: ikke at den lader tjørn og tidsel spire frem, men at den skjuler Guds ansigt, at selv jordens dybeste furer ikke afslører den skjulte Gud for os.

Når vi beder om Rigets komme, så kan vi kun gøre det som dem, der er fuldstændig på jorden. At bede om Riget kan ikke lade sig gøre for den, som river sig løs fra sin egen og andres elendighed, som lever løsrevet og ensomt i den personlige saligheds evige timer (der kan være timer, hvor kirken kan bære selv det; men vi kan ikke).

Den time, hvor kirken i dag beder om Riget, tvinger kirken helt ind i fællesskabet med jordens og verdens børn i medgang og modgang, forpligter kirken til troskab mod jorden, til elendighed, til slut, til død. Den time gør kirken helt og aldeles solidarisk med det onde og med brødrenes skyld. Den time, hvor vi i dag beder om Guds rige, er timen for den dybeste sammenhæng med verden, en time med sammenbidte tænder og rystende næver; ikke en ensom hviskende bøn om personlig salighed, men et fællestavst, råbende: Lad denne verden, som har svejset os sammen i nøden, forgå, og lad dit Rige komme til os. Det er Prometheus’ evige ret, at han elsker jorden, ”alles moder” (Sir 40,1), og den tillader ham, i modsætning til den kujon, der flygter ind i det hinsides, at være Guds rige nær.

At bede for Riget kan heller ikke gøres af den, som tænker på sig selv i dristige utopier, i drømme og håb om Riget, som udlever sin verdensanskuelse, som kender tusind programmer og recepter, hvormed han vil kurere verden. Lad os se grundigt på os selv, når vi griber os selv i at tænke sådanne tanker, så vil noget overraskende vise sig.

Ingen af os ved i grunden, hvad vi vil; så lad os stille det meget enkle spørgsmål: Hvordan forestiller du sig egentlig dit gudsrige på jorden? Hvordan ønsker du egentlig, at folk skal være? Skal de være mere moralske, mere fromme, skal de være mere forenede, skal de være mindre lidenskabelige, skal de ikke længere være syge, skal der ikke længere være kloge og dumme, stærke og svage, fattige og rige?

Det er virkelig forbløffende, at netop som vi oprigtigt stiller dette spørgsmål og vil besvare det, er vi ikke længere i stand til at give et eneste svar. Vi vil gerne have det ene, og af gode grunde vil vi alligevel ikke have det. Det er ganske enkelt ikke muligt med en grad af ærlighed og tankens oprigtighed at skabe bare en utopi for et gudsrige på jorden. Muligheden for den universelle tænkning, at se helheden, nægtes os simpelthen. Al vores længsel efter at gøre den forbandede agerjord til den velsignede agerjord, at vinde den tilbage, mislykkes, fordi Gud selv har forbandet agerjorden, og han alene kan tage sit ord tilbage og velsigne jorden igen.

Vi må vågne op fra den beruselse, som giften fra den forbandede jord har fortryllet os med, og blive ædru. Jorden vil have os til at tage den alvorligt, den tillader os ikke at flygte, hverken ind i hinsidighedens fromme salighed eller i den sekulære utopis dennesidighed, men viser os i stedet ligefremt sin trælbundne endelighed. Dens trældom er vores trældom, og sammen med den er vi underkuede.

Døden, ensomheden og tørsten – det er de tre kræfter, der trælbinder jorden. Eller rettere, det er den ene kraft, modstanderen, den onde, der ikke opgiver sin vundne ret over den faldne skabning. Eller rettere, det er forbandelsens kraft, som udgik af Skaberens mund. Og af den grund bringer vores utopier os ikke ud over vores død, ud over vores ensomhed, ud over vores tørst – de hører alle til den forbandede jord. Men det er nu slet ikke meningen, at vi skal komme ud over dette; i stedet kommer riget til os i vores død, i vores ensomhed, i vores tørst. Det kommer der, hvor kirken holder ud i solidaritet med verden og forventer Riget fra Gud alene.

”Komme dit rige” – det beder den enkeltes flygtende fromme sjæl ikke, det beder utopisten og sværmeren ikke, det beder den hårdnakkede verdensreformator ikke – det beder kun jordens børns menighed, som ikke isolerer sig, som ikke har særlige forslag til verdens forbedring at komme med, som heller ikke selv er bedre end verden, men som sammen holder ud i verdens midte, i dens dybde, i dens almindelighed og underkastelse – fordi de nu engang netop i denne tilværelse på forunderlig vis er trofaste – og som urokkeligt fastholder deres blik på det besynderlige sted i verden, hvor de med forbløffelse hører forbandelsens brud, Guds dybeste ja til verden, hvor noget midt i den døende, sønderrevne, tørstende verden bliver synligt for dem, der kan tro – på Jesu Kristi opstandelse.

Her er underet slet og ret sket. Her er dødens lov brudt, her kommer Guds rige selv på jorden til os, i vores verden, her er Guds bekendelse til verden, Guds velsignelse, der ophæver forbandelsen. Det er virkelig netop denne begivenhed, der alene antænder bønnen om Riget. Det er netop i denne begivenhed, at den gamle jord bekræftes og Gud påkaldes som jordens Herre; og det er videre denne begivenhed, der overvinder, gennembryder, dræber jorden som den forbandede jord og forjætter den nye jord. Guds rige er opstandelsens rige på jorden.

Med vores dobbeltsidede vantro stritter vi imod dette rige. Vi sætter grænser for Gud ved med påtaget ydmyghed at sige, at Gud ikke kan komme til os, at han er for stor, at hans rige ikke er for denne jord, at Gud og hans rige er i det evige hinsides. Men hvilken ydmyghed ville formaste sig til at bestemme grænserne for Guds handlinger – ham, der dør og opstår? Denne ydmyghed er intet andet end det slet skjulte hovmod hos dem, som selv vil vide, hvad Guds rige er, og som nu i lige så slet skjult iver selv vil udføre underet, selv vil skabe Guds rige, og som ser Guds riges komme i styrkelsen af kirken, i kristningen af kultur og politik og opdragelse, i en fornyelse af den kristne moral, og som dermed atter hjemfalder til forbandelsen af den jord, hvori Guds rige er skjult som en skat. Hvem ville tage så godt og grundigt fejl af sig selv, at han ikke ser, at det er Gud selv og Gud alene, der bringer dette gennembrud, dette under, opstandelsens rige?

Det er ikke det, som Gud kunne gøre, og som vi kunne gøre, der begrunder vores bøn om Rigets komme, men derimod det, som Gud gør for os og igen og igen vil gøre. Det er Guds rige for jorden, på jorden under forbandelsen, det er sønderbrydelse af dødens lov, ensomhedens lov og tørstens lov i verden, og det er helt og aldeles Guds rige, hans handlinger, hans ord, hans opstandelse. Det er virkelig underet, Guds under, at bryde gennem døden til livet, det er underet, der bærer vores tro og vores bøn om Riget.

Hvorfor skulle vi skamme os over, at vi har en Gud, der gør undere, der skaber liv og besejrer døden? En gud, der ikke kan udføre undere, er vi selv. Hvis Gud virkelig er Gud, så er han sig selv, så er hans rige vidunderligt, slet og ret underet. Hvorfor er vi så bange, så forsigtige, så feje? Han vil gøre os alle til skamme, når han en skønne dag lader os se ting, der er tusind gange mere vidunderlige end alt andet indtil da. Vi bliver nødt til at skamme os over for ham, den underfulde Gud. Sådan ser vi på hans vidunderlige handling og siger: Komme dit rige til os.

Bønnen om Riget er ikke den ængstelige sjæls tiggeri om egen salighed. Det er ikke en kristen sprogblomst for verdensreformatorer. Det er den lidende og kæmpende kirkes bøn i verden for menneskeslægten, en bøn om fuldendelsen af Guds herlighed i den. Det er ikke ’mig og Gud’, men ’os og Gud’, vi spørger om i dag. Det er ikke, at Gud må komme ind i min sjæl, men at Gud må skabe sit rige blandt os, der er vores bøn i dag.

Hvordan kommer Guds rige til os? Ikke på anden måde, end at han selv kommer, ved at sønderbryde dødens lov, ved opstandelsen, ved underet, ja, og tillige ved at bekræfte jorden, ved at træde ind i dens orden, dens fællesskaber, dens historie. De to hører fuldstændig sammen. For kun der, hvor jorden er fuldstændig bekræftet, kan den for alvor sønderbrydes og ødelægges; og kun det faktum, at jordens forbandelse er blevet sønderbrudt, gør det muligt at tage jorden virkelig alvorligt.

Med andre ord: Gud leder jorden på en sådan måde, at han sønderbryder dens dødslov. Gud er altså altid og på samme tid den, der bekender sig til jorden, og den, der sønderbryder dens forbandelse. Den jord, som Gud bekender sig til, er den jord, han opretholder, den faldne, fortabte, forbandede jord. Han bekender sig til den som til sit værk.

Men hvor Gud er, der er hans rige. Gud kommer altid med sit rige. Hans rige må gå samme vej som han selv. Det kommer med ham til jorden, det er aldrig blandt os på nogen anden måde end i den dobbelte form: som opstandelsens, underets, sidste rige, der gennembryder, modsiger, overvinder, tilintetgør alle jordens riger, alle menneskenes konstellationer, der er underlagt dødens forbandelse; og samtidig som ordenens rige, der bekræfter og opretholder jorden med dens love, fællesskaber og historie.

Underet og ordenen, det er de to former, hvori Guds rige fremtræder på jorden, hvori det deler sig. Underet som sønderbrydelsen af enhver orden, og ordenen som opretholdelsen med tanke på underet. Men også underet fuldstændig tilsløret i ordenens verden, og ordenen fuldstændig tilbageholdt i sin begrænsning på grund af underet. Den form, hvori Guds rige viser sig som under, kalder vi kirken; den form, hvori Guds rige viser sig som orden, kalder vi staten.

Guds rige er ikke i vores verden på anden måde end i dobbeltheden kirke og stat. Begge er nødvendigvis rettet mod hinanden. Ingen af dem er for sig selv. Ethvert forsøg fra den ene på at bemægtige sig den anden ignorerer denne Guds riges rettethed mod jorden. Enhver bøn om Rigets komme til os, som ikke mener kirke og stat, er enten hinsides-stræberi eller sekularisme; det er under alle omstændigheder ikke tro på Guds rige.

Guds rige tager form i kirken, for så vidt kirken aflægger vidnesbyrd om Guds under. Vidnesbyrdet om Kristi opstandelse fra de døde, om afslutningen på dødens lov, som gælder i denne verden, der er under forbandelsen, om Guds kraft i den nye skabelse, dét er kirkens embede.

Guds rige tager form i staten, for så vidt staten anerkender og værner om livsopretholdelsens orden; for så vidt den ved, at den er ansvarlig for at bevare denne verden fra at bryde sammen og for at gøre sin autoritet gældende over for ødelæggelsen af livet. Dens embede er ikke at skabe nyt liv, men at opretholde det eksisterende liv.

Dødens magt, som vi har talt om, tilintetgøres altså i kirken gennem det autoritative vidnesbyrd om opstandelsens under; den tilbageholdes i staten gennem livsopretholdelsens orden. Staten peger med hele sin autoritet, hvormed den alene ved, at den er ansvarlig for livets orden, på kirkens vidnesbyrd om sønderbrydelsen af dødens lov i opstandelsens verden. Og kirken peger med sit vidnesbyrd om opstandelsen på statens opretholdende og forordnede handling i den bevarede forbandelsens verden. De vidner altså begge om Guds rige, som helt og aldeles er Guds rige og helt og aldeles er et rige for os.

Guds rige tager form i kirken, for så vidt menneskets ensomhed her overvindes gennem bekendelsens og tilgivelsens under. For i kirken, i de helliges menighed, skabt af opstandelsen, kan og skal den ene bære den andens skyld, og derved brydes ensomhedens sidste lænke, hadet, og fællesskabet grundlægges og skabes på ny. Det er bekendelsens vidunder, som på ingen måde kan forklares, at ethvert tidligere fællesskab her bliver gjort illusorisk, ophævet, tilintetgjort, gennembrudt, og at opstandelsesverdenens nye fællesskab skabes netop her.

Guds rige tager form i staten, for så vidt de eksisterende fællesskabers ordninger her bevares med autoritet og ansvar. For at menneskeheden ikke skal falde fra hinanden på grund af det ensomhedssøgende individs vilje, forpligter staten sig til at opretholde fællesskabernes, ægteskabets, familiens, folkets ordning i forbandelsens verden. Den skaber ikke nye fællesskaber, men den opretholder de eksisterende fællesskaber; dét er dens embede.

Ensomhedens magt tilintetgøres i kirken ved skriftemålets handling; den tilbageholdes i staten ved opretholdelsen af den fælles ordning. Og igen peger staten i sin begrænsede handling på Guds ultimative under i opstandelsen, ligesom kirken i sit kraftfulde vidnesbyrd om verdens gennembrydelse peger på opretholdelsen af ordningen i forbandelsens verden.

Guds rige tager form i kirken, for så vidt tørstens magt forvandles gennem vidnesbyrdet om Guds under. Menneskets tørst, som ganske er rettet mod en selv, bliver fordømt, tilintetgjort, ødelagt i forkyndelsen af Jesu Kristi kors og opstandelse. Vores tørst er rettet mod Kristi korsfæstede krop. Men den bliver samtidig forvandlet og nyskabt i opstandelsesverdenen som menneskets tørst efter den anden, efter Gud og broderen, efter kærlighed, efter fred, glæde, lykke.

Guds rige tager form i staten, for så vidt menneskets tørst her tæmmes med autoritet og ansvar, holdes i orden, for så vidt den ene beskyttes og bevares fra den andens tørst. Tørsten tilintetgøres dog ikke, men den tæmmes bare, så den kan vise sit værd og være frugtbar i tjenesten for fællesskabet i den faldne verden. Her er der også kærlighed – men altid allerede nedsænket i hadets mulighed; her er der også glæde – men aldrig uden bitterheden ved dens forgængelighed; lykke – men altid på kanten til fortvivlelsen.

Tørstens magt overvindes og forvandles i kirken, ordnes og begrænses i staten, og statens begrænsede handling peger også her på kirkens kraftfulde vidnesbyrd, ligesom kirken peger på statens ordning, som i denne forbandelsens verden udfører sit embede.

Kirken begrænser staten, ligesom staten begrænser kirken. Og begge må forblive bevidste om denne gensidige begrænsning og støtte denne udspændte sameksistens, som aldrig må blive en sammensmeltning. Kun på den måde peger de begge tilsammen, aldrig den ene alene, på Guds rige, som her bevidnes i en så forunderlig dobbelt form.

Det forbliver dog ikke en teoretisk overvejelse, men bliver ganske alvorligt dér, hvor vi mellem kirke og stat taler om folket. For folket er kaldet til Guds rige, derfor står det i stat og kirke. Og nu bliver folket, bliver vi selv, til en skueplads, hvor deres møde finder sted. Vi bliver selv dem, der er kaldede til her at tage grænserne alvorligt og til der, hvor grænserne virkelig støder sammen, og det begynder at brænde, at få øje på selve Guds riges levende sjæl. Når vi beder: Komme dit rige!, så beder vi om, at kirken må aflægge vidnesbyrd om Guds opstandelses under, og at staten med sin autoritet må beskytte ordningerne i forbandelsens opretholdte verden. At kirken må have sit embede i underet alene og staten i ordningen alene, og at Guds folk, kristenheden, må leve lydigt mellem kirke og stat, det er bønnen om Guds rige på jorden, om Kristi rige.

Kristi rige er Guds rige, men Guds rige i den form, der er bestemt for os; ikke som det ene synlige magtfulde imperium, som verdens ”nye” rige, men derimod som den anden verdens rige, der helt og aldeles er gået ind i verdens splittethed, i dens modsigelse, og samtidig som det magtesløse, forsvarsløse evangelium om opstandelsen, om underet, og som den stat, der har autoritet og magt og opretholder orden. Kun i den ægte relation og begrænsning af begge er Kristi rige virkelighed.

Det lyder måske nøgternt, men det skal det også gøre, og kun sådan kalder det os til lydighed. Lydighed mod Gud i kirken og i staten. Guds rige er ikke i en anden hinsides verden, det er midt iblandt os, det ønsker vores lydighed mod dets modsætningsfyldte fremtræden, og så vil det gennem vores lydighed igen og igen lade underet blinke, vejrlyset fra den ultimative forjættelses perfekte, velsignede nye verden. Gud vil æres af os på jorden i broderen, intet andet sted; han sænker sit rige ned i den forbandede agerjord. Lad os åbne øjnene, lad os være nøgterne, lad os adlyde ham her. – Kom, I som er min faders velsignede, og tag Riget i arv! Sådan siger Herren ikke til andre end dem, til hvem han også siger: Jeg var sulten, og du gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og du gav mig noget at drikke. Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

Fordi Guds rige skal være evigt, vil Gud skabe en ny himmel og en ny jord. Men virkelig en ny jord. Det vil så være Guds rige på jord, på forjættelsens nye jord, på skabelsens gamle jord. Det er forjættelsen: Opstandelsens verden, som vi her begriber i kirkens ord, og som staten peger hen på, den skal vi en dag se. Vi skal ikke forblive i splittetheden, men Gud vil være alt i alle, Kristus vil lægge sit rige for hans fødder, og fuldendelsens rige skal være der. Det rige, hvor der ikke længere skal være tårer, lidelse, gråd, død; livets, fællesskabets, forklarelsens rige. Og der skal ikke længere være kirke og stat, men de skal give deres embede tilbage til den, de modtog det fra, og Han alene vil være Herre som Skaberen, den Korsfæstede og Opstandne og den Ånd, der regerer i hans hellige menighed.

Komme dit rige, sådan beder vi også om det sidste Rige ud fra visheden om, at hans Rige allerede er brudt frem iblandt os. Det kommer selv uden vores bøn, siger Luther,^*I Store katekismus i udlægningen af Fadervor. men vi beder i denne bøn om, at det også må komme til os. At vi ikke vil blive fundet udenfor.

Det Gamle Testamente fortæller os den sælsomme historie om Jakob, der flygtede fra sit hjemland, Guds lovede land, og i mange år levede i det fremmede i had til sin bror. Nu kan han ikke længere holde det ud, han vil hjem til det lovede land, forjættelsens land, han vil tilbage til sin bror. Han er på vandring. Det er den sidste nat, før han igen skal betræde forjættelsens lovede land. Kun en lille flod adskiller ham. Da han forsøger at passere den, bliver han standset, nogen brydes med ham, han genkender ham ikke, det er nat. Jakob skal tilsyneladende ikke tilbage til hjemlandet, han skal besejres ved porten til det lovede land, han skal dø.

Men Jakob får hidtil usete kræfter, og han holder stand mod fjenden og omfavner ham, slipper ham ikke, før han hører ham sige: ”Slip mig! Det er ved at blive lyst”. Da samler Jakob sine sidste kræfter, han slipper ham ikke: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig”. Det forekommer ham, at enden er kommet over ham. Så hårdt holder den stærke fjende ham. Men i dette øjeblik hører han velsignelsen, og den fremmede er der ikke længere.

Da stod solen op over Jakob, og han haltede ved sin hofte, men han drog ind i det lovede land. Vejen var fri, den mørke port til forjættelsens land var brudt. Forbandelsen var blevet til velsignelsen. Da stod solen op over ham. 

At vejen til forjættelsens land for os alle går gennem natten, at også vi kun går den som dem, der måske på besynderlig vis er mærket med ar efter kampen med Gud, efter kampen for hans Rige og hans nåde, at vi drager ind i Guds og broderens land som haltende krigere – det har vi kristne til fælles med Jakob; og at vi ved, at solen også er bestemt for os, det gør, at vi med tålmodighed kan bære den tid med vandring og venten og tro, der er pålagt os.

Dette ved vi dog mere end Jakob, at vi ikke skal komme, men at Han kommer. Det er vores trøst i dag på aftenen før den sidste søndag i kirkeåret, at advent og jul følger. Derfor beder vi: Komme dit rige, også til os.