Historikeren Beth Allisson Barr har påtaget sig at kortlægge komplementarismens historie. Altså ideen om en grundlæggende forskel på mænd og kvinder og deres opgaver (hvilket primært får det udtryk, at kvinder ikke kan undervise og forkynde for mænd og skal tage sig af hjemmet). Hendes tese er, at dette stridsspørgsmål, som ofte skiller kirkesamfund og deler dem op i såkaldt bibeltro og knap så bibeltro, i virkeligheden er en ret moderne opfindelse og slet ikke så bibelsk, klassisk og historisk, som vi går og tror.

Det projekt er naturligvis ikke gået stille hen for sig. Selvfølgelig primært i hendes egen andegård, amerikansk baptistisk/evangelikal kirkeverden, hvor man gerne slår fra sig - og modtagelsen af bogen har delt vandene med adskillige ”take-down”-anmeldelser og deciderede personangreb til følge fra traditionelle komplementarister.

Så selvom jeg tænker et andet køn på undertegnede anmelder havde givet mig en anden resonans på alle de vanvittige eksempler på, hvad kvinder er blevet og bliver udsat for i kvindesynets navn - og ikke bare sorg og vrede. Så tænker jeg til gengæld, at jeg jo kan nyde godt af en anden kvalifikation, som vi hvide mænd gladelig tildeler os selv: uangribelig og nøgtern objektivitet, og at det vil komme redeligheden af denne anmeldelse til gode.

Et af angrebene går nemlig på, at Barr ikke lægger skjul på sin egen historie. Midt imellem historiske redegørelser fra middelalderen kommer der scener ind fra samtaler med manden under opvasken derhjemme eller møder med præster og mænd og kvinder i øvrigt, der har haft meget klare og uopfordrede meninger om, hvad hun ikke måtte. Ikke mindst i indledningen, der lægger ud med, hvordan hende og hendes mand forlod den Southern Baptist kirke, han var ansat i, efter flere års strid om synet på kvinders tjeneste, kulmineret i, at de havde udfordret, at kvinder ikke var tilladt at undervise i søndagsskole for drenge over 13 efter en søndag, hvor alle andre var forhindrede og Beth med sin ph.D. i historie og masser af undervisningserfaring var den eneste mulighed. Det bliver krydret med en række eksempler på dobbelte standarder mellem mænd og kvinder, der skriger til himlen i deres absurditet.

Den brug af personlige eksempler gør selvfølgelig værkets genre ret svær at klassificere – er det en historisk redegørelse eller er det en personlig beretning? Kan det være begge dele? Og det har gjort at Barr må udstå en del mistænkeliggørelse fra fromme (mandlige) præster, der nægter at tro på det overgreb fra en ekskæreste, hun fortæller om og forsøger at få hendes mand fyret fra hans nuværende præstestilling mm.

Der er altså en del virak omkring bogen, og det tyder jo på, at den har fat i noget vigtigt. Noget der betyder utroligt meget for rigtig mange mennesker – på begge sider af sagen. Og hvad er det så Barrs indlæg vil?

Først og fremmest er det en historisk redegørelse for hvordan kvinder har tjent og forkyndt gennem historien. Barrs speciale er middelalderhistorie, så i den epoke kommer værket for alvor til sin ret, men undervejs bliver der også plads til alt fra et opgør med den simple Pauluslæsning i dette spørgsmål, til en redegørelse for hvordan kvindesynet i amerikansk evangelikal kristendom vinder indpas gennem bibeloversættelser og nyskrevne konfessioner og det hun kalder ”sanctifying subordination” gennem de sidste 70 år. Selvom hun absolut ikke er ueffen, når det kommer til de teologiske afsnit, så er det altså først og fremmest et historisk værk.

Eksemplerne suser omkring en. Hun starter ud i (amerikansk) nutid og fremviser hvordan ”The Council on Biblical Manhood and Womanhood” bruger patriarkat og komplementarisme helt synonymt. Ellers er drøftelserne af de amerikanske forhold måske ikke de mest interessante for en ikke-amerikaner, selvom det meste nok har parallelle forløb herhjemme i lidt mere kedelige udgaver. Rundt omkring må man næsten glæde sig over, at der er ting, der heldigvis primært sker i et andet land.

Paulushad, som de fleste af os skal igennem, når vi når til hans undervisning om tjenestedeling, får også et kapitel. Her får hun forklaret den romerske kontekst Paulus taler op imod, og det frigørende kvindesyn han egentlig eksponerer. F.eks. stiller hun ham op overfor Aristoteles og den række af opgør han har med kulturens ledende tænkere, kulminerende i Gal 3,28 – ”Her kommer det ikke an på [..] at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.” (Hvilket mange synes kun at ville tage meget begrænsede konsekvenser af) Hun tager også opgøret med 1. Kor 11 og 14 om at kvinder ikke må tale i forsamlinger og hvad man skal have på hovedet ved at sætte dem ind i deres historiske kontekst efter den Oppiske lov og Kato den Ældres kvindesyn, så at Paulus måske i virkeligheden (som han ofte gør!) er ved at citere og parodere romerske talemåder og vise en langt bedre vej. Og så selvfølgelig det for mig vægtigste argument, som overskriften lyder hos Barr: ”Because Paul's Biblical Women Don't Follow Biblical Womanhood,” hvor hun lister den lange række af kvindelige medarbejdere og apostle i Paulus' hilsener.

Der bliver desværre ikke plads i denne anmeldelse til en gennemgang af troskæmpen Margery Kempe, fra 1400-tallet, der sammen med bl.a. Catherine af Siena, Christine de Pizan, Julian af Norwich og Hildegard af Bingen er fremragende case-studier i historiske kvindelig forkyndere. Hun har også nogle stikkende pointer om at Luthers kvindefrigørelse fra klosteret, reelt bare blev en fratagelse af den ene mulighed, kvinder havde, for selv at tjene Gud og ikke kun gøre det igennem deres husbond. Hun kunne godt lige have fået med at Luther også skiftede ble, selvom vi ikke ved hvor mange, men hendes pointer om at udskrivningen af Jomfru Maria i protestantisk teologi også leder til endnu en maskulin indsnævring af kristendommen er svær at komme uden om.

Afsnittet om engelske bibeloversættelser er også skræmmende læsning, men knap så relevant i en dansk kontekst. Afsnittet om ”purity culture” og idéen om kvindens plads i hjemmet er dog nok også 80% oversætteligt til Danmark, her påviser hun, hvordan oplysningstiden netop ikke fører den forventede kvindefrigørelse med sig, idét Rousseau og Darwin faktisk mener, at kvinder jo slet ikke har hjernerne og kroppen til andet end at tage sig af børn.

De videre konsekvenser af denne rolletænking – et misogynt kvindesyn, der leder til misbrug, fordi mænd historisk har vist sig ret så elendige i hierarkiske stukturer, når det ikke har ledt til decideret fysisk vold.

Hun har en herlig passage om kvindelige kristne influenceres Twitter-bios fyldt af ord som wife, mother og yogapants og forestiller sig sine historiske heltes:

”Margery Kempe's would definetely include the word creature. Maybe ”Creature of God, professional crier, pilgrim, secondary virgin, vowess.” I doubt Kempe would include any reference to her family or her husband. Julian of Norwich's would be easier to guess: ”Enclosed nun, servant of God, visionary, spiritual adviser, lives alone.” Probably, though Margaret of Antioch's would be my favorite: ”Defiant virgin, impervious to toture, dragon slayer, evangelist, miracle worker, friend of God.” Neither marriage nor motherhood would figure significantly in the Twitter profiles of these medieval women; they wouldn't bother highlightning domestic skills either.”

Inden hun slutter af med konklusionen kommer hendes nok stærkeste stød mod komplementarismen: Når man prøver, at grundfæste den i den såkaldte ”Kefalé-struktur” og tale om Sønnens evige underordning under Faderen, ligesom kvinden er evigt underlagt manden, ja så begår man i virkeligheden det arianske kætteri. Et af de helt store opgør i kristendommen, hvor fraktioner gerne ville gøre Jesus til rent menneske, for at få ham til at passe bedre ind i strukturen og som blev fuldstændig afvist på det store koncil i Nikæa i år 325.

Bogen er på ingen måde neutral eller upolemisk, øverst på bagsiden står der f.eks. ”It's time for Christian patriachy to end.” Og det har selvfølgelig fået alle dem, der åbenbart meget gerne vil bevare det kristne patriarkat, til at gå i skyttegravene. Hvordan kan Barr skrive sådan en bog, når hun så helt åbenlyst har kæmpet sin ideologiske, dekonstruktivistiske kamp gennem alle de år bag linjerne? De mange personlige eksempler, de slår sig på, er selvfølgelig et stilistisk træk, der gør at alle de abstrakte diskussioner altid bliver meget håndgribelige. Men som historiker, vil Barr også blot anføre, at hun jo blot fremlægger sine egne bias. Noget en mand med en rettroende teologisk uddannelse, der blot fremlægger den skabelsesorden, som Gud selv har givet ham og den historiske kirke - selvfølgelig ikke finder nødvendigt. Og på den måde er der både dømt paradigmeclash i form og indhold, som gør denne diskussion så uendeligt svær at have.

Men ”The Making of Biblical Womanhood” er altså et meget vigtigt indlæg i den debat. Både fordi den tager saften ud af argumentet om, hvad kirken klassisk/historisk har ment; fordi den afslører et par absurde teologiske tildragelser undervejs og ikke mindst fordi man får første parket til den frygtelige virkningshistorie, som en betonskåret tjenestedeling og underlægning mellem mænd og kvinder fører til.

Det er nok tvivlsomt om den er årets julegaveidé til patriarken, der nok næppe vil lade sig overbevise af et par historiske og nutidige anekdoter, at blive anklaget for et par kætterier og et farligt feministisk alternativ, men til den, der godt kan mærke tvivlen ved sin egen position i spørgsmålet, kan bogen sagtens være tungen på vægtskålen for at gå med et egalitært bibelsk syn på kønnene.


Som Barr slutter af:

”Jesus set women free a long time ago.

Isn't it finally time for evangelical Christians to do the same?

Go, be free!”