En af mine for tiden store fornøjelser er at følge den norske instagramkonto ”Ting som ser sykt kristne ut”, der jævnligt poster billeder af ting og genstande, som man straks genkender fra missionshuset eller en anden kirkelig sammenhæng. Det kan være et billede af en lampe, en stolerække, et glas tyndt blandet saft, en kopholder af plastik til engangskrus, en lysestage, en murstensvæg eller en kaffemaskine. Har man tid bør man helt klart gå ind og tjekke kontoen ud, inden man fortsætter med at læse denne anmeldelse.

Det sjove ved alle disse billeder af diverse møbler og genstande er, at intet ved dem er specifikt kristent, og dog skriger de kirke og missionshus. Vildere er det næsten, at kontoen er norsk – altså må det være en æstetik, som går igen ikke bare i danske sammenhænge, men i kirkelige sammenhænge på tværs af landegrænser. Det er en 70’er-agtig æstetik, som vel for manges vedkommende vil kunne minde om indretningen i ens bedsteforældres hjem. Af samme grund vil det utvivlsomt for en dels vedkommende være forbundet med noget varmt og nostalgisk, dog næppe som et æstetisk ideal, man kunne tænke sig at indrette sit eget hjem efter. Tingene taler ikke længere vores sprog. De er enten blevet forældede, for kiksede eller decideret fremmedgørende. Alligevel ser der mærkeligt nok stadig sådan ud i rigtig mange kirker og missionshuse.

En kultur- og samtidsforarget bog

Nuvel. Denne anmeldelse skulle egentlig ikke være en anmeldelse af indretningen i diverse missionshuse. Det får lov til at stå til en anden gang. Nej, anmeldelsen drejer sig om bogen Kristen i Grænselandet, som på en lignende måde ender med at tale et sprog fra et andet årti, mens der skånselsløst harceleres over kulturen og samtiden. Det er smadderærgerligt, for jeg kan grundlæggende godt lide idéen med bogen. Jeg synes afgjort, at det er relevant at kaste et blik på de steder i vores tid, hvor der opstår et sammenstød mellem kultur og kristendom. Men i bogen skildres kulturen og samtiden stort set udelukkende i neutrale eller negative vendinger, som når der i bogens andet kapitel skrives ironisk om ”tilpas-jer-strategien”, der er en af de to grøfter kristne typisk falder i, i mødet med den sekulære verden, og som blandt andet giver udslag i, at man »deltager i gymnasiefesterne, ser de samme Netflix-serier, osv«. Den anden grøft er ”tag jer sammen strategien”, hvor man isolerer sig selv fra den sekulære omverden, og naturligvis ses det også som en uholdbar løsning, men tilsyneladende kun, hvis den praktiseres for længe ad gangen.

Et andet eksempel på dette er, når der skrives om ”det tomme liv” udenfor troen, der ellers til tider virker mere spændende, mens kristendommens Gud virker kedelig, så skyldes det i virkeligheden, at Satan gerne vil bilde os ind, at vi går glip af noget. Det vil jeg ikke afvise kan være tilfældet. Men sommetider skyldes det også, at vi som kirke faktisk har formået at gøre vores kristendom umådeligt kedelig. For det er den ikke, langt fra. Og måske savner jeg i virkeligheden her et indadskuende blik, der spørger, om vi selv kunne gøre noget bedre, så kristendom ikke bliver så verdensfjern og kedelig. Her nytter det ikke bare at sige, at »hvis jeg virkelig tror på, at Gud er en kærlig og god far, må jeg også stole på, at de guidelines, han giver mig for livet, faktisk er til mit bedste«, for hvis mine forældre bad mig følge nogle regler, der forekom mig at være meningsløse og til tider direkte livsfjendske, så ville jeg immervæk også bede dem om en god forklaring.

Et tredje eksempel på dette er bogens behandling af samtidens populærkulturelle produkter, som film, TV-serier og musik. Stort set intet af det fremhæves med et positivt fortegn. Jovist, det siges godt nok, at disse ting »må vi grundlæggende betragte […] som en gave, der både må og kan nydes på en sund måde«, men hvornår får vi et eksempel på, hvordan det i en positiv forstand ser ud, hvor det altså ikke blot handler om at holde sig fra bestemte billeder eller lyd? I stedet opridses en lang liste over film og TV-serier, som i kraft af bogens anliggende sættes i et mistænkeligt lys: »Game of Thrones, Friends, Paradise Hotel, Skam, House of Cards, Modern Family, The Wolf of Wall Street«. Jeg medgiver gerne, at jeg ikke opsøger disse film og TV-serier i en forventning om at blive opbygget i min ånd. Men jeg opsøger dem for at forstå den verden, jeg lever i (med undtagelse af Paradise Hotel – primært fordi konceptet ikke lige frem appellerer til mig).

Idéen med bogen og dens struktur

I begyndelsen af bogen introduceres vi til, hvordan forfatterne ønsker at gå til værks. De har valgt at anvende Første Peters Brev som inspirationskilde til alle kapitlerne, så det bibelske skrift bliver den røde tråd, der løber gennem siderne. Det bemærkes dog i forordet, at bogen ikke bør anvendes eller læses som en bibelkommentar til Første Peters Brev, men at bogen dog tager udgangspunkt i brevet. I praksis begynder det allerede her at blive en smule rodet. For betyder det, at forfatterne har ladet Første Peters Brev styre dagsordenen i, hvad de vil skrive om, eller betyder det snarere, at de selv sidder med en dagsorden, som de lader brevet kommentere på? Min fornemmelse var lidt både og. Men ofte betyder det, at inddragelsen af brevet virker temmelig vilkårlig, og det kan give nogle temmelig belejlige indlæsninger, som f.eks. når 1. Pet 3,1-7, der taler om forholdet mellem mand og kvinde i ægteskabet, bliver brugt som trædesten til at skrive om, hvorfor man bør afholde sig fra sex før ægteskabet. Forfatteren indrømmer da også selv her, at koblingen kan være lidt vanskelig at få øje på. 
Heri består et af bogens grundlæggende problemer. Det, at man har valgt Første Peters Brev som inspirationskilde, betyder på den ene side, at bogens struktur kommer til at virke en anelse arbitrær, fordi forfatterne naturligvis sidder med deres egen dagsorden, som kommer til at virke påklistret, hver gang den dukker op. Værre endnu betyder det også, at man sidder tilbage med en følelse af, at forfatterne har valgt at anvende Første Peters Brev med den slet skjulte hensigt at bekræfte, at alle deres egne meninger bare er Bibelens meninger. Men når man dårligt kan læse det ud af de valgte bibeltekster, så virker det utroværdigt.

Jeg kunne hellere have ønsket mig, at man havde udvalgt 5-10 emner, der relaterer sig til det at være ”kristen i grænselandet”, med hvilket forstås at være kristen i en kultur præget af sekularisering og ikke-kristen etik. Det ville have givet bogen den nødvendige gennemsigtighed, der skal til, når man debatterer sådanne vanskelige emner. For der er selvsagt relevante og interessante diskussioner i spændingsfeltet mellem kultur og kristendom, men bogens behandling af emnerne virker oftest forfladigende og hurtigt affejende, i det man stort set hele vejen igennem blot har gentaget de svar, man gav til den opvoksende kristne ungdom for 30 år siden.

Her vil jeg gerne præcisere, at det, jeg mener, er problemet, er ikke, at man har den samme holdning som for 30 år siden. Problemet er, når holdningen formidles på en måde, der svarer fuldstændig til måden, man gjorde det på for 30 år siden, som om nutidens ungdoms væsentligste problem er, at de er blevet mindre kristne end for 30 år siden, og derfor må løsningen være, at vi understreger det, vi sagde dengang, blot med større tydelighed. Dette kommer ikke mindst til udtryk, i det første kapitel, hvor det påstås: »tidligere tiders rigide vejledning er tilsyneladende blevet afløst af mangel på vejledning«. Så mens det indrømmes, at vejledningen førhen til tider har været rigid, så er det fundamentale problem i dag, at der slet ingen vejledning er. Men hvad, denne fornemmelse reelt bygger på, er lige så fraværende som selvsamme vejledning, angiveligt skulle være. Kritikken af kristne anno 2022 virker ganske enkelt anekdotisk og udokumenteret.

”One-size-fits-all”

Når jeg er så kritisk overfor bogens struktur, så skyldes det især, at jeg virkelig mangler en præsentation af et gennemgående etisk og hermeneutisk framework, forfatterne arbejder ud fra. I stedet får man bare den sædvanlige: »Guds ord taler klart om, hvem vi er, og hvordan vi skal leve«. Og således har man altså givet et belejligt svar i bedste ”one-size-fits-all”-stil.

Jeg sad ganske rigtigt tilbage med følelsen af at have fået en mavepuster efter endt læsning. Ikke fordi jeg følte mig dybt anfægtet. Men fordi jeg blev frustreret over at læse, hvad der skulle have været en vejledning for kristne unge i dag. Vejledningen udeblev, propagandaen bestod.