Det er en lys majaften på Bornholm. Jeg sidder på Balka Strand, lidt syd for øens næststørste by, samt det tideligere centrum for Østersøfiskeriet, Nexø, sammen med to venner. Vi er trisset ned på stranden fra det sommerhus bag klitterne, der har været mit hjem mens jeg har været på feltarbejde på øen, for at undersøge hvordan livet ser ud i og ved det hav, der tidligere bugnede af torsk, men som nu bliver mere og mere tomt og ensformigt. De sidste fiskere stævner stadig ud i deres kuttere fra den store, efterhånden ligeledes tomme havn, men snart vil også de være væk, fordi kvoterne kort efter denne majaften, bliver sat yderligere ned, hvad der vil ende med at blive dødsstødet for de sidste, bornholmske erhvervsfiskere. Mit feltarbejde er flette sammen omkring spørgsmål om, hvad der egentlig befinder sig ude i det hav, vi sidder og kigger ud over, mens horisonten går fra at være pyntet i lyserødt solnedgangslys til gradvist at blive mere og mere dybblå. Der er ingen tvivl om at der ikke er den mængde torsk, der tidligere var, men præcis hvordan Østersøens tilstand er, findes der lige så mange bud på, som der er informanter at tale med. Fiskerne siger én ting, biologerne siger noget andet, og begge grupper holder på, at de ved bedst. I en tid hvor menneskeheden bryster sig af at have fundet ud af det meste om det meste, rummer havet stadig en vis mystik. Østersøens kyst strækker sig over 7 forskellige lande, der i løbet af mange hundrede år har brugt havet på forskellige måder, med forskellige traditioner for fiskeri, industri og spildevandsudledning. Det har aldrig været et decideret godt hav. Dertil er det alt for stillestående, alt for afskåret for klodens andre store have, med deres ilt- og salttilstrømninger. Fordi vandet står så stille i Østersøen, tager det op til 30 år at udskifte den samlede vandmasse. Det betyder, at de bølger, der i en fast rytme slår op over stranden, hvor vi sidder, potentielt kan rumme 30 år gamle, forurenede partikler. Det er altså svært at sone tidligere tiders synder mod havet her, også selvom meget har ændret sig i vores måde at forstå havdynamikker på. Alligevel betyder Østersøen, som den forvoksede indsø den er, utroligt meget for dem, der bor ved det, bruger den og lader deres liv forme af den.

En for en dukker stjernerne op over os, mens vi får gang i et lille bål og drikker rødvin. Stjernehimlen her på øen overvælder mig altid. Den er skærmet fra det værste lysforurening, og står i skarp kontrast til den blege, århusianske stjernehimmel, jeg er vokset op under. Selv i lyse majnætter pibler stjernerne frem. Det er godt at være til i en lys majnat med venner og bål på den lille strandstribe på Østbornholm, med stjerner foroven og Østersøens stille brusen som eneste lydkilde, udover bålets knitren. Snart har det godsindede, blå majmørke puttet sig hen over klitterne bag os. Vi kigger op mod stjernerne og ud mod horisonten. Og det er her, ved siden af bålet, med øjnene rettet op og ud, at vi pludselig får øje noget, der undrer os. En lang række lysende pletter, der til forveksling ligner stærke stjerner, bevæger sig tværs over himlen som en snorlige hale i høj fart. Der er mange pletter efter hinanden, og vi opgiver at tælle dem, og ser i stedet målløse til, mens lysene forsvinder ud over havet. Hvad er det vi lige har været vidner til? Efter googlen og diskussion når vi frem til at svaret må være Starlink-satellitter, der bliver sendt i kredsløb rundt om jorden af firmaet SpaceX med den amerikanske Tesla-direktør Elon Musk i spidsen. Starlink-satellitterne skal skabe satellitinternet til hele jordens befolkning, og bliver sendt afsted i ’tog’ af 60 satellitter ad gangen. Det er sådan et tog, der lige har bevæget sig henover vores hoveder i en ufattelig højde. Målet er at afsende i alt 12.000 satellitter, som dem, hvis himmelflugt vi lige har vidnet. Starlink-projektet har været udskældt for at skabe for meget rod i rummet. I forvejen har vi en hel del tech hængende deroppe, hvis baner skal holdes fri, således at ingenting kolliderer. Musk har dog taget kritikken til efterretning, og arbejder løbende på at forbedre sine satellitter, så de uden problemer kan indtage himmelrummet. Alt efter hvad man opfatter som et problem, altså.

Himlen henover os er atter blevet forholdsvis stillestående. Det er igen bare os, havet, bålets knitren og stjernerne. Den ene af mine venner bryder stilheden. Hun gestikulerer først ud mod havet, dernæst mod stjernehimlen, mens hun udbryder: Det er utroligt, vi ved stadig ikke rigtig hvad der foregår derude, men vi fyrer ting derop.

Mennesketid

For 22 år siden præsenterede kemiker Paul J. Crutzen og liminolog (hvad man eftersigende er, hvis man er meget klog på søer) Eugene Stormer begrebet The Anthropocene. Med det antropocæne ønskede de to forskere at argumentere for at kloden befinder sig i en ny geologisk tidsalder, der er kendetegnet ved acceleration af menneskelig indflydelse. Ordet antropocæn er sat sammen af de græske ord for menneske, antropos, og tid, chronos, der bliver til cæn når det bruges til at beskrive en epoke. Indenfor geologien arbejder man med at placere såkaldte golden spikes, der markerer overgangen fra én geologisk tidsalder til en anden. Det gyldne søm placerer eksempelvis det sted hvor man kan identificerer et bestemt kemisk stof, som er særligt karakteristisk for den pågældende periode. Præcis hvor det gyldne søm, der markerer det antropocænes begyndelse skal placeres bliver stadig diskuteret. Nogle argumenterer for at det må være industrialiseringen, der skal markere begyndelsen, andre for at det er de første atombombesprængninger i 1940’erne og 50’erne. Andre igen taler om menneskers brug af ild eller udviklingen af landbrug som potentielle begyndelser. Sikkert er det i hvert fald at vi befinder os på et sted i klodens historie, hvor mennesker påvirker kloden mere end nogen anden kraft eller art.

Siden Crutzen og Stormer introducerede termen, er der sket meget. Den antropocæne tidslader åbner for nye og vigtige perspektiver for den klode vi bebor, og stiller nye spørgsmål, der behandles i mange forskellige videnskabelige kontekster. Når mennesker nu har overhalet alle andre former for påvirkninger af kloden, giver det ikke længere mening at studere ændringer fra et udelukkende naturvidenskabeligt udgangspunkt. Der skal andre fagligheder på bordet, og i kølvandet på introduktionen af det antropocæne er en række interessante fagkombinationer dukket op. Det antropocæne blander natur, social og humanvidenskab sammen, fordi vi har opdaget at den skelnen mellem naturvidenskab og humaniora som hinandens binære oppositioner, der i årtier har præget forskningen, ikke længere giver mening. Den franske tænker Bruno LaTour er inde på dette allerede i 1991 i bogen We have never Been Modern. Her gør han op med ideen om the great divide, som han kalder det skel mellem natur og kultur, som meget vestlig tænkning er bygget op omkring. Ikke desto mindre tager det lang tid at ændre på en præmis, der i århundreder har været grundlaget for måden vi forstår verden på. Med det antropocæne er LaTours tanker mere aktuelle end nogensinde før. Der er brug for mere end geologer for at forstå hvad der ligger til grund for klodens aktuelle tilstand. Det er her mit eget fag, antropologien, kommer ind i billedet. Antropologer kan bidrage med vigtige indsigter i de sammenfiltringer mellem natur og kultur som mennesker over hele kloden indgår i. I en tale til American Anthropological Association i 2014 talte LaTour om det antropocæne som en ’gave’ til antropologien. Han spiller her på hvordan det engelske ord for gave, gift, på de skandinaviske sprog betyder gift. Det antropocæne er altså en forgiftet gave, der truer kloden med store ødelæggelser, men som samtidig kalder på ny forskning på tværs af videnskaberne, der kan forstås som en gave, måske især for antropologerne, fordi de nu er blevet mere aktuelle end nogensinde før. Jeg giver LaTour ret i at det antropocæne kan forstås som en gave. Men til hvem? For indtil videre er problemet at de fleste ikke aner hvad det antropocæne er, og det derfor mest af alt findes som et koncept i forskningen, der bliver brugt af dem, der forsker i det. Hvordan ser det antropocæne ud i praksis? Det vil jeg prøve at vise eksempler på, igennem nedslag i forskellige måder at arbejde med det på, både fra andres og mit eget arbejde.

Antropocæn i praksis: Kulturelle Laks

Under en forelæsning med antropolog Heather Swanson begyndte omfanget af den menneskelige påvirkning på kloden at dæmre for mig. Swanson forsker blandt andet i laks, hvad der måske kan lyde utroligt. En kombineret antropolog/lakseekspert. Men måske er der i virkeligheden flere spor af mennesker i laks, end man lige skulle tro. Swanson arbejder i hvert fald med at kortlægge hvordan lakseopdræt- handel og efterspørgsel, alt sammen menneskelige koncepter, påvirker laksen. Blandt andet findes der på Hokkaidohalvøen i Japan et væld af lakseklækkerier, der opdrætter laks til salg. Man benytter sig af laksens evne til at vende tilbage til der, hvor den blev klækket, for selv at gyde, og udklækker altså laks, for så at fange dem, når de er fuldvoksne og venter tilbage til Hokaido for at gyde. Problemet er bare at den menneskeligt manipulerede laks, har en forringet DNA-pulje. Laks der gyder naturligt rundt omkring i floder og vandløb tilpasser sig de specifikke forhold, der kendetegner det område de kom fra. Ved at fjerne laksen fra dens naturlige område, samt blande DNA fra laks fra mange forskellige områder, forringes DNA’en, hvilket igen kommer til udtryk ved at den ellers ret utrolige evne til at finde vej over store havområder, til præcis det sted, den enkelte laks klækkede, forringes. Det er ikke alle de kunstigt klækkede laks, der finder hjem igen, simpelthen fordi deres evne til det, er forringet i forhold til deres oprindelige DNA. I stedet finder de andre steder at gyde, og på den måde blandes DNA fra kunstigt opdrættede laks, med DNA fra vilde laks. Lakseindustrien er stor. Der er en enorm efterspørgsel på den fede fisk over hele verden. Derfor bliver der udklækket millioner af kunstigt befrugtede laks, især fra Hokkaido. De kunstigt udklækkede laks udgør så stor en del af verdenshavenes samlede laksebestand, at deres DNA kan spores i alle laks over hele kloden. Selv i de mest ufremkommelige egne. Når man som forbruger går ind i et supermarked for at købe laks til aftensmaden kan man derfor ikke, ligegyldig hvor bæredygtigt eller naturligt et produkt man vælger, ikke få en 100 % naturlig laks. Den vil altid være påvirket af mennesker i en eller anden grad.

Natur og kultur er blevet filtret sammen på måder vi endnu ikke forstår omfanget af. Den rene skillelinje mellem hvad der er natur og hvad der er kultur er blevet perforeret i det antropocæne. Det rejser vigtige spørgsmål. For hvis mennesker er over alt, påvirker alt, og natur er noget vi forstår som rent og uberørt, findes der så overhovedet natur på vores klode længere? Hvad skal vi beskytte, når vi taler om at beskytte naturen? Og skal vi i det hele taget til at overveje hvordan vi forstår natur, og om vi skal korrigere vores opfattelse af denne kategori. For eksempel kunne man overveje hvad vi mener, når vi taler om naturkatastrofer, som vi fremover vil se flere og flere af. Er det naturlige katastrofer, eller er det i virkeligheden katastrofer, der er sammenvævet af relationer mellem kultur og natur?

Virus gone Wild

Et eksempel på en katastrofelignende situation, der er resultatet af sammenfiltringer mellem natur og kultur er den pandemi, der har formet vores liv på måder, ingen havde forestillet sig for bare tre år siden. Når mennesker fylder mere på kloden end nogensinde før, bliver vi også oplagte værter for såkaldte zoonoser - virus, der smitter fra dyr til mennesker. Fordi mennesker optager mere plads end tidligere, kommer vi i berøring med en langt større mængde forskellige arter. Virus er en naturlig del af livet for levende væsener over hele kloden. Virus forekommer naturligt i værter, der har immunitet overfor den, og som derfor ikke bliver syge. Derfor er det først når virus springer til en ny vært, at den kan lave ravage. Ud over at mennesker fylder meget på kloden, rejser vi også mere end nogensinde før, ligesom vi producerer skrald, der ender omkring de steder hvor vi bor, og tiltrækker virusbærende dyr. Vi kommer altså tæt på arter, som vi tidligere ikke var i nærheden af og bliver derfor smittet med virus, vi ikke plejer at blive smittet med, og som vi ikke har immunitet over for. Coronavirus startede som bekendt med smitte fra flagermus I Wuhan, og er dermed et eksempel på en zoonose, der har taget sit artsspring, fordi flagermusens og menneskernes vej krydses på måder, de tidligere ikke gjorde det.

Menneskeheden breder sig. Vi rydder regnskov for at vores produktionsapparat skal kunne følge med vores forbrugsvaner, og vi bygger veje og byer som vi kan bo i og bruge. Vi glemmer bare at forholde os til, hvad det kan betyde for de arter, der fandtes der i forvejen. Èn ting er at beskytte truede dyrearter, for at passe på biodiversitet og biologiske balancer. En anden ting er den tilsyneladende manglende bevidsthed om at virus, der forekommer i truede dyrearter, skal finde sig en ny vært, hvis den skal overleve, og hvilken anden vært er bedre, end menneskerne, der er effektive til at sprede virus – hvad der er virus formål. Over hele kloden i rekordfart, som vi har set det med coronavirus. Coronavirus er altså, ligesom laks med menneskespor i deres DNA, et eksempel på sammenfiltret kultur og natur.

Antropocæn i Østersøen

I mit eget arbejde dukkede det antropocæne også op. Østersøen røber hemmeligheder fra tidligere tider, men måske den også rummer nye muligheder for håb. Indenfor antropologien bliver der ofte spurgt til ikke bare hvad det antropocæne er, hvordan vi skal definere det, men også hvordan det ser ud. Hvordan leves det antropocæne, hvordan ser det rent faktisk ud? Ved Østersøens kyst fik jeg lov til at observere hvordan det antropocæne bl.a. kan se ud. En sommerdag fik jeg lov til at overvære såkaldt strygning af pighvar på havnen i Nexø. Strygning af fisk er en metode til kunstig befrugtning af fiskeæg, hvor man simpelthen ’stryger’ rogn ud af hunfisk og sæd ud af hanfisk, hvorefter man blander hele balladen sammen i koldt saltvand, og håber at æggene klækker og nye småfisk er sat i verden. Den pighvarstrygning jeg overværede i Nexø var planlagt af Fiskeplejen, som er et tiltag fra DTU Aqua, der arbejder med at forbedre vilkårene ved de danske kyster. Den pighvar-yngel som dagens strygning mundede ud i, skulle udsættes på Bornholm i sensommeren, for at styrke den lokale pighvarbestand. Efter den kraftige nedgang i torskebestanden i Østersøen er pighvarren en af de eneste såkaldte top-predatorer, det vil sige fisk, der ligger sig øverst i fødekæden, der er tilbage. Man har derfor i en årrække forsøgt sig med at udsætte pighvaryngel, men indtil videre uden helt. For det viser sig i processen med at udklække og udsætte pighvarre, at der er flere ting på spil, end man troede. Tidligere lavede man pighvaryngel med forældrefisk, der var fanget i Norge. Selvom man skulle tro at en pighvar er en pighvar, og et hav er et hav, viste det sig at disse norske pighvarunger, ikke klarede sig særligt godt. De kunne sagtens vokse sig store og stærke, men formåede ikke at yngle selv, og bidrog dermed ikke til den bestand, de var sat i verden for at forbedre. Det viser sig at pighvar, ligesom mennesker, kunne man argumentere, er knyttet til det sted, de kommer fra. Både på måder, vi kan forstå og se, men formentlig også på måder vi (mennesker) endnu ikke er i stand til at forstå. En pighvar fra Østersøen er tilpasset de lokale forhold, der gør sig gældende her, og dens afkom vil arve de styrker, der gør at den klarer sig godt på netop dette sted. Biologerne i fikseplejen begyndte derfor at eksperimentere med avling af afkom fra lokale forældrefisk. Processen er mere kompliceret, men til gengæld ser det ud som om at afkommet fra de lokale forældrefisk klarer sig bedre, og dermed styrker den lokale pighvarbestand.

Jeg fik forklaret alle disse ting om pighvar, fiskebestande og fisks lokale tilhørsforhold, men pighvar efter pighvar blev strøget, den sommerdag på havnen. Jeg sugede informationer og billeder til mig og skriblede konstant i min feltnotesbog, alt imens et enkelt spørgsmål formede sig i mit hoved: Er der i virkeligheden så meget forskel på en pighvar og et menneske som vi går rundt og tror? Den tydelige adskillelse mellem kultur og natur som har formet vores måde at tænke på, har gjort at vi har tænkt på dyr som noget, der er meget langt fra mennesker. Det er nok også rigtigt, men alligevel viser det sig jo, at vi deler visse træk, selv med en pighvar. Flere antropologer har argumenteret for en forskel i den måde vi forstår dyr på. Jo mere et dyr ligner et menneske, desto sværere er det at slå det ihjel. Nogle dyr falder i kategorien lovable. Det er dyr med varme, med store øjne, med flokmentalitet. Hunde f.eks. Andre dyr fylder i kategorien killable. Her finder vi f.eks. fisk. Fisk er kolde, de ligner ikke mennesker overhovedet, ikke engang når man ser dem ind i deres øjne. De er slimede og lidt glatte og i det hele taget ikke ret søde. Der skal meget til for at man har lyst til at se ind i en pighvars øjne og fortælle den hvad man har på hjerte, hvad jeg ellers har gjort utallige gange overfor mine forældres hund. Alligevel deler jeg med en pighvar, at det ikke er ligegyldigt hvor jeg bor. At min trivsel er afhængig af mine omgivelser. At min evne til at skabe et godt liv for mig selv og dem, jeg er omkring, kommer an på mit forhold til det, der omgiver mig. Ikke udelukkende, men dog en del.

I mit speciale argumenterede jeg for at det antropocæne kunne forstås som et tab af menneskelig kontrol – eller i virkeligheden som en gradvis opdagelse af, at vi aldrig havde så meget kontrol, når det kom til stykket. Vores forsøg på at dominere og kontrollere den verden vi lever i, kommer nu susende direkte tilbage i fjæset på os i form af klode, der er ved at være tyndslidt, og som bliver et tiltagende svært sted at kalde for hjem. Nogle kan måske synes at det virker som en lidt dyster udlægning. Det er det måske også. Der findes dog også små bobler af håb hvor mennesker og klode samarbejder på lidt mere konstruktive måder. Afkommet af de lokale pighvar klarer sig bedre og bidrager til et sundere hav, fordi de skaber harmoni i fødekæderne.

For alt under solen er der en tid

På bagsiden af Weekendavisen d. 30/12 2021 undersøgte Christian Bennike hvad tid er. Ofte forstår vi tid som en objektiv faktor. Tiden går uafhængigt af os, der bebor verden, og på samme måde for alle. Sådan er det bare ikke i virkeligheden, viser det sig. Tid afgøres af masse og hastighed. Derfor går tiden forskelligt alt efter, hvor du befinder dig. Den er ikke objektiv. Læg dertil den subjektive opfattelse af tidens forløb, vi alle kender – at fem minutter kan være så utroligt varierende en faktor, og det vil dæmre for dig, at tid er noget, der er dybt forbundet til individer og den omverden de befinder sig i. Den måde vi har besluttet os for at forstå tiden på er et andet udtryk for mennesketid. Bennike interviewer professor i teoretisk kvantefysik, Carlo Rovelli, der argumenterer for at det ville være bedre, ikke at forstå os selv som ”blivende enheder”. I stedet skal vi øve os i at se de mange forskellige tider, der udspiller sig i verden. Zoomer vi ud fra mennesketiden, bliver bjerge til bølger, der opstår og forsvinder igen. Intet er, alting sker, siger Rovelli. Det store, fælles nu er en illusion.

Nogle ville måske tabe pusten af disse indsigter. For mig rummer de en form for trøst. Vi har indrettet et samfund med mennesker i centrum. Vi forstår resten af verden ud fra den relation vi, menneskerne, har til den. Hvis vi ændrer vores perspektiv, hvis vi begynder at forstå os selv, som noget der sker, frem for noget der er, kan vi måske få fjernet os selv lidt fra centrum. Mennesketid betyder mange ting, og mennesketid har mange konsekvenser både for mennesker men også for alle andre arter og entiteter, der bebor vores klode. Og hvis vi øver os lidt på ikke altid at forstå alting med os selv i centrum, kan det være at vi kan få øje på noget, vi ikke kunne se før. Måske kan vi forstå og endda, hvis bølgerne går rigtig højt, slå os til tåls med, ikke at kunne kontrollere den verden vi bebor. Det antropocæne er et spejl, hvori vi kan se os selv. Det er ikke altid særlig pænt. Lad os undersøge om vi kan gøre det bedre.