I 2016 blev Donald Trump valgt som USA’s 45. præsident til manges overraskelse. Valget af den farverige reality-personlighed var opsigtsvækkende og anledning til mange spørgsmål. Et centralt spørgsmål omhandlede vælgergruppen ved navn white evangelicals (hvide evangelikale), hvor ikke mindre end 81% af denne gruppe valgte at stemme på Trump og var derved en vigtig faktor i hans valgsejr. Spørgsmålene står dog i kø: Hvordan kunne bibeltro evangelikale kristne stemme på en kandidat, som ikke engang besidder den mest basale viden om kristen tro? Hvordan kunne det moralske flertal stemme på inkarnationen af amoral? Hvorfor omfavnede fortalerne for purity culture og seksuel afholdenhed en pervers stodder, som praler om, hvordan han forgriber sig på kvinder? Mange har forsøgt at besvare disse paradoksale spørgsmål, men Kristin Kobes Du Mez kommer efter min mening med det bedst kvalificerede svar i hendes bog ved navn Jesus and John Wanye: How White Evangelicals Corrupted a Faith and Fractured a Nation, hvor forståelsen af maskulinitet er den forklarende faktor. Du Mez redegør kort for andre forklaringer på den bizarre situation:

(1) evangelikale stemte modvilligt på Trump, fordi deres foragt for alternativet, Hillary Clinton, var endnu større;

(2) evangelikale stemte udelukkende taktisk med udpegelse af dommere til Højesteret in mente;

(3) valgundersøgelsernes kategorisering af vælgergruppen ”hvide evangelikale” var forfejlet, og kunne ikke sammenlignes med gode, kirke-vante, bibeltro kristne.

Gennem bogen viser Du Mez, hvordan disse svar ikke er tilstrækkelige i deres forklaringskraft, og hun præsenterer derfor sin egen forklaring: Trump var kulminationen på hvide evangelikales omfavnelse af militaristisk maskulinitet. Valget af Trump var ikke modvilligt, men opfyldelsen på et langvarigt ønske.

Jesus and John Wayne er en grundig og omhyggelig gennemgang af den historiske fremkomst af hvide evangelikale som en mægtig politisk, religiøs og kulturel bevægelse. Du Mez, som er professor i historie på Calvin University, tager læseren med på en rejse gennem dannelsen af denne bevægelse. Læseren af denne bog skal have en interesse og en vis forståelse for emner relaterende til amerikansk politik og kristendom for at få mest ud af bogen. Den historiske gennemgang bliver ikke tung på trods af grundigheden, men det er ikke en bog, du læser på en eftermiddag. Bogen har en god opbygning, som kulminerer i kapitel 15, hvor absurditeten i hvide evangelikales støtte til Trump bliver total med frigivelsen af Access Hollywood-optagelsen, som indeholdt Trumps måske mest kendte citat: ”Grab ’em by the pussy.”. På trods af optagelsen valgte 81% af hvide evangelikale at stemme på Trump. Det efterfølgende og sidste kapitel er ubehagelig læsning, da frugterne af den kultur, som en militaristiske maskulinitet skaber, bliver fremlagt. Overgreb, fortielse, vold og frygt. Bogen ender dog med et håb for forandring af den perverterede kultur, som gennemstrømmer den hvide evangelikale bevægelse.

Bogen besidder forskellige kvaliteter i form af en kombination af teologiske, historiske, politiske og kulturelle indsigter, som sammen danner et interessant portræt af den amerikanske evangelikalisme. Mere generelt er bogen en grundig historisk beskrivelse af fremkomsten af en af de vigtigste politiske bevægelser i USA – hvide evangelikale. Du Mez viser, hvordan forskellige fremtrædende personligheder gennem historien er lykkedes med at politisere denne gruppe kristne. En lang række af ledere inden for de hvide evangelikale har opereret på krydsfeltet mellem teologi og politik, hvor Billy Graham, James Dobson og John Piper kan nævnes. Det teologiske og politiske er blevet sammenfiltret i en grad, at man ikke kan se, hvor teologien starter og politikken slutter. Du Mez mener, at limen som holder hvide evangelikale og det Republikanske parti uadskilleligt sammen, er den militaristiske maskulinitet, som skal herske over en skrøbelig femininitet. Køn er altså en af grundstenene i den evangelikale bevægelse. Den binære forståelse af mænd og kvinder, som to adskilte størrelser, er både det politiske, teologiske og kulturelle fundamentet i bevægelsen. Femininiteten er defineret i modsætning til den robuste, stærke, dominerende og aggressive maskulinitet, hvilket bliver tydeligt i fremhævelsen af femininiteten i bogens tredje kapitel. Kvinder skal ikke blot være skrøbelige og afholdende, men skal være klar på at tilfredsstille alle mandens behov og lyster. Dette indebærer en hyperseksualisering af kvinder, når de indtræder i ægteskabet, hvor de skal tilfredsstille alle seksuelle behov hos deres ægtemænd. Du Mez fremhæver et eksempel på en guide til kvinder, hvor kvinden skulle have et nyt kostume på hver dag, når manden kom hjem, så kvinden kunne holde ham seksuel aktiv. Et andet eksempel er en præst, som rådgav kvinder til at give deres mænd blowjobs i Jesu navn for at få mændene med i kirke. Denne voldsomme opdeling mellem mænd og kvinder i et hierarkisk forhold informerer politikken i den enkelte patriarkalske familie, men også på det nationale og internationale niveau.

Evangelikalismen er ikke udelukkende en religiøs bevægelse, men en sammenfiltring af religiøse, politiske og kulturelle elementer. Du Mez fremhæver, at det er umuligt at skelne det religiøse fra det sekulære, da de forskellige elementer påvirker og forstærker hinanden. Denne mekanisme i evangelikalismen har ikke blot gjort bevægelsen til en af de vigtigste politiske spillere, men ydermere en essentiel forbruger-base, som besidder en betydelig magt på det amerikanske marked. Du Mez fremfører en anden interessant mekanisme i evangelikalismen, som skaber en sammenblandingen af radikale og mainstream holdninger. Denne mekanisme har resulteret i, at radikale holdninger har haft indflydelse på den evangelikale bevægelse. Ideer om ”hvidt overherredømme” og ekstreme former for misogyni har altså fået plads i bøger, foredrag og prædikener. Dette har gjort det svært at skelne mellem ekstreme og mere mainstream evangelikale. De radikale ideer stod i 2016 i fuld flor i skikkelse af deres hvide, stærke, misogyne og maskuline leder.

Et af bogens hovedargumenter er, at de hvide evangelikale har udskiftet billedet af Jesus fra evangelierne med en hypermaskuliniseret og militant krigshelt. Du Mez fremlægger adskillige stedfortrædere til den svage og feminine udgave af Jesus, som hvide evangelikale tager afstand fra. Stærke mænd som udlever deres aggressive maskulinitet, kæmper for ”familie værdier” i den patriarkalske familie og som har en indblanding i krig for at forsvare Guds udvalgte nation – USA. Oliver North, Ronald Reagan og Mel Gibson er alle centrale helte i bevægelsen, men én mand overgår dog dem alle, da hans heltestatus er gennemsyrende for de hvide evangelikales forståelse af maskulinitet og Jesus – John Wayne. Wayne var en skuespiller, som mest er kendt for sine roller i Western-film, men også med optrædener som krigshelt. Hans roller har sikret han en mytologisk status i den evangelikale bevægelse, som en cowboy, der bringer orden og beskytter de svage (kvinder) mod de fremmede (ikke-hvide) gennem styrke og vold, og som soldat, der beskytter Amerika, når hun bliver angrebet. Wayne var ikke kristen, han blev skilt to gange, var kæderyger og storforbruger af alkohol, og havde flere affærer. Alligevel er han arketypen på maskulinitet i denne ellers fromme bevægelse. John Wayne-idealet var ikke svært for Trump at opfylde, men han gjorde alligevel en aktiv indsats for at overbevise de hvide evangelikale om, at han var den nye Wayne. Billedet herover viser, hvordan Trump kysser John Waynes datter, Aissa, foran en John Wayne-figur, hvorefter Aissa giver sin fulde støtte til Trump – den stedfortrædende Wayne. Trump vidste udmærket godt, hvordan han skulle vinde de evangelikales gunst.

Jesus and John Wayne er en hård kritik af den evangelikale højrefløj i USA, hvor forståelsen af maskulinitet og den patriarkalske opbygning af familien bliver set som centrale problemer. Kritikken er hård, men rimelig. Du Mez ønsker hverken at aflive kristendommen eller evangelikalismen gennem kritikken, men ønsker et opgør med et perverteret maskulinitetsideal og forfejlede repræsentationer af Jesus, som værende en aggressiv, dominerende og krigerisk sejrsherre. I bogen fremhæves eksempler på interne stridigheder og modbevægelser i evangelikalismen, som for Du Mez viser et potentiale for forandring og et håb for evangelikalisme uden dominans, aggressivitet og militarisme. Dette er efter min mening en af bogens store kvaliteter, da målet er at igangsætte en forandring i de evangelikale miljøer – ikke blot at udskamme folk, som identificerer sig med bevægelsen.

En anden stor kvalitet ved bogen er, at den ikke er frakoblet forfatteren. Tværtimod kan man mærke at der er noget på spil for Du Mez. Bogen starter et intimt familiært sted for forfatteren, da hun beskriver en tale af Trump på hendes tidligere universitet i hendes hjemby. Man kan mærke, hvordan bogen kommer tæt på hende og hendes personlige sfære. Du Mez er ydermere selv troende calvinist og opvokset i den reformerte kirke.

På samme måde har læsningen af Jesus and John Wayne været intimt familiær for mig, da jeg er opvokset i det danske frikirkemiljø. Jeg har overordnet været glad for min tid i dette kirkemiljø, men denne bog har sat gang i refleksioner om mine formative år. Når man i kapitel 11 bliver introduceret til den aggressive, misogyne og vulgære præst Mark Driscoll, som virker mere inspireret af Fight Club end af evangelierne, faldt tankerne tilbage på en tradition i den teenageklub, som jeg både har været deltager og leder i. Hver sommer, som afslutning inden ferien, blev der hentet to faldefærdige biler, som blev placeret på kirkens parkeringsplads med frit udsyn for de forbipasserende. Deltagerne blev inddelt i to hold og udstyret med mukkerter og koben. De to hold konkurrerede i, hvem der kunne ødelægge deres bil mest muligt. Bilerne blev slået til ukendelighed, mens luften var fuld af testosteron og aggressivitet. Dette anekdotiske eksempel viser meget godt, hvordan den aggressive og militaristiske maskulinitet ikke kun er et amerikansk fænomen. Jeg tror, at folk med en fortid eller tilknytning til kristne miljøer influeret af evangelikalismen vil kunne finde elementer af den militaristiske maskulinitet, hvis man tænker efter. Bogen er derfor en god anledning til at reflektere over det kristne fællesskab, man er en del af, og potentielt sætte gang i initiativer til at modvirke denne modbydelige kultur.

Du Mez kommer vidt omkring i hendes analyse af den hvide evangelikale bevægelse, men jeg havde en følelse af at der manglede en personlighed, som de senere år er blevet en central figur på den kulturelle højrefløj og som bliver omfavnet af et utal af kristne. På trods af hans dyrkelse af militariseret maskulinitet bliver der ikke brugt mange ord på ham. Hans navn dukker dog pludselig op ud af det blå i konklusionen – Jordan Peterson. Du Mez nævner ham i en opremsning af de maskuline figurer, som hun har gennemgået i bogen lige fra John Wayne til William Wallace og selvfølgelig Donald Trump. Forfatterens valg af at nævne Peterson er nærmest af profetisk karakter, da hans status på den evangelikale højrefløj kun er blevet styrket i tiden efter bogens udgivelse. Jordan Peterson abonnerer på mange af de samme maskulinitetsidealer, som Du Mez kritisk fremhæver i denne bog. Et eksempel kunne være den måde Peterson fremstiller Vladimir Putin som værende en forkæmper for kristne værdier i kampen mod wokeness. Petersons fascination af Putin kan næppe skyldes den russiske leders moralske livsførelse. Den skal nok snarere findes i Putins militariserede maskulinitet, som tager, hvad han vil, og benytter militariseret aggression til at beskytte den kristne tradition og nation.

Jeg er personligt bekymret for den status, som Peterson er ved at opnå i evangelikale miljøer. Min advarsel til følgere af Jordan Peterson på den evangelikale højrefløj er, at denne militariserede maskulinitet er stærkt tilstedeværende i hans tankeverden, og den har fatale konsekvenser, som Du Mez tydeligt viser i denne bog. Peterson er ikke en kristen tænker, og hans maskulinitetsbegreb er tættere på Donald Trump end på Jesus.

På trods af at Jesus and John Wayne blev udgivet for to år siden, har man en følelsen af, at sidste kapitel ikke er færdigskrevet endnu. Hverken i USA eller i vores eget lille kongerige.

Jeg vil stærkt anbefale denne bog, som ikke er mindre relevant i dag end for to år siden, da den indeholder centrale temaer inden for teologi, kultur, national og international politik, som påvirker og former vores verden i dag.