Hvad er historien?

Biskopperne har kritiseret afskaffelsen af Store Bededag, været imod hastebehandling af koranloven samt blandet sig i den politiske proces om aktiv dødshjælp. Nu har de igen samlet sig — eller det vil sige 8 af de 10 biskopper. Biskopperne fra Roskilde og Ribe Stift er ikke med denne gang. I sidste uge udtalte de sig om Israels militære aktioner i Gaza og Vestbredden, som de ser på med forfærdelse.

De agiterer for, at den danske regering skal lægge pres på den israelske regering til at åbne for nødhjælpssamarbejde i Gaza og indstille krigshandlingerne. De afviser også, hvad de kalder den såkaldte zionisme, som bruges til at understøtte ulovlige bosættelser og fordrivelse af ikke-jødiske indbyggere fra internationalt anerkendte palæstinensiske områder. Mere generelt afslutter de med at tage afstand fra ethvert misbrug af religion til at begrunde overgreb på mennesker, og herunder også krigsforbrydelser med henvisning til Israels fremfærd i Gaza.

Hvorfor er det vigtigt?

Det er ikke enestående, at biskopperne udtaler sig politisk, men de seneste udmeldinger giver anledning til, at man kan tale om en stigende tendens blandt Folkekirkens forvaltere. Den politiske linje genfindes især hos biskop i Viborg Stift, Henrik Stubkjær. Under det Lutherske Verdensforbunds (LWF) nylige fællesmøde — i sin funktion som forbundets præsident — har han også været politisk aktiv. Her går det ud over de ”shifting global priorities” (læs: USA, Canada, Tyskland og Storbritannien), der underminerer udvikling, humanitær assistance og fredsbevarelse.

Forbundet leverer også et ekko af biskoppernes udtalelse om Israels brud på international humanitær lov i Gaza og den forværrede situation på Vestbredden samt Østjerusalem med øget bosættervold. I Stubkjærs åbningstale fremhævede han Martin Luthers magtkritik som en måde at være et kristent vidne på, og at det afkræver os i dag, at vi taler sandhed til magten uanset omkostningerne; for ”indifference is not an option”. Blandt andet må man forstå, at staters nedskæringer i udviklingsstøtte (ODA), stigende nationalisme og ideologisk demokratisk backsliding truer menneskeheden.

Med den linje skal vi nok forvente flere biskoppelige udtalelser.

Men udtalelsen rejser grundlæggende spørgsmål om Folkekirkens rolle i vores samfund. I en leder i Kristeligt Dagblad kritiserer Anders Ellerbæk udtalelsen for at polarisere folket, fordi danskere vil opfatte den som kirkens officielle holdning. I et debatindlæg i Jyllands-Posten harcelerer rådmand og folketingskandidat, Nikolaj Bøgh fra konservative, også over biskopperne, fordi de ”på ingen måde kan udtale sig på den danske folkekirkes vegne”. Begge mener, at storpolitik ikke er kirkens ærinde.

Den polariserende effekt ses også i og med, biskopperne ikke i enighed står bag udtalelsen.

Hvad betyder det?

Udtalelsen afviser også ”den såkaldte kristne zionisme”, hvilket i nogen grad er et dogmatisk udsagn. Det virker drastisk, fordi teologi og politik bliver tæt sammenflettet.

Men få finder Bekendelsenskirkens Barmenerklæring eller at Nazi-kirken konstituerer en status confessionis for kontroversielt. Sorte teologer i Sydafrika samlede sig også om manifestet The Kairos Document i 1985. Her afviste man apartheidregimets statsteologi for også at udgøre status confessionis, hvilket heller ikke kan bringe mange sind i kog. Derfor er det også interessant, at forskellige kirkesamfund forfattede Kairos Palæstina i 2009, der cementerer, at besættelsen (teologisk legitimeret eller ej) er syndig.

Biskopperne har altså både tilkendegivet deres holdning ved at tale sandhed til magten, men også lagt en teologisk linje. Men hvad repræsenterer det, når det ikke er udtalt i enighed? Folkekirken? Bispekollegiet? Er der nogen, der ved, hvem der egentlig taler, når biskopperne udtaler sig?

Er det en generel anbefaling? Ligesom 9 ud af 10 tandlæger anbefaler Zendium?