Tilbage til forsiden

semper

Kort fortalt

Philip Yancey tilstår otte år lang affære og stopper sin karriere

Kasper A. Bergholt·9. januar 2026·3 min. læsetid·
Philip Yancey tilstår otte år lang affære og stopper sin karriere

Den verdenskendte kristne forfatter erkender et alvorligt svigt og trækker sig med øjeblikkelig virkning fra forfatter- og talervirksomhed.

Hvad er historien?

Den amerikanske kristne forfatter Philip Yancey, hvis bøger har solgt flere millioner eksemplarer, har i en erklæring til det amerikanske medie Christianity Today indrømmet, at han gennem otte år har haft en affære med en gift kvinde. Med øjeblikkelig virkning indstiller han derfor sin karriere som både forfatter og taler, ligesom hans profiler på sociale medier er slettet.

Yancey, der har rundet 76 år, er også selv gift. I erklæringen sætter han ord på, at hans handlinger er i modstrid med alt, hvad han mener om ægteskab, og alt hvad han har skrevet og prædiket. Derfor anerkender han, at nogle læsere nu vil have mistet enhver tillid til ham.

Erklæringen indeholder også en udtalelse fra hans hustru, Janet Yancey. Hun beskriver den afgrundsdybe smerte, hun føler lige nu, men ønsker ikke at bryde det ægteskabsløfte, hun aflagde for over 55 år siden. Derfor beder hun Gud om styrken til at kunne tilgive.

Hvorfor er det vigtigt?

Mere end noget andet er denne historie en påmindelse om, at kristne ledere også kan træde ved siden af. Jeg var lige ved at skrive ”også bare er mennesker”, men det ville relativisere det åbenlyse svigt, som Yancey har udsat både sin egen og en anden familie for. Han er helt klart trådt ved siden af.

Men i det mindste indrømmer han det.

Og han tager konsekvensen og går.

Desværre er Yancey ikke den eneste prominente kirkelige skikkelse, der de seneste år har vist sig at leve et dobbeltliv. Og der er også en række tilfælde, som er meget værre end en gift mands affære med en gift, men dog voksen kvinde. Fra USA kan for eksempel nævnes frontfigurer som Carl Lentz og Bill Hybels. Herhjemme trak MeToo-anklagerne mod den nu tidligere præst Flemming Pless overskrifter i 2021, og Zetland beskrev i januar 2023 en krænkelsessag på Pastoralseminariet.

Kirken er på ingen måde immun over for dårlig moral. Og skeletterne skal ud af skabene, ellers ender skaden bare med at blive endnu større.

Hvad betyder det?

Verden er fyldt med mennesker, der idylliserer sig selv eller bliver idylliseret i så høj grad, at man skulle tro, de aldrig gør noget forkert. Og verden er også fyldt med mennesker (og institutioner), der forsøger at bortforklare deres egne fejltrin, når de bliver afsløret.

Yancey gør ingen af delene. Det betyder ikke, at han så er en helt, men hans måde at håndtere denne sag på vidner om en vis portion integritet.

En håndfuld af Yanceys bøger er oversat til dansk og har gennem mange år været skattet som opbyggelig litteratur for mange. Det kan de givetvis stadig være, om end Yanceys ord fremover vil blive læst i et andet lys.

Om forfatteren
Kasper A. Bergholt

Kasper A. Bergholt er præst, teolog, forfatter og skribent ved SEMPER Magasin. Han skriver især om bibelfortolkning, teologi, kultur og kristen tænkning og har bl.a. udgivet bøgerne Den Salvede, En Anden Historie og Jordnær teologi. Han bidrager desuden til arbejdet med den nye autoriserede danske bibeloversættelse, hvor han indgår i oversættergrupperne bag Første og Andet Korintherbrev.

Du vil måske også kunne lide
Komme dit rige!
Artikel·24 min. læsetid

Komme dit rige!

Den, der elsker Gud, må også elske den jord, Gud har skabt. I dette foredrag vender Dietrich Bonhoeffer sig mod både religiøs verdensflugt og from magtudøvelse – og kalder kirken tilbage til jorden.

Dietrich Bonhoeffer·24. jul. 2026
Danmarks sekularister er vågnet til en ny virkelighed
Artikel·7 min. læsetid

Danmarks sekularister er vågnet til en ny virkelighed

Mens yngre generationer genopdager kristendommen, forsøger den gamle sekulære garde at forstå en virkelighed, der ikke længere følger det gamle sekulariseringsnarrativ. Diskussionen om Ida Aukens jubel er symptomatisk for, at ingen af os har indstillet sig på den nye virkelighed, som vi befinder os i.

Thomas Willer·20. jul. 2026
Alle har ret til et værdigt liv
Artikel·11 min. læsetid

Alle har ret til et værdigt liv

Mennesker med handicap skal ikke kæmpe for den hjælp, de har ret til. Deres møde med systemet stiller grundlæggende spørgsmål til det menneskesyn, som vi ellers bryster os af i det danske samfund. Mener vi virkelig, at alle har ret til et værdigt liv eller ej?

Tove Søgaard·16. jul. 2026

SEMPER udgives af Forlaget Semper.

©2026 Alle rettigheder forbeholdes.

ISSN 2795-1480

Privatlivspolitik|Om os|Kontakt
InstagramFacebook