Tilbage til forsiden

semper

Anmeldelse

Solid provinsversion af Ronja

Michael Agerbo Mørch·3. marts 2025·4 min. læsetid·
Solid provinsversion af Ronja

Folketeatret leverer en god aften i teatret med hæderlig opførsel af Ronja Røverdatter.

Ronja Røverdatter

Folketeatret

Assens, 27.02.2025

Folketeatret er på Danmarksturné med deres opsætning af Astrid Lindgrens elskede klassiker fra 1981, Ronja Røverdatter, i musicalversionen med Sebastians elskede sange som rygrad. Denne sidste torsdag i februar var jeg draget til Vestfyn med familien, hvor Arena Assens lagde lokaler til. Salen var herligt fyldt med fremmøde i alle aldersgrupper. Mine egne børn var forventningsfulde, for de har altid været begejstrede for hele Ronja-pakken: bogen, Tage Danielsons filmatisering fra 1984 og første del af den nye serie, der er tilgængelig hos Danmarks Radio. Og deres smagsdommeri kan vi hurtigt klare, for de sagde samstemmigt, at ”den var vildt go’”, musicalen altså.

Jeg var selv spændt, for jeg er også begejstret for Lindgrens roman, mens jeg ikke synes, Danielsons berømte film forløser det melankolske anslag, bogen har. Det gør den nye TV-serie heller ikke på nogen ligefrem måde, til gengæld tør den digte rundt om bogen, hvilket er meget vedkommende og giver en god dyster nuance til nyfortolkningen. Men Folketeatrets version har faktisk melankolien med, selvom det er det folkelige og humoristiske, der bærer denne version.

Musicalen med Sebastians sange fik sin debut tilbage i 1991, men sangene står stadig skarpt tredive år efter. I Folketeatrets opsætning på turneen er de tre musikere – Oliver Hasselflug (guitar), Kristian Karottki (trommer) og Andreas Hatholt (bas) – med på scenen og vandrer rundt i kulisserne. Det fungerer overraskende godt og giver en intensitet i sangene, som klæder dem. Særligt Hasselflug viser sig at være en virtuos, der akkompagnerer sangstemmerne forbilledligt, hvad enten stilen er funk, groove, country eller rock. Med andre ord er melodistemmerne de velkendte, mens bandet udfolder sig frit rundt om og giver det hele et opdateret præg.

Monica Isa Andersen gør det blandet som Ronja. Hun er skøn, når forårsglæden skal skriges ud og skovens lune skal nydes, men hun overspiller for meget, når Ronja rammes af det besværlige. I anden halvdel har hun en underlig tendens til at stille sig i en kampposition, som om hun står på snowboard med armene let bagud, spredte ben og rumpen strittende og et lidt hidsigt blik. Så bevæger hun sig zigzaggende rundt på scenen, som et slags karikeret dyr. Hvorfor Ronja skulle bevæge sig sådan, bliver aldrig helt klart, og Birk hopper og danser da også rundt om hende, som om han jagter et naturligt fokus. Netop samspillet med Sigurd Thomasen i rollen som Birk Borkasøn er noget hakkende. Det bliver ganske enkelt overgjort, at de er voksne, der spiller børneroller. Til gengæld er de sublime sammen i deres første konfrontation i skoven, hvor de duellerer verbalt om, hvis skov det er. Der er pingpongen betagende, og man tror på, at deres relation er særlig.

Jakob Højlev Jørgensen har fået rollen som publikumsfavoritten Skaldeper, og det er både en nem og svær opgave at løse. Den er nem, fordi Skaldeper er stykkets komiske karakter, der forløser alle spændinger med en prut eller et hop. Men den er også svær, fordi det er en rolle, der er svær at løfte over det gennemsnitlige. Men Højlev perfomer på højt niveau, stemmeføringen er god, replikkerne skarpt leveret og sangene skønt fremført. Det er næppe for meget sagt, at Højlev i langt de fleste scener udgør et slags midtpunkt, de andre orienterer sig efter. Men Jacob Fruergaard som Mattis og Charlotte Guldberg som Lovis er dog også forførende, og deres sangstemmer kalder tårerne frem i flere af deres underskønne ballader.

Folketeatret har valgt at tage en sceneudsmykning med, som lige kan være i lommen. Den er helt nedskrællet, og det betyder, at hverken Helvedesgabet i Mattisborgen, elven, snevejret, de vilde heste eller skoven reelt er med. Det fungerer dog alligevel, fordi alle kender stykket til hudløshed, men det er så også stykkets største svaghed. Man forventer, at publikum fylder alle huller ud, så fortællingen er renset for kontekst og narrativ bevægelse, det er sangene, der alene driver det fremad, og det bliver desværre lidt udmattende de sidste tyve minutter. Måske fordi man ikke er kommet tæt nok på karaktererne, der den foregående halvanden time har fokuseret på at synge og danse.

Når man opfører Ronja Røverdatter, forsøger man at løfte en stor arv, og Folketeatret kommer hæderligt fra det, uden at det bliver epokegørende. En dejlig og solid aften i teatret uden at det bliver minderigt. På mange måder som livet jo er i provinsen, og som sådan passede det perfekt til Assens.

Om forfatteren
Michael Agerbo Mørch

Michael Agerbo Mørch er teolog, forsker og forfatter til flere bøger bl.a. Professor, Polemiker, Polyhistor om Frederik Stjernfelt. Han er anmelder ved Kristeligt Dagblad og har tidligere skrevet for Dagbladet Information og Weekendavisen. I 2018 var han medstifter af Foreningen Åndsfrihed. Han er i dag ansat som lektor i etik og religionsfilosofi ved Menighedsfakultetet i Aarhus. Han skriver især om teologi, kultur og litteratur og har siden 2024 bidraget til SEMPER magasin med essays, artikler og anmeldelser.

Du vil måske også kunne lide
VM i seks frisurer og én guldkåbe
Essay·15 min. læsetid

VM i seks frisurer og én guldkåbe

Danmark skal ikke med til sommerens VM i fodbold, men fodboldminderne kan stadig fylde tomrummet. Michael Agerbo Mørch tager os med på en nostalgisk vandring gennem nyere VM-historie — fra måne til manke.

Michael Agerbo Mørch·10. jun. 2026
Den ultimative guide til Eurovision-finalen 2026
Artikel·12 min. læsetid

Den ultimative guide til Eurovision-finalen 2026

Ester Frich Dam-Larsen guider gennem den europæiske folkefest, hvor Danmark jagter topplaceringer, Finland ligner en vinder, og Bulgarien bare er nej.

Ester Frich Dam-Larsen·15. maj 2026
Hvorfor taler man om “Jesus Glow” på TikTok?
Kort fortalt·4 min. læsetid

Hvorfor taler man om “Jesus Glow” på TikTok?

Folk på TikTok og Instagram deler før- og efterbilleder under hashtagget #jesusglow for at vise, hvordan deres liv er blevet bedre, efter at de er kommet til tro.

Troels Nymann·6. maj 2026

SEMPER udgives af Forlaget Semper.

©2026 Alle rettigheder forbeholdes.

ISSN 2795-1480

Privatlivspolitik|Om os|Kontakt
InstagramFacebook