Folketeatret er på Danmarksturné med deres opsætning af Astrid Lindgrens elskede klassiker fra 1981, Ronja Røverdatter, i musicalversionen med Sebastians elskede sange som rygrad. Denne sidste torsdag i februar var jeg draget til Vestfyn med familien, hvor Arena Assens lagde lokaler til. Salen var herligt fyldt med fremmøde i alle aldersgrupper. Mine egne børn var forventningsfulde, for de har altid været begejstrede for hele Ronja-pakken: bogen, Tage Danielsons filmatisering fra 1984 og første del af den nye serie, der er tilgængelig hos Danmarks Radio. Og deres smagsdommeri kan vi hurtigt klare, for de sagde samstemmigt, at ”den var vildt go’”, musicalen altså.

Jeg var selv spændt, for jeg er også begejstret for Lindgrens roman, mens jeg ikke synes, Danielsons berømte film forløser det melankolske anslag, bogen har. Det gør den nye TV-serie heller ikke på nogen ligefrem måde, til gengæld tør den digte rundt om bogen, hvilket er meget vedkommende og giver en god dyster nuance til nyfortolkningen. Men Folketeatrets version har faktisk melankolien med, selvom det er det folkelige og humoristiske, der bærer denne version.

Musicalen med Sebastians sange fik sin debut tilbage i 1991, men sangene står stadig skarpt tredive år efter. I Folketeatrets opsætning på turneen er de tre musikere – Oliver Hasselflug (guitar), Kristian Karottki (trommer) og Andreas Hatholt (bas) – med på scenen og vandrer rundt i kulisserne. Det fungerer overraskende godt og giver en intensitet i sangene, som klæder dem. Særligt Hasselflug viser sig at være en virtuos, der akkompagnerer sangstemmerne forbilledligt, hvad enten stilen er funk, groove, country eller rock. Med andre ord er melodistemmerne de velkendte, mens bandet udfolder sig frit rundt om og giver det hele et opdateret præg.

Monica Isa Andersen gør det blandet som Ronja. Hun er skøn, når forårsglæden skal skriges ud og skovens lune skal nydes, men hun overspiller for meget, når Ronja rammes af det besværlige. I anden halvdel har hun en underlig tendens til at stille sig i en kampposition, som om hun står på snowboard med armene let bagud, spredte ben og rumpen strittende og et lidt hidsigt blik. Så bevæger hun sig zigzaggende rundt på scenen, som et slags karikeret dyr. Hvorfor Ronja skulle bevæge sig sådan, bliver aldrig helt klart, og Birk hopper og danser da også rundt om hende, som om han jagter et naturligt fokus. Netop samspillet med Sigurd Thomasen i rollen som Birk Borkasøn er noget hakkende. Det bliver ganske enkelt overgjort, at de er voksne, der spiller børneroller. Til gengæld er de sublime sammen i deres første konfrontation i skoven, hvor de duellerer verbalt om, hvis skov det er. Der er pingpongen betagende, og man tror på, at deres relation er særlig.

Jakob Højlev Jørgensen har fået rollen som publikumsfavoritten Skaldeper, og det er både en nem og svær opgave at løse. Den er nem, fordi Skaldeper er stykkets komiske karakter, der forløser alle spændinger med en prut eller et hop. Men den er også svær, fordi det er en rolle, der er svær at løfte over det gennemsnitlige. Men Højlev perfomer på højt niveau, stemmeføringen er god, replikkerne skarpt leveret og sangene skønt fremført. Det er næppe for meget sagt, at Højlev i langt de fleste scener udgør et slags midtpunkt, de andre orienterer sig efter. Men Jacob Fruergaard som Mattis og Charlotte Guldberg som Lovis er dog også forførende, og deres sangstemmer kalder tårerne frem i flere af deres underskønne ballader.

Folketeatret har valgt at tage en sceneudsmykning med, som lige kan være i lommen. Den er helt nedskrællet, og det betyder, at hverken Helvedesgabet i Mattisborgen, elven, snevejret, de vilde heste eller skoven reelt er med. Det fungerer dog alligevel, fordi alle kender stykket til hudløshed, men det er så også stykkets største svaghed. Man forventer, at publikum fylder alle huller ud, så fortællingen er renset for kontekst og narrativ bevægelse, det er sangene, der alene driver det fremad, og det bliver desværre lidt udmattende de sidste tyve minutter. Måske fordi man ikke er kommet tæt nok på karaktererne, der den foregående halvanden time har fokuseret på at synge og danse.

Når man opfører Ronja Røverdatter, forsøger man at løfte en stor arv, og Folketeatret kommer hæderligt fra det, uden at det bliver epokegørende. En dejlig og solid aften i teatret uden at det bliver minderigt. På mange måder som livet jo er i provinsen, og som sådan passede det perfekt til Assens.