I begyndelsen af februar blev den traditionsrige ”National Prayer Breakfast” (NPB) afholdt i Washington D.C. En række møder, taler og festmåltider for eliten i USA, hvor de kan netværke, og hvem ved? Måske ber’ de også en bøn eller to.
Hvad er historien?
Lige siden Eisenhower har alle præsidenter deltaget i den årlige National Prayer Breakfast. En tradition Donald Trump har videreført, men som så meget andet, denne mand rører ved, har hans 23 A4-siders lange tale skabt kontrovers i Guds eget land.
Undervejs får han blandt andet sammenlignet Bidens demokratiske administration med Gestapo, fordi de - efter hans udsagn - arresterede folk for at gå i kirke under COVID-19. Han kommer også ind på, hvordan han beskyttede kristne ved at bombe grupperinger i Nigeria omkring årsskiftet. At han samtidig har bremset USA's støtte til næsten alle flygtningeprogrammer, også til kristne på flugt fra forfølgelse, nævnte han dog ikke.
Hvor talen var stærkest fremhævede han to kvinder, der under bøn reddede flere børn ved den kristne pigelejr Camp Mystic i Texas fra oversvømmelser. Kvinderne mindede Trump om, at bøn styrker, bøn helbreder og bøn redder. For ham understreger det, at bøn er Amerikas superkraft, hvilket måske står i kontrast til mødets tema: ”Glorify God among the Nations, Seeking Him in All Generations”.
Hvorfor er det vigtigt?
Trumps tale vidner om, hvordan kristendommen kan politiseres på betændt vis. Selvom mødets intention er at samle nationens kristne elite på tværs af politiske skel, blev Trumps tale et eksempel på det modsatte med bredsider a la disse:
”I don’t know how a person of faith can vote for a Democrat.”
Det demokratiske medlem af Kongressen Jonathan Jackson svarede ved at bede for, at præsidenten måtte være betænksom overfor de fattige og blive guidet af Gud mod større medfølelse, inden han rundede af med: ”We are all Americans, all made in the image of God”.
Sammenblandingen af tro, politik og elite er de ikke ene om i USA. I december blev et lignende arrangement – European Prayer Breakfast – afholdt for 28. gang i EU's parlament i Bruxelles, i år med danske bidragsydere i form af Simon Pedersen og Arvid Asmussen. I magtens korridorer, Christiansborg, afholdes også en ugentlig andagt. Den fælleskirkelige ’Lad os tale om Tro’-kampagne hiver også gerne politikere ind i rampelyset for at dele deres personlige tro.
Hvad betyder det?
Hvordan sørger vi så for, at der er sunde ramme for, at elite og tro kan mødes? En Schweizisk parlamentariker og tidligere general for Evangelisk Alliance i Schweiz har allerede meldt ud, at han ikke møder op til det næste NPB, ligesom lederen af det tyske Evangelisk Alliance også har udtrykt bekymring over, hvordan troen og begivenheder centreret om kristendom kan blive instrumentaliseret. I Danmark kan vi indtil videre glædes over, at der ikke hersker amerikanske tilstande. I et interview i Altinget blev Ida Auken, folketingsmedlem for Socialdemokratiet og ordfører for åndelig oprustning, interviewet om Folketingets andagt. Hun fremhæver det som et sted, der befrier hende fra hverdagens taktik og gør det sværere at skændes med sine politiske kolleger.Og det er måske en fin rettesnor for, hvordan det gode møde mellem tro, politik og elite skal se ud. Ikke at udfaldet nødvendigvis skal være harmoni, men det bør måske være reglen og ikke undtagelsen, at dette er udkommet.
