En ny teologisk retning vender blikket mod havet. Margrethe Birkler giver en introduktion til den blå klimateologi, der undersøger vandets rolle i klimakrisen – og hvad kirken kan bidrage med i en verden præget af vandkonkurs.
I Østen stiger solen op er en af de mest kendte danske salmer, men dens beskrivelser af solen, der går over både hav og bjergetop, får en helt anden alvorlig tone i dag midt i den menneskeskabte klimakrise.
Solen kommer ganske vist fra “den favre kyst”, som vi synger i salmen, men når vi kigger ud over kysterne i dag, møder vi et hav, der under de brusende bølger blandt andet har iltsvind, stigende havtemperaturer, blegede koralrev, og blåhvaler, der er stoppet med at synge ud af ren sult. I en verden, hvor gletsjerne smelter med alarmerende fart, står vi samtidig i en situation, hvor mange vandsystemer er kollapset uden nogen udsigt til, at de kan vende tilbage til tidligere tilstande.
Vandkonkurs
“For much of the world, ‘normal’ is gone”, som Kaveh Madani, direktør ved UN University Institute for Water, Environment and Health, sagde, da han præsenterede en ny rapport, der introducerede begrebet ‘vandkonkurs’, i januar i år. Hertil kommer, at vi siden 2023 har talt om global kogning med FNs terminologi. I 2023 erklærede FNs generalsekretær António Guterres, at den globale opvarmnings æra var slut og var blevet erstattet af den globale kognings æra, fordi resultaterne af den menneskeskabte klimakrise nu er varmebølger, naturbrande, oversvømmelser og så meget mere. Guterres holdt denne tale i juli 2023 og var drevet dertil af denne måneds rekordhøje gennemsnitstemperatur, der gjorde den til den varmeste måned nogensinde registreret.* Vandkonkursen går ikke klimateologierne forbi,* og måske har vi endda en særlig mulighed i et land som Danmark til at bidrage til refleksionerne over vand, teologi og klimakrise.
Her tænker jeg særligt på det, som man kalder blå klimateologi, som er opstået inden for de seneste år som en samtalepartner til grøn, og mere traditionel, klimateologi. Blå klimateologi forholder sig nemlig til de mere maritime dele af klimakrisen, og hvad teologi kan bidrage med i denne kontekst. I denne artikel vil jeg både give en kort introduktion til blå klimateologi og spørge, hvad der sker, når blå klimateologi kommer til de danske farvande. I et land omgivet af havets skønhed såvel som bundtrawl og iltsvind tror jeg, at vi har en oplagt mulighed — og en forpligtelse — til at arbejde med blå klimateologi.
“I begyndelsen…”
‘Blue theology’ blev foreslået af Deborah Streeter, en pensioneret præst i United Church of Christ, i 2008, da hun sammen med præsten Dan Paul oprettede Blue Theology Mission Station. Formålet hermed var at forbinde havkonserveringspraksisser med den kristne tradition igennem tværfagligt og frivilligt arbejde. Siden da er blå klimateologi kun vokset som både et alternativ til og samtalepartner med grøn klimateologi.
Blå klimateologi adskiller sig dog ikke kun fra grøn klimateologi ved at inddrage maritime overvejelser, men også ved blandt andet at fokusere på øperspektiver frem for fastlandsperspektiver. Derfor kan man også finde denne slags klimateologi beskrevet som arkipelagisk klimateologi. Bevægelsen væk fra fastland og hen mod øerne i arkipelagisk klimateologi indeholder desuden post- og dekoloniale overvejelser, da grønne fastlandsorienterede klimateologier ofte har været eurocentriske eller tilknyttet tidligere eller aktuelle kolonialmagter.
Her ser eksempelvis Elia Maggang en oplagt mulighed for samtale mellem grønne og blå klimateologier, som kan understrege den sammenhæng, vi i forvejen finder mellem kyst- og fastlandsbefolkningsgrupper (Maggang 2025). “No man is an island”, skrev John Donne, men arkipelagisk klimateologi minder os om, at også øer er relationelt forbundne med hinanden og omverden. Ganske interessant forbinder Maggang studier af den indfødte befolkning på øen Pankar og deres hverdagserfaringer med et pneumatologisk forslag om at begynde med og være fokuseret på de erfarede interaktioner mellem kyst- og fastlandsfællesskaberne.
Dette skyldes, at en sådan klimapneumatologi ifølge Maggang arbejder med en forståelse af Helligåndens virke for og i skaberværket, der endvidere inviterer alle – mennesker, men også havet, landet, fisk, planter osv. – til at deltage i Helligåndens livgivende og fornyende virke ( Maggang 2025). I et land som Danmark, der både har øer, kyst og fastland, såvel som kolonial fortid, er sådanne overvejelser fra arkipelagisk klimateologi yderst relevante.
Dog mener Maggang ikke, at en sådan arkipelagisk klimateologi skal begrænses til hverdagserfaringerne; den bør også bevæge sig ind i den akademiske verden ( Maggang 2025). En af de mere akademiske, og banebrydende, inddragelser af vandrefleksioner i teologien er Catherine Kellers The Face of the Deep: A Theology of Becoming (2002). Kellers dybets teologi indeholder mange interessante teologiske pointer, blandt andet en apofatisk flod af navne for Gud, et immanent aktivt håb, der udspringer af gudsrelationen, brugen af tårer som erkendelseskilde, tehomiske prædikener og meget mere.
Mest relevant for nærværende introduktionsartikel er Kellers creatio ex profundis, dvs. skabelse ud af dybderne, der erstatter creatio ex nihilo, dvs. skabelse ud af intet. Creatio ex nihilo har ifølge Keller fjernet teologiens dybde, og hun foreslår derfor i stedet dogmet om skabelse ud af dybderne. Keller begynder helt i begyndelsen i Genesis og viser, hvordan begyndelse ikke blot betyder en afsluttet oprindelse, men en dynamisk og processuel begyndelse, relationerne af hvilken stadig lever i dag. Keller bringer her, som man typisk gør i feministisk procesteologi, et smukt poetisk vokabular til emnet. Hun begynder sit kapitel om begyndelsen med følgende:
Beginning is going on. Everywhere. Amidst all the endings, so rarely ripe or ready. They show up late, these beginnings, bristling with promise, yet labored and doomed. Every last one of them is lovingly addressed: “in the beginning (Keller 2002, 3).
Som Keller skriver: i begyndelsen begynder teologien forfra. I Kellers begyndelse skabes vi ikke ud af intet, men ud af alting, i en relativ anerkendelse af både menneskets gudsrelation og relation til alt skabt. Det kan vi også se i første skabelsesberetning, hvor Guds ånd svævede over vandene, og i noget så simpelt, som at vi mennesker består af 70% vand.
Et skræmmende og fascinerende møde
“We are all bodies of water! What we do to water, we do to every body, including ourselves”, sagde forskeren Astrida Neimanis til et foredrag i 2020. Neimanis er grundlæggeren af hydrofeminsme, som er en blandt mange tilgange i bølgen af hydro humanities, der skyller ind over universitetsverdenen. Hydro humanities, som på dansk også kaldes ‘blå humaniora’, er tværfagligt, men fælles er dog en fokus på forholdet mellem vand, samfundsmæssige undersøgelser og magtanalyser. Vand anses her ikke blot for at være en materiel ressource, men også i relation til agens, flydende identiteter med indflydelse på sociale, kulturelle og politiske elementer af verden. Det betyder også, at hydro humanities ofte er praksisorienteret og kan foreslå, hvordan vi kan arbejde med klodens vandkriser. Forskning i hydro humanities kan være alt fra postkoloniale studier (f.eks. DeLoughrey 2017) og komplekse forståelser af vand, hvorved vi alle – mennesker og mere-end-menneskelige – er forbundet (f.eks. Rohde et al. 2020) over konserveringsstrategier (f.eks. Mentz 2023) og debatten mellem havvand versus ferskvand (f.eks. Birnie-Gauvin, et al. 2023) til inddragelse af fiktion (f.eks. Alaimo 2020) og at lære relationelt at “tænke med vand” (f.eks. Chen et al. 2023).
Også klimateologier er som sagt begyndt at “tænke med vand”, hvormed vand og vandrelationer inddrages i arbejdet med det mere-end-menneskelige. Selvom teologi deler begrebet ‘mere-end-menneskelige’ med andre fagligheder, sker der noget interessant med begrebet, når det sættes ind i en teologisk kontekst. Her kan vi nemlig læse ‘mere’ både kvantitativt og kvalitativt. Når vi læser ‘mere’ kvantitativt, betyder det, at vi inddrager mere end blot mennesket i vores teologiske refleksioner; skaberværket reduceres ikke til mennesket.
Det bliver altså en måde, hvorpå vi kan forsøge at mindske antropocentrisme i vores teologi. Når vi hertil også læser ‘mere’ kvalitativt, peger det mod gudsbegrebet, som i de fleste kristne udlægninger netop beskriver det guddommelige, som mennesket nok er relativt forbundet med igennem eksempelvis gudbilledligheden, men som også ofte forstås som kvalitativt mere end menneske. Ved at benytte begrebet ‘mere-end-menneskelige’ i blå klimateologi åbnes der for muligheden for at inddrage både andre skabninger og Skaber i de teologiske refleksioner.
Det kvalitativt og guddommelige ‘mere’ er desuden ofte forbundet med et både skræmmende og fascinerende møde. Det finder vi også i klimateologisk arbejde med vand. Et eksempel er øko-womanisten Karen Baker-Fletchers beskrivelse af havet som både livgivende og dødsensfarligt. Baker-Fletcher beskriver blandt andet havet som Guds tempel, som ingen menneskelige hænder kan bygge, og understreger, at præcis ligesom havet opretholder liv kan det også tage liv. Havets dyb, ‘tehom’ (תְּהוֹם) på hebræisk, er både kreativt og destruktivt. Det betyder ikke, at dybet er ondt, fremhæver Baker-Fletcher i sin læsning af Genesis, men det deltager blot i Guds skabelseshandlinger. Genesis er en fødselsberetning ifølge Baker-Fletcher, men ikke en så afsluttet beretning, at den ikke stadig finder sted i dag. I skabelsens fødsel dansede vandet i en samskabende dans med Gud, en dans, der stadig finder sted i dag og som mennesket og resten af skaberværket kan tage del i (Baker-Fletcher 1998, 21-27). Havdyb råber trods alt på havdyb (Sl. 42,7-8), som også Keller understreger.
At vand også kan være farligt finder vi blandt andet i arbejdet med sakramenterne. Her har eksempelvis Mookgo S. Kgatle & Mashilo Modiba studeret en række afrikanske kirkers praksis med floddåb, hvor vandet i regnsæsonen kan være potentielt fatalt. Denne konkrete kontekst har derfor rejst spørgsmål om, hvorvidt en livredder bør gribe ind i dåben (Kgatle & Modiba 2023). Det giver i den grad et meget mere praksisnært element til dogmet om, at den døbte dør og genopstår med Kristus i dåben.
Havdåb
Udendørs dåb har også været et omdiskuteret emne i Danmark, dog uden helt så potentielle fatale konsekvenser som i Kgatle & Modibas empiriske studier. I den danske folkekirke kræver udendørs dåb en særlig tilladelse fra biskoppen. Det blev et relevant spørgsmål under corona-pandemiens forsamlingsforbud, hvor muligheden for at rykke diverse kirkelige handlinger udenfor blev foreslået af flere præster. En af dem var sognepræsten i Thorning, Grathe og Vium Kirker, der også tidligere havde holdt dåb udenfor under høstgudstjenester.
Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift, så dog et problem i denne forespørgsel og understregede, at “jeg vil holde fast i, at gudstjenester og dåb hører sammen. En dåb skal ikke foregå hjemme i en have” (Larsen 2020). Her ligger der altså liturgiske grunde bag den spatiale placering af dåben, som ikke umiddelbart dykker ned i spørgsmål om sakramenternes virkning, selvom forståelsen af sakramentet som fællesskabsforbundet kan være implicit til stede. Der er dog forskel på paratheden til at give dispensation i stifterne, som eksempelvis en rundspørge i 2019 viste.
Også her ser vi dog “have”-argumentet hos biskopper, der er mere tilbøjelige til at give dispensation, eksempelvis hos Henrik Wigh-Poulsen, biskop over Aarhus Stift, der udtalte: “det er dispensationer, jeg giver med let hjerte, da det jo er en glæde, når nogen vil have deres barn døbt. Men som udgangspunkt må dåben ikke bare blive en sammenkomst i haven” (Hansen 2019). Nu, hvor vi er på den anden side af corona-pandemien, kan man naturligvis stadig finde udendørsdåb i den danske folkekirke, eksempelvis i Brabrand & Sdr. Årslev Kirker, der har tradition for 1-2 årlige gudstjenester udendørs, hvor der er “mulighed for dåb - og picnic og leg på græsset” (Brabrand-Aarslev Kirker, u.å.).
Den relationelle vægt i ovenstående overvejelser kan yderligere styrkes ved at inddrage indsigter fra blå klimateologi i forbindelse med dåben. I blå klimateologi benyttes vand som fællesskabsskabende og -opretholdende (se f.eks. Ferris 2008). Det så vi allerede hos Keller og Baker-Fletcher, men vi kan også finde det hos Sigríður Guðmarsdóttirs brug af liturgiforskeren Richard Giles i et studie af vand som sakramente i en islandsk kontekst. Her tager Guðmarsdóttir blandt andet fat i Giles’ understregning af, at “the first journey of the assembly should be the journey to the river, to the waters of the well without which no settlement on planet earth is possible” (Guðmarsdóttir 2014, 114). Menigheden bliver våde sammen, og vandets sakramentale kraft begrænses derfor ikke til dåbsbarnet, men er med til at opretholde alt liv i skaberværket.*
Understregningen af dåbssakramentets fællesskabende karakter i blå klimateologi vil med fordel kunne indgå i en samtale med et grundtvigsk dåbssyn, hvor tanken om dåben som en levende pagt og guddommelig tilstedeværelse i dåb og menighed kan være med til yderligere at udfolde den relationelle vægt, vi allerede finder i blå klimateologi. Omvendt vil blå klimateologi kunne få et sådan grundtvigsk dåbssyn med ud i “haven” og udfordre dåbssynet til ikke kun at være fokuseret på den spatiale placering inde bag kirkebygningens sten, men også på de levende sten – både menneskelige og mere-end-menneskelige.
Forståelsen af vand som sakramentalt og livsopretholdende har netop også ekklesiologiske konsekvenser. Et eksempel er, når Margaret H. Ferris skriver med henvisning til Max Oeschlaegers opfordring til kirken om at påtage sig ansvar for skaberværket,* at blå klimateologi kan benyttes til at konfrontere klimakrisen, og dennes vandkonkurs, igennem blandt andet sakramentelære og ekklesiologi (Ferris 2008, 197-198).
Kirkens skibsfart
Den kristne kirke har længe og af mange været beskrevet ved hjælp af en skibsmetafor. Spørgsmålet er, hvor dette skib kan sejle hen på blå klimateologis bølger i danske farvande. Måske kan kirkerne, som Maggang foreslår, blive blå disciple (Maggang 2022). Vi har allerede det økumeniske netværk Grøn Kirke i Danmark, men også Grøn Kirke kunne med fordel blive mere blå i sit klimaengagement.
Et eksempel på, hvordan Grøn kirke allerede er blågrøn, er Grøn Kirkes vejledning til en andagt om vand. I denne andagt forstås vand som guddommeligt og forbindes med indsigten om, at vi mennesker består af 70% vand. I andagten handler denne indsigt ikke kun om antropologi, som den gør i meget forskning i hydro humanities, men om teologisk antropologi, når det understreges, at vandet “er i hver celle af vores krop og til stede overalt, synligt eller usynligt. Som Gud” (Pedersen, u.å.).
Vi ser altså igen en inddragelse af det kvalitativt mere-end-menneskelige, når indsigter fra hydro humanities findes i teologiske overvejelser. Vand forstås her som en gave, og andagten takker ikke for det daglige brød, men for det daglige vand, forstået som “både det vand vi fysisk har brug for, men også det levende vand som Jesus skænker os” (Pedersen, u.å.). Nu er kristologien og soteriologien altså også med i de teologiske vandrefleksioner. Og når vi når til andagtens vekselbøn, kommer også pneumatologien med, hvorved andagten opnår en trinitarisk ramme. I vekselbønnen understreges desuden en åndsinspireret tilstedeværelse i verden, idet der bedes:
Du [læs: Gud] arbejder bestandigt for at fuldende dit skaberværk.
Giv os din uro, så vi ikke bliver ligeglade med jorden og dens liv.
Når du ånder gennem skabningen, så er jorden ikke bare jord,men jorden er vores hjem.
Når du ånder gennem skabningen, så er vandet ikke bare vand,men vandet er kilde til leg og til liv.
Når du ånder gennem os, er vi ikke bare os selv, men vi er dine medarbejdere i verden. (Pedersen, u.å.)
Derved understreges også den klimateologiske pointe i andagten, der i overensstemmelse med Grøn Kirkes dokument “Teologisk og etisk grundlag for Danske Kirkers Råds Klima- og miljøgruppe” forstår mennesket som Guds medarbejdere. I dette dokument finder vi en anerkendelse af, at klimakrisen, præcis ligesom vandkonkursen, rammer disproportionalt. Og det forpligter ifølge Grøn Kirke. I dokumentet fastslås det blandt andet, at:
Vi arbejder på at skabe størst mulig bevidsthed i kirkerne for, at de rige, industrialiserede lande, inklusiv Danmark, gennem vores miljøbelastende adfærd og forbrug, har et historisk medansvar for miljø- og klimakrisen, der rammer de mest udsatte (herunder ikke mindst de fattigste) lande i verden hårdest (Danske Kirkers Råd 2011).
En sådan forståelse af kirkens rolle i verden og mennesket som Guds medarbejdere kunne med fordel udfoldes yderligere, hvis kirken males ikke kun grøn, men også blå. Hermed kunne kirken ikke blot forstå mennesket som Guds medarbejdere, men også, med Maggang, som blå disciple. Allerede Grøn Kirkes andagt om vand viser, at der i danske kirker kan findes indsigter om liturgi, teologisk antropologi, kristologi, soteriologi, pneumatologi, trinitetslære og gudslære til brug i både kirkeliv og blå klimateologi.
I et land omgivet af hav…
Klimateologi bliver hverken vandet eller udvandet ved at begynde at “tænke med vand”; i stedet tilføjes en dybde til klimateologien, der er med til at udfordre antropocentriske og koloniale forståelser. Denne dybde i teologien kan vi (gen)finde helt tilbage i begyndelsen med Kellers tehomiske teologi, og vi kan arbejde med den uden antropocentriske begrænsninger ved at inddrage det mere-end-menneskelige (både kvantitativt og kvalitativt forstået). Denne fokus på fællesskab og relationel vægt kan man især finde i arbejdet med sakramenter og liturgi, hvor jeg har foreslået, at blå klimateologi kan både bidrage til og udfordres af danske teologiske overvejelser og praksis. Blå klimateologis syn på dåben kan være med til at rykke dansk dåbspraksis udenfor, hvor man ikke mister de levende sten, bare fordi man forlader kirkebygningens sten. Omvendt kan et grundtvigsk fællesskabsorienteret dåbssyn inddrage det relationelle i endnu højere grad i blå klimateologisk arbejde med vandets hellighed i dåbssakramentet. På lignende måde kan Grøn Kirkes andagt om vand bidrage med en teologisk antropologi, hvor ikke kun vandet i vores krop, men også guddommeligt nærvær, understreges. Grøn Kirke kan dog blive endnu mere blå og måske endda arbejde med en forståelse af blåt discipelskab, hvormed vand ikke længere blot anses for en kilde til leg og liv, men også en forpligtelse på at medarbejde med Gud i klimakrise og vandkonkurs.
I et land omgivet af hav kan klimateologi derfor ikke nøjes med at være grøn. Den må også være blå.
Bibliografi
Alaimo, Stacy, “Afterword: Adequate Imaginaries for Anthropocene Seas”, Irus Braverman & Elizabeth R. Johnson, Blue Legalities: The Life and Laws of the Sea, Duke University Press 2020, 311-324
Baker-Fletcher, Karen, Sisters of dust, sisters of spirit: Womanist wordings on God and creation, Fortress Press 1998.
Birkler, Margrethe, “Teologiens nye klima”, Semper 1. oktober 2025. Tilgængelig her.
Birnie-Gauvin, Kim. et al.,“The RACE for freshwater biodiversity: Essential actions to create the social context for meaningful conservation”, Conservation Science and Practice 5/4 (2023), 1-18.
Chen, Cecilia, Janine MacLeod & Astrida Neimanis (red.), Thinking with Water, McGill-Queen’s University Press 2013.
Danske Kirkers Råd, “Teologisk og etisk grundlag for Danske Kirkers Råds Klima- og miljøgruppe, 2011. Tilgængelig her.
DeLoughrey, Elizabeth, “Submarine Futures of the Anthropocene”, Comparative Literature 69/1 (2017), 3-44.
Ferris, Margaret H, “Sister Water: an introduction to blue theology”, Sylvie Shaw & Andrew Francis (red.), Deep blue: Critical reflections on nature, religion and water, Taylor & Francis Group 2014, 195-212.
Guðmarsdóttir, Sigríður, “Water as Sacrament: Tillich, Gender, and Liturgical Eco-Justice”, Dialog 53/2 (2014), 110-117.
Hansen, Mette Skov, “Dåb i det fri deler biskopper”, Kristeligt Dagblad, 17. november 2019. Tilgængelig her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/daab-i-det-fri-deler-biskopper
Keller, Catherine, The face of the deep: A theology of becoming, Routledge 2003.
Kgatle, Mookgo S. & Mashilo Modiba, “River baptism and climate change among African-Initiated Churches: An eco-theological critique”, Verbum et Ecclesia 44/1 (2023), 1-7.
Larsen, Johanne Faigh, “Præster vil have lov til at døbe udendørs den næste tid”, Kristeligt Dagblad 15. maj 2020. Tilgængelig her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/ikke-alle-kirkelige-handlinger-boer-flyttes-ud-af-kirken
Maggang, Elia, “Archipelagic Ecotheology: Theology from Indonesian Indigenous Everydayness”, Indonesian Journal of Theology 13/2 (2025), 170-190.
Maggang, Elia, “Blue Disciple: A Christian Call for the Sea in Peril”, International journal of public theology 16/3 (2022), 320-336.
Mentz, Steve, An Introduction to the Blue Humanities, Routledge 2023.
Oeschlaeger, Max, Caring for Creation: An Ecumenical Approach to the Environmental Crisis, Yale University Press 1994.
Pedersen, Maria, “Andagt om taknemmelighed for vand”, Grøn Kirke. Tilgængelig her: https://xn--grnkirke-64a.dk/andagt-om-taknemmelighed-for-vand/
Rohde, Melissa M., Mark Reynold & Jeanette Howard, “Dynamic multibenefit solutions for global water challenges”, Conservation Science and Practice 2/1 (2019), 1-8.
