Hvad er historien?

Debatten om, hvorvidt Danmark er et kristent land, er igen blusset op efter regeringsdannelsen. Denne gang, fordi formuleringen ikke fremgår af det nye regeringsgrundlag, ligesom Kirkeministeriet også er blevet korsfæstet for at genopstå i et nyt Sundheds -og Kirkeministerium. 

Mette Frederiksen skrev den 7. juni som svar på kritikken i et opslag på Facebook: ”Vi er et kristent land, og den evangelisk-lutherske kirke indtager selvfølgelig fortsat sin særstatus.” 

Der er dog ridser i regeringslakken, for SF’s kirkeordfører Theresa Berg Andersen har blandt andet sagt til Kristeligt Dagblad, at ”et land kan ikke være kristent. Det er mennesket, der er kristent," og fortsætter: —

"Når statsministeren skriver, at Danmark er et kristent land, bliver jeg nysgerrig på, hvad der menes med at være en del af et kristent land. Historisk og kulturelt er Danmark præget af kristendommen, men når det kommer til befolkningens tro, er det mere nuanceret.”

Biskop over Lolland-Falster stift, Marianne Gaarden, har også blandet sig i debatten. Hun siger i et interview i Jyllands-Posten, at ”det er jo ikke et land, der er kristent. Dele af en nation kan være kristne,” og fortsætter med at kritisere vendingen ’Danmark er et kristent land’, fordi den kan ”udviske grænsen mellem religion, stat og nation.”

Hvorfor er det vigtigt? 

Bag uenigheden ligger spørgsmålet: Hvad betyder det egentlig at kalde et land kristent?

Nogle mener, at det er en helt ukontroversiel konstatering. Pierre Collignon, chefredaktør på Berlingske, peger blandt andet i sit argument på kristendommens betydning for udviklingen af menneskerettigheder, velfærdsstaten, vores protestantiske arbejdsetik, kernefamilien, retfærdighedsbegreber, ytringsfrihed, det indre trosudtryk og adskillelsen af stat og kirke. 

Andre, som professor i teologi, Jeppe Bach Nikolajsen, er mere kritiske. I et interview hos DR problematiserede han formuleringen allerede i 2015, da Venstre-regeringen skrev den ind i sit regeringsgrundlag, for at have et totalitært skær:

”Vi har over hundrede anerkendte trossamfund i Danmark; vi har jøder, muslimer, ateister og agnostikere. Også historisk har vi haft forfattere, forskere og politikere, der har været ateister, og som har betydet meget for dansk kulturarv. Hvis man vil bruge sætningen normativt eller som en værdipolitisk markering, så er det en anden sag. Men der er et totalitært og diskriminerende skær over det udtryk, som jeg finder problematisk.”

Debatten handler ikke kun om religion, men også om historie, kultur, national sammenhængskraft og sammenfletningen af det nationale/statslige og det religiøst/åndelige. En sprængfarlig cocktail, der ikke er blevet mindre potent i de senere år.

Særligt i en amerikansk kontekst er det i Donald Trumps anden periode blevet en mere aktiv del af regeringens sprog og ageren, som det blandt andet kom til udtryk hos krigsminister Pete Hegseth i indledningen af Iran-krigen. Det har David Skarsholm skrevet en fremragende artikel om, du kan finde her.

Hvad betyder det for dig?

Det vigtige spørgsmål, der lurer under debatten, er det grundlæggende forhold mellem religion og samfund.

Det er indiskutabelt, at Danmark og det danske samfund er præget af både det lange fælleseuropæiske parallelløb med kirken og den specifikke evangelisk-lutherske tradition, der slog rødder efter reformationen.

Havde formuleringen lydt, at ”det danske samfund er præget af sin kristne kulturarv,” ville det ikke have rejst ret mange øjenbryn. Problematikken opstår netop i det nutidige og normative ’er’, der indikerer, at Danmark som land skulle tilhøre en specifik religion i dag.

Samtidig er det også et udtryk, der skriver sig ind i anden kontekst i dag, end da den først blev introduceret i 2015. Kristen nationalisme, som Troels Nymann har skrevet om her, er on-the-rise og brugen af kristendom som en national markør af et ’oprindeligt folk’ og ’tilflyttere’ er kun blevet mere udbredt.

Senest har vi set det hos Dansk Folkeparti, der stillede som et krav til en kommende regering, at flere muslimer skulle forlade Danmark, end der kommer ind. At være muslim er det fremmede, for Danmark er et kristent land.

Måske er det vigtige spørgsmål i dag ikke, om udtrykket i sig selv giver mening, men med hvilken intention vi gerne vil bruge det, og hvilken kontekst det i så fald skriver sig ind i. 

Mens vi glædes/græmmes over, at udtrykket nu helt er gledet ud af regeringsgrundlaget, er det måske også værd at vende blikket mod, hvad Det Nye Testamente også fastslår:

Kirken er et fællesskab af ’himmelborgere’ (Filipperbrevet kap. 3), der går på tværs af både grækere, romere, jøder, amerikanere, iranere, kinesere og leverpostejsdanskere, for den kristne tro bæres ikke af nationer eller kulturer, men af Jesus selv og evangeliet i ham.