Hvis frelse ikke er sjælens flugt fra verden, men Guds hjemkomst til sit skaberværk, må det kristne håb begynde dér, hvor mennesket står: på jorden.
Kort efter, at jeg havde læst Theis Ørntofts Bag litiumbjergene,* læste jeg også N. T. Wrights God’s Homecoming* færdig, og det var interessant at sammenligne de to: En af Ørntofts pointer er, at vi har glemt vores samhørighed med verden og i stedet tror, at en såkaldt grøn omstilling kan frelse os (læs min anmeldelse her).
Wrights pointe er, at vi har misforstået et af de dybeste lag i den bibelske fortælling, nemlig at Gud kommer til vores verden, og i stedet tror, at frelse består i at blive evakueret fra verden og komme i himlen.
Det fik mig til at tænke på en helt tredje bog, 80 år ældre, nemlig den danske religionshistoriker Vilhelm Grønbechs Kampen for en ny sjæl.* Her redegør han blandt andet for ”middelalderens store myte”, pilgrimsmyten. Den lyder nogenlunde sådan her: Mennesket er en sjæl fastholdt – måske endda fanget – i en krop. Når et menneske dør, løsrives eller befris sjælen fra kroppen og lever evigt i himlen, som er vores egentlige tilhørssted. Livet er altså en pilgrimsvandring mod et andet sted.
Selvom Wright vil føre pilgrimsmytens rødder længere tilbage end til middelalderen og i øvrigt har en langt mere bibelteologisk tilgang til emnet, end Grønbech har, så er de dog enige om, at pilgrimsmyten ganske enkelt er en myte, som blandt andet Dantes Den guddommelige komedie har været med til at udbrede.
Men det er ikke kristendommens budskab.
Jamen, står der ikke…?
Pilgrimsmyten findes ikke desto mindre overalt i den kristne tradition – den ”drager sig gennem alt hvad der tænkes og alt hvad der digtes”*. I Den Danske Salmebog nr. 567 hedder det for eksempel ”Jeg er fremmed, / jeg er en pilgrim, / kun en aften, / kun en aften bor jeg her”, i nr. 555: ”En pilgrim arm er jeg forsand, / min rejse snart må ende / herfra og til mit fædreland, / hvad bedre kan mig hænde!”, og i en favoritjulesalme, nr. 121: ”Skøn er sjælenes pilgrimsgang! / Gennem de favre / riger på jorden / gå vi til Paradis med sang”. Uanset om jorden er dejlig eller mørk og farlig, er vi her kun på visit – vi er på vej et andet sted hen.
Hvad er problemet, kunne man spørge. Problemet er for det første, at pilgrimstanken er en misforståelse af hele den bibelske fortælling og det mest centrale element i den, nemlig at skaberværket er som det tempel, Gud tager bolig i. Det er det, Wrights bog (og mange af hans andre bøger) handler om.
For det andet bygger pilgrimsmyten på en grundlæggende modsætning mellem Gud og verden, som er mere platonsk end bibelsk. Misforstå mig ikke, selvfølgelig er der en modsætning mellem Gud og ondskaben i verden, men en modsætning mellem Gud og verden som sådan er det svært at finde bibelsk belæg for.
For det tredje resulterer pilgrimsmyten i en instrumentalisering af jorden – ”den er fremmed, uden betydning i sig selv; den er død, blot et materiale som mennesket kan bruge frit”, skriver Grønbech (s. 32) og giver som eksempel den brutalitet, med hvilken europæerne slagtede 60-70 millioner amerikanske bisoner på bare 30 år, mens de indfødte folkeslag havde jaget dem på en bæredygtig måde i tusindvis af år. Ud fra en lignende betragtning reflekterer Ørntoft over det fornuftige i at give noget tilbage til naturen.*
For det fjerde fører pilgrimsmyten til ringeagt for det konkrete, jordiske arbejde. Det er en nødvendighed, men dybest set et onde, som bare fjerner fokus og tager tid fra den egentlige opgave: at vandre mod himlen.
Måske skal det indskydes, at mit anliggende her ikke er at underminere den pilgrimsbevægelse, der blomstrer i disse år. Mange mennesker oplever stor velsignelse ved at tage på kortere eller længere pilgrimsvandringer, men her er pilgrimstanken også en anden, mere jordisk fokuseret, end i Grønbechs pilgrimsmyte.
Men vent – står der ikke i Hebræerbrevet, at tidligere tiders troende var ”fremmede og udlændinge på jorden”, der længtes efter ”et bedre fædreland […], nemlig det himmelske”?* Jo, det gør der minsandten også. Er pilgrimsmyten så ikke alligevel rigtig nok? Det tror jeg ikke, og det handler om, hvad himlen er.
Himlen og jorden
Hvad himlen er, er et meget stort emne at tage fat på, så jeg kan ikke komme omkring alle nuancer her. Den grundlæggende pointe er, at himlen ikke så meget er et andet sted, som det er en anden udgave af virkeligheden. Himlen er Guds virkelighed, som ved Åndens kraft øver indflydelse på vores virkelighed, jorden.
På tværs af oldtidens kulturer, herunder den israelitiske, placerede man på samme tid guderne i himlen og i templerne. Det kan i Salmernes Bog ligefrem bruges som bevis for Guds evne til at være nær og handle på jorden, at han er ”i himlen”*. Det kan være svært for os moderne mennesker at forstå, hvordan den kobling giver mening, og måske er det i denne omgang nok at acceptere, at når der står himlen i Bibelen, er der ikke bare tale om den blå med skyer på eller rummet uden for jordens atmosfære.
Så hvordan skal vi forstå ”det himmelske fædreland” i Hebræerbrevet? ”Himmelsk” betyder ikke nødvendigvis ”det som er oppe i luften” eller ”det ikkejordiske”. Tidligere i Hebræerbrevet har vi hørt om ”det himmelske kald”*, som betyder noget i stil med ”kaldet fra Gud” eller ”det virkelige kald”. Så at de troendes fædreland er ”himmelsk”, betyder måske, at det er mere virkeligt end alle de fædrelande, man ellers kan have.
På den måde svarer det egentlig ret godt til det himmelske borgerskab, som Paulus skriver om i Filipperbrevet* . Hans pointe er ikke, at menigheden i Filippi på et tidspunkt skal flytte til himlen, men at de skal leve som himmelborgere – det vil sige Guds borgere – i Filippi. På samme måde havde de romerske myndigheder grundlagt Filippi som en koloni for pensionerede soldater med romersk borgerskab netop for at undgå, at de flyttede til Rom.
Virkelighedsflugt og ansvarlighed
Ørntofts bog efterlod mig med en udfordring: Hvordan taler vi om det kristen håb på en måde, så det ikke fører til ansvarsfralæggelse? Den udfordring drev mig endnu en gang ind i armene på Dietrich Bonhoeffer. Han modstiller flere steder det dennesidige og det hinsidige, det vil sige livet nu og livet efter døden. Ifølge Bonhoeffer er gudsforholdet og kristendommen noget dennesidigt, noget jordisk:
”Det kristne opstandelseshåb adskiller sig fra det mytologiske derved, at det henviser mennesket til sit liv på jorden på en måde, som er helt ny, og som i forhold til Det Gamle Testamente er ganske skærpet. Den kristne har ikke en stående mulighed for at flygte fra de jordiske opgaver og problemer ind i det evige, sådan som dem, der tror på forløsningsmyter har. Den kristne skal derimod leve det jordiske liv fuldt ud, ligesom Kristus gjorde. […] Det dennesidige må ikke ophæves for tidligt”*.
Opstandelseshåbet forbinder altså den kristne til det dennesidige, til livet på jorden, fordi også Kristus levede på jorden, døde på jorden og opstod på jorden. Faktisk mener Bonhoeffer, ”at man kun i livets fuldstændige dennesidighed lærer at tro”* . Man kan altså kun være en sand kristen, ja, sandt menneske, ved at være forbundet til jorden.
Det er også en af pointerne i de tekster af Bonhoeffer, som Semper tidligere i år udgav i bogen Guds jord. Her skriver Bonhoeffer blandt andet om ”hinsides-stræberhed”, hvor den kristne lader sig forføre af det hinsidige og mister interessen for det dennesidige – hvor man altså bliver så optaget af himlen, at man glemmer jorden. Det er ikke målet for den kristne, for man kan kun være tro mod Gud ved at være tro mod den jord, som er Guds.
Hvis man flygter ind i det hinsidige, er det ifølge Bonhoeffer, fordi man forsøger at slippe for både den etiske ansvarlighed, der kendetegner menneskelivet, og den pris, livet i efterfølgelse kræver. Men den går ikke – man kan ikke bruge fromhed som undskyldning for ikke at handle.
End ikke kristendommens eskatologiske håb om Guds rige og verdens genfødsel kan gøre den kristne passiv eller handlingslammet. Det forpligter derimod den kristne til jorden: ”[Kristus] fører ikke mennesket ind i hinsides-stræberhedens religiøse verdensflugt, men giver det tværtimod tilbage til jorden som dens trofaste barn”* . Det kristne håb handler nemlig ikke om flugt til en anden verden, men om Guds verden, der bryder igennem i vores verden.
Håbet er altså funderet i det hinsidige, i Guds virkelighed, men det sættes allerede nu i spil dennesidigt og realiseres ultimativt i vores verden. Gud er den, der kommer til os. Gud vender hjem til sit skaberværk, som Wright formulerer det.
Den forenede virkelighed
Selvom Bonhoeffer skriver om både det dennesidige og det hinsidige, så mener han faktisk, at der i lyset af Kristus kun er én virkelighed, nemlig ”gudsvirkeligheden, som i Kristus er åbenbaret i verdensvirkeligheden”*. Guds virkelighed er med andre ord ikke langt fra vores – ligesom himlen i et bibelsk verdensbillede ikke er langt væk fra jorden. ”Jorden løftet er mod Himlen, / Himlen sænket er mod jord”, som Grundtvig skrev*.
Det er inkarnationen og i endnu højere grad opstandelsen, der binder Guds og vores virkelighed sammen, for Kristus’ opstandelse er ”Guds bekendelse til verden”*. Man kan med andre ord ikke få det ene uden det andet. Man kan ikke få del i Guds virkelighed uden også at få del i den skabte verden. Man kan ikke gå ind i Guds rige uden også at få fødderne plantet dybt i verdens muld. ”Kun den […], der elsker jorden og Gud som ét og det samme, kan tro på Guds rige”*.
Mennesket – især det kristne menneske – er altså radikalt forpligtet over for den jord, Gud har skabt. Man kan ikke flygte ind i det hinsides, men man kan heller ikke sætte sin lid til dennesidige verdensriger, politiske konstellationer – eller for den sags skyld teknologiske revolutioner og såkaldt grønne omstillinger (Ørntoft) – som om den slags utopier skulle kunne erstatte Guds rige.
Den etiske ansvarlighed over for jorden skyldes, at mennesket hører til på og er bundet til jorden – ikke bare midlertidigt, men evigt. ”Mennesket stammer fra et stykke jord. Dets forbundethed med jorden er en del af dets væsen”* skriver Bonhoeffer med henvisning til Første Mosebog 2,7*, hvor Gud skaber mennesket af jord.
Hvis man ikke vil vedkende sig sin jordiskhed, så mister man altså sin menneskelighed. Men man mister også sit gudsforhold: ”Jorden forbliver vores mor, ligesom Gud forbliver vores far, og kun den, der forbliver tro mod moderen, vil hun lægge i faderens arme”*. Hvis man på grund af sin kristendom ringeagter jorden, det dennesidige, det skabte, så har man ifølge Bonhoeffer slet ikke forstået, hvem Gud er.
Når man i Fadervor beder ”komme dit rige”, og tilmed beder om, at det må ske ”på jorden”, så har man ingen anden mulighed end at deltage i det arbejde – og det arbejde udføres på jorden. For Bonhoeffer er der altså ingen tvivl om, hvor mennesket hører til: Både i skabelsen, i troen på Kristus og i håbet om nyskabelse hører mennesket til på jorden. Ethvert forsøg på at undslippe dette tilhørsforhold er et forsøg på at undslippe Gud selv og den etiske ansvarlighed, Gud kræver af mennesket.
Det er vigtigt at forstå, at Bonhoeffer ikke kritiserer enhver form for håb om det hinsidige. Han afskaffer ikke livet efter døden. I sit sidste telegram til den britiske biskop George Bell skriver han for eksempel om sin nært forestående henrettelse: ”Det er enden for mig, men også begyndelsen”*. Efter døden, i det hinsidige, ser Bonhoeffer altså en ny begyndelse vente.
Den nye begyndelse forstår han tilsyneladende meget jordisk. I digtet Moses’ død fra september 1944 reflekterer han over det forhold, at han næppe slipper ud af fængslet i live. Som Moses, der så det lovede land udefra, sætter Bonhoeffer ord på sit hinsidige håb med konkrete, jordiske billeder: ”Guds vinbjerg, nyligt fugtet af dug, / tunge druer, badet i sollys, / Guds have, dine frugter bugner, / klart vand vælder fra dine kilder”*. I det hinsides så Bonhoeffer altså et jordisk håb. Det er netop derfor, det dennesidige også må være jordisk.
Det, Bonhoeffer kritiserer, er den virkelighedsflugt og ansvarsfralæggelse, som det hinsidige håb kan medføre. Hvis man for tidligt ophæver det dennesidige, flygter man fra sin menneskelighed og sin Gud.
Hjemløshed i hjemmet
I den tyske bibeloversættelse, som Bonhoeffer brugte, står der i Salme 119,19 (oversat til dansk): ”Jeg er en gæst på jorden”. Endnu engang kunne man indvende, at det da vist taler for pilgrimsmyten. Bonhoeffer skriver om dette sted: ”Jeg er en gæst på jorden – dermed bekender jeg, at jeg ikke kan forblive her, at min tid er begrænset. Desuden har jeg ikke krav på ejendom og hus her. Alt godt, som hænder mig, skal jeg tage imod med tak”*.
Bonhoeffer forstår altså den jord, hvorpå vi er gæster, som udtryk for det tidsrum, hvori vi er i live. At være gæst på jorden handler om at se menneskelivet som noget flygtigt, og det minder mere om den moderne pilgrimsbevægelse end om Grønbechs pilgrimsmyte, men det resulterer ikke i, at mennesket så kan være ligeglad med jordens beskaffenhed. Han fortsætter:
”Som gæst er jeg underlagt mit herbergs love. Jorden, som opretholder mig, har ret til mit arbejde og min styrke. Det er ikke min opgave at foragte den jord, jeg bor på. Jeg skylder den loyalitet og taknemmelighed”*.
Selv i sin bevidsthed om, at mennesket er en gæst, fastholder Bonhoeffer, at det dennesidige og det hinsidige må sammentænkes. At man er en gæst på jorden, betyder ikke, at man kan være ligeglad med jordens beskaffenhed. Tværtimod.
Vi bliver nok alle sammen af og til ramt af eksistentiel hjemløshed – følelsen af, at verden ikke er, som den burde være. Det er nemt bare at sige, som utallige kristne gennem tiden har sagt det, at den følelses skyldes, at vi slet ikke hører til i denne verden. Men det gør vi, det kan vi ifølge Bonhoeffer (og Wright og Grønbech) ikke komme uden om.
Så den eksistentielle hjemløshed skal måske ikke så meget forstås som en følelse af ikke at høre til i verden som sådan, men en følelse af ikke at høre til i verden, som vi kender den – en følelse af ikke at kunne genkende sit hjem.
At være en gæst på jorden handler om at være en gæst i livet, for jorden er vi skabt af, den vender vi tilbage til, og af jorden oprejser Gud os igen – ikke som ånder eller sjæle, men som mennesker af kød og blod, mennesker af jord.
