Jeg lægger altid mærke til, at duften er anderledes, når jeg træder ind ad døren. Jeg har været med på Krop-Sind-Ånd-messer mange gange, og når man træder ind i hallen, hvor de mange stande er, lægger man mærke til fornemmelsen af røgelse, sæbe, krydderier i luften. 

Der er også noget andet i luften. Det drejer sig om menneskers anelser af det åndelige, deres sjælelige, mentale, åndelige og psykiske velbefindende. Nårh jo, der er også altid et par muligheder for at få råd om kosttilskud og købe et massageapparat, men her, på messen, er dette ikke noget, man skal se som en modpol til det, der har med det indre at gøre.

Tilgangen er, hvad man kan kalde, holistisk. Det giver mening, at det ydre og det indre hænger sammen i et menneskeliv. Hvad måske vil være overraskende for nogle, er, at her kan man også møde tilbud om clairvoyance og afdødekontakt. En forståelse af, at der findes en forbundethed mellem de levendes land og så den verden, vi ikke kan se. Der, hvor de døde er, hvor englene findes, hvor de åndelige mestre er gået i forvejen, hvad enten de hedder Jesus, Martinus, Buddha eller – jo – Lucifer. 

Stemningen er mild. Du mødes af varm opmærksomhed fra alle udstillerne. Jeg kender mange af dem. Håndlæseren fra Vestjylland giver mig et stort knus og spørger, om jeg nu husker at drikke rigeligt med vand. Engang, hvor jeg havde fået lov til at bede sammen med hende, lagde hun hænderne på mit hoved og sagde, at det der med væskebalancen skulle jeg altså se at få bragt i orden. En anden udstiller sender mig et stort smil. Engang sad vi i en dyb samtale om at overgive sig til Jesus. Jeg tror, den samtale betød noget for os begge. 

Jeg har været med til at arrangere Folkekirkens stand derude. Vi står til rådighed for samtale, forbøn og den slags. Heldigvis er vi ikke den eneste kirkelige stand. I Mesterens Lys har trofast været i miljøerne i årtier for at bede med mennesker, møde dem og vise dem en vej, hvor Jesus er at finde. Det er godt, at vi har flere udtryk som kirkefolk derude, for det har mennesker også. På Folkekirkens stand har vi forsøgt at gøre standen åben, venlig, med et grønt naturudtryk. Vi ønsker ikke at overlæsse vores gæster med materialer, men vil gerne tilbyde dem noget af det, man altid kan møde i kirken. Nærvær, tid, ro. Et lille trækors at tage med sig. En bøn formuleret på et kort. Og Jesus. Han står i Thorvaldsens udgave på det lille alter, vi har stillet op. Det er jo ham, det handler om. 

Ingen her bruger udtrykket ”new age”. Det er stort set kun kirkefolk, der kan finde på at bruge det forældede udtryk om en verden, hvor verdensbilledet er monistisk, og hvor erfaringerne af en spirituel virkelighed ikke er sære at bære på. Op mod en tredjedel af befolkningen har en alternativ gudstro eller er spirituelle, ifølge den seneste værdiundersøgelse. Selvfølgelig skal kirken være her. Men hvordan skal den det? Jeg har ofte mødt mennesker, som – når jeg fortæller dem om mine ture på messerne – ikke kan se andet for sig end alt det, der er forkert på sådan et sted. Har man et dualistisk syn på verden, forstår jeg godt, at det kan være udfordrende at være her. Jeg tror på, at Gud er Gud over alt og alle, og at det faktisk også inkluderer mig selv. At jeg dybest set er i samme båd som mit medmenneske. Både hun og jeg har brug for ham, der døde og opstod for os. Både hun og jeg har brug for tilgivelse. Vi har brug for, at nogen lyser for os, viser os vejen og leder os til det stille vand. Jeg tror på, at der ikke er meget andet, Gud ønsker end netop ved sin Ånd at vise os vejen til sig. 

Der kan være dem, der slår sig på blødheden i det hele. En polemiker kaldes frem i dem, og de får lyst til at fortælle messens gæster, at de skal lade være med alt det pjat, og i stedet for komme hjem til kirken. Der findes de, der bliver rystede over at opdage, hvilke strømninger, der findes, og som her finder udtryk. Jeg er ikke selv sikker på, at man kan bevæge sig ind på sådan en messe med diskussionslysten som sit stærkeste våben. Jeg bliver nødt til at tro på, at Jesus selv vil medvirke til at vise mennesker, at de har brug for ham, før de har brug for noget som helst andet. Det giver en vis ro i forhold til at tænke over min egen rolle. Det giver mig også en frihed til at bede om at få lov til at se, hvad Ånden mon har gang i, og hvordan jeg med mit lille bidrag kan få lov til at være med.

Opgaven for en præst som mig er primært sjælesørgerisk. Det er slet ikke oplagt at diskutere. Når messens gæster har indløst billet, er det, som om, de kommer med en åben skrøbelighed, en tillidsfuldhed, og den skal man ikke begynde at diskutere på. Den skal man lytte til og forsøge at møde. 

Der er mange mennesker. Flere og flere gennem årene, synes jeg. I København ligger messen nu i den store Brøndby-hal, hvor folk kommer fra hele Sjælland for at besøge de mange stande og få inputs til deres åndelige liv. Jeg tænker på, at der nogle steder sidder mennesker og beder om, at vækkelsen må komme. Ved de mon godt, at den er i fuld gang allerede? Igen slår det mig, hvor mange af dem, jeg taler med, som har et varmt billede af Jesus. Eller måske endda en erfaring af, at han mødte dem engang. Desværre har kirken ikke altid været en troværdig samtalepartner, når det kommer til sådanne erfaringer. Vi har svigtet. Det må vi endelig ikke gøre nu, hvor vi er i en tid, hvor der er tøbrud i samtalen om tro. Jeg er missionsk nok i hovedet til at tænke, at vi må være der, hvor mennesker er, også selvom det kan være steder, der er os fremmede, og hvor vi kan møde noget, der gør os ubekvemt til mode. I samtalerne lytter jeg efter spor af den gode Gud og forsøger sammen med den, jeg taler med, at udforske, om ikke Gud allerede nu har besøgt dem og vil dem noget godt.

Jeg kan ikke fortælle dig mere om samtalerne, jeg har derude. De tilhører det personlige rum, for lynhurtigt er det der, vi havner. Vi taler om helbredsudfordringer, om brudte relationer. Vi taler om erfaringer af gudsberøringer, eller åndelige berøringer af anden art. Vi taler om sorg og om længsler. Alt det, der betyder noget. Jeg håber, at det, jeg fik lov til at være med til, ikke stod i vejen for, at mennesker får øje på ham, der er den store læge og fredsfyrsten. Jeg håber, og beder til, at jeg fik lov til at være med til at bringe en duft af ham til mit medmenneske.