Efter hans store gennembrud med “Henry V” i 1989 har Kenneth Branagh igen og igen vist sit værd både foran og bagved kameraet. Hans sans for drama og komik går hånd i hånd, både i hans film om mesterdetektiven Hercule Poirot, såvel som i hans seneste film om livet i et borgerkrigshærget Nordirland i slut 60’erne. Men hvor filmene om den belgisk fødte Agatha Christie karakter er drevet frem af spænding og plot, er hans biografaktuelle og Oscar-vindende “Belfast” langt mere optaget af det levede liv blandt helt almindelige mennesker - heriblandt hans barndoms jeg.

Det er sommer. Året er 1969 og Buddy er 9 år gammel. Buddy bor i Belfast med sine forældre, hans bror og med bedsteforældrene lige i rundt om hjørnet. Men konflikten ulmer i Belfast. Det protestantiske flertal kommer stadigt oftere i klammeri med det katolske mindretal og pludselig eksploderer konflikten, med voldelige optøjer i det ellers så romantiske arbejderkvarter, som Buddy og hans familie bor i. Alt dette går i vid udstrækning henover hovedet på Buddy, som er mere optaget af hans egen verden, den første kærlighed, farvefilm i biografen og barnlige narrestreger. Denne romantiske fortælling om uskyldig barneleg mellem kontrolposter og optøjer, er kernen i Kenneth Branaghs fortælling om hans egen opvækst i det kaotiske Belfast. Trods uroligheder og fattigdom er det ikke dette, men samspillet mellem Buddy og hans omverden, som får lov til at fylde i historien.

Buddy’s forældre, spillet fortrinligt af Caitríona Balfe (Outlander) og Jamie Dornan (50 Shades of Grey) forsøger febrilsk at holde sammen på familien, trods den voksende uro og pengeproblemer. Jamie Dornan spiller flot rollen som forsørger og enlig helt, hvis kvaliteter Buddy ser afspejlet i de klassiske western film han ser på familiens fjernsyn. Imens opleves Caitríona Balfe både smuk, stærk og til tider nærmest mytisk i hendes elegante men tyngede natur. Forældrene er flankeret af Buddy’s bedsteforældre, spillet mesterligt af henholdsvis Dame Judy Dench (James Bond) og Ciarán Hinds (Dame, Konge, Es, Spion), hvis humor, kærlighed og uudtømmelige visdom agerer både moralsk og emotionelt anker i en kaotisk hverdag for Buddy. Vores unge hovedperson, og Kenneth Branaghs alter-ego spilles charmerende og indfølt af den purunge Jude Hill, som trods sin unge alder spiller langt over evne. Tilsammen udgør dette solide hold, rygraden i en universel fortælling om familie og konflikt, som aldrig bliver politiseret eller bebrejdende trods tiden og stedet historien udspiller sig i.

I sidste ende lykkedes det Kenneth Branagh at skabe et nostalgisk drømmende portræt om livet i en konflikt. Det lykkedes ham at minde os om voldens mange ofre, og om de mange modige mennesker, som fik en hverdag til at fungere til trods. Filmen lader os på romantisk vis, træde i Buddys sko og opleve konflikten gennem barnets perspektiv og minder os om at der er både liv og glæde at finde i selv de mørkeste øjeblikke.