EU forsøger igen at sanktionere patriark Kirill, lederen af den russisk-ortodokse kirke. Men sagen handler ikke kun om religion. Den handler også om magt og om, hvad der sker, når en kirkeleder bliver så tæt forbundet med staten, at han begynder at ligne en politisk aktør.
Hvad er historien?
EU forhandler om en ny sanktionspakke mod Rusland. Den handler blandt andet om olie, fiskeri, russiske soldater og... Patriarken Kirill I.
Kirill er overhoved for den russisk-ortodokse kirke og har siden Ruslands invasion af Ukraine været en af Vladimir Putins mest markante religiøse støtter. EU ønsker derfor at ramme ham med rejseforbud og indefrysning af aktiver, fordi han anklages for at sprede propaganda og for at promovere en religiøs begrundelse for krigen.
Det er faktisk ikke første gang.
Allerede i 2022 forsøgte EU at få Kirill på sanktionslisten, men dengang blokerede Ungarn med henvisning til religionsfrihed. Nu er spørgsmålet tilbage, og denne gang er det Bulgarien, der igen tøver med henvisning til sagens kompleksitet og faren ved at sanktionere en religiøs figur.
Men der er også en anden vinkel.
Flere medier har tidligere sat spørgsmål ved Kirills personlige formue og luksuriøse livsstil, og han er før blevet kaldt en “oligark-patriark” med henvisning til hans (ubekræftede) formue på flere milliarder dollar. Kirill er ikke kun en religiøs skikkelse. Han er også en magtperson med tætte forbindelser til Kreml, der har markant politisk indflydelse.
Hvorfor er det vigtigt?
Kirill-sagen viser, hvor svært det er at adskille religion og politisk magt i Putins Rusland.
Kritikere af sanktionerne siger, at EU risikerer at gøre religionsfrihed til et politisk våben. Det argument skal tages alvorligt. En stat eller union skal være ekstremt varsom med at straffe religiøse ledere med udgangspunkt i deres tro, embede eller kirkelige position.
Men kritikken af Kirill handler ikke om ortodokse kristnes ret til at tro, bede eller gå i kirke. Den handler om hans konkrete rolle i krigen, også som religiøs leder.
Kirill har ikke bare talt fromt om fred i generelle vendinger. Han har også leveret en religiøs ramme omkring krigen. I 2022 sagde han, at russiske soldater, der dør i kamp, udfører en selvopofrende handling, og at dette offer vasker deres synder bort.
Det lugter lidt af det løfte Pave Urban II gav i 1095, hvor han frimodigt uddelte syndsforladelse til alle, der deltog i korstogene.
(Hvis du trænger til at opfriske lidt kirkehistorie, kan du spille vores kirkehistoriespil her.)
Samtidig gør formuevinklen det sværere for Kirill at gemme sig bag sin koukoulion (den ortodokse pendant til pavehatten). For hvis en religiøs leder både legitimerer statens krig og samtidig lever som en del af den magtelite, der nyder godt af systemet, er han ikke bare en åndelig leder.
Så bliver han også en del af den politiske infrastruktur omkring krigen.
Hvad betyder det?
EU’s sanktionspolitik er enkel. Sanktioner mod en religiøs leder skal forklares tydeligt, så de ikke bliver opfattet som et angreb på ortodokse kristne som sådan. Personligt er jeg ikke den store fan af at sanktionere en religiøs leder, men jeg forstår udmærket argumentet for at gøre det i dette tilfælde.
Nogle gange taler vi om teologi, som om det kun handler om teoretiske ord og kirkelige diskussioner om, hvor vi sætter kommaerne. Det gør det måske også. Nogle gange lidt for meget. Men Kirill-sagen viser noget andet.
Teologi kan have voldsomme og mærkbare konsekvenser i virkeligheden. Når man varetager idéer, som folk vil dø og leve for, så er der ikke langt til også at få folk til at slå ihjel for det.
Derfor handler sagen ikke kun om, hvorvidt EU bør sanktionere én patriark. Den handler også om, hvad kirken bliver til, når den binder sig for tæt til staten, og hvad kristent sprog bliver til, når det bruges til at velsigne krig.
Overalt, hvor kristendom overdrager sig selv til national identitet, kulturkamp eller lader sig bruge som et politisk våben, opstår der et grundlæggende problem; kirken mister sin uskyld.
Det betyder ikke, at kirken ikke er en del af vores samfunds kulturelle sværdslag, eller at den ikke har noget politisk at sige. Bare spørg den nuværende pave i Rom, som i et netop afholdt weekendseminar med kardinalflokken understregede, at det er kirkens opgave at være med til genopbygge en kultur baseret på dialog og multilateralt samarbejde og at pege på ikke-voldelig respons som en evangelisk vej i konflikter. Kirken er politisk, ikke bare i Rusland, men også i Rom. Og Danmark.
Men lad os nu ikke sælge Kristus for billigt.
