”Hvornår skriver Semper noget om ’Come Alive’?” Sådan er vi i redaktionen gentagne gange blevet spurgt henover de sidste uger. Og svaret har været: Tavshed. Hvilket ikke ligefrem plejer at kendetegne denne gruppe af menings-parate mennesker.

Sagaen om ’Come Alive’ er en svær størrelse at gribe om. Mest af alt, fordi ingen rigtig ved, hvad det hele handler om længere.

Hele historien knap så kort fortalt

I efteråret 2025 blev foreningen Come Alive Denmark stiftet og prædikanten Jonas Rahbek ansat som ’missionær/lægmandsforkynder’. Han har rødder i Indre Mission, er uddannet diakon og forklarer selv sit virke ind i foreningen således:

”Jeg har oplevet sæsoner, hvor jeg skulle tage ud og bede for syge, sæsoner hvor jeg bare skulle blive hjemme og fordybe mig i Guds ord, og sæsoner hvor jeg skulle tage ud og forkynde.

Nu er jeg i en sæson, hvor jeg oplever, at Gud kalder mig til at træde fuld tid ind i Hans riges arbejde for at lede mennesker hen til Jesus.”

I slutningen af marts udsendte Indre Mission en kortfattet besked, hvor de på baggrund af et møde med Jonas Rahbek og repræsentanter for Come Alives bestyrelse anbefalede, at lokale IM-samfund ikke kalder hverken Come Alive eller Jonas Rahbek til undervisning og forkyndelse. 

I midten af april var formanden for Indre Mission, Hans-Ole Bækgaard, sammen med repræsentanter fra IM inviteret til et møde i Missionshuset Arken i Hvide Sande, hvor forsamlingen havde mulighed for at stille spørgsmål i relation til Come Alive.

Også generalsekretær Jens Medom Madsen har forholdt sig til bevægelsen i et interview udgivet på IM’s hjemmeside, hvor han blandt andet begrunder opfordringen til lokalforeningerne med, at en central person i Come Alive har promoveret forkyndelse fra Bethel Church i USA. Bethel Church vender vi tilbage til senere. 

Konflikten i Vestjylland blev 28. april grebet af Kristeligt Dagblad, som bragte en længere artikel med inputs fra både Jonas Rahbek og Hans-Ole Bækgaard. Her konstater Jonas Rahbek blandt andet: ”Jeg havde aldrig hørt om New Apostolic Reformation, før Hans-Ole Bækgaard nævnte dem, men det er rigtigt nok, at jeg selv har lyttet til en del prædikener fra Bethel Church. Jeg har dog ikke haft kendskab til, at Bethel Church skulle være farligt.”

Kristeligt Dagblads kirkeredaktør, Anders Ellebæk Madsen, tog i en leder sagen op den 3. maj, hvor han konstater, at der i disse år sker et møde mellem det lutherske og en amerikansk inspireret karismatisk kristendom, inden han slutter af med en opfordring:

”Der er mildt sagt en del kristendom uden forstand i USA. Men man behøver ikke korsfæste sin forstand for at være kristen. Man kan forene kristendom og fornuft.”

Det fik Tonny Jacobsen, lederen af den danske paraplyorganisation for frikirker i Danmark, Frikirkenet, til i et modsvar i Kristeligt Dagblad at konstatere: ”Vi behøver både fornuft, følelser og erfaring i vores trosliv. Prøv at pille erfaring og følelser ud af Bibelens beretninger, og spørg dig selv, hvor meget der så er tilbage.”

Også Dansk Oases generalsekretær, Keld Dahlmann, meldte sig ind i debatten med en opfordring til, at folkekirken fralægger sig sin blufærdighed og den automatiske afvisning i mødet med karismatisk kristendom.

Kristeligt Dagblads kirkeredaktør reagerede 12. maj på kritikken i en respons, hvor han tre gange understreger, at ikke al karismatisk kristendom er farlig, inden han alligevel slutter af med en advarsel:

”Men fælles for de yderligtgående karismatiske er, at det begynder med, at de ikke kan se, hvad der kommer fra Gud, og hvad der kommer fra dem selv. Jo længere man kommer ud, des mere stiger faren for, at man stikker Helligånden i lommen og bruger den som retfærdiggørelse af egne tanker.”

Den seneste udvikling i sagen er, kan Dagbladet Ringkøbing-Skjern berette, at en stor del af bestyrelsen i Indre Mission i Skjern har valgt at gå af på en ekstraordinær generalforsamling foranlediget af den splittelse Come Alive har medført i den lokale forening.  

Og så trækker vi lige vejret ind, inden vi går videre… 

Den overnaturlige kirke i Californien

Måske fornemmer du, at hele sagaen om Come Alive har muteret og forgrenet sig i et virvar af forskellige spor, der ikke nødvendigvis hænger sammen. Men lad os starte med at vende tilbage til ’Bethel Church’ for at se, hvor det fører os hen.

Som med alt andet i denne sag er også Bethel Church en svær størrelse at blive klog på, for de følger tidens trend og insisterer på at være ’non-denominational’, hvilket dækker over at stå uden for de etablerede kirker og at være lidt vage på teologien. Det hele handler jo om at følge Jesus.

Der er også meget mere at sige om Bethel Church, end det, jeg kommer til at udlægge her, men læser du deres ’statement of faith’ igennem, er der dog nogle sætninger, vi kan hive frem for at blive klogere på, hvorfor Bethel er blevet den nye prygelknabe i dele af dansk kirkeliv:

”We believe in the ongoing, sanctifying power of the Holy Spirit by whose indwelling the Christian is enabled to live a holy life and minister super-naturally.”

”We believe in the victorious, redemptive work of Christ on the cross provides freedom from the power of the enemy – sin, lies, sickness, and torment.”

Helligt og overnaturligt er to ord, de hiver frem, og så lægges der vægt på, at den kristne er fri fra fjendens magt i form af synd, løgn, sygdom og lidelse. Helt konkret betyder det ifølge deres ’core values’, at: ”We believe all can be healed because Jesus demonstrated the Father’s will in healing all the sick and demonized He encountered.”

Alle kan blive helbredt, lyder løftet, og som Bill Johnson – ledende præst – formulerer det i et facebookopslag: ”Jesus instructed His disciples to heal the sick, not to pray for the sick.”

En teologi, der blandt andet leder til, at kirken i 2019 arrangerer en ugelang global bøn for, at en afdød 2-årig pige måtte blive levende igen. Som lederskabet i kirken forklarer: ”When you are a friend of God and know that He is your heavenly Father, you trust Him and ask for big, outlandish miracles.”

Pigen blev efterfølgende begravet.

Dykker vi lidt ned i nogle af formuleringerne, ser vi den plads, mirakler, helbredelser og Guds overnaturlige indgriben har i deres trospraksis.

”Når du er Guds ven […] stoler du på ham og spørger efter store, vilde mirakler,” skriver de. Underforstået er tegnene på din tro, hvorvidt du tør stole på og spørge efter Guds ’overnaturlige’ indgriben i dit liv. Vi beder ikke for de syge, vi helbreder dem.

Der er forskel på at sige, at Gud kan helbrede, og at Gud vil helbrede. Det ene er en bøn. Det andet er et løfte. Og når opfyldelsen af det løfte sættes ind som et tegn på, hvor langt du er i din helliggørelse og din tillid til Gud, så er det, at vi har den evangelisk-lutherske ballade, for det lutherske er netop at fastholde, at trostegnene først og fremmest er noget, der foregår uden for os selv, i de løfter Gud har givet os ved dåben og nadveren. 

Kritikere af Bethel Church tager særligt fat i det store fokus på mirakler, helbredelser og profetisk tale, som de påstår, leder til en usund hyperkarismatik, der – måske – smager af New Apostolic Reformation (NAR), som Indre Mission anklager Come Alive for at være en afart af.

Hvad NAR er for en størrelse, gemmer vi til en anden gang, for det er et rabbit hole uden lige at dykke ned i. Du kan prøve at google det, men du bliver formentlig ikke specielt meget klogere. Lad os i stedet tage udgangspunkt i en mere konkret anklage:

Står Come Alive så for en teologi, der minder om den, vi finder hos Bethel Church?

Helbredelser i Hvide Sande

Ifølge deres sparsomme visioner og trosgrundlag insisterer de på tværkirkelighed, og at de tror på Gud Fader som skaber, Jesus Kristus og hans død og opstandelse og Helligåndens virke i vores daglige liv.

Nogen lang trosbekendelse er det ikke. 

Jonas Rahbek konstaterer dog, at han har lyttet til en del prædikener fra Bethel Church. Og det er svært ikke at høre inspirationen, når han under temaet ’Kristus gennem os i hverdagen’ underviser i, at ”i Guds rige, der er det overnaturlige det naturlige.” I forlængelse af undervisningen fortæller han også en anekdote om en 6-årig dreng, der blev helbredt fra sin kræftsygdom:

”Den lille fyr havde fået tro fra Herren til at gå igennem det her. Alle omkring ham så på omstændighederne og rapporterne – og det er meget naturligt – men den dreng havde fået tro på det her og er blevet et stort vidnesbyrd.”

I udlægningen af miraklet laves der en kobling mellem drengens tro og helbredelsen, som minder om den helliggørelseslære, vi finder hos Bethel Church. Troen er ’katalysatoren’ for, at Gud kan træde ind og føre sin vilje igennem, helbredelsen. Det syn på forholdet mellem tro og helbredelser bekræftes, når han samtidig konstaterer: 

”Hvis du en dag siger: ’hertil og ikke længere Gud.’ Så bliver det ’dertil og ikke længere’. Du har en fri vilje. Så min opfordring i dag: Giv ham lov til det, som virker fuldstændig umuligt.”

Din og min vilje er således begrænsningen for, hvad Gud kan gøre i vores liv. Det betyder ikke, at Gud altid vil helbrede – det er Rahbek også tydelig om. Men for at Guds ånd skal kunne virke miraklet, så skal vi ”give ham lov til det, som virker fuldstændig umuligt.” Vi er begrænsningen.

Vi tager lige et sidste citat, inden vi lader Jonas Rahbek få fred:

”Så hvis du er udfordret af den praktiske del, som Jesus inviterer til; netop at bede for de syge, gå hen og give et ord, give den her opmuntring, og så videre. Hvis du har den her indre kamp i dit sind om, at det er ikke mig, jeg er ikke en af dem, og den nådegave har jeg ikke. Jeg er god til at lave kaffe. Det er også godt, men du kan mere. Fordi, der står: Den, som tror, vil tegn, undere og miraklerne følge. Er du ikke troende?

Igen laves der denne sammenkædning mellem Guds overnaturlige ageren i form af profetiske ord og helbredelser og den ’sande’ tro. Du er ikke bare kaldet til at lave kaffe. Du er kaldet til at ’minister super-naturally’, som det vil lyde på Bethel Church’sk.

Om jeg her udlægger Rahbeks teologi korrekt, og så han selv kan genkende den, skal jeg ikke kunne sige. Faren ved ikke at have en fast teologisk grund at stå på er, at man bliver tolket – og måske også misforstået. 

Jeg har også valgt kun at tage udgangspunkt i et enkelt, offentlig tilgængeligt, foredrag fra Jonas Rahbek. Hvordan han og Come Alive har ageret og udtalt sig i andre sammenhænge og ikke-offentlige rum, har jeg desværre ikke haft mulighed for at inddrage her.

Om det er en sund teologi, vil jeg heller ikke gøre mig til dommer over. Det er ikke min teologiske kop te. Og jeg er ret sikker på, at det heller ikke er Indre Missions teologi. Udefra set kan det derfor også virke både fornuftigt og som rettidig omhu, at man fra ledelsens side går ud og siger:

Det behøver I ikke invitere ind i jeres fællesskaber.

Missionsbevægelsen, der råbte ulv

Hvorfor reaktionen er så kraftig, er det næste spor, vi må drible ned ad. Hvorfor eksploderer Hans-Ole Bækgaards kommentarspor, når han lægger et opslag om det ud på facebook?

Groft sagt har Indre Mission det lidt stramt med tværkirkeligt samarbejde, når vi er ude over fætrene i Luthersk Mission og – på en god dag – Kristeligt Forbund for Studerende. I hvert fald det samarbejde, der ikke foregår på lederniveau.

Deres praksis blev i efteråret revideret og opdateret med dokumentet ’Forholdet til tværkirkeligt samarbejde’, hvor det meget eksplicit siges, at man til både lokale, regionale og nationale arrangementer fraråder tværkirkelig forkyndelse, og at dette også omfatter forkyndere tilknyttet frikirker og Dansk Oase.

Den politik er det ikke alle i Indre Mission, der bakker op om. Mildt sagt. Debatten har også fyldt i Sempers spalter, hvor Simon Mejdahl har skrevet debatindlægget ’Karismatikken vi ikke må tale om’, der blev fuldt op af et svar fra IM’s bestyrelse og en respons på denne. Guld for teologi- og debatinteresserede læsere.

Når Indre Mission går ud og siger, at de ikke mener, Come Alive og Jonas Rahbek bør inviteres til IM-fællesskaber, er det svært ikke at læse advarslen ind i en allerede verserende intern konflikt om karismatikkens plads i Indre Mission. Og ikke mindst den kontante afvisning af forkyndelsesfællesskab med Dansk Oase, som mange i Indre Mission har et godt forhold til.

IM’s gonna be IM synes konklusionen at lyde, og de er berøringsangste for al kristendom, der tillader følelser og erfaringer at få en plads i troen, som de anklages for i facebookkommentarsporet hos Hans-Ole Bækgaard. Og helt ærlig, som en sognepræst i området spørger: ”Hvem kan egentlig tro på, at solide jyder kan være hyperkarismatiske?”

Sandt er det, at vestjyder ikke er kendt for at være karismatiske eller i deres følelsers vold. Men når konflikten nu har ledt til, at store dele af bestyrelsen i Indre Mission i Skjern har valgt at tage deres gode tøj og gå, så er der alligevel noget, som tyder på, at Come Alive har fået vækket nogle vestjyder til live.

Det er heller ingen hemmelighed, at den nu norsk-bosatte Torben Søndergaard også hvervede sine disciple i særligt jyske afdelinger af både Indre Mission og Luthersk Mission. Mikkel Vigilius, lærer på Luthersk Missions Højskole, forfattede da også i 2016 et advarselsbrev mod netop samme for at imødekomme udfordringen. 

Når Indre Mission reagerer så kraftigt, som de gør, skyldes det således også, at sporene fra både Torben Søndergaard og – endnu tidligere – Christian Hedegaard skræmmer. Forkyndere, der netop lagde stor vægt på helbredelser og det overnaturlige som ’tegn’ på den rette og levende tro, og som skabte dyb splittelse i menigheder og familier, ligesom de efterlod en strøm af brudte mennesker i deres kølvand.

Kirkeredaktøren, der jokkede i karismatikken

Og hvad så med Kristeligt Dagblad og Frikirkenet, hvor passer de ind i ligningen? Well, tillad mig at være lidt skarp: Det er altså en smule dovent og klichéfyldt, når kirkeredaktøren vælger at opstille et modsætningsforhold mellem en karismatisk kristendom og en fornuftig kristendom. Helt ærlig, løft niveauet, hvilket han da også gør i sin respons på Tonny Jacobsens berettigede kritik #ikke-alle-karismatikere-er-farlige.

Selvfølgelig rummer både traditionen og Bibelen selv plads til en tro, der også er formet af følelser og erfaringer, og ikke mindst Guds indgriben. Spørgsmålet, vi står tilbage med, er, hvordan vi hver især vægtlægger det i vores trosliv, hvordan vi håndterer det på en god, sund og sand måde, og ikke mindst hvordan teologien egentlig ser ud – hvis vi har en?

Hvad kan vi lære af sagen?

Lad mig starte med at sige, at ovenstående på ingen måde er tænkt som et take-down af nogen. I natten er alle katte grå, og i denne sag findes ingen ’onde’ eller ’gode’. Kun velmenende mennesker, der brænder for Jesus, men er uenige om, hvordan det ser ud. Og midt i den teologiske virak er det først og fremmest en ulykkelig historie om intern splittelse i en menighed, der består af rigtige mennesker, som står i en svær situation lige nu.

For alle os lægmænd og -kvinder er den vigtigste læring måske, at teologi rent faktisk betyder noget.

Det former vores gudsbillede, om vi siger, at Gud kan helbrede, når han vil, eller at han vil helbrede, når vi tror.

Det former vores relation til Gud, om vi siger, at profetiske ord, tungetale og helbredelser er tegn på en sand tro og noget, vi alle er kaldet til at åbne os for, eller om det er Guds mystiske nådegaver, han kan vælge at skænke os, hvor og hvornår han vil, uagtet hvor stor eller lille vores tro er.

Det former vores liv, om Helligåndens opgave er at vise os, hvad Gud har gang i af overnaturlig ’ministering’, eller om åndens forvandlende arbejde først og fremmest sker i det skjulte og kommer til udtryk i det daglige og helt almindelige møde med vores næste over nabohækken.

Hvad der er sandt, må vi hver især skønne, men det er vigtigt, at vi forholder os til det.

En anden lektie kunne være, at når man råber ulv, hver gang man ser en præst i Oase-klæder, ja så er det måske lidt svært at skelne, hvornår det rent faktisk er berettiget, at du går ud og beder dine medlemmer om at afholde sig fra at invitere en forkynder.

Teologisk er skellet mellem det, Jonas Rahbek forkynder, og det Indre Mission står for, så tydeligt i denne sag, at en reaktion måske er forståelig. Men vælger du at skære alle karismatikere over en kam, har det en pris. Særligt, når Dansk Oases årlige sommercamp fyldes godt op af ånds-hungrende IM’ere, der igen og igen efterspørger mere karismatik i Indre Mission.

Den sidste opfordring er, at vi rent faktisk også forholder os til, hvordan rammerne og teologien for en sund karismatisk kristendom ser ud. Når Jonas Rahbek siger, skarpt sat op, at det er os, der sætter grænserne for Guds virke, er der fare for, at vi bevæger os ind i en spiral, hvor vi kontinuerligt søger mere og mere ’outlandish miracles’ for at prøve vores egen tro.

Det lyder jo fedt og ’jeg stoler på Gud’-agtigt, når Bethel Church tør bede om, at en to-årig pige kommer til live igen. Men vi må også spørge os selv, om det virkelig er det, Gud kalder os til. Eller var det måske i højere grad at stå sammen med de knuste forældre i sorgen?

På samme måde lyder det vildt, når Victoria Lundager i Kristeligt Dagblad fortæller, hvordan hun, inden hun forlod Pinsekirken, som 17-årig gik hen til en gravid kvinde og fortalte – fordi hun oplevede at få det fra Gud – at kvinden ikke skulle være bekymret, og at barnet ville være rask, når det blev født. Hvilket mod, inspireres vi, men er det et sundt mod at fremme i en 17-årig? Hvad med alle de gange, hvor en overmodig teenager fik sagt noget, der ikke kom til at ske? Der, hvor den gravide bortadopterede eller fik et sygt barn.

Både Frikirkerne og Dansk Oase har enormt meget at byde ind med i forhold til det karismatiske, som det er sundt og godt for en leverpostejs-folkekirkekristen, som jeg selv, at blive inspireret af. Jeg tvivler heller ikke på, at I har mange gode overvejelser i forhold til, hvordan man fremmer en sund åndelig praksis blandt både børn, unge og voksne.

Indimellem kunne det dog også være rart, hvis I var lidt mere højlydte og lidt mere IM’sk bastante om jeres tanker, teologi og grænser. Ikke al karismatisk kristendom er guld bare fordi, vi råber ’højere og vildere’.

Et spørgsmål kunne lyde, om den teologi, Jonas Rahbek præsenterer i ovenstående undervisning, der blev afholdt på Plus Oase 2025, flugter med jeres egen teologi? Er troens tegn mirakler, undere og profetisk tale – også i det evangelisk-lutherske Dansk Oase? 

Et andet spørgsmål kunne lyde, hvordan I egentlig forholder jer til Bethel Church? For når deres forkyndelse er nået til Vestjylland, er den helt sikkert også nået frem til jeres kirker. Ja, det er faktisk ikke mere end to år siden, at deres lovsangsafdeling, Bethel Music, besøgte Danmark inviteret af Citykirken i Aalborg (frikirke tilknyttet Frikirkenet og Mosaik).

Også jeres lokalafdelinger og medlemmer fortjener at blive vejledt i, hvordan vi undgår at ende foran kisten og knuse både vores egen og andres tro og sjæl i en forfejlet jagt på ’outlandish miracles’. 

(okay… lidt teologisk smagsdommer vil jeg alligevel tillade mig at være.)

Det er muligt, I allerede har forholdt jer til det. Så må I please gerne dele jeres erfaringer med os andre. Vi har tydeligvis brug for lidt vejledning.