Den gamle talemåde, der vist nok stammer fra en ældre visdom (se Matt 12,34; Luk 6,45), “hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med”, betyder ifølge Den Danske Ordbog, at man nemt kommer til at røbe, hvad der optager ens tanker mest. Måske rammer dette fænomen mennesker i forskellig grad, men til læseren, der ikke kender mig personligt, må jeg indrømme, at denne talemåde ofte karakteriserer mine samtaler.

Jeg tror, mennesker længes efter at fortælle om de ting, der optager os – positive eller negative. Derfor kan jeg ikke gå en tur med min kære bror, der er ved at blive mekaniker, uden at høre om alle de biler, vi passerer. Biler, som jeg uden ham ikke havde skænket en tanke.

Der sker så det, at når mennesker lukker os ind i deres tankeverdener, introduceres vi til nye perspektiver på den verden, vi deler, og vores egne horisonter åbner sig – i hvert fald når vi er interesserede i at lytte.

Mødet med mission

Jeg flyttede til New York i august sidste år for at bo og arbejde ved en missionsorganisation med intentionen om at være lutter øren og lære alt om, hvordan de er i mission. Det vigtigste, jeg har lært derovre, var dog ikke en “mission 101” med tips og tricks til, hvordan man vinder diskussioner og overbeviser uinteresserede opponenter. I stedet lærte jeg hver dag, at for at være troværdig og autentisk i mission måtte jeg dagligt og hele tiden fylde mit hjerte med det rigtige.

Jeg sad en dag til medarbejdermøde i missionsorganisationen, da en 21-årig fyr fra Boston med den ikoniske I Love NYC-T-shirt endelig fik brikkerne til at passe i mit indre puslespil. Han var blevet spurgt, hvorfor han gik rundt og fortalte mennesker om Jesus, hvortil han enkelt, med en ærlig og nærmest opgivende ydmyghed, der fuldt og helt overbeviste mig, fortalte os, at svaret var:

'cause Jesus has changed my life, man.

Her sidder læseren måske med samme spørgsmål som jeg selv: Kære Maria, hvordan har du levet inden for den kristne højrefløj i alle dine 25 år uden at have fattet dette totalt indlysende faktum før nu? Læs igen den indledende visdomssætning, og/eller åbn en vilkårlig side i Det Nye Testamente.

Svaret er, at jeg godt vidste dette, før jeg kom New York. Jeg har endda selv fortalt det videre i kraft af mit virke som aspirerende teolog. Som et ekko har det lydt omkring mig, men et ekko, der dog aldrig har fundet plads i mit indre.

Jeg husker frustrationen, da jeg stod over for min kollega i delikatesseafdelingen i Føtex på Aarhus Ø og ikke kunne komme på nogen attraktiv forklaring på, hvorfor jeg troede på Gud. Jeg kunne kun kigge ned i vasken foran mig og, uden åbenbaring fra det høje, lede efter sandheden, som fandtes den et sted i kloaksystemet.

På bagkant kan jeg se, at jeg i min søgen efter det ultimative argument, der skulle vinde min kollega over på min side, i virkeligheden prøvede at bevise det attraktive ved min livsførelse frem for årsagen til, at jeg lever på den måde.

Dengang mærkede jeg frustrationen over, at jeg ikke kunne sige: Fordi jeg elsker Jesus. Jeg levede det kristne liv med frivilligt arbejde ud over mit teologistudie og oplevede nærmest skyldfølelse over at burde fortælle andre om det. Men at have Jesus i sit hjerte er noget andet.

I virkeligheden har spørgsmålet om, hvor jeg skulle finde motivation for mission, siddet i mig længe, men det er nemt at placere det til opmagasinering i baghovedet sammen med de andre ting, som jeg indimellem undrer mig over. Men frustrationen fra delikatesseafdelingen i Føtex meldte sin ankomst mere hyppigt i den efterfølgende tid.

Jeg måtte erkende, at jeg kendte til livet som ung kristen kvinde i en konservativ dansk kontekst. Jeg kendte de sociale normer og koder, og jeg kendte de andre mennesker, der mere eller mindre fulgte samme sociale kodeks.

Men jeg kendte ikke rigtigt Ham, der egentlig burde være min årsag til at gøre alt. Ham, der giver mig livet. Derfor fik den oprigtige og overbevisende nidkærhed for Gud, jeg mødte i den unge mands øjne, nogle brikker til at løsrive sig inde i mig, og jeg er stadig i gang med at finde deres rigtige plads.

Kulturelle forskelligheder?

I min naivitet kategoriserede jeg hurtigt mit første møde med mission i New York i den mentale kasse, hvor jeg har placeret andre kulturelle forskelligheder. Dette skyldtes min forudindtagethed om amerikaneres lyst til at dele ud af sig selv – også indimellem til uinteresserede ofre. Denne karikatur har siden gjort mig til skamme, efter at jeg begyndte at få kendskab og kærlighed til disse skønne mennesker, som blev mine kolleger.

Ikke desto mindre lever der i mange amerikanere en lyst til at fortælle andre mennesker om sig selv. Denne lyst kan jeg ikke helt fri mine egne landsmænd fra at besidde – se øverst introducerede universelle regel – men jeg tror, den gennemsnitligt befinder sig stærkere på den vestlige side af Atlanten.

Jeg har mødt mange danskere, der oplever det som forkert at gå hen til et menneske med et bestemt motiv om at tale om religion eller, værre endnu, for at omvende mennesket. Det føles uærligt og uetisk at “bruge” eller “udnytte” dette menneske til egen gavn – at få god samvittighed og pudse egen glorie, så Gud nok bliver glad.

Dette er imidlertid en grundlæggende og afgørende misforståelse.

Jeg kan ikke retfærdigt reducere missionsvirksomheden, der synes at være så meget stærkere blandt den gennemsnitlige kristne amerikaner, til at være en kulturel forskellighed fra min egen. Forskellighederne er reelle og betydningsfulde, men jeg tror, den største forskel ligger i, at opfattelsen af, hvad der sker efter døden for den, der ikke kender Jesus, er meget mere etableret i deres bevidsthed end i min egen.

Hvis man går rundt og har perspektivet, at de mennesker, jeg passerer på gaden, som ikke kender Jesus, står over for en evig fortabelse, så forstår jeg godt, at man ikke kan lade være med at forkynde evangeliet om Ham, der kan forhindre den ubehagelige skæbne.

To erkendelser

I New York måtte jeg erkende to ting: 1) at jeg grundlæggende og ultimativt faktisk ikke har Jesus som min Herre; 2) at jeg er, hvad man popkulturelt kan kalde en “hygge-universalist”. Dvs. jeg kan ikke argumentere bibelsk for mit standpunkt og vil ikke indrømme det, hverken over for andre mennesker eller mig selv, men jeg går alligevel og tror, at min ikke-troende nabo, kollega, familiemedlem eller andet nok alligevel til syvende og sidst bliver frelst. Jeg kan ikke se, hvordan jeg ellers kan retfærdiggøre den ligegyldighed over for evangeliet om Jesus, jeg tilsyneladende ellers har bevæget mig rundt i det danske land med.

Jeg siger ikke, at motivationen for mission skal komme fra frygt for fortabelsen. Dette ville være at falde ned i en ny misforståelse. Min motivation kan kun være oprigtig, hvis den springer ud af kærlighed til Ham, jeg fortæller om, og kærlighed til min næste. Når mit hjerte er fyldt med Ham, kan jeg ikke andet end at dele ud af Hans godhed til alle omkring mig.

Det er noget, jeg mærker helt konkret. Jeg mærker, hvordan min længsel efter at dele ud af den frihed, jeg har i Kristus, vokser i takt med, at min forståelse af den vokser. Det betyder, at jeg ikke kan opdele mit liv i to sfærer – et åndeligt og et ikke-åndeligt – som jeg går ind og ud af, og som tillader mig at møde mennesker i den ikke-åndelige sfære uden at skænke Jesus en ekstra tanke. Men alt, der omringer mig, alt det skabte, er noget, der vedrører Gud, noget Han kalder på.

Hvem er jeg så, at jeg lukker noget ude af den sfære?

Mission i Bibelen

Jeg er blevet glad for at udvide min opfattelse af mission i Bibelen fra blot at være noget, vi opfordres til i missionsbefalingen samt enkelte andre bibelsteder, til derimod at tænke som missionsteologen Leslie Newbigin: at hele Bibelen er Guds historie med sit folk. En historie med formålet at bringe alle folkene til Ham. På den måde kan hele Bibelen ses som en samlet optegnelse gennem et narrativ af Guds mission med verden gennem sit folk Israel.

Et eksempel kan være den måde, loven beskrives i Det Gamle Testamente som et vidnesbyrd for andre folk (5. Mos. 4,5-6). Guds lov kan som et etisk kodeks i den kulturelle kontekst, den blev givet i, ses som et frisættende evangelium for alle folk. Kravet til israelitterne om at tage sig af samfundets udsatte, give tilbage, hvad man skylder, og overordnet have retfærdighed som målesnor for ens livsførelse gjorde, at israelitterne skilte sig ud og dermed vidnede om deres barmhjertige Gud.

Det viser, at Gud igennem tiderne har gjort sig selv kendt for mennesker på forskellige måder, fordi Han ønsker fællesskab med os. Dette startede ikke først efter missionsbefalingen.

Mission i Danmark

Om denne dagsorden eksisterer i dag, er ud over min pointe, men når man lever i et samfund som det danske, der er formet efter en kristen dagsorden, kan det være svært at skille sig ud på samfundsplan og vise, at de kristne er særligt retfærdige, barmhjertige eller andet. Skoler, hospitaler, børnehjem etc., som kristne gennem historien har haft patent på, hører i Danmark under statens domæne og tages for givet.

Dyder som retfærdighed og næstekærlighed er ikke længere særligt kristne, men særligt danske. At være god ved sin næste kan siges at ligge i danskerens selvforståelse – i Danmark betaler vi skat, så alle kan have det godt.

Jeg ønsker ikke at tage en politisk drejning her på falderebet, men derimod ønsker jeg at kalde læseren til at se ud over “kristen levevis” som en måde at være i mission på. De fleste af os ved, at kristne fællesskaber ikke altid er betydeligt bedre steder at være end andre verdslige fællesskaber.

Det er derfor ikke nok at fortælle min kollega om, hvor fedt jeg har det med at leve på en måde, der får mig til at passe ind i et kristent fællesskab. Mission skal slet ikke stamme fra noget inde i mig, om det så er dårlig samvittighed eller en oplevelse af, at man burde gøre mere for at gøre Gud glad.

Det skal komme af det kald, Jesus dagligt kalder mig til, nemlig at lægge mit eget liv ned, i den form det tager sig på den givne dag, og give det til Ham. Give det til min næste. Det er langt mere radikalt end den folkelige næstekærlighed og kan kun opnås, hvis jeg giver Jesus mit hjerte. Hvis jeg lader Ham forandre mig.

Den måde, Gud interagerer med sit folk på i Det Gamle Testamente, er ikke en fortælling om en virkelighed, der ikke længere eksisterer. Det er en fortælling om Guds mission med mig og med de mennesker, som jeg hver dag mødte på gaderne i NYC. Eller dem, jeg mødte, da jeg gik rundt i Aarhus. Gud inviterer os til at kende Ham og stole på Ham.

Han vil have vores hjerter, så Han kan bo i dem, og så det flyder ud af os, at vi er fyldte af Ham.

Der sker så det, tror jeg nok, at når vi lukker mennesker ind i vores tankeverdener, introduceres de til nye perspektiver på den verden, vi deler, og deres horisonter åbner sig – i hvert fald hvis de er interesserede i at lytte.