For knap 90 år siden skrev fantasyens fader, J.R.R. Tolkien, et blændende lille essay om eventyr, On Fairy-stories. I dette essay, der i al sin enkelhed er et forsvar for eventyrets bestandige relevans, anfører Tolkien blandt andet nogle hårdtslående udsagn rettet mod sin samtids begejstring for fremkomsten af alskens ny teknologi. 

Gamle Tolkien ville nok have forsaget titlen som profet, men det er med nærmest profetisk klarsyn, han beskriver, hvorfor vores hastige march ind i en ny tidsalder omgivet af sjælløs teknologi og kunstig intelligens føles så fremmedgørende.

Eventyrets bestandighed

Undervejs i essayet tager han fat i den kritik, der ofte fremføres mod eventyret, at det er en slags virkelighedsflugt. Han står i første omgang ved, at der med eventyr nok er tale om en flugt, men eventyret er en nobel flugt, svarende til en uskyldigt dømt fange, der undslipper sit fængsel. Og hvad er fængslet? Det er samtiden, som han kalder robottidsalderen. Kendetegnende for denne robottidsalder er, at den udgøres af ting og fænomener som er flygtige og grimme. 

Et eksempel på dette er elektriske gadelamper, der som emne helt og holdent kan ignoreres, fordi det er ubetydeligt og forbigående. Modsat dette behandler eventyret altså bestandige og fundamentale fænomener, så som lyn. Pointen er altså, at det stof som eventyret beskæftiger sig med, er langt mere virkeligt, end de mange teknologiske fænomener og fremskridt, der omgiver os i robottidsalderen, fordi eventyret beskæftiger sig med det, der består til alle tider. 

Dette gælder ikke blot fænomener som lyn, som vi kender fra vores verden, men det gælder også alt det, der kun findes i fantasiens univers. Han skriver f.eks.:

“Forestillingen at biler er mere “levende” end, f.eks., kentaurer eller drager, er besynderlig; at de er mere “virkelige” end, f.eks., heste er rablende vanvittig.”

Men hvordan kan selv sådan noget som drager være mere levende (og bestandigt) for Tolkien end biler? Her er hans argument først og fremmest æstetisk. Han pointerer, at i vores tid hylder vi robotter og maskiner, der både fremskaffer grimhed og selv fremstår ubehjælpeligt grimme. Modsat dette fortæller eventyret os, at det grimme er det onde, og det smukke er det gode. Alting i eventyret er altså, hvad det udgiver sig for at være. Eventyret fører os med andre ord aldrig bag lyset, tværtimod. På denne måde hjælper eventyret os ved sine fantasifulde elementer til at genopdage alt det i vores verden, som vi har mistet sansen for. Som Tolkien malerisk beskriver det:

“Da Gram^*Magisk sværd kendt fra germansk og nordisk mytologi. blev smedet afsløredes det kolde jern; da Pegasus blev skabt forædledes hestene; I solens og månens træer er rod og stamme, blomst og frugt åbenbaret i herlighed.” 

Vores fundamentale problem ifølge Tolkien er, at vi i vores tidsalder har taget et sådant ejerskab over verden, at den forekommer os intetsigende og sågar banal. Den fornemmelse af banalitet gør, at vi mister vores evne til at se verden omkring os, og det er netop dét, eventyret skal hjælpe os til at genvinde – vores klarsyn. 

Når verden bliver banal

Den samme enorme afsmag for industrialiseringen og det tyvende århundredes mange teknologiske fremskridt, kan man også let få øje på i Tolkiens mere berømte værker, så som Ringenes Herre. Har man blot set Peter Jacksons filmatiseringer, vil man f.eks. kunne komme den onde troldmand Saruman i hu. I ‘De To Tårne’ ser vi blandt andet, hvordan den ældgamle skov Fangorn gradvis udplyndres for ressourcer til Sarumans industrielle dødsmaskine i Isengard. Her myldrer det efterhånden med slimede orker, der fødes dybt nede i maskineriets mørke gruber.

Da hobbitterne Merry og Pippin taler med en gammel resident af Fangornskoven, Træskæg, begræder han, at Sarumans tanker nu kun drejer sig om metal og tandhjul. Saruman kerer sig nemlig ikke længere om alt det der gror, undtagen selvfølgelig det han kan bruge til egen vinding. For Saruman er Fangorn blevet til ren sjælløs materie, noget han råder over og er i sin gode ret til at udnytte, som han vil. Han ser ikke længere skoven, for hvad den er, for han kan ikke se, at den er noget udenfor ham selv. Den er blevet hans ejendel. Den er blevet banal for ham. 

Det er netop denne følelse af banalitet og sjælløshed, som robottidsalderen indhyller os i. For mig er dette instinktivt sandt. Hvorfor gruer jeg for sådan noget som fremmarchen af kunstig intelligens? For min del er det ikke fordi jeg frygter dommedagsscenarierne, hvor sprogmodellerne langsomt udvikler selvstændighed og på sigt gør oprør mod menneskeheden. For min del handler det om den fornemmelse af fremmedgørelse, der allerede foregår nu, og som er ved at omdanne vores syn på verden. Det er en verden uden sjæl, som skriger på eventyrets (gen)fortryllelse.

Fortryllelse frem for magi

Jeg skriver netop fortryllelse, fordi dette også er en pointe i Tolkiens essay. Her skelner han nemlig mellem ordene ‘magi’ og ‘fortryllelse’. For magien er i Tolkiens definition en magtudøvelse over verden, mens fortryllelsen er, når der skabes noget. Derfor er sådan noget som kunst også en fortryllelse for Tolkien. I eventyrets univers er magien det, som magikeren udfører gennem sine mørke eksperimenter i sit laboratorium. Magikeren er den grådige og selviske person i dette drama. Tænk på Sauron og tilblivelsen af herskerringene. Modsat magikeren findes elverne, der med dyb kreativ virkelyst skaber videre på den allerede skabte verden. Elvernes fortryllelse er, hvad enhver kunstner aspirerer mod.

Mens jeg skrev dette, blev jeg ramt af en trang til at spørge Chat-GPT, hvordan jeg bedst kunne formidle forskellen på magi og fortryllelse hos Tolkien. Og da slog det mig, at Chat-GPT er ren magi. For netop et sådant prompt i en sprogmodel er et billede på magikeren, der ved en magisk besværgelse fremtvinger et resultat. Men der er ingen fortryllende elverkunst over en tekst, der er blevet til i et prompt, endsige en pointe, man er nået frem til, ved at lade Chat-GPT udtænke den for sig. Nok er det magi, men det er ikke fortryllelse. Og det er netop fortryllelsen, vi mere end noget andet hungrer efter i vores sjælløse tid. 

Kristendommens eventyr

Vender vi for en kort stund tilbage til dragen, som for Tolkien er mere levende end biler, så beskriver han, hvordan han som barn inderligt længtes efter drager. Selvfølgelig, skriver han, længtes han ikke efter at bo i samme nabolag som dragerne, men pointen var, at “den verden, der rummede selv forestillingen om Fafner^*Drage fra nordisk og germansk mytologi. var langt rigere og smukkere, uanset farens omkostninger.”

I eventyret opfyldes længslen efter en verden, som er både rig og smuk, mørk og farefuld. Det er en verden, der er sammenvævet af mening og som sitrer af sjæl. Og for Tolkien var dette ikke ren forestilling, det var en del af den grund hans kristne tro stod på. I eventyret opfyldes de længsler, som er lige så fundamentale og ældgamle som syndefaldet. 

I den forstand er kristendommens evangelium også et eventyr, fordi de samme længsler her opfyldes. Men kristendommens eventyr er også mere ifølge Tolkien, for:

“denne historie er overlegen, og den er sand. Kunsten er blevet bekræftet. Gud er Herren over engle, mennesker - og over elvere. Legende og historie har mødtes og er smeltet sammen.”

Jeg tror på, at kristendommens store eventyr virkelig kan fortrylle vores verden igen. Men jeg ved ikke, om jeg tror på elvere.

Dog er idéen om, at kunstig intelligens skulle være mere “virkelig” end elvere, for mig at se rablende vanvittig.