Jeg er præst, og jeg havde for nylig en samtale med en ung mand, som sagde til mig, at kristendom for ham har givet hammeget selvdisciplin. Han er for nylig begyndt at gå i kirke. Det kom ud af en længere samtale om at have fundet noget i kristendommen, som han har søgt efter.

Det er vist en historie, som mange andre i mit erhverv kan nikke genkendende til. De unge mænd, der søger mod kirken. Og hvis ikke man ser dem i kirken, så ser man dem i hvert fald på internettet.

En muskuløs mand på TikTok står i modlys, så man rigtig kan se konturerne af de veltrænede muskler. Han poserer og flexer, mens der kører ortodoks korsang i baggrunden. Teksten på skærmen siger noget i retning af:

Stop chasing women. Chase Christ.

Det er jo fjollet. Altså, det er det virkelig. Og samtidig er det ikke kun fjol.

Jeg har en tilståelse: Jeg kan ikke selv helt slippe det. Jeg er præcis typen, der både får lyst til at grine og kigge lidt for længe, når internetmaskinen sender mig reels med pumpende musik, pumpede muskler og, ja, kristendom.

Jeg må nok indse, at jeg selv tilhører modtagerskaren for den artikel, jeg har sat mig for at skrive her.

Fitnesskristendom er mit foreløbige ord for den mærkelige sammenblanding af kristendom, selvoptimering, maskulinitet, disciplin og algoritmekultur, der lige nu dukker op i dele af internettet. Det er mænd, der taler om Jesus i samme åndedrag som NoFap (afholdelse fra onani), faste, træning og koldtvandsbade.

Det er ortodokse ikoner over langsomme optagelser af dødløft.

Men hvad er det i denne fitnesskristendom, der appellerer sådan til unge mænd?

(Og til nogle af dem, der er lidt ældre).

En ugift mand tænker på Herren

Maxxing er internetsprog for optimering. Looksmaxxing, gymmaxxing, moneymaxxing. Alt kan forbedres, optimeres, presses, finjusteres. Ansigtet. Kroppen. Pengene. Statussen. Lige nu handler den offentlige samtale i høj grad om de unge mænd, som looksmaxxer ved at gøre flere forskellige, mere eller mindre ekstreme ting for at højne deres seksuelle værdi.

Hvordan ser det ud, når man kombinerer det med kristendom?

På et større incel-forum skriver en bruger i en tråd med titlen ReligionMaxxing has given me peace:

I’m religionmaxxing and it has given me peace of mind and spirit.

Han fortæller, at han er katolik, bor sammen med fire muslimer, faster under ramadanen for bedre at forstå deres tro, og at han har opgivet kvinder, fordi det vigtigste for ham nu er efterlivet. På et tidspunkt skriver han:

If you give up satisfying your flesh desires and focus on worship God you are in peace. I just give up women.

På den ene side er der noget sørgeligt og forkrøblet over sproget på dette forum. Der tales ned om kvinder. På den anden side er der noget her, der klinger af en helt særlig kristen forkynder – altså Paulus, der formulerede sig således:

Jeg ser helst, at I er fri for bekymringer. En ugift mand tænker på Herren, hvordan han kan være Herren til behag; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan han kan være sin hustru til behag, og er splittet. Og en ugift kvinde eller ung pige tænker på Herren, på at være hellig både i legeme og ånd; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan hun kan være sin mand til behag.

Det siger jeg til jeres eget bedste, ikke for at baste og binde jer, men for at I uforstyrret kan leve sømmeligt og holde jer til Herren. (1 Kor 7,32-35).

Der er noget her, som altså nu vækker genklang i denne nye bevægelse omkring unge mænd.

Den tyske filosof Peter Sloterdijk har i Du mußt dein Leben ändern skrevet om mennesket som et øvende væsen. Religion er ikke bare idéer, men praksis, gentagelse, disciplin, askese. Mennesket bliver til gennem øvelser. Det er en ret stærk nøgle til at forstå, hvorfor kristendom pludselig kan virke dragende i miljøer, der i forvejen er optaget af træning, vaner og selvbeherskelse. Hvis livet allerede er et træningsprogram, er bøn og faste måske bare det næste naturlige skridt.

Og i øvrigt: Kristendommen har jo ikke noget imod øvelse. Den har aldrig været ren indre følelse. Den har altid været kropslig – der er i Bibelen og i kristendommens historie et tydeligt forhold mellem tro og gerninger. I den del af kirken, jeg kommer fra, kalder man det helliggørelse – altså at livet er en lang vandring, hvor ens handlinger også afspejler, at man er en tilgivet synder, kaldet til et nyt liv i Kristus – også med fokus på livsstil.

Alligevel begynder det at knirke for mig, når kristendommen bliver oversat direkte ind i selvoptimeringens sprog. For så bliver Gud hurtigt nyttig. Og når Gud først og fremmest bliver nyttig, er der ikke langt til, at han også bliver underordnet.

Terapeutisk libertarianisme

Den amerikanske skribent Tyler Austin Harper har i en artikel i The Atlantic skrevet om det, han kalder “therapeutic libertarianism”, hvor selvforbedring og personlig frihed nærmest bliver livets højeste mål.

This attitude is therapeutic because it is invariably couched in self-help babble. And it is libertarian not only because it makes a cult out of personal freedom, but because it applies market logic to human beings. We are all our own start-ups. We must all adopt a pro-growth mindset for our personhood and deregulate our desires. We must all assess and reassess our own “fulfillment,” a kind of psychological Gross Domestic Product, on a near-constant basis. And like the GDP, our fulfillment must always increase.

Det særlige ved terapeutisk libertarianisme er, at den ikke tilhører én politisk fløj. På højrefløjen viser den sig som en hård, reaktionær selvhjælpskultur: kropsdisciplin, maskulin genrejsning, hierarki, viljestyrke og foragt for svaghed. Her optræder figurer som Jordan Peterson, Joe Rogan og Andrew Tate som populære varianter af samme grundfigur: mennesket som et projekt, der skal hærdes, trimmes og bringes i kampform.

På venstrefløjen antager den en anden, blødere og mere moralsk form. Her bliver selvudvikling ofte oversat til politisk og etisk selvrenselse. Man skal “gøre arbejdet”, tjekke sine privilegier, rense sit sprog, forbedre sin bevidsthed og offentliggøre sin egen moralske status. Også her bliver politik til et selvforbedringsprojekt — en måde at vise, at man løbende beskærer sin indre moralske have.

Selvoptimering er den luft, som vi ånder.

Allesammen.

Vi har svært ved at forestille os en erfaring, der ikke først og fremmest skal bruges til selvudvikling. Selv lidelse bliver en chance for at lære noget om sig selv. Selv relationer bliver et spejl for selvet. Selv religion kan blive endnu en arena, hvor jeg arbejder på mig selv, når terapeutisk libertarianisme møder Sloterdijks øvende kristendom.

Det er ikke sikkert, det bliver sagt sådan. Ingen siger: “Jeg bruger Gud som et supplement til min personlige udviklingsrejse.” Det ville også være en forfærdelig sætning. Men logikken kan alligevel snige sig ind. Jeg går i kirke, fordi det giver mig ro. Jeg beder, fordi det skærper mit fokus. Jeg faster, fordi det styrker min vilje. Jeg lever kristent, fordi det gør mig til en bedre mand. Alt sammen kan være sandt som bivirkning, men som centrum bliver det mærkeligt. Så bliver kristendommen ikke længere den virkelighed, der omvender mig, men et værktøj, jeg tager i brug for at blive den version af mig selv, jeg allerede har besluttet, jeg gerne vil være.

Det er her, fitnesskristendom bliver en form for selvdyrkelseskristendom.

Og den findes ikke kun blandt unge mænd på TikTok. Den findes alle steder, hvor kristendom gøres til et middel for noget andet. I amerikansk megakirke-kultur kan det være succes, vækst og synlighed. Jeg har tidligere skrevet om The Righteous Gemstones, hvor instruktøren Danny McBride med speederen i bund gør grin med amerikanske megakirker, hvor youth pastor-typen Kelvin Gemstone laver et muskuløst mandefællesskab, “God Squad”, med sig selv i centrum, hvor de på Schwarzenegger-manér løber rundt i bar mave og træner med kristne kampråb. Det er absurd, men også underligt genkendeligt.

God Squad genopstår på TikTok

Kelvin Gemstone er selvfølgelig en karikatur. Men alle gode karikaturer er ubehagelige, fordi de ikke opfinder noget ud af ingenting. De forstørrer noget, der allerede findes. Og når jeg ser fitnesskristne videoer af mænd, der taler om Kristus, disciplin og maskulinitet, tænker jeg ærligt talt nogle gange, at det er som at se Kelvin Gemstone i virkeligheden.

Det betyder ikke, at det er forkert at tale til mænd om disciplin, ansvar og krop. Tværtimod. Noget af kirkens problem er måske, at vi har været alt for dårlige til det. Vi har været dårlige til at tale om begær uden enten at moralisere eller tie. Dårlige til at tale om kroppen uden at blive akavede. Dårlige til at tale om mænds ensomhed uden at lyde som et kommunalt trivselsprojekt. Dårlige til at tale om disciplin uden straks at lyde bekymrede for, om nogen føler sig ekskluderet.

Som 33-årig mand, familiefar med et nogenlunde stabilt og fast forhold til både skærme og kristendom og et periodisk forhold til fitness, rammer det her fænomen mig ikke som noget helt fremmed. Jeg er ikke Andrew Tate-discipel, jeg har ikke planer om at flytte i kloster i Serbien, og jeg bliver træt i hovedet af mænd, der taler om at være ”en rigtig mand”, “maskulin energi” osv., som om de ved, hvad det hele drejer sig om. Men jeg forstår alligevel noget af dragningen. Jeg forstår længslen efter form og retning. Efter at kroppen, dagen og livet ikke bare flyder ud i hinanden som endnu en aften med doomscrolling og dårlig samvittighed.

Jeg forstår faktisk tanken, ønsket, længslen efter at mande sig op.

Her kommer fitnesskristendommen jo egentlig med noget dybt relevant for mænd.

Det ville være alt for let bare at sige: Det er farligt, det er reaktionært, luk det ned. For noget af længslen er reel. Mange mænd er ensomme. Mange mænd har et forhold til pornografi, skærm og dating, som de ikke selv kan finde ud af at komme ud af. Mange mænd mangler fællesskaber, hvor de kan være alvorlige uden at blive latterliggjort. Mange mænd savner et sprog for pligt, offer og retning. Og hvis kirken ikke giver dem det, skal vi ikke blive overraskede over, at de finder det hos en eller anden fyr med en podcastmikrofon, skarp kæbelinje og kors om halsen.

Når Kristus bliver kulturkamp

Men det ville være lige så naivt bare at sige: Fantastisk, de unge mænd kommer tilbage!

For nogle gange er det mindre kristendom end modreaktion. Mindre evangelium end anti-woke-identitet. Mindre omvendelse end længsel efter faste roller i en verden, der føles opløst. Det kan man også se i den politiske brug af kristendom andre steder. I en tidligere artikel om åndelig oprustning skrev jeg om, hvordan kristendom kan blive reduceret til værdioprustning, kulturarv og kampånd. Problemet er ikke, at kristendom ikke har kulturel betydning. Problemet er, at kristendom mister sin egenart, når den gøres til redskab for noget andet.

Det samme gælder her. Hvis kristendom først og fremmest bliver en måde at blive stærkere, mere maskulin, mere traditionel eller mere anti-moderne på, så er der grund til at spørge, om Kristus egentlig stadig er centrum. Eller om han bare er blevet logoet på et andet projekt.

Og det projekt kan sagtens se kristeligt ud. Det kan have ikoner, bibelcitater og latinske vendinger. Det kan tale om faste og bøn. Det kan endda føre folk ind ad kirkedøren. Men det afgørende spørgsmål er stadig, hvilken Kristus man møder dér. For kristendommens centrum er ikke en stærk mand, der har maksimeret sit potentiale.

Kristendommens centrum er en korsfæstet mand.

Evangeliet er ikke et træningsprogram

Det er her, fitnesskristendommen møder sin grænse – for det er ikke styrke, der frelser. Det kristne evangelium er ikke, at du kan blive den bedste version af dig selv med Jesus som coach. Evangeliet er, at du ikke kan frelse dig selv, og at Gud møder dig dér, hvor dine projekter, også de fromme, bryder sammen.

Det er en hård pille at sluge i en kultur, hvor selv nederlag hurtigt bliver materiale til personlig vækst.

Måske er det derfor, jeg bliver ved med at tænke på religionmaxxing-tråden. Ikke fordi den er smuk. Det er den ikke. Den er grim, rodet, sørgelig og indimellem frastødende. Men midt i alt det står en ung mand og siger, på sit ødelagte internetsprog, at han har fundet fred ved at give afkald. Det kan være coping. Det kan være selvbedrag. Det kan være begyndelsen på noget ægte. 

Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at kirken bør tage det alvorligt.