Hvad er historien?

Søger du på “Jesus glow” på Instagram eller TikTok, finder du en lang række videoer efter nogenlunde samme skabelon. De begynder ofte med teksten “The Jesus glow isn’t real.” Et statement, som indholdsskaberen derefter modbeviser ved at fremvise et ’før-billede’ inden Kristus, efterfulgt af ’efter-billeder’, der viser den synlige virkning, troen har haft.

Typisk består denne ’glow’ i, at vedkommende har skiftet stil i en eller anden form. En influencer har for eksempel delt en før-video af sig selv på klubben med nittehalsbånd og dramatisk makeup. I efter-klippene poserer hun i lange kjoler og nederdele. Videoen har over en million likes på TikTok. En anden bruger viser billeder af sig selv iført tung makeup og krystaller, mens hun i efter-billederne bærer korshalskæde og læser i Bibelen.

Hvorfor er det vigtigt?

Der er som minimum to problemstillinger, der træder tydeligt frem i trenden. Den første er æstetikken i den ’Jesus glow’, der fremhæves, og som ofte tager udgangspunkt i meget konventionelle feminine skønhedsidealer. Tænk: slank, kjole, naturligt look og tradwife-æstetik. Det underforståede budskab er: “Kristne ser ikke sådan ud (nittehalsbånd) — de ser sådan ud (kjole).”

Ud over det kuriøse i, at Jesus er i markedet for makeovers, er det interessant, hvordan denne æstetik taler sammen med en særlig politisk konservativ kristendom, der hylder idéen om den ’rene’ og ærbare kvinde.

Den anden problematik udfolder Kelsey Kramer McGinnis i sin mere dybdegående artikel om emnet, “Are Christians Hotter?”, for Christianity Today, hvor hun beskylder fænomenet for at være herlighedsteologi:

“Just as evangelists for the prosperity gospel can’t imagine a clearer sign of blessing than financial wealth, those who claim Jesus wants us to have a glow-up can’t imagine a clearer sign of blessing than physical attractiveness. It’s the result of our contented acceptance of the constantly shifting, often-oppressive beauty standards determined by entertainment media, male desire, capitalism, entrenched racism, and ableism.”

Hvad betyder det?

TikTok-kristendom er kommet for at blive, og den er allerede rykket videre til næste trend. Med sig bringer den et hav af nye, sjove og problematiske teologiske idéer, vi løbende må forholde os til.

Mange i en dansk kontekst vil formentlig ryste på hovedet over unge kristne, der guider til et guddommeligt glow-up. Det smager ikke af luthersk folkekirkekristendom og er nemt at afskrive som ’amerikansk’. Men spørg en teenager, om de er stødt på tendensen.

De fleste af disse ’glow up’-videoer er dog formentlig blot udtryk for en oprigtig begejstring over den forandring, troen har medført. Og er det så ikke en uskyldig måde at illustrere forskellen visuelt og konkret? Vi skal forbi den franske filosof og antropolog Bruno Latour og begrebet oversættelse for at forstå, hvorfor det ikke er så nemt.

Latour bruger fartbumpet som eksempel. Du bor på en villavej, og af hensyn til legende børn vil du gerne have folk til at sænke farten. I sig selv kommunikerer fartbumpet dog ikke: “Sænk farten, legende børn.” Det siger: “Sænk farten, for din bils skyld.” Man har “oversat” sin første intention og siger nu noget andet.

Tilsvarende med Jesus glow: Du ønsker at udtrykke din glæde over Jesus, men når du opstiller nitter eller tung makeup som kontrast til din blondekjole, signalerer du uagtet intentionen, at du er flottere og gladere — på en snævert defineret måde — som kristen.

Hvordan agerer man så kristeligt på de visuelle sociale medier? Man kunne jo starte med at tænke lidt over disse ord, inden man poster:

»Se ikke på hans udseende og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.« (1 Sam 16,7)