Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening og en række andre dyre- og naturorganisationer er gået sammen om at gøre valget til et “svinevalg”.

Og det er lykkedes.

Danske grises velfærd er blevet et hovedtema i valgkampen, og emnet har fået dedikeret tid i partilederrunderne. Der er næppe mange danskere lige nu, som ikke kan svare på, hvor mange grise der dør hver dag i Danmark.

Er det endelig blevet grisenes tur?

Hvis ja, melder et endnu vigtigere spørgsmål sig – et spørgsmål, politikerne ikke alene kan besvare: Hvad skylder vi en gris? Hvad fortjener den egentlig? Er den blot flæskesteg på middagsbordet? Eller er den også et levende væsen, som fortjener vores omsorg og opmærksomhed?

Det er her, Gud og kirken kommer ind i billedet.

Menneskets bedste venner

I sommers var jeg på en dyreetisk konference i Oxford. Kort fortalt tilbragte jeg fire dage sammen med omkring 100 veganere, næsten alle dybt engagerede i dyrerettighedssagen. Og ja, al maden var vegansk – og faktisk overraskende god. Konferencen mindede mig lidt om en kirkekonference: et moralsk fællesskab samlet om en større sag. Her var sagen blot ikke at udbrede evangeliet, men at redde dyrene fra mennesket.

Til festaftenen faldt jeg i snak med en ældre irsk advokat, Gabriel, som havde viet sit liv til dyrerettighedssagen. Han fortalte begejstret om de syv køer, han tog sig af hjemme i Irland. Og så sagde han noget, jeg aldrig har glemt: “Knowing these cows has been the most profound experience of my life!” Det mente han helt tydeligt. Han fortalte videre om deres visdom, og om hvordan deres nærvær fyldte ham med fred.

Jeg måtte indrømme, at det aldrig var faldet mig ind, at man kunne have et så dybt forhold til en ko. Hunde og katte, ja. Men en ko?

Pointen er enkel: Dyr og mennesker kan forme utroligt dybe bånd. Det bør vi vide, og det bør vi respektere.

For nylig læste jeg historien om en mand, der havde mistet sin hund. Sorgen ramte ham så hårdt, at han overvejede selvmord. Hans venner forstod ham ikke. Hans redning blev AI. Over for en chatbot kunne han udøse sit hjerte, og den mødte ham med respekt, forståelse og omsorg – i modsætning til hans venner.

Det er ikke kun ensomme “kattedamer”, der har dybe relationer til dyr – i øvrigt en skadelig stereotyp, vi bør holde op med at gentage. Hver femte familie i Danmark har en hund, og dertil kommer katte og andre husdyr. Dyrene fylder vores hjem med liv og livsglæde. De har endda ofte en positiv effekt på både vores fysiske og psykiske helbred. Derfor findes terapidyr, som kan være en livsnødvendig hjælp for børn, ældre, autister og mennesker med handicap.

Og her taler vi ikke kun om, at de er nyttige i praktisk forstand. De kan være livsnødvendige, fordi mennesker knytter dybe, livgivende bånd til dem – ligesom vi gør til hinanden.

Den amerikanske teolog Stephen H. Webb skrev i 1998 bogen On God and Dogs. Her hævder han, at hunde kan hjælpe os til bedre at forstå Guds kærlighed. Hvordan det? Se på hundens trofaste kærlighed. Den elsker ubetinget. Den dømmer ikke. Den ser ikke på ydre status eller værdighed. Den elsker bare sit menneske. Og netop derfor kan hunde have en terapeutisk virkning, som mennesker ofte har svært ved at opnå. Hunde siger naturligvis ikke alt, hvad der kan og skal siges om Gud. Men sådan er det jo med alle de billeder, vi bruger for at forstå Gud.

Et af paradokserne i vores forhold til dyr er, hvor forskelligt vi behandler dem alt efter, om vi kategoriserer dem som kæledyr eller produktionsdyr. Vi græder, når vores hund dør. Og bagefter går vi ned i supermarkedet og glæder os over at finde flæskesteg til 20 kroner kiloet.

Men denne skelnen er selvfølgelig dybt vilkårlig. Grise er mindst lige så sociale, intelligente, nysgerrige og følende som hunde. Alligevel ville vi aldrig acceptere, at man behandlede hunde, som man behandler grise – særligt i den konventionelle produktion.

Hvordan er det at være en dansk gris?

Hvordan er det at være en gris? Og hvad skylder vi den, moralsk set?

Det er to af de store spørgsmål i debatten. Svaret er ikke åbenlyst. Jeg ved noget om, hvad det vil sige at være en hvid, vestlig, heteroseksuel mand. Men hvordan oplever en gris livet?

Hvordan føles det som fuldvoksen gris at leve på 0,65 kvadratmeter betongulv, tæt op ad andre grise, uden noget særligt at tage sig til? Hvordan oplever en gris at få halen klippet af? Hvordan føles det at være en so, der fikseres i forbindelse med faring i op til 100 dage, og derefter får sine unger fjernet efter tre uger? Og hvordan oplever smågrisene at blive taget fra deres mor længe før det tidspunkt, naturen ellers ville have dikteret?

Har de det bare fint? Føler de lidt ubehag, men ikke mere end det? Eller lider de voldsomt i tavshed?

Vi skal selvfølgelig være varsomme med at leve os ind i dyrenes verden. Disneyficering – eller antropomorfisering – er en risiko. Men det er tingsliggørelse også. Grise er ikke mennesker. Derfor oplever de heller ikke verden som mennesker. Deres begrænsede intelligens, sammenlignet med menneskets, påvirker naturligvis både deres livsverden og deres lidelse.

Men det betyder ikke, at de ikke lider. En gris lider næppe af eksistentiel angst. Men hvis den er syg, fryser eller har åbne sår, så lider den efter al sandsynlighed.

Hvad har det med kristendom at gøre?

Man kan indvende, at kristendommen primært interesserer sig for mennesker. Det ser vi tydeligt, når vi læser Bibelen. Men det betyder ikke, at den intet har at sige om resten af verden – herunder dyrene.

Det er også rigtigt, at den kristne tradition med få undtagelser ikke har interesseret sig synderligt for dyrene. Og når den har, har det desværre ofte været på måder, der har skadet dem. Man kan tænke på Augustins idé – inspireret af græsk filosofi – om, at Guds bud ikke omfatter dyrene, fordi de mangler fornuft, og at mennesket derfor kan ignorere deres lidelse og død. Eller Descartes, som er berygtet for forestillingen om, at dyr blot er biomaskiner uden bevidsthed og derfor uden egentlig smerte. Eller Henry More, som mente, at Gud kun havde givet dyrene liv, for at kødet kunne holde sig friskt, indtil vi skulle spise det.

Manglen på interesse og de skadelige tanker, der har fulgt med, er i mine øjne en del af kirkens skyld. Det er noget, vi som kirke i dag er nødt til at forholde os til.

I begyndelsen skabte Gud jorden, himlen, havet, træerne, havørnene, laksene, grisene og hundene. For at fuldende og vogte skaberværket skabte Gud mennesket. Mennesket fik ansvar for at herske over skaberværket, ligesom Gud hersker. Men dette herskermandat er ikke et carte blanche til at gøre med resten af skaberværket, hvad vi vil. Guds vilje er, at skaberværket skal blomstre. Derfor er det også vores opgave.

I første omgang fik mennesket planterne til føde. Dyr og mennesker levede i harmoni. Men med syndefaldet trængte synden ind i verden og bredte sig i hele skaberværket. Det kulminerer i fortællingen om syndfloden. Efter oversvømmelsen indgår Gud en pagt med Noah og med alle andre levende væsener. Gud lover aldrig at gentage syndfloden. Men forholdet mellem dyr og mennesker er forandret, og mennesket får dyrene til føde.

Luther mente, at dette var en nådeshandling fra Gud mod mennesket. Mennesket er blevet sårbart i en fjendtlig verden, og ved at spise dyr får det lettere ved at overleve. Selvom kødspisning således tillades, peger den større bibelske fortælling på, at det ikke var det oprindelige skabelsesideal. Og der er langt fra det begrænsede kødforbrug, som den oprindelige læser ville have forstået ved denne tilladelse, til nutidens industrialiserede kødproduktion, drevet af profit og nydelse.

Mennesker og dyr er altså ikke moralsk ligestillede. Det er tilladt at dræbe og spise dyr. Det er ikke tilladt at dræbe mennesker. Men det betyder ikke, at dyrene ikke har en iboende værdi, som gør dem til moralske subjekter.

Når Jesus siger: “I er mere værd end mange spurve”, fastholder han netop, at spurvene faktisk har værdi. Det samme gælder offerkulten i Det Gamle Testamente. Man understregede syndens og soningens alvor ved at ofre noget af reel værdi: et levende væsen.

Det ligger derfor i naturlig forlængelse af den bibelske tænkning at lade næstekærlighedens logik omfatte også dyrene. For hvordan skulle kærligheden ikke blive bevæget, når et levende, følende væsen lider?

Hvad betyder det konkret?

Et vigtigt fokuspunkt er dyrevelfærd i kødproduktionen. Kød adskiller sig grundlæggende fra andre fødevarer som mel, tomater og salt. Produktet er jo et levende, følende væsens krop. Og for at “høste” produktet slår vi dyret ihjel.

Hvis den model overhovedet skal kunne forsvares, må det som minimum kræves, at dyret lever et ordentligt liv. Dyret skal ikke lide, og det skal have mulighed for at gøre ting, det har lyst til – altså følge sin naturlige adfærd – selvom vi selvfølgelig også er nødt til at sætte grænser, ligesom vi gør med både kæledyr og mennesker.

Helt konkret betyder det, at vi bør spise økologisk kød eller kød med tre grønne hjerter, fordi det sikrer en væsentligt højere dyrevelfærd i produktionen. Samtidig bør vi spise mindre kød. Kloden er for lille til, at hele den samlede kødproduktion kan omlægges til økologi. For mange vil det endda være en økonomisk gevinst: Når man spiser mindre kød, bliver det lettere nogle gange at vælge det bedre.

Men det her må ikke kun være et individuelt projekt. Præster, menighedsråd, bestyrelser og kirkelige ledere bør også arbejde for at reducere kødforbruget og hæve dyrevelfærden i det kirkelige arbejde. Det handler ikke om at fortælle andre, hvordan de skal leve. Det handler om, at kærligheden forpligter os til at behandle både medmennesker og medskabninger med omsorg.

Ja, det har en pris. Men al sand kristendom har en pris. Sådan har det altid været.

Der findes selvfølgelig ikke ét kristent dyresyn. Kristendommen åbner for flere forskellige dyresyn, og de vil naturligt være farvet af de teologiske traditioner, de opstår i. Netop derfor har vi brug for samtalen om dyrene. Og vi har brug for, at den samtale ikke kun føres mellem præster og teologer, men også af landmænd og kæledyrsejere.

Man kunne måske endda håbe, at bispevalget i Aarhus – ligesom folketingsvalget – bliver et svinevalg.

For som kirke skylder vi hinanden og dyrene et svar.