“Status er overalt. Du kan ikke undslippe statusmekanismer, medmindre du isolerer dig fra andre mennesker”. 

Sådan skriver journalist Torben Sangild i en artikel i Zetland om statusjagt.

I første omgang blev jeg provokeret af det udsagn, men måske mest, fordi det afslørede mig. Overvej det lige engang: Mon ikke jagten på status også spiller en rolle i dit liv – bevidst eller ubevidst? 

Måske har du, ligesom mig, delt et billede eller en kommentar på sociale medier, men ret hurtigt slettet det igen, fordi det ikke fik nok reaktioner; fordi andre åbenbart ikke syntes, at det var lige så sjovt eller tankevækkende, som du selv syntes – og så var det bedre, at opslaget aldrig havde eksisteret. Eller hvad med de mennesker, du opsøger i sociale sammenhænge: selv om det nok ikke er den eneste faktor, der er på spil, betyder det så bare lidt, hvordan de får dig til at se ud i andres øjne? 

Det begynder i skolegården, hvor nogle er med, og andre er udenfor, men det slipper os ikke, bare fordi vi bliver voksne. Det er et urmenneskeligt instinkt at ville høre til, men grænsen mellem et positivt behov for anerkendelse fra og et giftigt behov for status som bedre end andre har altid været hårfin, som journalisten Will Storr påpeger i bogen The Status Game.

Nu er menneskets instinkter og sociale dynamikker ikke ligefrem min ekspertise. Både psykologer, sociologer og antropologer kunne skrive klogere ting om statusjagt, end jeg kan. Hvorfor begiver jeg mig så som teolog ud i det? Det skyldes, at statusjagt også var anledning til et af Paulus’ breve i Det Nye Testamente, nemlig Første Korintherbrev. Og det er hans teologiske perspektiv på statusjagten, vi skal se nærmere på her.

Det romerske æresræs

Først er lidt historisk kontekst på sin plads for at forstå, hvad Paulus skriver. I Romerriget, hvor kristendommen slog sine første rødder, var man også enormt optaget af status og i særlig grad af status defineret ved ære. Man kan ligefrem kalde kærlighed til ære – på græsk filotimia – for den dominerende værdi i den måde, samfundet var skruet sammen på; man kan ikke forstå Romerrigets kultur og samfund, hvis man ikke forstår dets æresbegreb. Kærligheden til ære gav også konflikter, fordi man som regel direkte eller indirekte angreb andres ære, når man hævdede sin egen.

Hos eliten betød ærens rolle ligefrem, at deres karriereforløb blev kaldt for cursus honorum, “æresræset” – som et udtryk for, at det vigtige ved at stige i graderne ikke først og fremmest var, at man fik mere magt eller indflydelse eller flere penge, men at man fik mere ære. Og den ideologi blev kopieret i alle samfundslag, så selv mange slaver havde deres egne tilpassede udgaver af æresræset. På den måde kunne man nå til tops, selv om samfundseliten var uden for rækkevidde.

Historikeren Jon Lendon har meget rammende beskrevet ære i Romerriget sådan her: “Ære var det filter, som hele verden blev set igennem, en dybdegående struktur i det græsk-romerske sind, måske den herskende metafor i antikkens samfund”.

Splittelser i Korinth

Æresræset gjorde sig ikke mindst gældende i Korinth. På Paulus’ tid var byen en romersk koloni med udpræget romersk kultur, og derfor var æresræset også her, der og alle vegne. Jagten efter højere social status var så fremtrædende i Korinth, at “offentligt pral og selvpromovering var blevet en kunstform”, som professor i Det Nye Testamente Ben Witherington III har formuleret det.

Det er de dynamikker, som er bærende for konflikten i Første Korintherbrev. Paulus skriver til menigheden, fordi de er blevet splittet: “Jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind” (1 Kor 1,10). Dermed har han sagt, hvad hele brevet er ét langt argument for. Menigheden var blevet splittet i grupper, som tilsluttede sig hver deres leder (1 Kor 1,11-12), og bag ved den splittelse ligger ærens dynamikker: Ved at vælge den leder, som man mente var særligt ærefuld, kunne man være en del af den mest ærefulde gruppe og dermed selv få status. 

Det er æreræset, der udspiller sig lige midt i menigheden.

Korsets idioti

Hvad har Paulus så at sige til det? Det kan siges med ét ord: korset. Hans argument mod splittelserne er nogle af de mest berømte ord om korset i hele Det Nye Testamente, men måske handler de i sammenhængen om noget lidt andet, end vi tit vil have dem til. De lyder sådan her:

For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft […]. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. (1 Kor 1,18.22-24)

“Dårskab” er et temmelig gammelt dansk ord, og en anden oversættelse kunne være “tåbelighed” – det græske ord er mōria, hvor det engelske ord moron også kommer fra. Korset er idioti! Paulus giver her udtryk for, hvordan korsfæstelse blev opfattet i samtiden: Det var den mest vanærende dødsstraf, man kunne få, “offentlig nedværdigelse og udskamning af et menneske til grænserne af kulturens forestillingsevne”, som en fortolker har formuleret det. Korset var antitesen til ære; blev du korsfæstet, havde du tabt æresræset.

Men Paulus abonnerer ikke på det værdisæt, der ser korset sådan. Det er humlen i hans argument: Det er netop i korset, at Guds kraft og visdom kommer til udtryk. Korset har gjort “verdens visdom til dårskab” (1 Kor 1,20), har vendt op og ned på de normer for ære, som ellers var altafgørende i korinthernes kultur. Og ifølge Paulus er det altså korsets værdier, som er den gode vej: “For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker” (1 Kor 1,25).

Her er det vigtigt at huske, hvad Paulus er i gang med at argumentere for: Det er ikke bare en abstrakt diskussion af korset som visdom, men et argument for menighedens enhed midt i deres splittelser. Det handler om, hvordan menigheden skal leve med hinanden, ikke kun hvordan de skal tænke om korset. Paulus fortsætter:

For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme.  Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. (1 Kor 1,26-29)

Se på jer selv, skriver han. Er det måske på grund af jeres status, at I blev kaldet? Er selve jeres menigheds eksistens ikke et bevis på, at Guds værdisæt er fundamentalt anderledes end kulturens? Underforstået: hvordan kan I så lade æresræset splitte jer?

Det er virkelig stærk kost, når det får lov at synke ind. På korset har Gud omstødt verdens værdisæt ved at vise sin visdom og magt på det tåbeligste og svageste sted, man kunne forestille sig – og det er netop dét kors, som er menighedens eneste eksistensgrundlag og basis for enhed. Gud kalder og frelser ikke på baggrund af ære og status, men ud fra sin visdom og kraft. Og i sammenhængen her handler korsets provokation altså ikke først og fremmest om, hvordan Gud frelser (selv om det selvfølgelig også er en implikation af argumentet), men om de nødvendige sociale konsekvenser af den frelse.

Når menigheden lader æresræset udspille sig midt iblandt dem, er det nemlig i grundlæggende konflikt med deres identitet som dem, der tilhører Kristus. Så alvorlige er splittelserne: “Er Kristus da blevet delt?” spørger Paulus (1 Kor 1,13) – underforstået: der er kun én Kristus, og Paulus vil ikke vide af andet end ham “som korsfæstet” (1 Kor 2,2). Når menigheden tilhører Kristus, er der ikke andre muligheder end også socialt at tage form af korset, og det udelukker altså æresræset og dets splittelser.

Kærlighedsræs

Hvad er det så konkret for nogle værdier, menigheden skal lade sig forme af? Hvordan ser det ud at udleve korsets værdisæt?

Det maler Paulus et billede af senere i brevet. I kapitel 12 bruger han det kendte billede af menigheden som en krop til at forklare, hvordan de skal leve i enhed med hinanden med alle deres forskelligheder. Og han sætter trumf på med det, han kalder “en langt bedre vej” (1 Kor 12,31): kærlighedens vej. Korsets værdier er dybest set kærlighed – selvopofrende, tjenende, korsformet kærlighed:

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. (1 Kor 13,4-7)

Det er sådan, menigheden skal leve: De skal elske hinanden i stedet for at jage deres egen ære. Som en fortolker har formuleret det, bliver Paulus’ brev dermed et argument for filadelfia, kærlighed til brødrene, i stedet for filotimia. Eller på dansk: et argument for kærlighedsræs i stedet for æresræs.

Evangeliet skal leves

Det er et stærkt argument, Paulus leverer. Og for mig er det også kommet til at betyde mere, end at det er spændende at læse Paulus socialhistorisk. At Paulus sønderlemmer æresræset, som han gør, er blevet en stærk påmindelse for mig om noget, han skriver i Filipperbrevet: “Blot skal I føre et liv, som svarer til Kristi evangelium” (Fil 1,27). Et liv, som svarer til evangeliet – så kort kan det opsummeres. Man kan ikke tro på evangeliet uden også at leve det. Det var det, der gik galt for korintherne: De troede ganske vist på korset, men de levede ikke korsformet, og så er risikoen, at “Kristi kors […] skal blive til tom tale” (1 Kor 1,17). Ordet om korset skal også leves! Det er en vigtig påmindelse og en skarp udfordring.

Og så er det afslørende at kigge i statusjagtens spejl og få øje på, hvor optaget jeg til tider selv er af status og ære, og hvordan det kan få mig til at handle på måder, som strider mod evangeliet. Når det sker, har jeg brug for igen at høre ordet om korset, virkelig høre det, så det trænger ind. Korset betyder nemlig, at der er en anden måde at være i verden på, hvor den eneste status, der betyder noget, er at tilhøre den korsfæstede Kristus og følge ham i tjenende kærlighed. For i Guds rige er den største den, der tjener.