Vi sad for nylig ved et lille redaktionsmøde og blev opmærksomme på, at vi på SEMPER havde forsømt vores leder. Vi skulle mene noget mere, besluttede vi os for. Det kan folk jo godt lide at læse. Eller måske rettere — det er folk tilbøjelige til at klikke på.

Ikke desto mindre — så gik jeg på jagt efter en holdning.

Og det er jeg åbenbart ikke den eneste, der gør. Altså leder efter ledige holdninger. Det var i hvert fald min første iagttagelse, da jeg begyndte at shoppe holdninger i diverse debatsektioner. Men til min gru opdagede jeg også, at kvaliteten af holdningerne var af noget svingende kvalitet – kvantitet er åbenbart ikke lig med kvalitet. Hvem skulle have troet det?

Jeg tænkte egentlig, at jeg til en vis grad havde kvalitetssikret mig ved ikke at gå direkte til X eller facebookkommentarsporet. Men den sørgelige virkelighed er nok, at Temu-logikken (billigt ragelse ad libitum) også har gjort sit indtog hos diverse debatredaktioner. Men i stedet for at lave et omfattende think piece om kapitalistisk logik og internettets udfordringer for den etablerede mediebranche, så tænkte jeg: Hvorfor ikke bare have en holdning til andres holdninger?

Så hermed tre holdninger, jeg har vejet og fundet for kalorielette. Holdninger, som måske ser godt ud på billedet, men som nok ikke tåler at blive maskinvasket.

1) X mener Y for meget eller for lidt.

“Wokeismen er gået for langt." Vores ligestillingsminister blandede sig i forbindelse med den netop afholdte Pride-uge i København i debatten om wokeisme. Wunderbar. Perfekt timing. Hvis man skal shoppe holdninger, så er Pride-ugen virkelig ikke et dårligt tidspunkt. Der er 50% på alle holdninger relateret til køn og ligestilling.

“Er du enig i, at debatten om kønsidentitet er gået for vidt?” spurgte afstemningen på TV2’s artikel om Bjerres debatindlæg.

For vidt?

Er wokeismen gået for langt?

Det ved jeg da virkelig ikke. 78% af de adspurgte danskere i TV2’s afstemning mener så afgjort, at det er tilfældet. Men kan man mene noget for meget? Hvad er en passende mængde wokeisme? En knivspids? En teskefuld? Eller to deciliter?

Jeg synes, vi skal holde os fra at vurdere holdninger på synlighed, intensitet eller graden, vi diskuterer dem. Er vi enige eller uenige? Uden yderligere indblanden af Pride, wokeisme og kønsdebat i denne leder, så vil jeg i denne sag melde mig enig med Priden i københavn og sige, at enig/uenig er ret binært.

Hvis man er i tvivl, kan man jo lave en mental test på, hvordan man selv ville reagere på denne korrespondance:

“Har du støvsuget?”

“Jeg synes, du taler for meget om støvsugning.”

2) Y skal vi ikke diskutere.

Mental Load.

I førsommeren opstod en spændende debat om mental load. Et sammenkog af TikTok-“aktivisme” og kønsdebat, og endda en af de gode af slagsen, hvor det kommer utrolig tæt på for de fleste af os – ind i hjemmet og til den, som står overfor os.

Behøver du at synes, at det er spændende? Næ.

Var det hele lige godt? Næ.

Men det er måske også at have for høje forventninger til den offentlige debat.

Mental Load-diskussionen fandt sit virale peak i de to stridshøner Christina Sander og Marie Høgh. De skulle diskutere emnet i Go' morgen Danmark, hvilket endte med, at en agiteret Marie Høgh fortalte Christina Sander, at hun skulle skamme sig over at beskæftige sig med noget så ligegyldigt som Mental Load i en tid med krig i Ukraine og Gaza. En indlysende paradoksal kommentar fra én, der netop havde skrevet et langt debatindlæg om emnet og desuden prioriteret at turnere rundt i diverse medier for at forklare, hvorfor fænomenet er “noget pis”.

Ironien i, at jeg skriver en tekst med en holdning til holdninger om andres holdninger, er ikke tabt på mig. Det kan være, at jeg ændrer holdning, hvis journalisterne begynder at ringe, eller der opstår en pludselig interesse for holdning-til-holdninger-om-holdninger-foredrag.

Marie Høghs kommentar svarer lidt til Nyrups berømte bemærkning om, at DF aldrig vil blive stuerene. Så har vi ligesom tacklet livet ud af manden/partiet og fået lukket debatten – i bagklogskabens lys måske ikke den bedste måde at håndtere hverken det parti eller deres politik. Og det kan da også godt være, at de aldrig bliver stuerene, men det er vel sagen ligegyldig?

Endnu et støvsugereksempel:

“Jeg synes, at vi skal have støvsuget.”

“Hold kæft.”

3) Du mener bare X, fordi…

Og til sidst den knap så begavede politiske kommentar: spinanalysen. Det er måske ikke så mærkeligt, at vi ikke stoler på politikere, når vi så ofte motivransager dem.

Liberal Alliance vil dele pensionen lige mellem kønnene ved skilsmisse.

Det vil de bare, fordi de vil have flere kvindelige stemmer.

Socialdemokratiet vil stoppe automatisk stigning af pensionsalderen.

Det vil de bare for at få flere af de røde stemmer, der er rykket mod SF.

Man er simpelthen nødt til at vise, hvordan nogen tager fejl, før man begynder at beskæftige sig med, hvorfor de mener X eller Y. Hvis man derefter har lyst til at lave medieanalyser eller granske Mette Frederiksens og Alex Vanopslaghs sindstilstand og motiver, så skal man da være velkommen.

Det er lige dele umuligt og usympatisk at bedømme et forslag eller en holdnings validitet alene på afsenderens motiver. Måske mener de rent faktisk det, de siger? En efterhånden fremmed tanke i vores hyperanalyserede og kommenterede politiske virkelighed.

Et sidste støvsugereksempel:

“Jeg synes, vi skal støvsuge.”

“Det siger du bare, fordi du vil fremstå som en, der gerne vil have støvsuget.”

Hvad mener du så, Troels?

Ja, hvad mener jeg egentlig? Opinionstekster er altid populære og vil nok blive ved med at være det, men det er heller ikke nødvendigvis problemet med genren. Det er interessant, når nogen tør mene noget. Der er en nerve i det, måske en konflikt, og vi skal huske at hylde dem, der vælger at sætte sit intellekt, sin person og sine overbevisninger på spil, så vi alle kan blive klogere.

Problemet er kvaliteten.

Det er alt andet lige nemmere at have holdninger til andres holdninger, men hvordan bliver vi klogere af det? Måske skulle vi prøve at mene noget selv i stedet?

Marie Bjerre kunne have sat sig ind i, hvad diskussionen om transkønnethed, pride og LGBT+-rettigheder handler om, men det var åbenbart lettere at lade nuancer være nuancer og i stedet slynge et ufarligt ’wokeismen er gået for langt’ afsted.

Marie Høgh og Poul Nyrup kunne have taget deres “modstandere” alvorligt og troet på, at deres egne argumenter var stærkest. Men det var lettere at afvise dem med whataboutism og person/parti tacklinger.

Mediernes lynanalyser er netop lynhurtige. Let omsættelige i det store klikregnskab. Det kræver eksperter og arbejde at vurdere den politiske substans i et forslag. For og imod. Konsekvenserne og økonomien. Spin og strategi kan man derimod tale om i al uendelighed. Flere artikler. Flere læsere. Ingen bliver klogere.

Det er nemt.

Nemme holdninger, nemme at have og nemme at få.

Derfor mener jeg, at vi bør bestræbe os på at gøre os lidt mere umage. Jeg vil i hvert fald gerne gøre mig lidt mere umage med at mene ting.

Og så tror jeg heller ikke, at jeg gider læse dagbladenes debatsektioner igen lige foreløbig.