Der er kommet ny trailer for den kommende sæson af The Rings of Power. Og jeg er ikke sikker på, at mit hobbitglade hjerte holder til endnu en omgang af Amazons hundedyre seriesatsning.

Den seneste kontrovers handler om introduktionen af en ny karakter i den kommende sæson, orken Marnûkh, der skriver poesi og bliver venner med Galadriel.

The Rings of Power tager måske prisen for at være den mest omdiskuterede og forhadte serie nogensinde, måske med undtagelse af de sidste sæsoner af Game of Thrones. Først var det DEI-casting, så var det girlboss-feminisme og Orc Lives Matter. Det føles nogle gange, som om seriens skabere bevidst gnider sig i hænderne og tænker over, hvordan de kan sætte ild under troldegryden på X.

Nu får vi så den følsomme ork med en digtersjæl.

Jeg er stor Tolkien-fan. Nogle vil også kalde mig en nørd. Og vi Tolkiennørder har altså også vores kvaler med den milliarddyre serie, der bærer navnet på den forfatter, vi har kær, selvom vores kritik måske ikke egner sig helt så godt til korte SoMe-gylp.

Mens vi venter på den tredje sæson, vil jeg derfor kaste et blik tilbage på de første to sæsoner, der har ført serien ind i en mere eller mindre åndsforladt blindgyde. Jeg skal ikke kloge mig på, om The Rings of Power slet og ret er dårligt fjernsyn, men jeg kan forklare de fejl, serien i mine nørdøjne begår i sit forsøg på at yde Tolkiens univers retfærdighed.

Problemet med The Rings of Power er nemlig ikke, at serien tager sig friheder med Tolkiens forlæg. Det er, at den menneskeliggør elvere, orker og hele Midgård, og dermed mister det, der gjorde Tolkiens univers storslået — og det som vi, nørderne, elsker så højt.

Noget andet end Jackson

Det er efterhånden længe siden, at Amazon opkøbte rettighederne til Tolkiens litterære univers af The Tolkien Estate, der varetager Tolkiens arvtageres interesser. Foran næsen på streaminggiganter som HBO og Netflix løb Amazon Prime med præmien, efter sigende fordi man, modsat andre streamingtjenester, havde sværget troskab mod Tolkien og hans univers. Jeff Bezos skulle angiveligt også være stor Ringenes Herre-fan, og hans drøm var at skabe en TV-serie, der kunne måle sig med HBOs kæmpesucces Game of Thrones (2011-2019).

Det var selvsagt ikke nogen let opgave.

For selvom de afsluttende sæsoner af Game of Thrones modtog stor kritik, var der alene målt på seertal måske tale om den største TV-serie nogensinde. Dertil kunne man så lægge udfordringen ved at skulle forvandle Tolkiens dybt omfangsrige og til tider støvede fantasy-verden til en decideret popkulturel TV-serie anno 2020’erne. Godt nok var det lykkedes Peter Jackson i begyndelsen af 2000’erne, men så meget desto vanskeligere måtte det være at gøre det igen på lige så troværdig vis.

I noget tid stod det hen i det uvisse, hvordan Amazon ville løse denne besværlige opgave. Ret hurtigt stod det klart, at man ikke ønskede at gøre Jackson kunsten efter ved at filmatisere Ringenes Herre-bøgerne endnu engang. Et sådant forsøg ville nok fra begyndelsen være dømt til at mislykkes. Jacksons film lever trods alt endnu for stærkt i erindringen. Dette blev da også understreget i år med fejringen af filmtrilogiens 25-års jubilæum markeret med biografmaratoner verden over (jeg deltog selv i et i København).

I stedet valgte man at gå prequel-vejen. Man ville lave noget, der kunne være en slags forløber til Ringenes Herre (1954-55) og alt det, man i popkulturen havde stiftet bekendtskab med gennem Jacksons filmatiseringer. Amazon mødtes i denne indledende fase med over 30 potentielle manuskriptforfattere med forskellige idéer til den nye filmatiserings omdrejningspunkt. Til sidst faldt valget på J.D. Payne og Anthony McCarten, der med deres forslag om en TV-serie i Tolkiens anden tidsalder (både Ringenes Herre og Hobbitten foregår i slutningen af den tredje tidsalder) trak det længste strå.

Umiddelbart kunne dette virke som en klog beslutning. Her rådede man jo over væsentlige historier i Tolkiens univers, der endnu ikke var blevet fortalt på noget stort lærred, men som man gennem Hobbitten og Ringenes Herre havde stiftet overfladisk bekendtskab med, heriblandt fortællingerne fra sagnriget Númenor, hvor Aragorns forfædre kom fra, og ikke mindst historien om tilblivelsen af herskerringene og Saurons ene ring.

Den anden tidsalder

Udfordringen for Amazons Tolkien-projekt var imidlertid, at historierne fra den anden tidsalder også hos forfatteren selv kun er skildret i overfladiske detaljer. Som udgangspunkt finder vi dem nemlig hovedsageligt i appendikserne til Ringenes Herre og den posthume udgivelse Silmarillion (1977), der optegner de store begivenheder i den første tidsalder. Payne og McCarten måtte således i lange stræk fylde de beskedne skitser til en fortælling ud med handlingsforløb, karakterskildringer og dialoger fra deres egen hånd, hvis det skulle kunne omsættes til en hel TV-serie.

Idéen med Amazons milliarddyre TV-serie var således et forsøg på at fortælle forhistorien til den del af Tolkiens univers, som vi alle kender og holder af. Her kunne man nemlig udnytte tomrummene i Tolkiens egen overfladisk fortalte historie til at tegne forbindelseslinjerne mellem de hidtil ukendte begivenheder i den anden tidsalder og de kendte begivenheder fra den tredje tidsalder. Omsider kunne man i rige detaljer fortælle den forfaldshistorie, som vi ikke sjældent får fornemmelsen af i Ringenes Herre gennem sagn og sange om svundne tiders konger, velstand og storhed.

Man kunne fortælle om det sagnomspundne Númenor, som Aragorns slægt nedstammer fra. Man kunne fortælle om menneskehedens forfald, man i Ringenes Herre aner ved Gondors manglende konger og det visne træ i Minas Tiriths gårdhave. Man kunne vise en tid, hvor elverne, frem for at være et sjældent velsignet syn dybt inde i en skov, herskede over store riger i Midgård. Og man kunne vise, hvordan elvernes gradvise udvandring fra jorden også tømte verden for dens magi.

Problemet med en prequel

Her var der egentlig et potentiale for at udfolde den mørkere tone i Tolkiens univers, der på linje med Game of Thrones bidrager til fantasygenrens dybe alvor. Desværre synes Amazon ikke at have været denne opgave voksen. Hvad vi i stedet fik, var noget, der kunne minde om et cinematic universe, sådan noget, der efterhånden martrer ethvert stort anlagt filmprojekt. Vi kender det fra Disneys mange Star Wars-film og -serier. På HBO ser man det med Game of Thrones-seriens forskellige spinoffs, og mon ikke noget lignende vil ske med Harry Potter. 

Det er ikke nødvendigvis altid dårlige resultater, der kommer ud af denne tendens. Men ser man på det værste eksempel, Marvel's Cinematic Universe, varsler det dystre tider for filmindustrien. Her er filmskabernes fortælleglæde som drivkraften bag værkerne stort set erstattet af filmstudiernes pengegriskhed. Tilbage står hule værker, der mest af alt bare virker som selvrefererende ligegyldigheder propfyldte med kække easter eggs til de indviede seere.

I The Rings of Power kommer dette f.eks. til udtryk i dialogen, som når menneskekvinden Bronwyn siger til sin søn Theo: “In the end, this shadow is but a small and passing thing”, der er en slet skjult reference til Sams berømte ord til Frodo i De to tårne. Eller en smule mere subtilt hos Númenors dronning Miriel, der siger til Galadriel: “No one kneels in Númenor”, og det vækker mindelser om Aragorns ord til hobbitterne i Kongen vender tilbage: “You bow to no one”.

Dertil kommer seriens forsøg på at give liv til forskellige kendte karakterer fra Ringenes Herre ved at fortælle om deres vej til at blive dem, vi kender fra trilogien. Vi lærer således, at Gandalf fik sit navn af hobbitternes forfædre, der kaldte ham “Grand-elf”. Dette på trods af, at hverken Gandalf eller hobbitterne bør være nogen steder at finde i Midgård før den tredje tidsalder. Vi følger desuden også Galadriel i hendes overgang fra at være et våbenført muskelbundt, hvis selvforståelse og identitet alene bygger på hendes sværdkunst, til den overjordisk smukke og englelige skikkelse, hun fremstår som i Ringenes Herre. Problemet er bare, at det sidste har hun altid været i Tolkiens univers.

I sit forsøg på at fortælle en forhistorie ender The Rings of Power med at forfladige Tolkiens persongalleri og gøre hans univers mindre. Galadriel mister sin distinkte elverkarakter i en sådan grad, at det eneste, der til slut minder en om, at hun ikke er et menneske, er, at hendes ører er lidt spidsere end de mennesker, hun omgås. Og dermed begår serien den fatale fejl at tro, at alle karakterer skal gøres relaterbare ved at gøre dem menneskelige. Værst er det, når orkerne i sæson 2 skal gøres til genstand for vores sympati og indlevelse.

Ifølge traileren og de første bidder af information, som vi har fået om sæson 3, forfølges dette spor yderligere med en ork, der skriver poesi.

Nonsens, får jeg lyst til at sige.

For i Tolkiens univers er det netop en pointe, at det er menneskene, der er mennesker. Selvom menneskene deler flere lighedstræk med elverne, dværgene, hobbitterne og sågar orkerne, så er det i deres forskelle fra de øvrige racer, at vi lærer noget væsentligt om, hvad mennesket er.

I Tolkiens univers er mennesket nemlig først og fremmest kendetegnet ved sin dødelighed. Og nærmere bestemt ved sin manglende evne til at slutte fred med dødeligheden. For nok er både dværge og hobbitter også dødelige, men det er mennesket, der bestandig sørger over sit jordelivs flygtighed. Faktisk er netop dette selve grundsubstansen i fortællingerne fra den anden tidsalder i Tolkiens univers. I appendikset til Silmarillion findes historien Akallabêth, der handler om menneskeriget Númenors undergang. Her skriver Tolkien om disse mennesker:

“Som årene gik, stod deres hu end stærkere til vesten, og Númenóreanerne begyndte at hungre efter den udødelige stad, de så i det fjerne, og ønsket om evigt liv og flugt fra døden og alle gode tings endeligt, voksede sig stærkere i dem. Og desto stærkere og herligere riget blev, desto mere urolige blev de selv.” (Tolkien 1977, 263)

Hele den anden tidsalders konflikt er opsummeret i ovenstående citat. Jo mere magt og herlighed menneskene får, jo større vokser deres misundelse over elvernes udødelighed. Allersynligst udtrykkes dette tema hos halvelveren Elrond, hvis bror var halvmennesket Elros, den første konge af Númenor, som valgte at påtage sig menneskets dødelighed i modsætning til sin bror. I løbet af de 3.000 år, tidsalderen varer, følger vi således talrige af Elros’ efterkommere, der går den samme dødelige skæbne i møde, mens deres forfaders bror overlever dem alle. Hvilket drama!

Men i The Rings of Power har man valgt at placere alle de begivenheder, der altså spænder over 3.000 år, inden for en langt kortere tidsramme, så man dermed kun følger den allersidste konge af Númenor og således aldrig rigtig forstår konflikten mellem elverne og menneskene i TV-serien. Det er vist bare noget med menneskenes griskhed og herskesyge. Men dette karaktertræk findes jo i serien også hos elverne og dværgene, så det er svært at blive klog på, hvad universets dybe konflikt egentlig består i, når det hele bare flyder sammen. I sit forsøg på at menneskeliggøre alt i Midgård affortryller Amazon Tolkiens univers og gør fantasien magtesløs.

Er der en vej frem for Amazon?

Jeg er bange for, at Amazons TV-serie er et kuldsejlet projekt mht. tolkiensk troværdighed. Herfra kan der næppe bjærges en betydelig rest af Tolkiens ånd, men det skyldes ikke, at den tager sig friheder ift. det boglige forlæg. Det måtte den jo gøre for overhovedet at blive til. Peter Jacksons trilogi tager sig faktisk også en stribe friheder, på trods af at historien i Ringenes Herre og Hobbitten er langt mere stringent og på sin vis også mere enkel at overføre fra bog til film. Man kan naturligvis også diskutere, hvor godt det lykkes i filmatiseringen af Hobbitten.

Den afgørende forskel er blot, at man hos Jackson fornemmer en dyb forståelse for og kærlighed til selve ånden i Tolkiens univers. Det er, som om Jackson kun sjældent taber Tolkien af syne i sine filmatiseringer. Den fornemmelse har man ikke i The Rings of Power, hvor man tværtimod skal spejde længe efter Tolkien.

I sidste ende er det derfor, at vi Tolkien-fans ikke kan lide The Rings of Power. 

Det er faktisk ikke orkpoesien — isoleret i hvert fald. Det handler grundlæggende om, at serien, der bygger på Tolkiens livsværk, ikke har særligt meget med Tolkien at gøre.