En ny database samler tusindvis af navne på præster og kirkelige medarbejdere anklaget for overgreb. Projektet udfylder et åbenlyst hul, men rejser også spørgsmål om ansvarlighed.
Hvad er historien?
En gruppe amerikanske overgrebsofre har startet hjemmesiden ’ProtestantAccountability.org’, der samler offentligt tilgængelige oplysninger om personer, der er blevet anklaget for seksuelle overgreb i protestantiske kirker – eller for at have dækket over dem.
Databasen rummede mere end 2.700 navne ved lanceringen den 19. august i år. Siden er den vokset yderligere og indeholder i skrivende stund knap 2.850 personer fra blandt andet baptistiske, metodistiske, presbyterianske, karismatiske og ikke-konfessionelle kirker.
Bag initiativet står blandt andre Chellee Taylor, der selv har fortalt om seksuelle overgreb begået af en baptistpræst. Sammen med en gruppe på et dusin frivillige, der alle selv har været ofre for kirkelige overgreb, har hun brugt de seneste år på at samle databasen.
Her kan man søge på navn, kirkesamfund, stilling og geografisk placering og finde links til eksempelvis retssager, anklageskrifter og avisartikler.
Databasen foretager ikke selv undersøgelser og afgør heller ikke, om personer er skyldige. Den samler allerede offentligt tilgængelige oplysninger om personer, der eksempelvis er dømt, har erkendt overgreb, er blevet suspenderet, afsat eller er blevet offentligt anklaget.
Efter oprettelsen har de været nødt til at lukke og åbne for “submissions”, fordi de ikke kunne følge med.
Og ja, der er også et par danske præster derinde.
Hvorfor er det vigtigt?
Den amerikanske organisation ’BishopAccountability.org’ har i mere end 20 år opbygget en database med mere end 7.000 detaljerede profiler af katolske gejstlige, der offentligt er blevet anklaget for seksuelle overgreb mod børn. Og det er ret tydeligt, at det er her, inspirationen til den protestantiske database kommer fra.
Men databasen er også vokset ud af en mere konkret udfordring.
I 2022 eksploderede en årelang overgrebssag i Southern Baptist Convention, USA’s største protestantiske kirkesamfund. En uafhængig undersøgelse konkluderede, at ledende medarbejdere gennem årtier havde ignoreret eller modarbejdet ofre, der forsøgte at råbe organisationen op.
Samtidig viste det sig, at SBC-ledelsen internt havde ført en hidtil hemmelig liste over 703 personer anklaget for eller dømt for seksuelle overgreb, selv om man offentligt havde hævdet, at kirkesamfundets decentraliserede struktur gjorde en sådan database umulig. På bagkant af rapporten lovede SBC at oprette en offentlig database, Ministry Check.
Det amerikanske justitsministerium åbnede i kølvandet på rapporten en sag, som blev lukket i marts 2025 uden nogen sigtelser mod kirkesamfundet (bortset fra en enkelt sag mod en ansat ved et seminarium, der var blevet taget i at lyve over for føderale agenter). Kort efter, at sagen var blevet lukket, opgav SBC også Ministry Check-projektet.
En stor del af kræfterne bag ProtestantAccountability.org har — ligesom frontpersonen Chellee Taylor — rødder i SBC.
Hvad betyder det?
Databasen er et forsøg på at modvirke et strukturelt problem, som har fået navnet church hopping; at personer efter en sag eller fyring dukker op i en ny kirke og kan starte forfra uden konsekvenser.
Qua de løse strukturer i en stor del af de protestantiske kirker i USA kan en præst let bevæge sig mellem stater, selvstændige menigheder, kirkesamfund og organisationer, der ikke deler oplysninger med hinanden. Det kan gøre det vanskeligt for en menighed i Texas at vide, om en potentiel ny ungdomspræst tidligere har været involveret i en sag i eksempelvis Florida.
Samtidig er der også en udfordring i at etablere en art offentlig straffeattest, hvor der hverken findes klart definerede regler for ’forældelsesfrist’ eller hvilke ’forbrydelser’, der kan sikre dig en plads i krænkelsesregisteret.
Philip Yancey, der ’kun’ har haft en affære, står side om side med børnemishandlere og voldtægtsforbrydere. Det samme gælder Matt Chandler, der i 2022 blev anklaget for at skrive lidt vel mange beskeder, der hverken var romantiske eller seksuelle, med en kvinde, der ikke er hans kone. Det er måske kritisabel adfærd, men det virker ikke helt rimeligt, at han skal fremgå i samme kartotek som Josh Duggar (ringer det navn ikke en klokke, kan jeg anbefale Amazon-dokumentaren ’Shiny Happy People’), der er idømt 12 års fængsel for besiddelse af børneporno.
Men det er svært ikke at sympatisere med anliggendet, og det er også svært ikke at mærke afmagten i databasens tilblivelse. Et projekt som dette kan være et godt og nødvendigt redskab i mødet med både konkrete logistiske udfordringer og kirkesamfund, der ikke gør nok for at undgå disse sager.
En offentlig database er dog ikke et uproblematisk værktøj. Vi risikerer at gøre en lille gruppe af 12 frivillige til både dommer og bøddel i et arbitrært retssystem uden strafferammer og forældelsesfrister — det virker ikke helt til, at de har været bevidste om, hvilken gabestok de har sat i verden.
Ved et lille tilfælde af skæbneironi kan man derfor stille Juvenals berømte spørgsmål om/til alle parter i denne historie: Quis custodiet ipsos custodes?
Hvem vogter vogterne?
