Pludselig stod de der i mængden og smilede til mig. Smukke. Dejlige. Blandt alverdens importerede frugter og de sædvanlige grøntsager i supermarkedet. Med Dannebrog vajende på de grå papbakker. Ingen plastik. Jeg vidste uden tøven, at dem måtte jeg eje og nyde. Koste, hvad det ville. Danske jordbær. Det røde guld, der bebuder sommeren, overrasker smagsløgene, farver mundvigen og gør min søns hvide t-shirt rødprikket.

Jeg læser en artikel på DR, der netop omhandler denne sommergave. En kok raser over, hvordan nogle danskere besudler det danske jordbærs eksistens ved at købe importerede, umodne, plastikindpakkede bær fra Syden.

Jeg får lyst til at råbe “preach it”, da jeg kort efter sætter tænderne i et af mine nyindkøbte bær.

Samtidig føler jeg mig afsløret. Hvordan har jeg tilladt mig at købe netop de dårlige kopier i vintermånederne, når jeg kender den ægte vare? Jordbær fra Spanien og Marokko, der ikke er friske og modne, fordi de skal transporteres, så jeg kan forsynes hele året. Smagsløse og altid en skuffelse, fordi de minder én om den ægte vare.

Og så er de overhovedet ikke billige.

Som jeg sidder med det rødglødende danske bær, af naturen unikt formet, mellem mine fingre, sværger jeg, at jeg den kommende vinter vil spare pengene op. Undlade at købe dårlige kopier og gemme pengene, så jeg næste sommer kan købe endnu flere sommerbakker. En bærkonto. Behovsudsætte, fordi jeg ved, at det virkelig kun er den ægte, lokalt eller nationalt producerede vare, der smagsmæssigt og æstetisk ikke vil skuffe.

Måske skulle man ligefrem sælge ud og købe en mark, fordi man ved, hvor skatten er gemt. Blive jordbærmarksejer og følge med i, hvordan det, der lander i den gode jord, plantes og gødes under de bedste forhold og også skaber de bedste frugter. Sommerjordbær ad libitum som en jordisk juniskat. Alternativt kunne jeg selvfølgelig bare få mig en have og købe et par planter.

Men jeg har en bekendelse.

Jeg har et bærkompleks, fordi jeg er typen, der tænker, at jeg skal spare på det gode. Nogle gange er det et godt princip, men når det kommer til bær, opdager jeg altid, at jeg forpasser min chance. Forventningsfuldt finder jeg rådne og bløde jordbær i bakkerne, fordi jeg ville strække dem ud over mange dage, og skuffet må jeg bebrejde mig selv, fordi jeg bare skulle have nydt dem, mens de var der. Ikke holdt igen, men ødslet og takket Gud for den lille, unikke, velsmagende gave, som er flygtig som sommeren. En gave, som jeg kan dele med andre jordbærelskere, så vi sammen kan bekræfte, at “der altså er intet som friske danske jordbær”. 

Målet for dagen må være at fråse i en bakke, mens jeg ammer min nyfødte. Og smile lidt af, at det engang hed sig, at man ikke måtte spise jordbær, når man ammer.

Så for at opsummere spiser jeg danske jordbær for tiden og oplever, at tiden møder mig med et par jordbærprincipper, som jeg ønsker at tage med mig ind i juli og måske videre ind i resten af året. 

Første princip: at være tålmodig og turde vente på det, som jeg ved, er virkelig godt. Det, som modnes langsomt, og som derfor møder mig med en særlig sødme og ægthed. Og for at vende tilbage til jordbær: turde gemme og spare op for at købe skatten, når juni igen byder sig. 

Og andet princip: at ødsle med det gode, når muligheden byder sig. Så jeg ikke pludselig må opdage, at jeg forpassede en chance, gik glip af en gave til mig selv og en mulighed for at byde andre på noget godt.

Hvem ved, måske principperne vil mig lidt mere end blot at sætte retningen for mit jordbærforbrug. 

Der er i hvert fald lidt at tygge på for både hjerte og mund.