Lørdag den 4. juli ruller 184 af verdens bedste cykelryttere ud i Barcelonas gader som indledningen på den 113. udgave af cykelsportens uden sammenligning største løb og en af verdens største sportsbegivenheder, Tour de France.

Mine første små minder med cykelsporten er fra 2007, hvor Michael Rasmussen af sit hold blev smidt ud Touren, mens han bar den gule trøje. I årene efter tog min farfar mig et par gange med ind til Vejle for at se kongeetapen i Post Danmark Rundt, og i 2010 var jeg ved at forstå, hvad det egentlig var for en sport, da vores alles darling, den næsten danske Andy Schleck, duellerede i tågen på toppen af Col du Tourmalet mod den langt mere elegante Alberto Contador. Men ligesom Michael Agerbo Mørch har EM i 1996 og VM i 1998 som sine arketypiske slutrunder, er det for mig Tour de France 2011, som er den definerende Tour.

Det var det år, hvor Schleck-brødrene og Cancellara havde forrådt Bjarne Riis’ hold og var taget til Luxembourg, og hvor Riis havde svaret igen ved at hente Contador til sit hold. Det var for mig helt perfekt timing, for samme år havde Fernando Torres forladt Liverpool til fordel for Chelsea og efterladt et hul i min barnesjæl til en ny elegant spansk sportshelt, som jeg kunne beundre.

Men i stedet for den duel blev Touren domineret af den franske lykkeridder Thomas Voecklers 10 dage i den gule trøje og Schlecks 62 kilometer lange soloridt mod toppen af Col du Galibier, men de blev alle overgået af den australske slider Cadel Evans, som i sin karrieres efterår trådte frem fra skyggerne og stod øverst på podiet i Paris.

Tilbage stod jeg med en uendeligt dyb fascination af cykelsporten, og midt i cykelsporten står altså Tour de France, som er sportens ultimative omdrejningspunkt, nordstjerne og hvad man ellers kan finde på af metaforer. Man plejer at sige, at mellem 80 og 90 procent af et cykelholds — og dermed dets sponsorers — eksponering sker under Touren. De fleste andre sportsgrene har en eller et par atleter, som på en måde bliver større end selve sporten, men i cykelsporten er det Tour de France, der er større end sporten. 

Derfor vil jeg gribe denne essayistiske optakt til årets Tour de France an ved at spole tiden helt tilbage til 1903, og så også fordi de tematikker, der gjorde sig gældende dengang, er de samme i dag. Bare rolig, det bliver ikke den slaviske gennemgang af Tour-historien, men vi tager lige en overflyvning, for selvom både Jonas Vingegaard og især Tadej Pogacar er blandt cykelsportens største ryttere nogensinde, er der ingen større stjerne end selve løbet Tour de France. 

L’auto og Henri Desgrange

De fleste af cykelsportens ældste og største løbs historier begynder med en avis, som gerne ville promovere sig selv og derfor arrangerede sportsbegivenheder, som man jo så selv kunne skrive om. I slutningen af 1800-tallets Frankrig var Le Vélo den største sportsavis med opfindelsen af Paris-Roubaix i 1896 som dens mest prominente bidrag til nutidens sport, men med 1900-tallets ankomst fik den en konkurrent i form af den nystartede avis L’Auto. 

Her fik Henri Desgrange, som i 1893 havde bevist sin sans for sportsbegivenheder ved at opfinde og sætte den første timerekord, lov at besidde chefredaktørposten. Rekorden er stadig i dag en meget prestigefyldt rekord i sporten. L’Auto måtte dog de første år sande, at Le Vélo var en formidabel konkurrent i avisbranchen, og der skulle snart ske noget markant for avisens overlevelse. Historien lyder, at idéen opstod på en parisisk frokostrestaurant, hvor en af avisens journalister, Géo Lefévre, præsenterede sin vision for en helt ny type cykelløb. Indtil nu var der kun kørt endagsløb på landevejen, men Lefévre havde fået idéen til etapeløbet fra banecyklingens seksdagesløb, hvor man både kæmpede for sejren på dagen, men hvor man også kæmpede i et samlet klassement om at gennemføre hele ruten hurtigst. 

Ambitionen var enorm: Det her skulle være et Tour de France, som kunne samle hele nationen, og som — endnu vigtigere — kunne sælge en masse udgaver af L’Auto. Den umiddelbart skeptiske Desgrange lod sig efter lidt diskussion overbevise af idéen, og da han præsenterede den for avisdirektøren — som sin egen idé  — var alle solgt på, at det her kunne blive rigtig stort.

Og stort blev det. 

Le Tour de France

Den 1. juli 1903 stod 60 ryttere klar i det sydøstlige Paris, hvorfra de begav sig ud på de seks etaper, som gik fra Paris til Lyon til Marseille til Toulouse til Bordeaux til Nantes og så tilbage til Paris. Mellem de i gennemsnit 404 kilometer lange etaper blev rytterne benådet med to-tre hviledage, så hele spektaklet udspillede sig over 19 dage. De deltagende ryttere, som primært var amatører, fik dækket omkostninger svarende til en dagsløn som fabriksarbejder, mens præmiepengene for den samlede sejr svarede til flere årslønninger for en fabriksarbejder. 

Den første etape på 475 kilometer fra Paris til Lyon blev vundet på 17 timer og 45 minutter af den 32-årige Maurice Garin, som oprindeligt havde været skorstensfejer, men i løbet af sine 20’ere blev en af den voksende cykelsports største ryttere og derfor også professionel. Garin holdt føringen og vandt også de to sidste etaper, og dermed kunne han lade sig hylde af de 20.000 fremmødte tilskuere på cykelbanen på Parc des Princes som vinderen af det første Tour de France med en tid på 94 timer og en margin på helt vilde 2 timer og 59 minutter ned til Lucien Pothier på 2. pladsen. Blot 21 af de startende ryttere fomåede at gennemføre løbet.

Allerede fra den første udgave var Tour de France en helt enorm succes for L’Auto. Oplaget før Touren var 20.000, og udgaven på dagen for den sidste etape var på 130.000, og måske som den største sejr måtte den konkurrende avis Le Vélo dreje nøglen om, inden L’Auto kunne nå at gentage Tour de France i 1904. 

Le sabotage

Og selvfølgelig skulle Tour de France gentages, men det var tæt på, at 1904-udgaven også blev den sidste udgave, fordi løbet havde antændt en sådan opmærksomhed og lidenskab hos det franske folk og blandt feltets rytter, at Henri Desgrange mistede grebet om løbet. 

Det ligger i cykelsportens dragende natur, at det køres på offentlige veje, og at du som beskuer og beundrer helt gratis kan komme ud og se dine helte. I 1904 medførte den adgang en ustyrlig sabotage blandt tilskuerne, som ville gøre alt i deres magt for, at lige præcis deres helt kom til at vinde løbet. 

Maurice Garin var naturligvis vendt tilbage for igen at besidde Tour-tronen, men hen over Tourens første bjergpas, Col de la République, stod fans af den lokale helt, Antoine Faure, klar med biler og knive for at forhindre Garin i at fortsætte sin færd. Garin selv kom uskadt igennem, men italieneren Giovanni Gerbi måtte udgå med brækkede fingre. 

I dagene efter måtte politiet flere gange fyre advarselsskud med revolvere for at kunne passere gennem folkemængderne, og en helt absurd mængde søm og nåle blev kastet ud på vejene i forsøg på at sabotere sine heltes modstandere.

Snyderiet

Rytterne selv var dog heller ikke ligefrem uskyldige englebørn. Lige så længe cykelsporten har eksisteret, har snyderi været et evigt tilstedeværende tema, og det var det også før, man begyndte at regulere, hvad man må putte i kroppen. Man kan jævnligt høre fans af cykelsporten kritisere fodboldspillere for at ligge og ømme sig over den mindste berøring, mens det ikke er en sjældenhed, at ryttere gennemfører flere ugers etapeløb med brækkede knogler, men det er i mine øjne slet ikke en fair sammenligning, for en cykelrytter har ingenting at vinde ved at ømme sig efter et styrt. 

Nej, cykelryttere er lige så nøjeregnende og regelbøjende som enhver anden atlet, det kommer bare til udtryk på andre måder, og Tour de France 1904 bestod af en perlerække af snyderier, som sportens historikere stadig ikke kan finde hoved og hale i. Fordi løbet i sin natur udspiller sig over et enormt område og mange timer uden kameraer, forsøgte rytterne at hoppe ind i biler, tage toget, modtage mad, når de ikke måtte, skubbe de andre i grøften, og hvad man ellers kan finde på i et anarkistisk festfyrværkeri af snyderi.

I Paris var det igen Maurice Garin, der havde vundet, men en efterforskning af løbets begivenheder blev igangsat, og fem måneder senere i december blev hele top 4 diskvalificeret, og sejren gik til den blot 19-årige Henri Cornet, som endda undervejs havde fået en advarsel for at have fået et lift i en bil.

Efter 1904-fadæsen var Henri Desgrange lige ved at kaste håndklædet i ringen, men allerede nu var løbet større end både dens aktører og arrangører, så selvfølgelig måtte man fortsætte. Siden er løbet kun blevet afbrudt af to verdenskrige. Sporten har, ligesom i de græske olympiske lege, altid handlet om noget så simpelt som helte, hæder og ære, og i cykelsporten hylder man sine mestre med trøjer. 

Over de næste 30 år stod Henri Desgrange i spidsen for at konsolidere Tourens rolle i den franske offentlighedrolle og som cykelsportens konge, før han i 1936 overlod direktørposten til Jacques Goddet. Desgrange var helt til sin død nærmest besat af, at hans Tour de France skulle være den ultimative test af individets udholdenhed, hvor det var mand og maskine mod konkurrenterne og terrænet uden udefrakommende hjælp. Derfor var han indædt modstander mod de hold og den organisering, som allerede var i gang.

Udfordringen for Desgrange var, at han var oppe imod selve cykelsportens natur. 

Cykelsportens naturkræfter

Noget af det, der fascinerer mig mest ved cykelsporten, er, at den er så simpel og på en måde så organisk, at dens udvikling har givet sig selv, da først cyklen blev opfundet. For i sportens kerne ligger ikke et sæt opfundne regler, nej, det er naturens kræfter og love, som er cykelsportens natur. Siden de første begyndte at køre om kap på cykel, har det handlet om at være bedst til at navigere og overkomme tyngdekraften og vindmodstanden med de kræfter, man nu engang har, og præcis det samme gør sig gældende de næste tre uger i Frankrig. 

Forholdet mellem tyngdekraften og vindmodstanden er en slags spektrum, hvor de jo hele tiden er i spil på cyklen, men det er ruten og terrænet, som dikterer, hvad der i øjeblikket er afgørende. Enhver rytter ville kunne placere sig selv et sted på spektret, hvor det er mest til deres fordel. 

Vindmodstanden er i cykelsporten tilfældighedens, timingens og snildens naturkraft, som kan give nogle fantastiske finaler. 

Et fremragende eksempel er de sidste 20 kilometer af det Danmarksmesterskab, der blev kørt i søndags ude på den – selv for danske standarder – meget flade rute. Ingen i eller uden for feltet er eller var i tvivl om, at Mads Pedersen var feltets stærkeste og bedste rytter, men fordi man sparer så mange kræfter på at ligge i en slipstrøm, skaber det en elastisk effekt, der gør det tæt på umuligt bare at køre væk fra de andre. Det handler om at time sine indgreb, så man enten får elastikken til at sprænge bag sig og dermed ikke deler rundhåndet ud af sine kræfter, eller om at vente til allersidst og spurte de sidste 10-15 sekunder. Hvis altså gruppen er forblevet samlet.

På den anden side er tyngdekraften en mere brutal og afslørende naturkraft. Man kan selv i meget høj fart gemme sig i et felt, der ruller af sted på flad vej, men i bjergene bliver styrkeforholdet åbenbaret. Her handler det mere end noget andet om udholdenhed og om fysisk effektivitet, og det er i bjergene, det bliver afgjort, hvem der kan stille sig øverst på podiet i Paris. Med forbehold for uheld og sådan noget, er vinderen af Tour de France den, der kan træde hårdest i pedalerne i lang tid i forhold til sin kropsvægt. Så simpelt er det egentlig, og alligevel er det så fascinerende at kigge på, fordi det er så ærligt.

Tilbage til Desgranges modstand mod hjælperyttere. Hjælperytterens rolle er ikke opfundet, den er en uundgåelighed. Når enkelte ryttere skiller sig ud som de stærkeste og bedste, er det dem, der samtidig får mest hæder og dermed flest penge fra præmier og sponsorer. Men selv de bedste er underlagt naturkræfternes magt og har gavn af hjælp, og derfor giver det en helt naturlig udvikling, at de betaler de mindre gode for hjælp til at navigere sportens naturkræfter.

Med titlen på Jørgen Leths film om Giro d’Italia 1973 betyder det for stjernerne en tilværelse med en evigt egoistisk jagt på ære til sig selv, og for vandbærerne kræver det en selvopofrende hengivelse til, at stjernens talent skal have ære, i tillid til, at det samtidig drypper på den tjenende degn. Det er en fascinerende skæbne, som der i øvrigt er skrevet mangt og meget om. 

123 år

Så når de 184 ryttere ruller ud i Barcelonas gader, ikke som enkeltryttere, men fordelt på 23 hold, er det blot en formalisering og en organisering af en udvikling, som har været på vej, siden før de første Tour-ryttere trillede ud fra Paris for 123 år siden. Og samtidig træder de ind i en lang historie som aktører i et løb, som er en større stjerne, end selv de bedste af dem nogensinde selv bliver.

Og så lige her til sidst et par anbefalinger herfra. Hvis du er ude efter den nøgternt analytiske optakt til Touren, er der i mine øjne ingen over og ingen ved siden af TV2 Sports næsten sygeligt grundige Emil Axelgaard. Og nu vi er ved ekspertanbefalingerne: Bare se løbet på TV2, lyt mest på Lars Bak for anekdoterne og på de andre for analyserne, og glid let forbi enhver overskrift, hvor Michael Rasmussen og Bjarne Riis udtaler sig. Derudover, se Jørgen Leths film og læs bogen ”Gruppetto”, som udkom her i foråret og er skrevet af Mads Pedersens hjælperytter Mathias Norsgaard.

Og lidt skamløs selvreklame: Jeg har fået lov til at skrive to artikler, først denne om cykelsportens natur og Tourens historie og så på en af hviledagene en artikel om Tourens store rivaliseringer. 

Så det kan du også glæde dig til.