VM-slutrunden i USA, Canada og Mexico anno 2026 er slut, og jeg mærker ambivalensen bruse i min krop.

Ordet »ambivalens« blev opfundet af psykologen Eugen Bleuler i 1910. Det er sammensat af præfikset »ambi«, der betyder »på begge sider«, og en afledning af det latinske verbum »valere«, som betyder »at gælde«.

Til den ene side gælder det, at slutrunden knækkede over i to umage dele. Den første store del var kendetegnet ved for mange kedelige og uinteressante kampe og en indledende fase, der bare blev ved og ved. Ikke fordi de små og mellemstore fodboldnationer ikke havde niveauet til at være med – det havde de faktisk i overraskende høj grad – men fordi det var for ufarligt at bringe noget i spil, når nærmest alle hold gik videre fra gruppespillet.

Den anden del af turneringen var til gengæld for begivenhedsløs i al sin febrilske knockoutstemning. Alt for mange kampe gik i forlænget spilletid eller blev afgjort i nogle få hektiske momenter. Fodbolden havde en tendens til at blive kedeligst, når det brændte mest på.

Til den anden side gælder det, at VM-slutrunden havde nerve og holdt momentum gennem en alt for lang turnering. De bedste hold blev ved med at spille sig videre, og udskilningen fulgte en retfærdighed, der ellers sjældent findes i sport. De bedste spillere brillerede mest, og fodboldens evige vekslen mellem stilstand og sprint fandt sin afstemte melodi ved slutrunden.

Alt i alt sidder jeg egentlig overmæt tilbage efter slutrunden. Det hele har været lidt for langt og lidt for meget, men alligevel vil det ikke slippe mig, at min kritiske sans over for denne målrige slutrunde virker forkælet. Deraf den milde ambivalens.

Norsk hestehale

I en tidligere artikel skrev jeg min personlige VM-historie fra 1998 til 2022 gennem udvalgte frisurer og en enkelt arabisk guldkåbe. Venlige læsere har siden afkrævet mig et bud på, hvilken frisure der inkarnerer denne slutrunde.

Der har været mange nøglespillere med store og konsistente præstationer, men frisuren i bestemt ental kan jo kun være Erling Haalands mislykkede undercut og hestehale. Haaland blev om nogen slutrundens epigrammatiske ikon, nu elsket i hele verden for sine enorme læbers skæve smil og sin kynisme foran buret.

De to mål mod Brasilien i ottendedelsfinalen inkarnerer en endeløs sommer for vores norske brødre og eksemplificerer, hvordan et boldspil som intet andet kan forene et folk. Norge, der vinder så uendeligt mange medaljer i mange forskellige sportsgrene, skulle charme sig gennem en VM-slutrunde for at få sin forløsende folkefest.

Det blev undervejs diskuteret, om Haaland bør vinde årets Ballon d’Or. Det er en absurd diskussion. Haaland var god, en klinisk og kampafgørende skarpretter, men jo slet ikke Norges bedste spiller. Det var kaptajnen Martin Ødegaard, der nok var lidt klemt i den første kamp mod Irak, men som ikke så sig tilbage siden.

Hvor mange midtbanespillere virkede tyngede af varmen og generelt foretog få højintense løb (fraregnet duracellkaninen Elliot Anderson) moste Ødegaard konsekvent på. Som næsten ingen andre (fraregnet the GOAT, Leo Messi) vender Ødegaard spillet fremad på banen med sine skærende pasninger, der destabiliserer så mange forsvar. Han har en vision i sit spil, som jeg kun har set hos Bruno Fernandes på hans bedste dage for Manchester United.

Eller det passer ikke. For den samme evne viste Michael Olise for Frankrig i flere kampe, og han bærer endda en cool variant af Haalands uelegante hårpragt. Olise har ligesom superstjernen Kylian Mbappé en dårlig tendens til at sætte for meget fart på sine driblinger uden at screene banen for spilmuligheder, hvilket i flere kampe gav unødvendigt mange boldtab i opspillet.

Mbappé scorer bare så mange mål, at kritikken automatisk forstummer, og Olise har så mange brillante momenter i løbet af en kamp, at alt tilgives. Men hvis Frankrig skal blive verdensmestre under Zinedine Zidanes kommende ledelse, skal de begge sortere de unoder fra i deres boldomgang.

Miscellaneous

Jeg har et par blandede bolsjer her til sidst, som kan være artiklens egen ulidelige overtid.

1) Jeg har ikke helt overblikket, men det virker, som om 4-2-3-1-opstillingen igen er den foretrukne opstilling for mange trænere. Det er forståeligt, fordi man får en stabil bagkæde, en dynamisk midtbane og masser af kreativ energi på kanterne.

Problemet er bare, at spidsangriberen ofte står meget alene, og i kampe, hvor kantspillerne ikke lykkes med deres gennembrud, er der ikke noget supplement. Det virker underligt, at så få landshold har en plan B, når favoritopstillingen fejler. Hvorfor ikke have en 3-5-2 eller en 4-3-3 klar i baghånden, når man alligevel kan udskifte fem spillere i den ordinære spilletid?

2) De mange regelændringer var generelt til det bedre. Dommerne var nok for tøvende og hvilede for meget på VAR’s vurderinger. Men reglen om hurtig afvikling af standardsituationer var en succes og gav et bedre flow i kampene.

Hvorfor dommerne langsomt slækkede på håndhævelsen i de sidste kampe, ved jeg ikke, men der var generelt mere afbrudt spil til sidst, hvilket ikke gjorde noget godt for underholdningen.

3) Til gengæld bør man ændre minuttællingen omkring de to commercial breaks, hvis den gimmick skal fortsætte. Tiden bør simpelthen blive stoppet, som den bliver ved timeouts i håndbold. Der var for mange kampe, hvor spillerne lod sig hæmme af den tillagte tid.

4) Jeg hørte Mads Junker lege med ideen om, at man skal ændre den forlængede spilletid, så man ligesom i ishockey tager en mand ud af spillet i håb om at få kampen afgjort i åbent spil. Jeg synes, det er en interessant idé, for de mange langgabere i den forlængede spilletid med kvæstede spillere viste ikke fodbolden frem på en god måde.

Al dente

Italienerne var ikke med ved VM, men til gengæld ved de, at man skal koge pasta al dente – til tanden. Den må hverken koge for meget eller for lidt, for pastaen skal hverken være hård eller sjasket.

VM 2026 blev kogt lidt for længe, men bevarede sit bid på grund af de store spilleres individuelle evner. Og så endte kollektivet alligevel med at vinde.

For den mest skuffende spiller ved VM var vel Spaniens eneste fuldtonede individualist, Lamine Yamal, der næsten ikke lykkedes med noget. Det blev symptomatisk udstillet i kampen mod Portugal, hvor PSG-backen Nuno Mendes lukkede ham helt ned.

Spanien var bare komplet som hold og fandt konstant løsninger på de problemer, som holdene i slutspillet stillede dem over for. Østrig, Belgien og Frankrig var reelt chanceløse mod den iberiske maskine.

Der er mange ting ved en VM-slutrunde, man ikke savner. Men nu, hvor Superligaen ruller igen, og vi skal vænne os til et mere adstadigt fodboldtempo, er det godt at minde sig selv om det privilegium, det er at have set Rodri, Kane, Mbappé, Messi, Ødegaard, Olise og Olmo rulle sig ud på den allerstørste scene, så ambivalensens negative side ikke får lov til at stjæle hele erindringsbilledet.