Ved gudstjenesten i de fleste menigheder i Oasebevægelsen er personlig forbøn en mulighed efter prædikenen i forbindelse med nadveren. Pinsedag var jeg med til at bede for mennesker. Det foregik roligt og afslappet.

Nogle bad om forbøn for sygdom. Andre var ramt i nære relationer. Nogle mærkede, at Gud kaldte på dem. Der var ingen ophidset stemning. Det var enkelt, sårbart og hverdagsnært.

Efter gudstjenesten tænkte jeg over beretningen om Gud, der møder Elias i en stille susen. Karismatisk kristendom betyder for mig livsnære møder med Guds kærlighed og kraft i vores almindelige hverdagsliv.

Med Grundtvigs ord: Det ånder himmelsk over støvet.

I den pågående debat om karismatisk kristendom, som kirkeredaktøren på Kristeligt Dagblad startede, kommer karismatikken til at fremstå som noget fremmed for luthersk kirkeliv. Noget følelsesdrevet, overophedet eller teologisk usundt.

Måske ikke så overraskende for en generalsekretær i Dansk Oase vil jeg sige det modsatte:

Hvis den lutherske kirke placerer sig i modsætning til karismatisk kristendom, risikerer den at svigte mennesker. Alternativet til usund karismatik er ikke fraværet af karismatik. Det er sund karismatik.

Og når Morten Birkmose i sin artikel  her på Semper så frimodigt efterspørger hjælp og vejledning i sund og reflekteret karismatik fra os, så skal han da også få den.

Pinse på ny

Ved indgangen til det 20. århundrede var Leo XIII pave. Han var optaget af både den åndelige og den sociale nød, der var vokset frem i Europas byer med industrialiseringen. Hans rundskrivelse Rerum Novarum satte stærkt præg på katolsk sociallære. Mindre kendt er hans optagethed af Helligånden, som senere fandt udtryk i rundskrivelsen om Helligåndens nærvær og gaver, Divinum Illud Munus.

Inspirationen kom ikke mindst fra en søsterorden under ledelse af søster Elena, som i flere år havde bedt denne bøn: “Fader, i Jesu navn, send din Ånd og forny verden.”

Søster Elena skrev over en årrække breve til Leo XIII, hvor hun opfordrede ham til at kalde kirken tilbage til “ovensalen” — til et sind af forventningsfuld bøn, ligesom hos apostlene og discipelskaren før pinse. Paven tog hende alvorligt. Inspireret af Elenas breve genindførte han Pinse Novene: ni dage med bøn om Helligåndens fornyelse hvert år mellem Kristi himmelfartsdag og pinsedag.

Ved nytårsmessen i 1901 påkaldte Leo XIII Helligånden med hymnen Veni Creator Spiritus — Kom, Skaber Ånd — og dedikerede det nye århundrede til Helligåndens fornyelse.

Mens verden stod på tærsklen til det 20. århundrede, skulle søster Elenas fokus på Helligånden sprede sig langt ud over hendes lille søsterordens mure. På samme tid havde en gruppe unge bibelskoleelever i Topeka, Kansas, været samlet om faste og bøn. Nytårsdag 1901 oplevede de en udgydelse af Helligånden og begyndte at tale i tunger. Det spredte sig gennem bøn og håndspålæggelse til flere elever på skolen.

En af eleverne, William J. Seymour, bragte i 1906 vækkelsen til Azusa Street i Los Angeles, hvorfra den som en Åndens brand spredte sig og blev begyndelsen på den moderne pinsebevægelse.

Uden karismatisk kristendom er det vanskeligt at forestille sig den enorme kirkevækst i det globale syd, som i dag udgør majoriteten af verdens kristne.

Karismatisk kristendom er ikke ét kirkesamfund

Når jeg begynder med vidt forskellige begivenheder, der indtraf omtrent samtidig, er det, fordi jeg i spændet fra den katolske kirkes helligåndsfornyelse til den protestantiske pinsebevægelse ser nogle centrale træk ved den karismatiske kristendoms dna.

Karismatisk kristendom tilhører ikke et bestemt kirkesamfund. Den findes i katolsk, ortodoks, anglikansk, luthersk, reformert og frikirkelig sammenhæng. Den er økumenisk på den måde, at vi har vidnesbyrd om de samme erfaringer af Helligåndens fylde og nådegaver i vidt forskellige kontekster og konfessioner.

Det anslås, at der globalt er næsten 700 millioner kristne, der identificerer sig med karismatisk kristendom, hvoraf omkring halvdelen er medlemmer af de traditionelle kirkesamfund. Det betyder, at et teologisk kvalificeret arbejde med karismatisk kristendom ikke kan begrænses til forskelle mellem konfessioner. Karismatisk kristendom må forstås som en kristen strømning, der udvikler sig teologisk forskelligt i samspil med kirkelig tradition og kontekst.

Derfor må spørgsmålet i en luthersk sammenhæng ikke være, om karismatisk kristendom i sig selv er fremmed for os. Spørgsmålet må være, hvordan vi prøver, former og forankrer karismatiske erfaringer i evangeliet, sakramenterne, menigheden og korsets teologi.

Og hvad indeholder denne karismatiske dna så? Her er tre hovedtråde:

1) Erfaringen må tolkes teologisk

Karismatisk kristendom er erfaringsorienteret. Men det betyder ikke, at erfaringen står alene eller bliver sin egen autoritet.

Hvor 1800-tallets liberalteologi havde fokus på den almene religiøse følelse, tolker karismatikken den religiøse erfaring pneumatologisk og giver den en retning, hvor fokus flyttes fra det enkelte individ til Helligånden. Religiøse erfaringer må i teologisk forstand være forankret i, hvad Helligånden siger og gør, og menneskers respons på dette er altid sekundært og afledt af Åndens gerning som det primære.

Ånden er talsmanden, der herliggør Kristus og drager på hans ord.^*Johs 14 Helligånden kommer på baggrund af Guds nåde og løfter, ikke fordi mennesker er tilstrækkeligt værdige og forberedte.

Det er afgørende at fastholde for sund karismatik.

2) Frelse for hele mennesket

Karismatisk kristendom opfatter frelsen som både social og åndelig. William J. Seymours forældre havde været slaver, og på den måde repræsenterede han en sammenhæng mellem personlig tro og social frisættelse, som ofte er kendetegnende for karismatisk kristendom — ikke mindst i det globale syd.

Guds rige er frelse for det hele menneske, ikke kun i en indre eller åndelig forstand. Med Jesu indvarsling af Guds rige er frelsen og genoprettelsen allerede nær og virksom i verden. Samtidig er den gamle, faldne verden her endnu, indtil Kristus kommer igen.

Hvis ikke Gudsrigets “allerede” holdes sammen med dets “endnu ikke”, kan karismatikken blive usund. Den kan komme til at love for meget, presse mennesker for hårdt eller gøre lidelse til et tegn på manglende tro. Men når de to perspektiver holdes sammen, kan karismatikken fastholde både forventningen om Guds indgriben og ydmygheden over for de ubesvarede spørgsmål.

3) Helligånden myndiggør hele Guds folk

Karismatisk kristendom er også myndiggørende. Ifølge evangelisten Lukas tolker Peter pinsedag som opfyldelsen af Joels profeti om, at Gud vil udgyde sin Ånd over alle mennesker. Hele samtidens værdihierarki brydes ned, da selv trælkvinder skal modtage Ånden. Det kan ikke siges tydeligere: Helligånden er for alle.

Sund karismatik virker derfor som et værn mod en kirkeforståelse, hvor tjenesten reduceres til kirken som institution og præsteembedet. Helt modsat den populære opfattelse af karismatiske lederskikkelser er karismatisk kristendom først og fremmest kendetegnet ved, at alle i menigheden kan bidrage med deres nådegaver og dermed myndiggøres som Guds folk.

Det er ikke den stærke leder, men den udrustede menighed, der er centrum. Ikke den spektakulære oplevelse, men fællesskabets opbyggelse.

Karismatisk fornyelse i luthersk kontekst

Den karismatiske kristendom satte som en fortsat vækkelse sit præg på de etablerede kirkesamfund i forskellige perioder op gennem det 20. århundrede. Det er for så vidt ikke unikt.

Også tidligere vækkelser tog form af de samfund og kulturer, hvor de spredte sig.

Brødremenigheden bragte pietismen til Danmark. I 1800-tallet slog den rod i dansk luthersk og folkekirkelig kontekst og førte til dannelsen af de danske missionsforeninger. På lignende vis opstod Oasebevægelsen som en respons på inspirationen fra den karismatiske vækkelse i en dansk luthersk og folkekirkelig kontekst.

Siden Dansk Oases stiftelse i 1989 er der sket en kirkelig udvikling, hvor nogle af den karismatiske kristendoms udtryk kan genkendes i flere kirkelige retninger, selvom disse ikke nødvendigvis identificerer sig som en del af den karismatiske bevægelse.

Det kan være lovsangens plads og nådegavernes brug i missionshuse og sognekirker. Det kan være talen om Guds nærvær i pilgrims- og retrætebevægelsen. Det kan være voksende økumenisk samarbejde om Kirkernes Folkemøde og andre arrangementer, hvor fælles bøn og spiritualitet har en større plads end tidligere.

Samtidig er Oasebevægelsen blevet mere synlig som en “kirkelig retning” i det lutherske og folkekirkelige landskab.

Dåb, tro og Åndens fortsatte fylde

Det er et fælles træk for de nordiske Oasebevægelser, at de begyndte med en åndelig fornyelse hos både præster og lægfolk i de lutherske kirker. De troede allerede på den treenige Gud, men oplevede en ny erfaring af Helligåndens person, kraft og nådegaver.

I pinsekirkerne var det et etableret synspunkt at tolke disse erfaringer teologisk som en “åndsdåb”: en anden og selvstændig modtagelse af Ånden, adskilt fra troen og dåben. Her tog man udgangspunkt i en læsning af de beretninger i Apostlenes Gerninger, hvor åndsmeddelelsen tilsyneladende sker før eller efter dåben.^*Apg 10 og 19

Til forskel herfra har den lutherske kirke fulgt den hovedlinje i kirkens tradition, der knytter dåb og åndsmeddelelse sammen, sådan som det udtrykkes i Peters tale pinsedag.^*Apg 2 Det afgørende for os er dynamikken i Helligåndens fortsatte udgydelse og fylde i den kristne menighed gennem hele Apostlenes Gerninger.

Den menighed, der døbes og modtager Ånden som gave pinsedag, fyldes på ny af Ånden igen og igen.^*Apg 2 og 4 osv.

Karismatikken er centralt placeret i Bibelens løfter om Helligånden og enhver troendes udrustning med nådegaver til menighedens opbyggelse. I Oasebevægelsen har vi forsøgt at finde en linje, hvor vi anerkender erfaringen af Helligåndens kraft og gaver som udfoldelse og tilegnelse af den åndsmeddelelse, den troende allerede har modtaget ved dåb og tro.

Ordet og sakramenterne er afgørende ydre nådemidler. Men Luther omtaler for eksempel i sin store katekismus både skriftemålet og det kristne fællesskab som nådemidler. Gud formidler i menigheden sin nåde gennem nådegavernes brug — ikke som en erstatning for sakramenterne, men som en udfoldelse af det liv i nåden under Ordet, vi som Guds børn ved dåben har fået del i.

Professor Regin Prenter udtrykte det på denne måde:

“Ordet og sakramenterne er virkemidler for den treenige Gud. Han forener sig med ord og sakramenter, idet han bruger dem som sine virkemidler. Men han låser sig ikke inde i dem. Tværtimod! Den Ånd, som med ordet og sakramenterne som virkemidler udøses over hans folk — pinseunderet på den første store pinsedag og ved hver dåb siden — indgydes i hjerterne for der at skabe troen og de frugter, troen giver, når den er virksom i kærlighedens gerninger og udholdende i håbet under korset” (…) “I dette underfulde samspil af bunden forkyndelse og sakramentforvaltning og fri lovsang og kærlighedstjeneste har ‘Guds direkte tale i dag’ sin plads. Profeti er en kærlighedstjeneste i menigheden, som er gjort mulig ved en særskilt gave givet af den Hellige Ånd.”^*L. Østnor (red.), Jeg tror på Den Hellige Ånd: Vår lutherske kirke i møte med den karismatiske utfordring. Oslo: Land og Kirke / Gyldendal.

Den sunde karismatik

I Dansk Oase forsøger vi at skelne mellem sund og usund karismatisk teologi og praksis. Vi har set eksempler på umodne og usunde tilgange til nådegavebrug og åndserfaringer, som savner bibelsk balance, og vores erfaring er, at det bedste værn mod dette er at arbejde intentionelt for at fremme en sund karismatik. Vi har nogle pejlemærker i vores vejledning “Karismatisk fornyelse og luthersk tradition” på danskoase.dk. Når jeg ser tilbage på mange års erfaring med karismatisk kristendom, træder to perspektiver særligt frem som de vigtigste:

Korset og karismatikken. Det er kendetegnende for Paulus, at han ofte omtaler erfaringer af menneskelig lidelse og afmagt sammen med erfaringer af Guds kraft. Vi har Guds herligheds skat i et lerkar. Langfredag og påskemorgen holdes sammen i den sunde karismatik, så mennesker kan holde ud at være i den.

Menigheden og hverdagen. Helt centralt er det, at karismatikken bliver forankret i en menigheds liv og menneskers hverdag som en praksis, der peger væk fra individet og mod næsten og fællesskabet. Risikoen for hyperkarismatiske svar på menneskers problemer bliver mindre, når vi er menighed sammen over længere tid og lever med de ubesvarede spørgsmål og den ydmyghed, det giver.

En sagte susen

For nylig udkom en ny befolkningsanalyse, der viser, at troen har mere plads i unge menneskers liv end tidligere. Mange mennesker uden kirkelig praksis har åndelige erfaringer, som de søger at gribe og få sprog for.

Skal vi kunne hjælpe dem, er det vigtigt, at vores menigheder har en reflekteret karismatisk praksis, der giver plads til Helligåndens nærvær og kraft i opgaven med at gøre mennesker til Jesu disciple. Det vil ofte minde om en stille susen.

Som vi læser Det Nye Testamente, er Helligåndens rolle som den, der fylder, sender og udruster kirken, afgørende i mission. Hvis den lutherske kirke placerer sig i modsætning til karismatisk kristendom, risikerer den at svigte disse mennesker med åndelige erfaringer. Nogle vil helt opgive troen. Andre vil søge mod usunde karismatiske bevægelser.

Vores erfaring er, at netop karismatisk kristendom har hjulpet os med at udfolde det almene præstedømme i menighederne og erfaringen af Kristi nærvær ved Helligånden hos den, der tror og er døbt.

Med Grundtvigs ord endnu engang: at det ånder himmelsk over støvet.

Og det får kirken brug for, hvis den skal rumme de mennesker, som har åndelige erfaringer.