Helvede har fyldt en del de senere år. Dels i forbindelse med den jævnlig tilbagevendende diskussion om fortabelse eller alles frelse. Dels i debatindlæg og portrætter, der berører den helvedesangst, nogle børn og unge har fået indprentet i forsøg på at forebygge afvigelser fra visse kirkelige bevægelsers normative forståelse af synd og moral. 

Men hvor stammer dette besynderlige ord egentlig fra? 

Det kommer jeg til om lidt.

Uden at gå ind i ovennævnte diskussioner vil jeg i det følgende snarere udfordre selve anvendelsen af ordet Helvede i en kristen bibeloversættelse. Som oversættelse er ordet nemlig ikke bare unødvendigt, men decideret meningsforstyrrende og anakronistisk. 

Ja, Helvede hører faktisk overhovedet ikke hjemme i en kristen tekst.

Bibelselskabets oversættelsesprincipper

I Bibelselskabets principper for oversættelse skitseres, hvordan oversættelse skal udfærdiges ”i spændingsfeltet mellem kildetekst, dansk sprog, tradition og anvendelse.” Det hedder i samme principprograms indledning, at den nye oversættelse (DO36) skal ”turde at gå nye veje og se ud over det velkendte”, og at den er tænkt ”som en oversættelse, der skal ramme midt i spændingsfeltet mellem det velkendte og det fornyende.” 

Ja tak.

Jeg citerer videre: ”DO36 skal være en tekstnær oversættelse i den forstand, at den afspejler kildeteksten, både hvor den er klar, og hvor den er mindre klar. Hvor teksten er mangetydig, bør tekstens åbenhed om muligt bevares i oversættelsen. Dette betyder en oversættelse, der giver sin læser et så nøjagtigt billede af de oversatte teksters indhold og form, som det er muligt, og ikke parafraserer unødigt.” 

Hold that thought.

I forhold til dansk sprog skal oversættelsen ”tilstræbe sproglig prægnans, poesi, rytme og klang i overensstemmelse med kildeteksten.”

I forhold til tradition skal den nye oversættelse ”både vise respekt for og forny denne. Derfor skal oversættelsen som udgangspunkt fastholde bredt benyttede teologiske kernebegreber med stor betydningsbærende værdi […] og lægge vægt på at bevare et rigt billedsprog.” Og Det er her Helvede kommer ind i billedet – eller rettere helst skal ud af billedet. Jeg vil gerne udfordre den idé, at ordet Helvede skulle være et bevaringsværdigt teologisk kernebegreb. Den kirkelige tradition er langt bedre tjent med at lægge vægt på at bevare kildeteksternes rige billedsprog

Sidst men ikke mindst skal oversættelsen i forhold til anvendelse ”præge det danske sprog”. 

Godt så.

Tilværelsens losseplads

Helvede forekommer tolv gange i oversættelsen fra 1992: i Matt 5,22; i Matt 5,29-30 (og den parallelle passage i Mark 9,43-47 samt et ”ekko” af Matt 5,29 i Matt 18,9); i Matt 10,28 (og den parallelle passage i Luk 12,5), samt i Matt 23,15 & 33. Derudover taler Jak 3,6 om tungen som værende ”sat i brand af Helvede”. 

I alle de nævnte tilfælde er Helvede en unødig parafrasering af stednavnet Gehenna. Det ligger langt mere lige for at behandle Gehenna som alle andre bibelske stednavne og simpelthen bare gengive  det.

Gehenna eller Hinnoms søns dal var et sted syd for Jerusalem, der ansås for ondt, fordi man fra gammel tid havde ofret børn til afguder dér (se 2 Kong 23,10; 2 Krøn 28,3 & 33,6; Jer 7,31-32 & 32,35). Da Jesus stod i Jerusalem, var Gehenna ifølge flere kilder en losseplads, hvor byens affald blev brændt eller fortæret af maddiker. Altså bogstaveligt talt et sted, hvor ilden ikke slukkes, og maddiker ikke dør (Mark 9,48). 

Det kunne Jerusalems indbyggere konstatere ved selvsyn, når de skulle ud med skraldet. 

Flere jødiske skrifter fra den tid bruger Gehenna som udtryk; nogle gange bogstaveligt som losseplads, andre gange billedligt som symbol for Guds endelige dom. 

Det er lidt, lige som hvis vi ønsker nogen ”hen, hvor peberet gror”. Dermed mener vi ikke bogstaveligt talt Brasilien, Kina eller Malaysia, hvor peber rent faktisk gror. Jesus bruger et alment kendt sted og hverdagsfænomen til at illustrere, hvad vi kunne kalde ”tilværelsens losseplads”. Gehenna var bogstaveligt talt en losseplads, men stednavnet kunne altså også fungere i overført betydning. 

Den tvetydighed er vigtig for en bibeltro forståelse af Jesu meget maleriske udsagn.

Gennem en lang kirkelig overleveringshistorie er dette stednavn desværre blevet forenklet og reduceret fra at være tvetydigt (bogstaveligt som losseplads og billedligt som symbol for dom) til entydigt at fungere ikke bare som symbol for dom, men som en bogstavelig beskrivelse af Guds dom – og kun dét! Jesu tvetydige brug af udtrykket i evangelierne er dermed gået tabt.

”Hvor teksten er mangetydig, bør tekstens åbenhed om muligt bevares i oversættelsen.” Ifølge Bibelselskabet. 

Tartaros og Hels straf

De nytestamentelige forekomster af Gehenna blev tidligt oversat til det latinske Inferno, der betyder noget i retning af de nedre regioner eller underverden. Det smeltede sammen med en idé fra græsk mytologi, hvor dødsriget Hades var opdelt i Elysium (belønning for de gode) og Tartaros (straf for de onde). Tartaros dukker faktisk op en enkelt gang i Det Nye Testamente; i 2 Pet 2,4, hvor det i oversættelsen fra ‘92 bliver til afgrunden. Ordet Hades forekommer også i Det Nye Testamente; ti gange. På den tid tjente det som græsk oversættelse for det hebraiske Sheol. Såvel Hades som Sheol blev er i 92-overættelsen konsekvent oversat med ”dødsriget”.

Det Nye Testamente sætter aldrig noget tydeligt lighedstegn mellem Hades og Gehenna. Et sådant lighedstegn har den efterfølgende kirkelige tradition dog været tilbøjelig til at sætte. Inferno blev med tiden forstået og forkyndt som et kristendommens Tartaros, og kirkefædre som Tertullian, Augustin og Pave Gregor den store skruede gradvist op for det flammende trusselsbillede. Siden tog Dantes Guddommelige Komedie temperaturen på Inferno, som man forstod det i begyndelsen af 1300-tallet. 

I 2026 markeres 1200-året for munken Ansgars ankomst til Danmark i 826. Da kristentroen kom til Norden, skulle man i mødet mellem kristen teologi og nordisk mytologi finde et sprog, som gav mening for asatroende nordboer. I forhold til idéen om Gehenna / Inferno faldt valget på det nordiske ord Helviti. 

I nordisk mytologi var der ét af to steder, man kunne komme hen, når man døde. Faldt man ærefuldt i krig, kom man til Valhalla og drak mjød med Thor og valkyrierne. Døde man, som de fleste af os gør, mere kedeligt og almindeligt, kom man til Hel(heim). Det var dødsriget, hvor mennesker og guder, der ikke døde ærefuldt i kamp, endte. Her herskede Lokes datter, Hel. Helviti betyder Hels straf.

Deraf kommer det danske ord Helvede. 

Det engelske ord Hell kan være påvirket af nordisk mytologi eller af gamle germanske udtryk, der betyder noget i retning af ”underverden” eller ”skjult sted”. Når vi på dansk siger Helvede, bruger vi altså et gammelt ord fra nordisk mytologi til at oversætte navnet på en symbolsk ladet losseplads syd for oldtidens Jerusalem. 

Man savner ikke Helvede

Med ordet Helvede følger gennem knap 2000 års virkningshistorie en ekstremt skærpet og ensidig betydning, som ordet Gehenna ganske enkelt ikke kan have haft, da Jesus brugte det i og omkring Jerusalem. Den tvetydighed, stednavnet Gehenna har i de nytestamentelige tekster, går ganske enkelt tabt i den anakronistiske, meningsforstyrrende og aldeles unødige parafrasering til Helvede. 

Ordet Helvede er belastet af, hvordan kirken har brugt det og løbende skærpet dets betydning. Efter min mening vil det klogeste i fremtidige bibeloversættelser være at behandle Gehenna, som man behandler alle andre bibelske stednavne og simpelthen bare gengive det – Gehenna – fremfor at parafrasere det med låneord fra nordisk mytologi. 

Her kan man passende skele til David Bentley Harts fine nytestamente-oversættelse fra 2017, der konsekvent gengiver Gehenna som Vale of Hinnom. Eller den seneste udgave af N. T. Wrights New Testament for Everyone, der næsten konsekvent gengiver Gehenna som … Gehenna. I Norge gjorde Jakob Jervell det samme i sin 2002-oversættelse af evangelierne. Se desuden franske Traduction Œcuménique de la Bible og italienske La Sacra Bibbia – TILC. 

Disse eksempler fungerer fint. Læsbarheden er god. Man savner ikke Helvede. Tvetydigheden i Jesu billedsprog får mulighed for at leve igen. 

Gid det var så vel på dansk!

Bibelselskabet arbejder nu på en oversættelse, der har til formål at være den nye autoriserede standardoversættelse i nogle årtier. Det vil være klædeligt og hæderligt at benytte denne gyldne anledning til langt om længe at gøre op med århundreders meningsforstyrrende synkretisme, vinke farvel til låneord fra nordisk mytologi og genindføre Gehenna-navnets vigtige tvetydighed for kommende generationer af bibellæsere.

Og læg så godt mærke til, hvad jeg ikke har ytret ét eneste ord om i det ovenstående: fortabelse kontra universalisme. Det er nemlig et andet spørgsmål, som vi kan få en langt mere bibeltro drøftelse af, når / hvis vi får luget ud i låneord fra nordisk mytologi og begynder at forholde os til, hvad Jesus faktisk sagde, og hvad han mon i grunden mente, når han talte om Gehenna. 

Lødigt, bibeltro og sjælesørgerisk

Sidst men ikke mindst vil jeg holde Bibelselskabets princip om anvendelse op mod den helvedesangst, jeg henviser til i begyndelsen af denne artikel. Den nye oversættelse skal ifølge Bibelselskabet ”i videst muligt omfang være mundret og oplæsningsegnet for at kunne give mening for dem, der hører den læst op, [og] fungere godt [f.eks.] i undervisningen i kirker, skoler og uddannelsesinstitutioner, i kulturelle og samfundsmæssige sammenhænge og for den enkelte læser.”

Kald mig bare naiv, men jeg kunne ønske mig, at man ved at skrive Gehenna fremfor Helvede kunne animere til en sjælesørgerisk besindelse hos dem, der læser op og underviser i kirker og skoler. Der er ikke kun en større teologisk lødighed, der kan i høj grad også være en sjælesørgerisk pointe i at lade Jesu ord på dansk være lige så tvetydige, som hans billedsprog er i de græske grundtekster. 

Det er for mig at se en langt bedre måde at være både bibeltro og Kristustro på.