Hvad er historien?

Allerede dagen efter Israel og USA indledte deres krigshandlinger i Iran udtalte Pave Leo d. 14: ”Stabilitet og fred bygges ikke med gensidige trusler, heller ikke med våben, der sår ødelæggelse, smerte og død, men kun gennem en rimelig, autentisk og ansvarlig dialog.”

Det kald til dialog og fred har han fulgt siden, ligesom han også på X har skrevet, at ”Gud velsigner ikke nogen konflikt.” Et nærmest direkte svar til USA’s krigsminister, Pete Hegseth, som har indhyllet krigen i religiøs undertoner, blandt andet i forbindelse med det ugentlige bedemøde i Pentagon, hvor han bad om, at Gud må ramme med ”overvældende vold mod dem, der ikke fortjener nåde.”

Kritikken er nu også nået frem til Donald Trump, som natten til mandag udsendte en svada rettet mod paven på Truth Social, hvor han kritiserer Pave Leo for at være forfærdelig på udenrigspolitik, og at han bør være taknemmelig, for uden Donald Trump ville han ikke være blevet pave. Han slutter af med en opfordring:

”Leo burde tage sig sammen som pave, bruge sin sunde fornuft, holde op med at appellere til den radikale venstrefløj og fokusere på at være en stor pave, ikke en politiker.”

Pave Leo har mandag morgen responderet på kritikken: ”Jeg har ingen frygt for Trump-administrationen eller for at tale højt om evangeliets budskab, hvilket er det, jeg tror på, jeg er her for at gøre.”

Hvorfor er det vigtigt?

Det er – mildest talt – usædvanligt at se overhovedet for den katolske kirke og den amerikanske præsident tage så offentlige sværdslag med hinanden, som det er sket over krigen i Iran.

Ifølge Pew Research Center er cirka en femtedel af amerikanerne katolikker. Et overvejende flertal af disse stemte på Donald Trump ved præsidentvalget i 2024, men under 50% bakker i dag op om den førte politik.

Trump er ikke katolik og har, som de fleste præsidenter før ham, ingen religiøs grund til at bekymres over kritikken. Det har dog været kutyme i amerikansk politik at behandle det religiøse overhoved for en femtedel af landets befolkning med en vis respekt. Bekymrede må vi til gengæld formode, at republikanske medlemmer af kongressen og senatet er med tanke på midtvejsvalget, der venter til november.

En anden, der også må have lidt svært ved at finde grimassen i disse dage, er den amerikanske vicepræsident J.D. Vance, som lige har annonceret en bog om sin konvertering til katolicismen og rejsen dertil. Ifølge både det amerikanske medie Politicos kilder og Trump selv er han da heller ikke specielt ’entusiastisk’ i forhold til krigen i Iran.

Hvad betyder det?

Konflikten mellem Donald Trump og Pave Leo d. 14 understreger dele af den splittelse, vi ser i kirken i disse år over, hvordan vi skal kende Gud og kirken i verden. Velsignelser og sejre over Guds fjender, eller omsorg for de fattige og hjælpeløse?

På den ene side har vi en kristendom fedtet ind i nationalisme og korstogsretorik, tydeligst hos Pete Hegseth, der prædiker, at vi skal kendes som Guds tjenere på grund af vores styrke og magt.

Ifølge The Guardian modtog organisationen ’Military Religious Freedom Foundation’ (MRFF) da også over 200 henvendelser i starten af Iran-krigen med klager over overordnede, der forkyndte, at ”præsident Trump er blevet udvalgt af Jesus til at lyse signalilden i Iran, der skal forårsage Armageddon og markere hans tilbagevenden til Jord.” 

I koret af kritikere er som nævnt paven, der for vicepræsident Vance trods alt må have en vis autoritet. Man (jeg) kan i sit stille lutherske sind godt længes efter en protestantisk pendant, der kan kalde Hegseth og co. til orden.

Der findes evangelikale røster som Russell Moore, chefredaktør for Christianity Today, og David French, konservativ debattør og skribent for New York Times, der sammen med mange andre har været udtalte i deres kritik af Hegseth og Trumps ageren og retorik i forbindelse med krigen i Iran.

Men det er vist ikke noget, som Det Hvide Hus lytter til.