I foråret gennemførte vi i Kristelig Handicapforening en undersøgelse, som handler om mødet mellem mennesker med handicap, deres pårørende og offentlige myndigheder. Undersøgelse viser ret tydeligt den manglende tillid, respekt og fornemmelse af værdighed, mange desværre oplever i mødet med vores samfund og ’systemet’ i dag.

Bare for at give et indtryk af, hvor slemt det står til:

58 procent af de adspurgte svarer, at de enten i høj grad eller meget høj grad har en oplevelse af, at de selv skal kende serviceloven og øvrig lovgivning for at få den hjælp, de har ret til. Mennesker, der har brug for hjælp og er i en yderst sårbar situation, men som samtidig oplever at skulle kæmpe for at få den støtte, de har krav på.

Næsten halvdelen svarer, at de kun i nogen eller ringe grad oplever at blive mødt med tillid og respekt frem for mistænksomhed i mødet med deres sagsbehandler. To tredjedele oplever, at sagsbehandlingen kun i nogen eller ringe grad tager udgangspunkt i deres konkrete situation eller behov.

Når vi i fritekstsvarene spørger, hvad der ligger til grund for deres oplevelse, er svaret næsten enstemmigt: Økonomi. Alt handler om besparelser, ressourcer og at stille den billigst mulige hjælp til rådighed, hvilket sammen med et utal af skiftende sagsbehandlere reducerer det konkrete menneske til standardløsninger og kassetænkning.

Samtidig ser vi også, at det i en del kommuner nærmest er blevet en spareøvelse at forvalte området bevidst forkert. Som en anonym sagsrådgiver fortalte: ”Hvis ikke 40 procent af vores afgørelser indklages for Ankestyrelsen, har vi ikke behandlet skarpt nok.”

Prøv lige at smage på den sætning. 

Det er den virkelighed, nogle af vores medlemmer mødes med, fordi klager gøres til en spareøvelse. Ankestyrelsen sendte da også i 2025 næsten 50 procent af alle sager, der blev indklaget på både voksen- og børnehandicapområdet, tilbage til kommunerne med besked om enten at indhente mere dokumentation eller omgøre beslutningen.

Vores behandling af mennesker med handicap i samfundet blev i 2024 genstand for en skarp kritik fra FN’s Handicapkomité, som fremhævede en række punkter, hvor Danmark ikke lever op til den handicapkonvention, vi ellers har tilsluttet os, og samtidig kritiserede, at der reelt sker en tilbagegang på nogle områder. På trods af dette oplever vi i Kristelig Handicapforening og andre organisationer, der beskæftiger sig med området, at det stadig går den forkerte vej. At hjælpen bliver sværere at få, og at tilliden mellem borgeren og systemet bliver mere og mere udfordret.

"Jeg siger bare: Folk skriger i tavshed.”

Vi er et land, der gerne taler om ligestilling og om omsorg for udsatte, men når det kommer til det konkrete møde med mennesker med et handicap, så er virkeligheden, at det ofte er ‘lettere’ at afskrive dem og deres ret til at være i verden med alt, hvad de har brug for af hjælpemidler, støtte og bedre infrastruktur, frem for faktisk at tilkende dem det, de ved lov har ret til, og menneskeligt set burde have krav på.

I min optik peger dette på et dybere og langt mere problematisk dilemma: At vi ikke anser deres liv for at være lige så værdifulde, lige så meningsgivende og lige så vigtige som livet for mennesker uden et handicap. Caspar Eric, der selv lever med cerebral parese, beskriver det så rammende i digtsamlingen Nye Balancer (2023): 

Tror I ikke at samtalerne gør en forskel / at vi hører hvor lidt et samfund vil have os. / Tak til fosterdiagnostikkens velmenende stigma. / Dette lille statistisk informerede valg. / En mere næstekærlig fortsættelse af Livø og Sprogø. / De steder vi blev sendt hen for at blive tvangssteriliseret / i almenvellets interesse, i velfærdsstatens interesse. / Så fik man kvababbelser / da nazisterne satte eugenik i system. / De brugte os som forsøgskaniner på Hartheim bl.a. / Men alligevel fortsatte man procedurerne i Danmark / helt op i 60’erne (…) Jeg ved hvad det vil sige ikke at bestemme over sin krop. / Det er ikke et argument imod abort, det her. / Jeg siger bare: Folk skriger i tavshed.

Vores samfundssyn og vores menneskesyn skriger bag de flotte facader. Desværre er det en virkelighed, mange af de mennesker, vi har kontakt til, også genkender. At vi ikke mødes med den værdighed, vores påståede iboende værdi som mennesker ellers burde aftvinge.

Det tages let for givet, at mennesker med handicap ikke lever gode liv. Det er heldigvis forkert, og jeg møder mange, som har et godt og indholdsrigt liv. Mange pårørende sætter også ord på, hvordan hverdagen med et handicap – også på sidelinjen – åbner for andre perspektiver af livet, vi ikke havde erkendt, og som vi i dag ikke ville være foruden. 

Men jeg møder også mange, som har det svært, også blandt de pårørende. Det svære er dog ikke handicappet i sig selv, men mødet med omverdenen. Med det ekstra blik, der kastes efter dig på gaden. Eller endnu værre, det undvigende blik, fordi vi ikke vil se det, der skiller sig ud.

Det er de nedladende kommentarer, du møder i det offentlige rum og i sproglige vendinger. Eller når Ditte Okman og panelet i radioprogrammet ’Vi ser på det’ spontant og sikkert uforvarende begynder at grine, da de præsenteres for et klip med en person med cerebral parese. For netop det spontane i reaktionen afslører jo menneskesynet: 

Latterliggørelsen eller fremmedgørelsen af det anderledes, som ikke lever op til vores normale forståelse af, hvordan vi optræder i samfundet.

Vores menneskesyn skal udfordre os

I 10 år har jeg haft den privilegerede opgave at stå i spidsen for Kristelig Handicapforening, som har en vision og enmission om at række ud til mennesker med et udviklingshandicap og at være en støtte til pårørende, netværk, ledere og ansatte på selvejende institutioner tilknyttet foreningen.

Det har af mange grunde været en opgave af en helt særlig karakter, men når jeg i dag ser tilbage, bliver det først og fremmest tydeligt, hvordan alle de mennesker, som har krydset min vej, har sat varige spor i mig. Hver og en, uanset hvad de bragte med sig, har været med til at lære mig, hvor stor værdi forskellighed tilfører fællesskaber, og hvordan det at møde andre mennesker uden forbehold giver nye muligheder, som jeg risikerer at gå glip af, hvis jeg ikke giver et venskab en chance.

Når jeg har haft mulighed for at fortælle om Kristelig Handicapforening og om det liv, der leves både til hverdag og til fest, har mit centrale ærinde altid været at fortælle, hvordan vi alle har en ukrænkelig værdi og er højt elsket af vores himmelske Far. Elsket & Værdifuld, som vores slogan lyder.

Ord, som er lette at sige, men sværere at leve ud i praksis.

Værdi handler om, hvad der udgør et menneskes værd. I et menneskesyn som det kristne eller humanistiske findes værdien ikke i præstationer, evner eller nytte, men alene i det at være menneske. Det er det afgørende parameter, vi måler din ’værdi’ ud fra – uanset din alder, dit helbred, din funktionsevne eller din livssituation. Denne værdi garanterer dig visse rettigheder som menneske; rettigheder, du ikke skal gøre dig fortjent til, men som eksisterer før alt andet.

Det er et syn på mennesket, der på mange måder har været med til at forme vores fælleseuropæiske kultur og mere specifikt det velfærdssamfund, vi har bygget op i Danmark. Den arbejdsløse har ret til understøttelse, den funktionsnedsatte til fleksordninger og hjælpemidler, den syge til lægehjælp. Det er ikke skamfuldt at gøre brug af disse ordninger; det er en ret, vi har vedtaget, og som tildeles alle, fordi man er et menneske i Danmark.

Det smager da også godt i maven, når vi kollektivt bryster os af, at vi, de stærke, tager hånd om de udsatte og svage i vores samfund. Vi bryster os af, at vores nordiske socialisme og stærke velfærdssamfund sikrer, at alle har lige muligheder, og at alle får den hjælp, de har brug for, uanset hvor meget der står på bankkontoen.

Men holder det?

Er det vores samfundspraksis – i den konkrete sagsbehandling og ikke mindst i vores daglige møde med de medmennesker, vi står over for?

Vi har alle brug for hjælp

Værdighed handler netop om, at et menneske har en grundlæggende værdi i sig selv og derfor har ret til at blive behandlet med respekt og mødt med tillid, uanset situation, evner og livsvilkår. Værdigheden er vores iboende ’værdi’ udtrykt i praksis, kan man også sige.

En central del af værdighedsbegrebet er ’frihed’. Hvis du ikke har frihed, falder din værdighed. Det svære ved at være et menneske er, at du ikke er fri, men afhængig af andre mennesker.

Vi har alle brug for hjælp.

Anser vi ’nedsat funktionsevne’ som et udtryk for, at der er ting i livet, du ikke kan klare uden hjælp, så er det ikke kun forbeholdt et særligt mindretal. Det er et alment vilkår, der er universelt til stede i menneskelivet. Funktionsnedsættelse er slet og ret en del af det, du må forvente af livet som menneske.

Det er svært at erkende, at vi har brug for hjælp, og det er svært at være hjælpeløs.

Mennesker med handicap bliver let gjort til en betegnelse for en gruppe, som skiller sig ud, eller måske snarere: som vi udskiller. Men at tale om et handicap – eller en person med et handicap – er i sin essens en konstatering af, at der er en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et behov for kompensation, så den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation.

Selvom behovet for kompensation og dets omfang varierer, adskiller det grundlæggende menneskelige livsvilkår sig således ikke fra det, vi selv møder i vores eget liv: At jeg har brug for hjælp, at nogen eller noget må træde til dér, hvor jeg ikke længere selv slår til.

Bliv ved med at insistere på menneskesynet

Jeg drømmer om, at vi i det danske samfund må vise vores medmennesker, at de har uendelig stor værdi. Jeg drømmer om, at mødet mellem mennesker bygger på dette fundament, og at den måde, vi som samfund behandler de svageste – dem, der har brug for et medmenneske og for hjælp – kendetegnes af dette.

Ja, at alle helt grundlæggende må opleve at blive behandlet med respekt.

Men det fundament slår revner og har brug for en større renovering.

Det skal vi arbejde for politisk med en stemme, som taler for, at alle har ret til et værdigt og indholdsrigt liv. Vi skal arbejde for det på samfundsniveau ved at italesætte problemstillingerne og vise, hvordan vores sprog og vores ageren påvirker mennesker med handicap og vores kollektive menneskesyn.

Men først og fremmest skal vi arbejde med det i os selv.

Vi skal turde skabe fællesskaber, hvor det ’anderledes’ ikke bare inkluderes, men kan være til stede på lige vilkår med den utilstrækkelighed, vi andre også bringer med til bordet.

En mor sagde på et tidspunkt til mig, at hun kunne drømme om, at nogen ville være hendes søns kirkeven – en, der ville være ven og ikke bare hjælper, og som ville følges med hendes søn til gudstjeneste. Ikke som et diakonalt projekt, men som et ligeværdigt venskab, hvor begge parter bringer deres sårbarheder og styrker i spil.

Det ser vi mange eksempler på rundt om på vores bosteder, men gennemsnitsalderen er høj**, og** mange engagerede er pensionister. Det er i sig selv glædeligt, men det har også værdi at blive mødt af en jævnaldrende, når du er en gut på 18 år, der ikke altid drømmer om at være sammen med dine forældres venner. Her ligger der en udfordring både for os som forening og for dig, der er ung: Har du mod til at indgå i et fællesskab med en, der ikke ligner dig?

Det ligeværdige møde starter med, at vi stopper med at spørge, hvad vi selv får ud af at være i den her relation, eller hvilke gevinster vi kan opnå ved at engagere os. Vi skal ikke gøre det for den gode fornemmelse i maven eller for at kunne klappe os selv på skulderen.

Vi skal gøre det, fordi vi alle har en umistelig, ukrænkelig værdi. Fordi Gud har skabt os utilstrækkelige og i afhængighed af hinanden. Han har skabt os til fællesskab med alle de forskelligheder, vi bærer med os. Og i det ligeværdige møde kan vi få lov til at opleve at sætte varige spor i hinanden.