Jeg har de sidste par uger lyttet til podcastserien Charismatic Revival Fury: The New Apostolic Reformation. Her udfoldes historien om, hvordan flere kirkelige ledere i USA – hvoraf en god del opfatter sig selv som moderne apostle og profeter, og oftest samles under betegnelsen New Apostolic Reformation (NAR) – har tætte forbindelser til Donald Trump, og hvordan deres budskaber var med til at fremprovokere stormen på Kongressen i januar 2021.

Et par nylige artikler på Semper giver en god introduktion til fænomenet, men groft sagt kan NAR siges at stå på tre ben. For det første en tanke om, at kirken skal styres af profeter og apostle, for det andet en vægt på åndelig krigsførelse, spiritual warfare, hvor det, der sker i den ”åndelige” sfære, påvirker det, der sker i den ”materielle”, og endelig en vægt på det såkaldte syvbjergsmandat, Seven Mountain Mandate, hvor samfundet tænkes inddelt i forskellige sfærer, som kristne skal have magten over.

Lytningen fik mig til at tænke på en anden gang, hvor en kristen prædikant – dog langt mere ekstrem – fik utroligt meget magt i USA. Manden hed William Stryker og var leder af William Stryker Korstoget.

Det var i 1982. Og heldigvis kun i en tegneserie.

Nærmere bestemt Marvel-tegneserien X-Men: God Loves, Man Kills, skrevet af den legendariske X-Men-forfatter Chris Claremont og tegnet af Brent Anderson – og genudgivet på dansk i 2023.

Teleprædikanter og minoriteter

William Stryker er televangelist. Han optræder på officielle tv-kanaler, og hans prædikener, som afholdes i noget, der ligner en sportsarena, men som nok egentlig er en megakirke, transmitteres over hele USA. I 1980’erne er televangelister på ingen måde et nyt fænomen. Prædikanterne Billy Graham og Oral Roberts begyndte at tv-transmittere deres forkyndelse i 1950’erne, og i 1960 startede tv-mogulen Pat Robertson kanalen Christian Broadcasting Network. I 1970 begyndte Robert Schullers ”Hour of Power”, hvor han promoverede et mærkeligt miks af kristendom og positiv tænkning, og i 1973 blev Trinity Broadcasting Network grundlagt. Kanalen har været afgørende for at promovere prædikanter af mere fremgangsteologisk observans.

Med televangelisternes fremtog har endnu flere mennesker kunnet møde evangeliet, og med deres fremtog har alverdens teologiske ideer – også af den slags, jeg synes er dybt problematiske og obskure – kunnet få en langt større indflydelsessfære end nogensinde før. Televangelister er forløberne for vor tids kristne influencere, men de gør som sådan ikke andet end det, kristne altid har gjort: De gør brug af deres tids teknologier til at få deres budskaber ud.

Men William Stryker er ikke bare televangelist. Han er hadprædikant, og i sine prædikener erklærer Stryker krig mod mutanterne. Mutanter er mennesker, der på en eller anden måde har særlige evner, og blandt dem finder man bl.a. X-Men, en samling superheltemutanter. Mutanterne har altid været et symbol på minoriteter, der på en eller anden måde falder udenfor eller ikke passer ind i samfundet – uden at spoile for meget ser man et godt eksempel på det i den nye Spider-Man: Brand New Day.

Stan Lee og Jack Kirby, der skabte X-Men i 1963, var begge børn af jødiske immigranter, og det er oplagt at læse X-Men i lyset af denne erfaring. X-Men kan imidlertid læses som enhver tids minoriteter, hvad enten de er kulturelle, etniske, religiøse, seksuelle eller noget helt femte.

Satanic panic

Strykers fremtog mod mutanterne beskrives som et slags nyt Holocaust, men her er det så i kristendommens navn, at en bestemt befolkningsgruppe dæmoniseres. Og det sker faktisk helt bogstaveligt. Stryker er overbevist om en vild konspirationsteori om, at Djævelen prøver at ødelægge menneskeheden gennem deres børn. Hver gang der fødes mutanter, er de i virkeligheden ikke mennesker, skabt i Guds billede, men derimod umennesker skabt af Djævelen. Claremont og Anderson taler her direkte ind i 80’ernes såkaldte satanic panic.

En anden podcast, Devil and the Deep Blue Sea, giver en rigtig god introduktion til fænomenet, men det var groft sagt en frygt for det sataniske, som kom til udtryk i en meget kulturkritisk holdning i nogle kristne miljøer, og som også prægede de efterfølgende årtier. 90’ernes og 00’ernes frygt for dele af populærkulturen såsom rockmusik, rollespillet Dungeons & Dragons og – i Danmark – Pokémon samt nutidens konspirationsteorier om en satanisk verdenselite har i høj grad satanic panic som bagtæppe.

Strykers dæmonisering bliver imidlertid ikke bare ved ordene. Tegneserien starter med, at to mutanter forfølges og dræbes af de såkaldte udrensere, Strykers private soldater, hvorefter de hænges til skræk og advarsel for, hvad der vil ske med mutanterne. Stryker begrunder denne forfølgelse ud fra vers fra Det Gamle Testamente, der påbyder dødsstraf for afgudsdyrkelse såsom 5 Mos 17,2-5.

En stor del af handlingen handler om, hvordan udrenserne kæmper mod X-Men, og hvordan Stryker planlægger at bruge professor Xavier, X-Mens leder, imod dem. Stryker minder her om teologen R. J. Rushdoony, der i 70’erne havde argumenteret for, at Gamle Testamentes love også var gældende i dag og skulle appliceres på moderne samfund – Rushdoony var dog vel at mærke ikke affilieret med NAR.

Selvom Stryker selvfølgelig er langt mere ekstrem end NAR-lederne, som så vidt jeg ved ikke har opfordret til fysisk vold, er der alligevel paralleller mellem Strykers retorik og den åndelige krigsretorik, nogle NAR-ledere fører. Her kan vi nemlig høre udsagn om, at nogle befolkningsgrupper – bl.a. venstreorienterede og minoriteter – er under indflydelse af Djævelen og dæmoner, og jeg tænker ikke, at der er lang vej herfra til en egentlig dæmonisering. 

Sammenblandingen af det åndelige og det konspiratoriske, som Stryker står for, er ligeledes noget, der præger nogle NAR-lederes verdensbillede.

Tæt på magten

X-Men: God Loves, Man Kills er som sagt udgivet i 1982 og derfor skrevet lang tid, før Trump var i nærheden af at blive præsident i 2010’erne, før prædikanten Lance Wallnau var begyndt at promovere tanken om de syv bjerge i 00’erne, og før Wallnaus mentor, den tidligere professor C. Peter Wagner, var begyndt at snakke om New Apostolic Reformation i 90’erne. Den viser, at der allerede i begyndelsen af 80’erne var frygt for, hvad der ville ske, hvis (en specifik form for) kristne fik magten. I Claremonts forord til en genudgivelse af tegneserien i 2003 beskriver han, hvordan han blev inspireret af, at der i begyndelsen af 80’erne under Ronald Reagans første præsidentperiode skyllede en konservativ bevægelse hen over landet, fremført af det, Claremont kalder en ”klike af tv-prædikanter”. Claremont havde oplevelsen af, at disse prædikanter stod for en meget ekskluderende form for kristendom, ønskede at præge USA med deres egne politiske dagsordener og krævede absolut tillid fra deres følgere.

Claremont nævner bl.a. føromtalte Billy Graham, Oral Roberts, Robert Schuller og Pat Robertson samt baptistpræsten Jerry Falwell som en del af denne klike. I 1979 grundlagde Falwell organisationen Moral Majority, som lobbyede for konservative værdier og bl.a. hjalp med at mobilisere vælgere til Ronald Reagan, der som bekendt var præsident fra 1981 til 1989. Det nære forhold mellem politikere og prædikanter vises også i tegneserien. Alle betydningsfulde politikere har fået invitation til Strykers gudstjeneste, og de fleste har takket ja, deriblandt præsidenten, som mener, at Stryker fortjener at få sine synspunkter hørt.

Det er som et spejl til nutiden, hvor Trump danner parløb med sin åndelige vejleder, Paula White-Cain – der vel at mærke også er televangelist og har forbindelser til flere NAR-ledere. Og så alligevel, for prædikanterne har jo altid været tæt på præsidenterne i USA, og ikke kun de republikanske. Billy Graham mødte for eksempel samtlige amerikanske præsidenter fra Harry Truman til Donald Trump og var god ven med både republikanere og demokrater.

Samtidsspejl

Fiktion er ikke virkelighed, men fiktionen er ofte en god måde at aflæse de stemninger og ideer, der præger en bestemt tid. Selvfølgelig er X-Men: God Loves, Man Kills også bare en underholdende historie, men den er også et spejl af sin samtid og ind i vores samtid. Den er et tankeeksperiment, der viser, hvordan det kan tage sig ud, hvis bestemte kristendomsformer får magten.

Den er også et partsindlæg, og Claremonts William Stryker er væsentligt mere ekstrem end både NAR-ledere og de prædikanter, Claremont lod sig inspirere af – ligesom der var stor variation mellem prædikanterne i den af Claremont omtalte ”klike”, og han efter min mening skærer dem ret hårdt over én kam.

Men derfor er X-Men: God Loves, Man Kills stadig interessant. Sommerens danske debatter har vist, at der er stor aversion mod og måske decideret frygt for, at en præst tilknyttet Folketinget kan føre til en sammenblanding af kirke og stat. Hvis folk forestiller sig noget, der minder om det, vi ser i X-Men: God Loves, Man Kills, forstår man det jo godt.

Det samme gælder den store aversion mod at kalde Danmark et kristent land. Hvis man forestiller sig noget, der minder om det, vi ser i X-Men: God Loves, Man Kills, forstår man det jo godt. X-Men: God Loves, Man Kills kan give et billede på den frygt, nogle mennesker sidder med, når de hører om, at kristne søger indflydelse – akkurat som andre kulturprodukter fra 80’erne såsom Alan Moores og Dave Gibbons’ tegneserie V for Vendetta, der beskriver et kristenfascistisk samfund, og Margaret Atwoods dystopiske roman The Handmaid’s Tale, der nok ikke tilfældigt blev til en tv-serie med premiere i 2017, kort inde i Trumps første periode som præsident.

Man kan synes, at den frygt er ubegrundet, men derfor er den jo alligevel god nok at kende til.

Den tyske teolog Florian Höhne har beskrevet, hvordan kristne og kristne kirker ofte bliver set under ét, sådan at f.eks.skandaler eller problemer i et kirkesamfund også giver dårligt omdømme til andre. Jeg tror også, at det går på tværs af landegrænser, sådan at måden, nogle kristne i USA opfører sig på, også kan give et bestemt billede af, hvordan noglekristne i Danmark er. Især hvis man på nogle områder har samme holdninger eller samme retorik. Ligesom folkene i NAR har jeg for eksempel også et konservativt syn på Bibelen, jeg tænker, at Djævelen og dæmoner er reelle, og jeg tror, at det er godt, når det kristne livssyn præger vores samfund, og kristne gør deres indflydelse gældende – men jeg forstår alt dette inden for en luthersk teologi og i en dansk kontekst, der er meget anderledes end både NAR og det scenarie, vi ser i X-Men: God Loves, Man Kills. Og så gør jeg det med det fortegn, som er givet i titlen på tegneserien, og som viser, at Claremont på en eller anden måde godt kan adskille de kristne fra Kristus.

Gud elsker, mennesker dræber.

Mennesker hader, og mennesker kan også bruge kristendommen til forfærdelige ting, og mennesker kan tage fejl, og derfor kan jeg også tage fejl. Men Gud elsker alle mennesker, også alle minoriteter, også alle dem, der har andre dagsordener og værdier end de kristne.

Ja, han elsker os så meget, at han lod sin søn blive dræbt i vores sted – uanset hvem vi er.