Hvad er historien?

I sidste uge kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at flere katolske præster har rettet henvendelse til den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, fordi de er bekymrede over, at nogle typer, der enten er eller har været medlemmer af den højreorienterede ungdomsgruppe, Generation identitær, er begyndt at engagere sig i den katolske kirke.

Ved et tilfælde så man sig i samme uge hos Dansk Folkeparti nødsaget til at ekskludere 11 medlemmer af ungdomspartiet DFU, kunne Berlingske berette, der alle er en del af den russisk-ortodokse kirke, fordi man mente, at disse medlemmer agerede som en gruppe i gruppen, der forsøgte at øve indflydelse på ungdomspartiet ved at infiltrere lokalforeninger. Og så var de også lige højreorienterede nok. Til Dansk Folkepartis Ungdom.

Det har fået beskyldninger om russisk spionage til at flyve rundt i luften, hvilket er sin helt egen historie. Her forfølger vi i stedet et andet spor sammen med Kristeligt Dagblad, som kan berette, at disse unge, nu tidligere DFU-medlemmer, også skaber udfordringer hos den russisk-ortodokse kirke i København, fordi de påvirker menigheden med det, der karakteriseres som ekstremistiske og mandschauvinistiske holdninger.

Hvorfor er det vigtigt?

Du skal have levet under en sten for ikke at være stødt på en artikel fra tv2.dk, fra Weekendavisen, fra Politiken, fra Zetland eller fra os på Semper, der på en eller anden måde italesætter, at unge mennesker (måske) i højere grad søger noget kirke og tro. Eller at der i hvert fald (måske) er sket et åndeligt stemningsskifte. Og at det (måske) er en særlig udbredt tendens blandt unge mænd.

En del af tendensen har man forsøgt at forklare med, at der sideløbende med denne nye interesse også foregår en højredrejning blandt visse grupper af unge mænd, for hvem en søgen tilbage mod en traditionel vestlig eller europæisk identitet også inkluderer en tilbagevenden til kristendommen som et værn mod Islam og all things woke.

Helt så let er denne “tilbagevenden” dog ikke; man flytter nemlig ikke ind i tomme lokaler.

Generation Identitær som gruppe fortjener sin helt egen artikel. I denne sammenhæng går bekymringen da også mere konkret på, at de kæmper for det, bevægelsen i tidernes morgen døbte ’remigration’. Et udtryk, man også kunne høre lederen af Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, adoptere og turnere med i valgkampen sidste år, selv om han dog i disse dage prøver at forklare, at man altså kalder det ’hjemrejsepolitik’ hos Dansk Folkeparti.

Essensen af ’remigration’ er, at man ønsker, at alle af ikke-vestlig herkomst, der fundet vej til Danmark, skal rejse hjem. Fordelingen mellem pisk og gulerod og graden af ’frivillighed’ i denne udrejse afhænger lidt af dagsformen hos de enkelte medlemmer af Generation Identitær (og Dansk Folkeparti), men som forening går de ikke ind for, at der skal være nogen tvang indblandet. Skriver de selv.

Det er denne remigration, som biskop Czeslav Kozon kalder “umenneskelig” og uforenelig med kirkens sociallære. Det bliver heller ikke mindre prekært af, at den katolske kirke i Danmark har mange internationale tilknyttet fra hele verden.

Præsterne i den russisk-ortodokse kirke og – måske i lidt højere grad – den katolske kirke har altså fået lidt af en opgave med at kigge på husordensreglerne på grund af de nye beboere i Herrens Hus.

Hvad betyder det for dig?

I sig selv er de to ovenstående historier ikke meget mere end kuriøse beretninger fra henholdsvis den russisk-ortodokse og katolske kirke i Danmark. Det taler ind i en større international kirkedagsorden, men så spændende er det heller ikke. Det drejer sig trods alt ’kun’ om en mindre gruppe i begge kirker.

Men der er alligevel en masse fælles kirkelige spørgsmål, som rejser sig, mens horden af jakkesætsklædte og fitnessdyrkende mænd sætter sig på kirkebænken. 

Hvad sker der for eksempel med evangeliets radikalitet, oprørstrang og ’vi-flår-markedspladsen-og-magthaverne-fra-hinanden’, når vi pakker den ind og serverer den som et kulturkonservativt forsvar for vores villa-vovse-liv og velfærdsstat, mens vi lukker Fort Europa med tanke på den skrøbelige kristne kulturarv, som Mette Frederiksen gerne vil forsvare sammen med italienske Meloni?

Store tanker, vigtige tanker, men nogle gange bliver den slags også indhentet af en meget konkret virkelighed: Hvad gør jeg i det øjeblik, jeg må sætte mig til nadverbordet ved siden af mennesker, jeg virkelig ikke bryder mig om at skulle dele hverken måltid, menighed eller kirke med? Hvad stiller vi op, når vi måske endda skal sidde i menighedsråd sammen?

Kan jeg dele kirke med unge fra Generation Identitær? Kan jeg dele kirke med unge fra det yderste venstre? 

Svaret er hurtigt et nemt ja og ja. 

Selvfølgelig er der (og skal være) plads til alle i kirken, men de to ovenstående historier viser også, at virkeligheden sjældent er så nem.

Det bliver nok heller ikke det sidste ekstraordinære husmøde i en kirkelig sammenhæng i den kommende tid.