På væggen ind til den store sal i Kyiv står der med blodrødt: ”Den særlige militære operation er en hellig krig” og lige nedenunder navnet på afsenderen, patriark Kirill, leder af den russiske ortodokse kirke. Et stort kort på samme væg viser antallet og placeringen af kirker, der er ødelagt af russiske droner, missiler mv. i Ukraine.

Jeg stopper op og betragter det.

Det er Ukraines selvstændighedsdag, den 23. august 2026, og jeg er i Kyiv på invitation fra det ukrainske præsidentkontor, der har kaldt kirkefolk og politikere til Kyiv for at markere dagen. Forinden har jeg stået i en stor have og drukket kaffe i samtale med ukrainske kirkeledere og danske folketingspolitikere i en bemærkelsesværdig ro.

Luftalarmerne er stille for en gangs skyld.

Indenfor venter en sal dækket op til middag, og for enden af rummet står en stor scene, hvor ukrainske kirkeledere, amerikanske generaler og til sidst Zelensky selv leder rummet i bøn. Mit bord er placeret lige bag Zelensky, og der går et sus gennem rummet, da han ankommer i sit karakteristiske tøj. Den ukrainske viceudenrigsminister ved min side rejser sig og begynder at klappe. Præsidenten takker og taler om kirkernes bidrag til Ukraines forsvar, særligt om, hvordan han ved, at den sidste rest af civilsamfundet ved frontlinjen er kirkerne, der holder åbent, tager imod civile og fordeler fornødenheder. Han er knap færdig med at tale, før tidligere vicepræsident Mike Pence rejser sig tæt på mig og råber ”Amen!”, hvorefter han kraftigt leder an i klapsalven.

Det er et besynderligt selskab, der ud over os danskere tæller repræsentanter for den anglikanske kirke, militære tænketanke, ukrainske diasporaledere, kristne amerikanske senatorer og kongresmedlemmer blandet med ukrainere fra kirkerne og regeringen.

Ukrainekrigens religiøse islæt skinner lysende klart på sådan en dag, hvor ukrainerne appellerer til kristne brødre og søstre – og minder dem om russernes brug af den russiske kirke som instrument for krigen. I de selvsamme dage kører en historie i Danmark om, hvordan unge mænd fra den russiske ortodokse kirke har forsøgt at infiltrere Dansk Folkeparti. Det understreger kun, at Vesteuropa fortsat er skueplads for russiske forsøg på at påvirke den offentlige mening og føre en form for hybridkrig, der strækker sig fra Tjekkiet over Baltikum til Skandinavien og helt til det globale syd.

Spionspillet

Få måneder før jeg ankom til Kyiv, blev den tidligere leder af den russiske kirke i Vest- og Centraleuropa, metropolit Hilarion, søndag den 24. maj standset af det tjekkiske politi uden for den mondæne kurby Karlovy Vary (for tysktalende Karlsbad). Hilarion er kendt som en central skikkelse i den russiske kirke og var i mange år dens udenrigspolitiske leder. Politiet fandt angiveligt flere poser med hvidt pulver i hans bil og anholdt Hilarion, der dog allerede tre dage senere blev løsladt efter en intens indsats fra det russiske konsulat i Tjekkiet. Hilarion fløj derefter til Moskva og kort efter videre til Brasilien, hvor han angiveligt er blevet sendt hen for dels at holde mund, dels at holde sig skjult.

Episoden var besynderlig på flere måder, som journalisten Sergei Chapnin bemærker, for flere russiske kilder påpeger, at det tjekkiske politi tilsyneladende kendte Hilarions kørerute og vidste, hvor han befandt sig. Ikke overraskende spekuleres der i, at de tjekkiske myndigheder bevidst forsøgte at tvinge Hilarion ud af landet, idet myndighederne de seneste år ved flere lejligheder har lagt pres på Hilarion personligt og den russiske kirke i Tjekkiet i særdeleshed. Det skyldes, siger Chapnin, blandt andet, at ganske betydelige midler fra den russiske kirke er opbevaret netop i Tjekkiet, og at den historiske og særdeles smukke russiske kirke i kurbyen Karlovy Vary fungerer som et hovedcenter for den russiske kirke i Vest- og Centraleuropa.

Den tjekkiske regering har været en af Europas hardlinere, når det kommer til den russiske kirke, idet landet egenhændigt har gennemført sanktioner og indrejseforbud mod kirken. Det er dog de seneste måneder ikke kun tjekkerne, der mere aktivt har lagt hindringer i vejen for den russiske kirke. Det er blevet et bredere europæisk fænomen.

I nabolandet Ungarn har regeringsskiftet fra Orbán til Magyar betydet, at den russiske kirke er gået fra at være tæt på det politiske centrum i landet til at være markant marginaliseret. Ungarn har ellers også været en sikker havn for den russiske kirkes ressourcer og præster i Europa, hvor blandt andre Hilarion har opholdt sig, og hvor Orbán-regeringen flere gange blokerede for, at russiske kirkeledere kom på EU's sanktionsliste. Dette er allerede ændret, idet der ved de ungarske domstole nu kører en sag mod netop Hilarion – dog in absentia – efter at en yngre diakon har anklaget ham for grooming og seksuel udnyttelse. Retssagen er formentlig baggrunden for, at den ellers prominente Hilarion er gemt af vejen i Brasilien.

Patriarkens kætteri

Endnu mere afgørende var det, at den russiske patriark Kirill optrådte på de første udkast til EU's sanktionsliste i juni i år og igen i juli, men blev taget ud af den endelige version, der nu primært rammer industrifolk og en gruppe influencere, der søger at sælge den ”russiske” drøm på sociale medier. I denne omgang var det den nye russiskvenlige bulgarske regering og den højredrejede italienske regering, der fik fjernet patriark Kirill fra sanktionslisten. Den nye bulgarske regering er valgt på et mere EU-skeptisk og prorussisk mandat, men regeringerne i Sofia holder ikke længe i disse år. Den nye regering kom til efter et nyvalg i maj 2026, som var det syvende valg siden 2021, hvor korruptionsanklager, stigende leveomkostninger og politisk kaos har præget landet. Det synes nu kun at være et spørgsmål om tid, før den russiske patriark kommer på sanktionslisten, når Tjekkiet tilsyneladende presser på, og Ungarn ikke længere blokerer.

Væggen i Kyiv på uafhængighedsdagen vidner om dette, da Kirills udtalelser om krigen og støtte til Putin-regimet gørham mere og mere ansvarlig for krigens gru. I slutningen af juni udtalte han, at det russiske atomvåben var en del af Guds nåde over for russerne, da det sikrede det ultimative forsvar. Denne velsignelse af atomvåbenet blev fulgt af en ny udgivelse fra patriarkens hånd, der er et 300 sider langt teologisk forsvar for den russiske krig mod Ukraine. Mine ukrainske kollegaer i Kyiv rystede på hovedet, da vi sammen vendte nogle af Kirills påstande. Det er nu kommet så langt, at en gruppe ortodokse lærde har startet en formel og offentlig udarbejdelse af et teologisk anklageskrift mod patriark Kirill for kætteri.

Baltisk mellemspil

Længere mod nord, i Baltikum, er en anden afgørende sag på vej mod den russiske kirke i form af en retssag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Sidste år forbød den estiske regering den lokale russiske ortodokse kirke at have forbindelser til Rusland, hvilket formelt betød, at kirken havde to valg: enten at opløse sig selv eller erklære sig selvstændig. Ingen af delene syntes at være mulige for den lokale russiske kirke, der derfor anlagde sag mod staten for brud på den estiske forfatning. Denne sag er ikke faldet ud til kirkens fordel ved den estiske højesteret, hvorfor den estiske regering den 9. juni meddelte, at den snart vil effektuere loven. Kort sagt vil den med magt lukke den russiske kirke, der af regeringen anses for at være en sikkerhedstrussel og en del af Ruslands forsøg på at destabilisere Estland, blandt andet omkring byen Narva, hvor flertallet af indbyggerne er russisktalende, og hvor kirken er et centralt samlingspunkt.

Den russiske kirke i Estland vil tage sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor flere end blot Estland vil følge udfaldet nøje. De to øvrige baltiske stater – Litauen og Letland – har gennemført lignende love, men uden samme vilje til at effektuere eller håndhæve dem. Den estiske højesterets dom og en kommende dom ved Menneskerettighedsdomstolen vil vise, om EU-landene kan sætte sikkerhedshensyn over religionsfrihed.

Meget tyder på, at den russiske kirkes involvering i krigen, dens dokumenterede deltagelse i bortførelsen af op mod 40.000 ukrainske børn samt dens tætte forbindelser til den russiske stat er tilstrækkeligt til, at europæiske stater kan forbyde kirken. Estland kan ende med at være et varsel om, hvad den russiske kirke står over for i hele EU. Andre europæiske lande vil måske ikke ligefrem forbyde kirken, men aktivt begrænse dens handlemuligheder og dens økonomi.

Nordiske tråde

I Sverige har sikkerhedstjenesten meldt ud, at den russiske kirke udgør en sikkerhedsrisiko – spørgsmålet er ikke, om kirken er forbundet med den russiske efterretningstjeneste, men hvor tæt forbindelsen er. Det har i Sverige ført til en suspendering af alle tilskud til kirken og en begrænsning af kirkens muligheder for eksempelvis at købe jord og opføre kirker. Den 8. juni meddelte den svenske stat desuden, at den vil foreslå ny lovgivning, der giver myndighederne mulighed for at beslaglægge ejendomme købt af ikke-svenske statsborgere, hvis myndighederne vurderer, at ejendommen ligger for tæt på militære eller sikkerhedsmæssigt sårbare områder.

Dette skridt kom oven på to lettere komiske situationer, hvor først en farverig russisk oligark havde købt øen Muskö, og dernæst den russiske kirke havde købt og opført en kirke ved Västerås. Begge steder ligger tæt på centrale militærbaser, hvorfor den svenske efterretningstjeneste virker mildest talt frustreret over de lokale myndigheder, der tillod salgene.

Oven i det hele har de svenske myndigheder og den svenske kirke officielt måttet advare lokale menigheder og offentligheden om 20 omrejsende belarusiske nonner, der gennem salg af alt fra ikoner til honning forsøger at rejse penge til den russiske krigsindsats. De omrejsende nonner brugte den russiske kirke i Estland som vej ind i Schengenområdet, hvorfra de rejste videre til blandt andet Skandinavien. Nonnernes opholdstilladelse er blevet trukket tilbage af de estiske myndigheder og er en af de mange grunde til, at esterne gerne ser den russiske kirke lukket.

Det globale syd

Den ukrainske departementschef for regeringens afdeling for religion og jeg sad i Kyiv i et lokale, hvor vinduer og døre var ganske medtaget efter det seneste russiske supersoniske missil, der havde ramt regeringskontoret.

Departementschefen fortalte, at en af kardinalerne fra den katolske kirke havde besøgt Ukraine og fået bevilget et besøg i en af de mange fangelejre for russiske soldater. Da kardinalen ankom til lejren, havde soldaterne hastigt stillet sig i linje for at bede om syndsforladelse. Det var ikke russiske ortodokse fanger, men hundredvis af soldater fra afrikanske lande, der var lokket til fronten af russiske rekrutteringsagenter. Det russiske oppositionsmedie Meduza berettede ligeledes i sommeren, hvordan den russiske kirke spredte sig med alarmerende fart i de afrikanske lande, hvor det russiske regime har både militære og økonomiske interesser.

Den ukrainske departementschef bemærkede selv, at Ukraines store udfordring er at overbevise det globale syd – de såkaldte neutrale lande – om at støtte Ukraine. I hans optik fungerede den russiske kirke i Afrika som et rekrutteringskontor for afrikanere, der kunne fylde rækkerne i den russiske hær.

Dansk blindhed

I Danmark har regeringen og myndighederne endnu ikke taget nogen af de skridt, som deres svenske, estiske eller tjekkiske kolleger har taget. Det samme gælder i vid udstrækning også Tyskland og Frankrig, hvor den russiske kirke står endnu stærkere og er mere synligt til stede. Det er ikke, fordi disse landes efterretningstjenester ikke ser det samme som svenskerne, tjekkerne og esterne, eller fordi der ikke findes stemmer, som taler for sanktioner både i kirker og parlamenter.

Det er i sidste ende et spørgsmål om både indenrigs- og udenrigspolitik. I Tyskland og Frankrig er partierne på den yderste højrefløj generelt mere russiskvenlige, og sanktioner mod kirken fra politisk hold kan virke som en yderligere rød klud for disse fløje. Det er muligvis derfor, at de store EU-lande har indtaget en mere tilbageholdende position end de lande, der ligger tættere på Rusland.

Spørgsmålet er, om den estiske sag mod den russiske kirke ved Menneskerettighedsdomstolen bliver det, der tipper balancen og starter et mere omfattende opgør med Putins kirke.