I kølvandet på det nyligt afholdte folketingsvalg er etnicitet blevet et politisk samtale- og diskussionsemne. Hvad vil det sige at være dansker, og hvem er det? Det har jeg ikke i udgangspunktet tænkt mig at svare på er. I stedet vil jeg give et eksempel på, hvordan en tidlig kristen forfatter brugte etnicitet til at beskrive, hvem de kristne var. Det åbner døren for os til antikkens forståelse af etnicitet, og måske er der nogle perspektiver dér, som vi har brug for i dag. Det ville i så fald ikke være første gang.

Den primære bagvedliggende grund til, at etnicitetsdebatten har fået luft under vingerne nu, er måske, at nogle debattører sætter lighedstegn mellem etnicitet og race og tilmed taler om race ud fra en bestemt forståelse af genetik, som hidkalder nogle af fortidens ubehageligste spøgelser. Det er selvsagt ikke det, jeg har tænkt mig at gøre her.

Mit anliggende er at vise, at etnicitet i antikken var et flydende begreb – og selv hvis man i antikken havde haft en forståelse af genetik, ville de mest rigide genetiske forståelser af etnicitet på den måde være udelukket. Og hvor et begreb som race per definition tillægger biologisk ophav stor værdi, er det anderledes med etnicitet; her inkluderes (og prioriteres) andre kulturelle kendetegn.

Det korte af det lange er, at etnicitet i det følgende ikke har noget med genetik og racebiologi at gøre. Etnicitet, der kommer af det græske ethnos (folk), er en betegnelse for en gruppe, der definerer sig på en bestemt måde, som vi skal vende tilbage til om et øjeblik.

Hvad er kristendom egentlig?

I min ungdom var det populært at sige, at ”kristendom er ikke en religion, men en relation”. Det er der nok noget rigtigt i, men hvis valget står mellem religion, partipolitisk overbevisning og vegetariske middagsretter, så er kristendommen mest en religion. Men religionsbegrebet er moderne. I antikken kendte man det ikke.

Altså, jo, selve ordet religio er latin, men det betegner følelsen af ærefrygt eller angst for guderne eller konkrete kultiske handlinger. På tværs af alle de antikke sprog findes der ifølge religionshistorikeren Brent Nongbri ikke et begreb, som svarer til det, vi i dag forstår som religion. Da kristendommen fra slutningen af det første århundrede spredte sig i Romerriget, kaldte antikkens forfattere (både kristne og ikkekristne) den nye strømning for blandt andet en filosofi, en skole, et broderskab, en slægt og et folkeslag.

Det sidste er interessant, fordi kristendom almindeligvis er blevet forstået som en religion, hvor etnicitet ikke spiller nogen rolle. Selvom der findes nationale udgaver af kristendom, og selvom det nogle gange skaber konflikt, vil de færreste mene, at kristendom per definition er begrænset til at være ét folkeslags religion. Så skal man i hvert fald gå uden om nogle centrale nytestamentlige tekster.

Men hvis det er sådan, at den kristne tro siden den pinsedag, vi læser om i begyndelsen af Apostlenes Gerninger, har været inter-etnisk, hvorfor kunne de tidlige kristne så finde på at definere sig selv som et folk? Og hvad er et folk overhovedet?

Seks kendetegn ved etnisk identitet

Sociologerne John Hutchinson og Anthony D. Smith opstillede i 1990’erne seks forhold, som afgrænser den ene etniske identitet fra den anden: (1) kollektivt navn, (2) fælles oprindelsesmyte, (3) fælles historiske minder og fortællinger, (4) et eller flere elementer af fælles kultur, (5) forbindelse til et specifikt hjemland og (6) fornemmelse af solidaritet.

Vi kan jo afprøve på dansken: (1) danskere, (2) noget med vikinger (3) Harald Blåtand, Dannebrog fra himlen, 1864, (4) hygge og tillid, (5) Danmark, (6) vi står sammen side om side, og vi er i hvert fald enige om, at vi er bedre end svenskerne.

Danskerne er med andre ord et folkeslag.

Samtidig skal vi huske på, at etnicitet handler om mennesker, og derfor er faste kasser sjældent løsningen på alt. Etnicitet er en relationel og dynamisk størrelse. Det bliver særligt tydeligt, når vi nu går til antikken.

Blandt de tidlige kristne tekster, der taler om kristendom som en etnicitet, finder vi Aristides’ Apologi. Det er den ældste kristne apologetiske tekst, vi kender til. Den er formentlig skrevet til kejser Antonius (138-161), og jeg citerer her fra Peter Schindlers oversættelse (1948, tilpasset moderne retskrivning):

”Det er os klart, o kejser, at der i verden findes fire slags mennesker: barbarer, grækere, jøder og kristne. […] De kristne afleder deres religion fra Jesus Kristus Kyrios. Denne kaldes ’den højeste Guds søn’, og det siges, at han som Gud kom ned fra Himlen og tog kød på sig fra en hebraisk jomfru, så Guds søn dvælede i en menneskedatter. […] Denne Jesus på sin side stammer fra hebræernes æt. Han havde så tolv disciple, for at hans underfulde frelsergerning skulle blive fuldendt. Selv blev han gennemboret af jøderne, og det meldes, at han efter tre dage atter levede op og blev løftet op i Himlen. Så drog de tolv disciple ud i alle verdens kendte egne og forkyndte i al venlighed og ærbarhed hans majestæt. Derfor bliver da også de, som i dag tror på denne forkyndelse, kaldt kristianere, som alle ved” (2,1-8).

”De kristne, o kejser, har søgt sandheden allevegne, har fundet den og står den, som vi lærer af deres skrifter, nærmere end alle andre folk. […] Fra Gud modtog de budene, som de har indprentet sig, og som de overholder i håbet og forventningen om den tilkommende verden. Derfor bedriver de ikke ægteskabsbrud og utugt, aflægger ikke falsk vidnesbyrd, bortskaffer ikke henlagt gods, begærer ikke, hvad ikke deres er, ærer far og mor, gør godt mod deres næste, og når de er dommere, dømmer de med retfærdighed. […] De overtaler kærligt slaver og slavinder og de børn, nogle af dem har, til af kærlighed at blive kristne; og er de først blevet det, så kalder de dem forskelsløst ’brødre’. […] Når de møder en fremmed, tager de ham hjem og er glade for ham som over en virkelig bror. […] Deres Kristi bud holder de samvittighedsfuldt, så de lever retskaffent og ærbart, som Herren deres Gud har pålagt dem det” (15,1-9).

De kristne har altså et kollektivt navn, nemlig ”kristianere” efter Jesus Kristus (kendetegn 1). De har en fælles oprindelsesmyte og fælles historiske minder og fortællinger, nemlig evangeliernes fortællinger om Jesus og hans disciple (kendetegn 2 og 3). De har en fælles kultur, idet deres moral adskiller sig fra andres (kendetegn 4). Aristides nævner også, at de elsker deres fjender og tager sig af de fattige, også hvis det betyder, at de selv er nødt til at sulte. De lever i forventning om en kommende verden, hvilket er det tætteste, de kommer på et fælles hjemland (kendetegn 5). Og så er de grænseløst solidariske, for de har omsorg for de udsatte og behandler tilmed de fremmede og de kristne slaver som deres åndelige brødre og søstre (kendetegn 6).

Hvad betyder det at være et folk?

Da Aristides beskrev de kristne som et folk, gjorde han det for at højne deres troværdighed og legitimitet i det romerske samfund, ikke for at udsondre de kristne som en sekterisk og mystisk gruppe. Det var altså en positiv ting, at de var et folk. Men etnicitet var også i antikken et komplekst begreb. Nogle gange var det noget fast, der tydeligt kunne markeres, og andre gange var det noget flydende, der kunne forhandles. Det er netop den kompleksitet, Aristides udnytter.

Den faste og den flydende etnicitet blev ifølge religionshistorikeren Denice Kimber Buell holdt sammen af religiøse praksisser. Religiøse praksisser er nemlig for det første i stand til at skabe gruppeidentitet og dermed slægtskab. De kristne er forenet om at tilbede Kristus og har ifølge Aristides en bedre moral end grækerne. De kristne er noget andet end barbarerne, grækerne og jøderne.

Men det betyder ikke, at barbarer, grækere og jøder ikke kan blive kristne. De religiøse praksisser er nemlig det, man bruger, hvis man vil gennemgå en etnisk transformation. Man kan tillære sig nye religiøse praksisser, og når man gør det, krydser man også en etnisk grænse. Alle kristne har ifølge Aristides Jesus som deres fælles forfar – ikke i biologisk, men i åndelig og moralsk forstand. Derfor er de kristne ikke en eksklusivistisk gruppe. Alle og enhver kan potentielt blive kristne, selv kejseren.

Og når man så er blevet en del af det kristne folk, har de religiøse praksisser for det tredje den funktion, at de skaber sammenhold mellem mennesker, der ellers er etnisk forskellige. De kristne, der kom fra mange forskellige folkeslag, lærte alle sammen de nye, kristne religiøse praksisser. Når Aristides omtaler dem som et folk, bestyrkes de i, at de er det, og at de derfor kan stå sammen i modgang.

For det fjerde er religiøse praksisser med til at fastsætte gruppens grænser. Der er noget, som er inden for skiven, og noget, som er uden for. Man kan godt ændre på grænserne, men kun hvis man opretholder en vis grad af kontinuitet.

Disse fire forhold kendetegner ikke bare kristne apologeters forståelse af de kristne som et særligt folk, men alle etniske identiteter i antikken. Etnicitet var noget fast, men samtidig noget flydende. Det var noget givet, men også noget, man kunne skifte.

Det sidste kan vi som ikkejødiske kristne være glade for – det er pointen i Efeserbrevet 2,11-22. Hvis man ikke kunne skifte sin etnisk-religiøse identitet, ville de gode nyheder om Jesus Kristus kun være for det jødiske folk.

Ånd og sindelag

Det er måske netop her, den antikke forståelse af etnicitet har noget at bidrage med i dag – både i samfundet og i kirken. I samfundet er der nogle, som vil diskutere, hvem der er danske nok, og i kirken er der nogle, som vil diskutere, hvem der er kristne nok.

Jeg tror, begge diskussioner vil være fremmede for antikkens forfattere. For dem var etnicitet ikke kun noget, man blev født med, men også noget, man kunne tillægge sig. Grænserne mellem forskellige folkeslag eller etniciteter var med andre ord porøse, og etnicitetsbegrebet rummede en indbygget åbenhed.

Samtidig var etnicitet netop forbundet med bestemte praksisser og bestemte fortællinger. Hvis man var eller blev en del af et folk, uanset om slægtskabet var biologisk eller ej, blev man formet af det.

Derfor gav det mening at beskrive de kristne som et særligt folk. Ikke for at udelukkede andre eller knytte den kristne tro op på en bestemt nationalitet, men fordi de kristne fik et nyt og dybere tilhørsforhold og blev formet af det.

Den dobbelte bevægelse har vi måske svært ved at fastholde i dag: at et fællesskab både kan have klare grænser og samtidig være åbent. At det både kan være for alle og samtidig kræve noget af dem, der træder ind i det.

Weekendavisen bragte 24. april 2026 et interview med Michael Böss, historiker og forfatter til Tænkepause-bogen om nationalitet (Aarhus Universitetsforlag 2019). En af hans pointer er, at nationalitet (og det er næsten det samme som etnicitet) handler om ånd og sindelag – og dermed, må man forstå, ikke en genetisk betinget evne til at kunne fordøje mælk.

Jeg ved ikke om Böss har læst Paulus, men ånd og sindelag er jo to af Paulus’ yndlingsord! Dem, der hører Kristus til, har ”Kristus’ ånd” (Romerbrevet 8,9) og skal udleve ”Åndens sindelag” (8,6; egen oversættelse). Nærmere bestemt skal de kristne ”have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus” (Filipperbrevet 2,5).

Det er netop det, der kendetegner et folk.