Bibelen er ældre end sit alfabet. Det lyder som en filologisk detalje, men det rører ved et af teologiens store spørgsmål: hvordan Gud taler gennem historien. Kasper A. Bergholt guider gennem alfabetets historie og dens betydning for bibelsynsdebatten.
Debatten om bibelsyn er langt fra død, om end den har udviklet sig meget siden 1970’erne. Den stringente opdeling i et konservativt bibelsyn, et ortodokst bibelsyn og så alt muligt andet er ikke længere dominerende, og heldigvis for det. Spørgsmålene om, hvordan de bibelske tekster er blevet til, hvad Bibelen er for en tekstsamling, og hvilken autoritet den har i dag, er nemlig langt mere komplekse end som så.
Kompleksiteten skyldes blandt andet, at bibelsyn også har med alt muligt andet at gøre. I denne sammenhæng tænker jeg ikke på skjult bias som temperament og personlige præferencer, selvom den postmoderne vending om noget har lært os, at den slags selvfølgelig også spiller ind på vores erkendelse. Jeg tænker på spørgsmål af mere historisk og arkæologisk karakter: Hvordan blev de bibelske fortællinger overleveret fra generation til generation? Hvornår blev de nedskrevet? Af hvem? På hvilket sprog og med hvilket alfabet?
Det sidstnævnte spørgsmål har jeg på det seneste været særligt optaget af. Hvis vi zoomer ind på Mellemøsten, er sagen nemlig, at det hebraiske alfabet, som stort set alle de gammeltestamentlige tekster er skrevet med, og som endnu bruges i dag, er det yngste alfabet. Og hvis der er nogen som helst historisk kerne i bare en del af Det Gamle Testamente (og det mener jeg trods alt, der er), så hører den historie som udgangspunkt til i perioden før overgangen til det moderne hebraiske alfabet. De gammeltestamentlige tekster har med andre ord en forhistorie.
En kort fortælling om alfabetets tidlige historie
Skriftsproget er opstået forskellige steder på forskellige tidspunkter, men alfabetet er kun opstået én gang i historien. Nøjagtig hvor og hvornår er imidlertid ikke helt klart. Der er dog nogenlunde konsensus blandt forskerne om de følgende hovedtræk.
Alfabetet er en ganske speciel måde at skrive på, hvor man bruger samme tegn for samme lyd, hver eneste gang den optræder. Det er det grundlæggende alfabetprincip. Før alfabetet blev opfundet, skrev man med for eksempel hieroglyffer, hvor hvert tegn repræsenterer et selvstændigt ord, en del af et ord eller en vejledning til læseren om, hvordan det næste tegn skal forstås (såkaldt logogramskrift).
De tidligste eksempler på alfabetisk skrift er fra mine- og tempelområdet Serabit el-Khadim på Sinajhalvøen (16. århundrede f.Kr.), Lakish i det før israelitiske Kanaan (17. århundrede f.Kr.) og Wadi el-Hol i nærheden af Kongernes Dal i Egypten (19. århundrede f.Kr.). Inskriptionerne har det til fælles, at de ved hjælp af 29 udvalgte egyptiske hieroglyffer, der bruges efter det geniale alfabetprincip, formulerer sætninger på et semitisk sprog.
Kombinationen af egyptisk og semitisk indikerer, at alfabetet er blevet til i en kulturel udveksling mellem egyptere og kanaanæere. Dette alfabet kaldes enten protosinaitisk, protokanaanæisk eller slet og ret tidlig alfabetisk skrift. Alle moderne alfabeter – så forskellige som samaritansk, græsk, latinsk, koptisk, gotisk, armensk, kyrillisk, aramæisk, hebraisk, arabisk, thai, tibetansk, ge’ez og sågar runealfabetet – nedstammer fra den tidlige alfabetiske skrift.
Omkring 1400 f.Kr. begynder alfabetet for alvor at sprede sig i Levanten, og der opstår lokale varianter. Alligevel var der frem til omkring 1050 f.Kr. i store træk kun én udgave af alfabetet, som blev brugt til alle semitiske sprog. Herunder det hebraiske sprog, der opstår på denne tid.
Måske skal det indskydes her, at alfabet og sprog er to forskellige ting. Både det danske og det franske sprog skrives for eksempel med det latinske alfabet, ligesom hebraisk og jiddisch begge skrives med det moderne hebraiske alfabet, også selvom jiddisch praktisk talt er en form for tysk. Sprogenes historie er noget mere kompleks end alfabetets af den simple grund, at sprog udvikler sig meget hurtigere end alfabeter.
På et tidspunkt omkring 1050 f.Kr. har alfabetet udviklet sig så meget fra den tidlige alfabetiske skrift, at forskerne betegner det som et nyt alfabet: fønikisk. Fra det fønikiske alfabet opstår omkring 850 f.Kr. det palæohebraiske (dvs. gammelhebraiske) alfabet, og en meget tidlig udgave af det fønikiske alfabet er stamform til både det græske og det aramæiske alfabet. Det sidstnævnte vender vi tilbage til om et øjeblik.
Det palæohebraiske alfabet blev brugt i Israel indtil det babylonske eksil (587 f.Kr.), men fra den tid kendes kun én bibeltekst, nemlig to sølvruller med den aronitiske velsignelse (Ketef Hinnom-rullerne). Efter eksilet bruges palæohebraisk kun i sammenhænge, hvor formålet er at skabe nostalgi eller national stolthed – for eksempel i en håndfuld dødehavsskrifter og så sent som 132-135 e.Kr. under jødernes oprør mod Rom på særlige oprørsmønter.
Det eneste alfabet, der nedstammer fra det palæohebraiske, er det samaritanske. Det gammeltestamentlige og moderne hebraiske alfabet er slet ikke et hebraisk alfabet, og det tages i brug senere, end man skulle tro.
Nyt land, nyt alfabet
Da judæerne i 587 f.Kr. blev ført i eksil i Babylon, lærte de et nyt alfabet at kende. Babylonerne havde oprindeligt brugt den føralfabetiske kileskrift, men var omkring år 700 f.Kr. begyndt at bruge det aramæiske alfabet, der yderligere 200 år forinden var opstået i Syrien (Aram) som en variation over det fønikiske. (Hvem havde sagt, at det skulle være simpelt?)
Cirka samtidig med judæernes hjemkomst (begyndende 539 f.Kr.) opstod en særlig kvadratisk udgave af aramæisk (rigsaramæisk). Det er dét alfabet, vi i dag kalder hebraisk. Der skulle dog gå yderligere 200 år, før judæerne begyndte at bruge dette alfabet – på det tidspunkt går Perserriget under, og Alexander den Store erobrer scenen. Men det ser ud til, at overgangen til det aramæiske (dvs. moderne hebraiske) alfabet først var endegyldig i det 1. århundrede f.Kr.
Og hvad har det så med bibelsyn at gøre?
Måske fornemmer du, hvor den korte oversigt over alfabetets historie bærer hen. De gammeltestamentlige tekster, som vi læser i dag, er stort set alle skrevet med den aramæiske kvadratskrift, som judæerne først begyndte at bruge efter 330 f.Kr.
Det betyder ikke, at de gammeltestamentlige tekster først er skrevet på dette sene tidspunkt. En så minimalistisk konklusion udfordres af både føreksilske inskriptioner og Ketef Hinnom-rullerne. Men omvendt er det ikke til at vide, hvilken form og ordlyd teksterne havde, før de på et tidspunkt efter 330 f.Kr. blev genskrevet til det nye, kvadratiske alfabet.
Hvis vi sammenholder alfabetets historie med en mulig bibelsk kronologi, bliver resultatet noget i stil med dette: Abraham levede, før alfabetet blev opfundet, og har næppe været i stand til at skrive. 500-700 år senere har Moses sandsynligvis kendt til både de egyptiske hieroglyffer og det tidlige alfabet. David og Salomo brugte omkring år 1000 f.Kr. formentlig det nye fønikiske alfabet, men på Esajas’ og Jeremias’ tid (8.-6. århundrede f.Kr.) var man skiftet til det palæohebraiske. Ezra, en af hovedpersonerne i forbindelse med judæernes hjemkomst, kom til Jerusalem i 458 f.Kr. og må have kendt det kvadratiske (aramæiske) alfabet. Når han ifølge Nehemias’ Bog kap. 8 var i stand til at læse Moseloven højt, skyldes det måske, at han også kendte et eller flere af de ældre alfabeter.
Den udlægning findes faktisk i den jødiske Talmud: ”I begyndelsen blev toraen givet til Israel med hebraiske bogstaver [dvs. palæohebraisk] og på det hellige sprog [dvs. hebraisk sprog]. Den blev givet til dem for anden gang på Ezras tid med assyriske bogstaver [dvs. aramæisk kvadratskrift] og på det aramæiske sprog. Israel valgte de assyriske bogstaver og det hellige sprog og overlod de hebraiske bogstaver og det aramæiske sprog til de uvidende” (bSanh 21b). Umiddelbart derefter forklares det, at de uvidende (på hebraisk: hediot, en hebraisering af det græske idiotes) er samaritanerne.
Ezras rolle i jødisk tradition er kompleks, og Talmud giver flere forskellige forklaringer på overgangen fra det ene alfabet til det andet. Det citerede afsnit skitserer dog tre faser: Først var toraen skrevet med det palæohebraiske alfabet. Så genskrev Ezra den på aramæisk med det aramæiske alfabet. Og til sidst valgte folket en kombination af de to.
Talmud-traditionen er naturligvis netop det: en tradition. Ud fra en historisk betragtning er det svært at sige med sikkerhed, om det netop var Ezra, der forestod overgangen fra det gamle til det nye alfabet, og dermed bevirkede en form for kanonisering og standardisering, men bevidstheden om, at det moderne hebraiske alfabet i den bibelske kronologi er en ny opfindelse, hører med til bibelsynsdebatten.
At de gammeltestamentlige tekster er blevet omskrevet fra ét alfabet til et andet, betyder ikke nødvendigvis, at deres indhold er blevet ændret radikalt. Men på den anden side kan det ikke afvises, at der er sket en redaktionel standardisering. Det betyder kort sagt, at Bibelen fra begyndelsen af har haft en historie og er en oversat tekst. Teksterne er blevet overleveret, tilpasset og genskrevet i nye historiske situationer, og det vidner om, at Bibelen er blevet til i et levende fortolkningsfællesskab.
Kan Gud have haft en finger med i spillet gennem hele denne overleverings- og genskrivningsproces? Naturligvis. Det er bare meget svært at bevise. Så om ikke andet udfordrer alfabetets historie forestillingen om Bibelen som en statisk størrelse, men åbner samtidig for en dybere forståelse af den bibelske Gud som en, der ikke åbenbarer sig uden om den menneskelige kultur og udvikling – herunder menneskelige alfabeter.
Hvis du vil læse mere om alfabetets historie, skal du skynde dig at tegne abonnement på bladet TEL, hvor jeg de kommende tre numre skriver om netop det. TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi.
