Sommerens VM-slutrunde i USA, Canada og Mexico er et fodbold-VM uden Danmark. 

Få sætninger slår hårdere. Et regulært syntaktisk piskesmæld. Den Danmarksløse fodboldfest er som en gymnasiefest uden den søde pige, man har fået et godt øje til. Naturligvis dukker man trofast op, men man er degraderet til tilskuer, det bliver en fest uden klimaks. Hverken fadølsanlæg eller discokugle kan gøre det ud for den manglende genstand for ens udelte opmærksomhed. Man troede måske ikke, man manglede hende, men når man først er blevet opmærksom på hendes fravær, tager det hele ens fokus. 

Det er, som Jean Paul Sartre forklarede i L'Être et le Néant fra 1943, først når man træder ind på cafeen for at møde sin ven Pierre, og Pierre ikke er der, at man opdager, at man kan tænke ”intet”. Hele rummet er nu et sanset “Pierre-løst” rum. 

Som junimåned er skredet frem, er vi kommet tættere på kick-off i Mexico, og des tydeligere mærker man, hvor tamt det egentlig er med en hel slutrunde uden dansk kolorit. Her mangler der også en Pierre – en rødmosset og knoklende Højbjerg, der havde pyntet så gevaldigt i den amerikanske hedebølge. 

I afmagten over landsholdets fravær må vi nøjes. Vi vil ikke acceptere det Pierreløse rum, vi fylder noget i tomrummet. Men det kræver lidt øvelse, for det er en uvant situation. Faktisk er det kun sket to gange før i mine år som fodboldseer, at de rødhvide farver ikke er på grønsværen. I 2006 i Tyskland og 2014 i Brasilien var vi fraværende, men ellers er jeg forvænt med dansk deltagelse. 

Jeg benytter anledningen til en vandring ad erindringens hovedgade, og min simple tese skal være, at det er muligt at indfange en grundlæggende pointe om den enkelte slutrunde ud fra en dominerende frisure ved det givne mesterskab. 

1998: Zidanes måne 

Jeg begyndte at spille fodbold i sommeren 1993. Jeg var fem år gammel og forstod ikke reglerne, men fandt relativt hurtigt glæden ved at okse rundt med vennerne efter læderkuglen. I sommeren 1996 så jeg min første slutrunde, da der var EM i England, og Danmark skulle forsvare sin sensationelle titel fra 1992. Det gik som bekendt ikke, og Danmarks ydmygelse blev cementeret allerede i første kamp, da Davor Šuker arrogant lobbede bolden over Peter Schmeichel til det afgørende 3-0-mål i kampens overtid. 

To år senere var der VM i Frankrig, og jeg blev akut forelsket i Zinedine Zidane. Den franske troldmand var i høj kurs hjemme hos os, på et niveau hvor min yngste lillebror ville have min mor til at klippe en måne på ham. Man kan ikke fortænke ham i det. Zidane var inkarneret storhed. Et algerisk temperament – der berømt gik ud over den utålelige Marco Materazzi, som fik en aggressiv skalle i brystet i 2006 – kombineret med fransk elegance, der gjorde det enkelte touch på bolden til et lille kompositorisk monument. Som Dennis Bergkamp hos de hollandske konkurrenter formåede Zidane altid at finde den rette balance mellem stilstand og fart. Men kunne se på frisuren, at den mand var bossen. 

Jeg har både spillet og set tusindvis af timers fodbold. Men EM ’96 og VM ’98 er for mig de rigtige slutrunder. Alle slutrunder måler jeg op mod dem. 

Jeg tror, det er sådan, at den første slutrunde, man oplever, presser sig sammen og bliver til en platonisk idé, som alle slutrunder måler sig op imod. Måske fungerer erindring generelt sådan. Kronologisk giver det ikke mening, medmindre man oplevede den første slutrunde i 1930. Men for alle os andre tager vi den første slutrunde som arketypen. 

Ligesom 9/11 for mig er arketypen på et terrorangreb, og Pierce Brosnan er den rigtige James Bond, er VM i 1998 det rigtige VM. For min far var terroren anslået ved OL i München i 1972, Roger More var indiskutabelt den rigtige Bond, og VM peakede i 1978. 

Danmarks VM: Danmark røg ud i kvartfinalen med et nederlag på 3-2 til Brasilien. 

2002: Fænomenets tå (og frygtelige frisure)

Den brillante tyske litteraturforsker Hans Ulrich Gumbrecht, der blot går under navnet Sepp, har skrevet den bedste sportsbog, jeg har læst: In Praise of Athletic Beauty. Her fabulerer han over en frase, han har samlet op fra den tredobbelte OL-guldvinder i butterfly Pablo Morales: at være fortabt i fokuseret intensitet. Det er dét, sport handler om. 

For mig kan det ske, når en fodboldkamp rammer et helt sublimt niveau, hvor tiden bliver et dobbelt forhold af stilstand og sprint. Man kan ikke vælge at fortabe sig i fokuseret intensitet, det sker bag om ryggen på én. Det er som en spontan livsytring, måske er det endda ligefrem boldspillets gudsbevis? 

Brasilianske Ronaldo var måske det største talent i fodboldhistorien. Hans potentiale var enormt, men mange skader, særligt i knæene, satte en stopper for O Fenômeno i store dele af karrieren. Hans niveau i slutningen af 90’erne i Barcelona var absurd højt, men skaderne havde gjort mange usikre frem mod slutrunden i Japan og Sydkorea. 

I VM-semifinalen mod Tyrkiet scorede han et mål, der kanaliserede al fokus ind i en enkelt tå. Enhver dreng får at vide, at man ikke må sparke med tåen, bolden er simpelthen umulig at kontrollere på den måde. Øgenavnet “tåfiser”, siger det hele, for bolden bevæger sig som en oppustet ballon, man giver slip på uden at have bundet en knude. 

Men Ronaldos genistreg var netop tåsparket, fordi det forhindrede de tyrkiske forsvarsspillere i at dække skuddet op. De ventede på et udfald til højre eller venstre, men i stedet kom skuddet i midten og snød fuldstændig den karismatiske målmand Rüştü Reçber inde på stregen. I et moment af fokuseret intensitet, formåede Ronaldo at trække farcen ind i sit spil og gøre den til storhed. Sublimt. 

Ronaldo tog i samme ombæring prisen for fodboldhistoriens mærkeligste frisure. Kun den forreste del af hovedet var efterladt med karseklippet hår, der nærmest sad i et kapitalt D. Som en slags blød pil, der angav retningen for tåens kick. Men modsat sparket forblev frisuren kun farce, uden storhed. Ronaldo var dog kogende ligeglad og afgjorde finalen mod Tyskland med to cool scoringer i anden halvleg. 

Danmarks VM: Exit i ottendedelsfinalen mod England (0-3). 

2006: Orkestermesteren Pirlo med Armani-håret 

Mange af mine venner kan ikke lide fodbold. De kan lide håndbold, fordi der bliver scoret hele tiden. Håndbold er en usømmelig sport, hvor man ikke accepterer forførelsens kunst og langsomhed, men går lige på for en hurtig forløsning. 

Jeg har prøvet at forklare dem, at det, de ikke kan lide, er midtbanen. Hvor håndbold, basketball og lignende manisk scorende spil ikke opererer med midtbanen som kampens tyngdepunkt, har fodbolden en udveksling af energi langt fra mål. Det betyder også, at når der endelig sker noget afgørende i fodbold, beror det ofte på den afgørende vekslen mellem stilhed og fart, som Zidane mestrede. En pasning, en dribling, et ryk forbi en modstander. 

Finten er derfor anderledes i fodbold, fordi den ofte skaber et overtal langt fra mål, som man skal udvikle på i flere situationer, før det bliver farligt. Kan man ikke lide denne trappe af spænding, men vil have hele udløsningen i ét moment, er fodbold ikke noget for én. 

Jeg går med en stille tanke om, at ingen virkelig elsker det italienske fodboldlandshold. De, der påstår det, har det som en intellektuel øvelse, som når de prøver at argumentere for, at strudel er et nobelt bagværk eller at TV-serien Mad Men er århundredets vigtigste roman. 

På et kynisk kvælerslangehold skilte Andrea Pirlo sig ud i 2000’erne. Du kunne se på hans frisure, at han uproblematisk kunne glide ind i direktionen hos Giorgio Armani eller overtage reklametjansen for Nespresso fra George Clooney. Man mistænker Pirlo for at have haft Giuseppe Verdi, Giacomo Puccini eller Dmitri Shostakovich i ørerne under kampene. Han dansede mere end han spillede. 

Et fjerlet touch på bolden, altid med en elegance, der efterlod seeren med fornemmelsen af, at han spillede langsomt. Men aldrig har nogen dikteret tempoet i en kamp som Pirlo, og selvom italienerne vandt trofæet efter straffespark – den mest kyniske måde at hjemtage et trofæ på – så satte Pirlo en standard som orkestermester, der ikke er blevet overgået siden. Ikke engang hos aksen Busquets-Xavi-Iniesta i Spaniens voldsomme tiki-taka-dominans i årene efter denne slutrunde, var metronomen så fint indstillet. Som for Samson sad Pirlos styrke formentlig i håret, der aftvang en sanselig respekt, der gjorde, at vi alle tilgav det trøstesløse italienske landshold det kynisk tilegnede mesterskab. 

Danmarks VM: Var ikke kvalificeret. 

2010: Asamoah Gyans korte klip

Den danske journalist Oskar Rothstein har i bogen Det lysende hjerte vist, at man kan skrive hele det afrikanske kontinents kulturhistorie med fodbolden som linse. Men på trods af eminent dygtige spillere og en stigning i taktisk kunnen, har intet afrikansk landshold formået at forløse deres fulde potentiale ved en VM-slutrunde

Vi var mange, der troede, at turneringen i Sydafrika i 2010 skulle blive året, hvor Ghana gik meget langt. I varmen og til lyden af de mange vuvuzelaer kunne de bevæge sig frem på banen med deres sublime spændstighed og uforudsigelige pasningsspil. 

Få inkarnerede det så meget som Asamoah Gyan. Han var ikke holdets største stjerne og spillede ikke i en europæisk klub som den sublime midtbaneprofil Mikael Essien fra Chelsea FC. Gyan var ikke konsistent nok til at spille i de kompetitive europæiske ligaer, men han havde en x-factor, der kunne aktiveres ved en slutrunde, og netop det skete i momenter i Sydafrika. 

Ved hver slutrunde ser vi, at et hold rammer et momentum, hvor spillere overpræsterer og får en vision ind i deres spil, som de ikke engang selv kendte til. Som Harry Potter i afslutningen af Fangen fra Azkaban, der pludselig kan fremmane den svære patronus uden at vide, at han faktisk magter det. Storheden er iboende. 

Det er disse momenter, der gør, at storklubberne pludselig smider millioner af euro efter slutrundeprofiler, fordi de håber, at de kan konvertere deres glimt til et varigt lys. Det sker sjældent, og få ved vel egentlig hvorfor.

Du kunne ikke se på det Gyans frisure, at han havde noget vitalt over sig. Han gik rundt med den mest gennemsnitlige frisure, du finder på vejene i Afrika. Helt kortklippet, knaldsort hår, ingen dikkedarer, bare praktisk og operativt. Sådan spillede han også, men det var heller ikke nok denne gang. I kvartfinalen blev de hårdspillende uruguayanere endestationen efter en stribe kontroversielle situationer, særligt den hvor bissen Luis Suárez parerede et skud med hånden på målstregen i slutminutterne, hvorefter det til slut endte med et nederlag til Ghana efter straffespark.

Turneringen blev vundet af de sprudlende spaniere, der sad så tungt på tronen i de år, og vi frygtede, at det var et tusindårsrige. 

Danmarks VM: Røg ud i gruppespillet. 

2014: David Luiz’ krøller og brasiliansk kollaps 

I 2014 slog Tyskland de brasilianske værter 7-1 i semifinalen i den måske bedste holdpræstation i moderne fodboldhistorie. Det var et år, hvor den spanske tiki-taka blev bleg efter tre guldmedaljer på stribe (to EM, et VM), og den tyske heavy metal-fodbold med ekstremt højt Gegenpressung og intensive løb i dybden vandt frem. 

Josep ’Pep’ Guardiolas genistreg med at flytte højrebacken Philipp Lahm ind på den centrale midtbane i Bayern München blev overtaget af det tyske landshold, der med en ekstrem effektivitet moste sine modstandere. Spørgsmålet i den brasilianske hede var, om Canarinho-holdet kunne stille noget op med Die Mannschaft i det joga bonito, de begge mener, tilhører dem. 

Selvom alle det år talte om den teatralske, men ekstremt talentfulde playmaker Neymar, var det om nogen den høje midterforsvarer David Luiz, der inkarnerede den brasilianske ånd. Ikke fordi han besad nogen tekniske kvaliteter, men fordi hans spil var baseret på ren affekt. Man kunne næsten se det på hans gigantiske krøller, der har en lang arv i VM-sammenhæng, måske mest ikonisk hos René Higuita på det colombianske landshold i 1990. Luiz’ hårpragt er antipoden til Gyans pragmatiske stil, en unødvendig voluminøs utøjlelighed, der også hele tiden sneg sig ind i hans ukontrollerede forsvarsspil. Man lugtede hele vejen igennem gruppespillet, at det var et spørgsmål om tid, før Luiz ville komme til kort. 

Da han med den skadede Neymars trøje i hånden græd sig igennem nationalmelodien inden kampen mod Tyskland, vidste de fleste godt, at denne kamp ville koge over. 90 minutter senere havde den tyske maskine knust drømmene på Copacabana med en absurd 7-1-sejr, der ikke var ét mål for lidt. At Tyskland vandt finalen mod Argentina med mere jordnære 1-0 var blot et slags efterspil til nøglekampen, hvor Luiz’ følelser blev most under den tyske effektivitet. 

Danmarks VM: Var ikke kvalificeret. 

2018: Jordan Pickfords slick back  

Det er med en mærkelig apati, at jeg lægger mærke til, at spillerne fra min egen generation er på vej ud af butikken. Jeg kan huske, at da jeg som teenager spillede mod Brøndby, sad Daniel Wass på bænken. Mod KB nogle uger senere klarede vi os, fordi Nicklas Bendtner var på prøvetræning i Arsenal FC. En af vores største profiler var Winston Reid, som senere kom til West Ham og var med på New Zealands første VM-hold. Dengang var de alle på vej frem, gnitrende potentialer hele vejen rundt, men de er ved at være væk nu alle sammen. Kian Hansen er pensioneret. Det samme er Jesper Juelsgaard, og det er vel kun et spørgsmål om tid, før Mike Jensen er færdig i HB Køge. 

Men i 2018 var min generation på sit højeste. Ikke mindst Simon Kjær, som jeg netop nåede at krydse i klubdøren, da jeg parkerede mine egne karrieredrømme. En af de få spillere, der er gået igennem et professionelt fodboldliv med et ry for at være et større menneske end spiller, hvilket ikke er så lidt med tanke på den blonde forsvarers glorværdige karriere i AC Milans midterforsvar og en lang række kampe med anførerbindet på armen for landsholdet. 

Jeg havde en utrolig god fornemmelse omkring landsholdet ved slutrunden i Rusland. Vi slog Peru marginalt i første kamp og spillede uafgjort mod både Australien og Frankrig. Det var nok til avancement, og det virkede nu slet ikke umuligt at slå Kroatien i 1/8-finalen. Desværre blev det til et lidt unfair exit efter straffesparkskonkurrence, og det blev efterfølgende kun værre af, at Kroatien sled sig i finalen mod de suveræne franskmænd, hvor de dog måtte strække våben til sidst. Det kunne ha’ været os! 

Sådan har de helt sikkert også haft det i England. I England har man kæmpet med ideen om ”generationen” helt siden 1966, hvor man vandt nationens eneste VM-trofæ (og EM-trofæet har som bekendt aldrig været hjemme på øerne, som Kasper Schmeichel minderigt sagde det i 2021). Paul Gascogine, Alan Shearer, David Beckham, Steven Gerrard – ingen har formået at forløse sin respektive generation, selvom entusiasmen på de britiske øer gennem årene er gået op og ned som en aggressiv aktie. 

Men der skete noget i 2018, hvor en ny generation trådte frem. Få havde store forventninger til de evigt fejlende briter, men pludselig klikkede det. Ser man bort fra kaptajn Harry Kane var holdet uden profiler, hvilket ingen repræsenterede som målmand Jordan Pickford. Siden David Seaman vogtede buret i 1990’erne, havde pladsen mellem stængerne været billigt til salg, og de fleste mente også, at Pickford var en joke. Den slikkede frisure, der får ham til at ligne en karakter fra This is England eller Trainspotting, siger næsten mere end de underlige udfald, man er blevet vant til at forvente fra Pickfords side. Men han står der stadig. Som slick back hair, der aldrig rigtig går af mode, selvom den heller aldrig helt får momentum. Pickford har sidste skanse.

Danmarks VM: Exit i ottendedelsfinalen mod Kroatien (straffespark).

2022: Lionel Messis guldkåbe

FIFA er en organisation, der er svær at holde af. Jeg boykottede VM i Qatar for at sætte en grænse for mig selv. Det var måske i et anfald af dydsetik, men jeg har senere set billeder af en lamslået Lionel Messi, der påtvinges en bisht – en guldkåbe – af Qatars emir, sheik Tamim bin Hamad Al-Thani. Kvalmende. Al ubehag ved den korrupte organisation og dens menneskerettighedskrænkende slutrunde kogt ned i en maliciøs maggieterning. 

I mine øjne er Messi historiens bedste spiller. Samtidig er han gennemført usympatisk. Det er, hvad det er. Jeg interesserer mig ikke for spillerne uden for banen, det er evnerne på grønsværen, der er genstand for min interesse. Men det er noget andet med hele den politiske struktur rundt om spillet. Der må FIFA jo kritiseres for at være netop det, en organisation med globale politiske ambitioner. Og netop derfor var Qatar så problematisk. 

Jeg har ikke besluttet endnu, om jeg vil se slutrunden i Nordamerika. Det tryktester mine værdier på en uforskammet måde. Gianni Infantino er evident en skurk, der ublu fører de værste principper fra Sepp Blatters tid videre, og det ser ikke ud til, at organisationen er skruet sammen på en sådan måde, at nogen kan sanktionere det. Kvalmende i forhøjet potens. 

Men alligevel. Dydsetikken må formentlig vige for konsekvensetikken denne gang. Det gør næppe noget fra eller til, om jeg sidder med min fadøl og skriger af skærmen eller ej. Så jeg ender nok med at vælge kikkeriet, for uanset må jeg jo nøjes med at spejde efter tendenser og frisurer og minderige øjeblikke, når jeg sidder fortabt i fokuseret intensitet, nu hvor de danske drenge sidder på deres egne sofaer og gør det samme. 

Danmarks VM: Episk exit i gruppespillet i 2022. I 2026 er vi ikke med.