Grundtvigs bibelsyn opstod som svar på et eksistentielt spørgsmål:

Hvad er det faste, sikre og uangribelige grundlag for menneskets liv og evighed?

Som barn i et gammelluthersk præstehjem blev han indprentet, at Bibelen er den eneste kilde til viden om og det sikre grundlag for kristentroen. Denne tiltro til skriften udfordres først, da han som ung teologistuderende i København overbevises af den rationalistiske teologis dogmer og bibelkritik.

Da hans far bliver syg, ikke kan passe sit embede og risikerer at blive sat ud af præstegården i Udby, nøder hans forældre ham til at komme til Udby for som kapellan at hjælpe med at passe embedet. Det bringer Grundtvig ud i en stor åndelig kamp og psykisk krise, som leder til en form for gennembrud, der får ham til at erklære sig som en omvendt kristen.

I denne periode forsvarer Grundtvig ivrigt Bibelens troværdighed og ægthed imod al rationalistisk kritik. Et forsvar for sit eget eksistentielle fodfæste, men også menighedernes, for teologernes bibelkritik truer i Grundtvigs øjne med at fratage dem troen; det er jo troens grundlag, de angriber, og menighederne er forsvarsløse i denne akademiske diskussion, som de ikke har forudsætningerne for at gennemskue eller deltage i.

I perioden frem mod 1825 bliver Grundtvig usikker på, om han er på rette spor.  Han søger det Guds-ord, som troen kan hvile på, og som Helligånden kan kendes på. Men kan en bog bære betegnelsen ”Guds ord”? Og kan en levende tro forankres i en bog, som er historisk, død og uforanderlig?

Den ”mageløse opdagelse”

I 1825 når han til et gennembrud i det, som siden er blevet kaldt ”den mageløse opdagelse”, men som Grundtvig selv kalder ”Den velsignede Lys-Tanke”.

Grundtvig indser, at Bibelen ikke er ”Guds ord”, men en historisk kilde, der giver indsigt i kirkens opståen og udvikling og i kirkens vidnesbyrd om Faderens, Sønnens og Åndens åbenbaring og virke i historien.

Til gengæld er der noget andet, som går forud for Det Nye Testamente, ja, som er Det Nye Testamentes forudsætning. Dette er den troende, bekendende og lovsyngende menighed, der opstod som følge af Jesu fødsel, lidelse og opstandelse og Helligåndens udgydelse pinsedag.

Denne troende menighed er ikke blot et fortidigt, dødt fænomen. Den er en levende, nutidig virkelighed, som står i en levende relation til Jesus Kristus selv. Han er det Guds Ord, som kan være det sikre og faste grundlag for ethvert menneskes liv og evighed, og han kan ikke rummes i en bog eller beskrives med døde bogstaver.

Det faste, sikre og uangribelige grundlag for liv og evighed er derfor – ifølge Grundtvigs nyvundne indsigt – ikke en død bog, men den levende menighed skabt ved Guds levende ord. Dette er ikke ord og bogstaver, der kan fortolkes og bortforklares, men en historisk og nutidig realitet.

Siden pinsedag er mennesker åndeligt blevet knyttet sammen med Kristus ved hans levende Ord. Dette er sket og sker i dåben og ved nadveren. Den nutidige menighed og dens dåbspagt og trosbekendelse er livets bevis på og historiske vidnesbyrd om kristentroens sandhed og virkelighed.

I denne skelnen mellem det døde, skrevne ord og de mundtlige og levende ord fremhæver Grundtvig ordene, som er knyttet til dåb og nadver, og som Kristus videregav dem til sine disciple efter sin opstandelse og inden sin himmelfart. Disse ord er:

    • Trosordet, nemlig trosbekendelsen ved dåben,

    • håbsordet, nemlig Fadervor, som gives gudsbarnet ved dåben og

    • kærlighedsordet, nemlig indstiftelsen ved nadveren.

Disse ord talte Kristus til de første kristne, og han taler dem fortsat i sin menighed til hver enkelt, som med tro tager imod hans ord i dåben og ved nadveren.

Det velsignede og lyse i Grundtvigs opdagelse er, at grundlaget for liv og evighed ikke er døde bogstaver. Det er et levende ord i skikkelse af Jesus Kristus, som i menighederne er rakt videre fra dåb til dåb, fra nadver til nadver. Det er Liv og Ånd.

Den mageløse opdagelse blev definerende for Grundtvig resten af livet. På mange måder så han denne forståelse af trosbekendelsen ved barnedåben som hans bidrag til at reformere kirken og bringe den ind i en ny tid.

Hvordan Grundtvig læser i Bibelen

Hvilke konsekvenser fik ’den mageløse opdagelse’ da for Grundtvigs bibelsyn? Min vurdering er, at Grundtvig livet igennem havde et meget konservativt bibelsyn. Hans egen praksis med Bibelen viser, hvor afgørende han anså Bibelen for at være i det personlige trosliv og som forudsætning for kirkens lære og forkyndelse. Hans syn på nogle klassiske problemstillinger omkring bibelsynet viser dog, at han er svær at sætte i bås:

• Han problematiserer ikke de enkelte skrifters oprindelse, forfatterskab eller autenticitet.
• Han anerkender tekstkritisk arbejde, men forudsætter både i sine skrifter og i sin egen praksis med Bibelen, at den foreliggende udgave troværdigt videreformidler det, som Guds Ånd inspirerede de bibelske forfattere til at skrive.
• Han går dog videre end Luther i sin kanonkritik og kan for eksempel kalde Jakobs Brev for ”aabenbar uægte”.
• I hans fortolkning af Bibelen bliver ”frihed” hovedordet. Grundtvigs stærke understregning af fortolkningsfriheden i kirken er ikke et udtryk for, at enhver tolkning er lige god eller gyldig. Men den er en nødvendig forudsætning for troen, da denne netop ikke opstår ved gentagelse af dogmer, men i det dynamiske møde med gudsordet.

Hvad er da Guds ord?

Grundtvigs forståelse af udtrykket ”Guds ord” er vævet sammen med hans menneskesyn, åndsforståelse og synet på sproget. For ham er mennesket enestående i alt det skabte, fordi det har fået del i Guds Ånd. Denne åndsmeddelelse kommer til udtryk i tale og sprog og medfører, at mennesket som det eneste af Guds skabninger kan tale om og med Gud. Sproget er også forudsætningen for, at vi kan reflektere over os selv og vores historie, at vi kan digte og fantasere. Heraf det berømte citat fra ”Nordens mytologi” (1832):

”Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe de andre dyr, og siden sig selv til verdens ende, men han er en mageløs, underfuld skabning, i hvem guddommelige kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusinde slægter, som et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed.”

Ligesom menneskets ånd kommer til udtryk i sproget, sådan gør Guds Ånd det også. Ånden formidler sig selv ved det mundtlige Guds ord udtalt af menneskemund. Ånden kan altså ikke ”bindes” på skrift, men må som den levende kraft formidles mundtligt. Som Grundtvig udtrykker det i ”Den christelige Børnelærdom”:

”Hvo kan troe som har ei hørt!

Det er Aandens Tale,

Herrens Ord i Pennen ført,

Det er Aand i Dvale”

Med ordets mundtlighed følger også dets nutidighed. Gud har talt til sit folk og sin menighed gennem hele historien. Men så snart det skrives ned, er det ikke længere Guds ord, men et vidnesbyrd om Guds ord. Det levende Guds ord lyder i nutiden og skaber relationen mellem den levende Kristus og hans levende menighed.

Denne åndelige og nutidige manifestation af Ånden gennem sproget må ske på modersmålet. Det, Ånden formidler til os, er nemlig ikke først og fremmest kognitivt og rationelt talt til hjernen. Det er poetisk og intuitivt talt til hjertet. Og som ”hjertesprog” kan modersmålet vække – både folkeligt og kristeligt:

”Modersmål er vort hjertesprog,

kun løs er al fremmed tale,

det alene i mund og bog

kan vække et folk af dvale.”

Guds ord er naturligvis ikke hvad som helst, der tales på modersmålet. Grundtvig indholdsbestemmer også ”Guds ord” i flugt med sin mageløse opdagelse. Trosbekendelsen ved dåben (og indstiftelsesordene ved nadveren, Fadervor og fredsønsket ved dåben) er det Guds ord, som opliver og skaber tro. Disse ord er et samlende udtryk for ”Guds evangeliske Raad til vor Salighed” – som Grundtvig skriver i ”Den christelige Børnelærdom”.

Som synonym til udtrykket ”Guds ord” taler Grundtvig om ”Åndens livsytringer”. Disse ytringer skaber livet i de troende og i menigheden. Dette liv hører sammen med nogle livstegn, altså virkninger af Åndens livgivende tale. Disse livstegn er bekendelse, forkyndelse og lovsang.

Endelig er det væsentligt for Grundtvigs forståelse af begrebet ”Guds ord”, at dette er uadskilleligt fra Kristus. Ham er det, som Ånden ytrer sig om. Ham er det, som gør trosbekendelsens ord til Guds ord. Skriften, kirken, pennen eller munden, alle er de tomme hylstre, skygger uden liv og kraft – indtil den levende Kristus kommer og fylder dem med sit liv og gør dem til formidlere af ham.

”Guds ord” er en fortolkningsnøgle til Grundtvig

Grundtvigs forståelse af, hvad Guds ord er, påvirker ikke blot hans tilgang til Skriften, det er også en strøm under hans salmer. Gør man sig ikke dette klart, misforstår man Grundtvig. Derfor følger her en lille læseguide til forståelsen af Guds ord hos Grundtvig.

Grundtvig læser Bibelen i lyset af sin mageløse opdagelse. Tag for eksempel Romerbrevet kapitel 10, vers 8: ” ’Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,’ og det ord er troens ord, som vi prædiker.” Grundtvig forstår det sådan, at ”troens ord” henviser til trosbekendelsen ved dåben.

Og når der i Romerbrevet kapitel 10, vers 17 opsummerende står: ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord,” så forstår Grundtvig ”Kristi ord” som trosbekendelsen ved dåben. Ligeledes forstår Grundtvig ”den dårskab, der prædikes om” i 1. Korintherbrev, kapitel 1 som en henvisning til trosbekendelsen ved dåben.

Grundtvigs mageløse opdagelse afspejler sig også i hans salmer, som vi kan se i disse eksempler:

Kirken den er et gammelt hus (DDS 323)

I vers 6 sammenfatter Grundtvig sit syn på Guds livgivende ord i trosbekendelsen (trosordet ved dåben), nadveren (kærlighedsordet) og Fadervor i dåben (håbsordet): ”Fonten os minder om vor dåb, altret om nadverens nåde, alt med Guds ord om tro og håb og om Guds kærligheds gåde.” 

Huset (kirken) er bygget ”om ham, hvis ord består.” Kirkens opgave er først og fremmest at formidle de livgivende ord i sakramenterne, så Kristus ”i dag alt som i går” – altså nutidigt – kan blive forløser for mennesker.

Midt iblandt os er Guds rige (DDS 320)

Guds rige kommer nutidigt til stede ”med Guds Ånd og i Guds ord” (vers 1). Dette sker ved nadveren (”hans nådebord” (vers 1), hvor ”rigets frugt forud vi smage” (vers 4)) og det sker i dåben (”Herrens fødsels-glæde”, der ”råbes ud med englerøst” (vers 6)).

Disse livsytringer fra Ånden er usynlige (vers 2), men Guds menighed mærker dem som fred og glæde (vers 2) og en fornemmelse af Gudsrigets nærhed (vers 3). Denne Åndens gerning ved ordet fører livstegn med sig: Guds rige blomstrer, menigheden bærer Åndens frugt med tro, håb og kærlighed (vers 7-8).

Sov sødt, barnlille! (DDS 674)

I denne dåbssalme understreger Grundtvig, at præsten låner Kristus sin mund, når han som ”Guds Enbårnes røst slog kors for dit bryst” (vers 2). Salmen emmer i det hele taget af Grundtvigs hjertesager: Dåben i vers 2, Fadervor som ”det lille Guds-ord” og ”et ord af Guds søn” i vers 3-4 og nadveren i vers 6.

Her, hvor Grundtvig trøster menigheden såvel som sig selv, klynger han sig til Guds ord – hvilket vil sige til Jesus selv. Ham er det, som dåben, nadveren og Fadervor giver livsfællesskab med.

Noget at være uenig med og noget at få liv af

For mig har mødet med Grundtvigs forståelse af Guds ord været både inspirerende og klargørende. At han så klart afviser at ville kalde Bibelen for ”Guds ord”, er i min optik for konsekvent, men i hans syn finder vi samtidig også det centrale ønske:

At undgå, at kristen tro bliver et spørgsmål om rationel tilegnelse af en bestemt forståelse og overbevisning.

Kristen tro er en levende relation til en opstanden frelser. Den relation kan ikke reduceres til noget kognitivt. Den er ånd og liv, kærlighed og håb. Det er en relation, som etableres i dåben og leves i bekendelse, bøn og lovsang.

Det er en vigtig pointe – og rummer en replik til en fare ved det ortodokse bibelsyn, hvor der kan være en risiko for at sætte lighedstegn mellem Bibelen og Guds ord på en måde, så den levende og levede relation til Kristus kommer i baggrunden.

Om Grundtvigs mageløse opdagelse giver den troende det faste fundament under sin tro, som Grundtvig selv mente, er nok tvivlsomt. I hvert fald, hvis man ser på det rationelt. Men følelsesmæssigt har han nok ret. Den, der hviler i sin dåbs nåde, rystes ikke så let af bibelkritiske indvendinger imod Bibelens troværdighed. Ligesom den, der har talt med Kristus om morgenen, vil være utilbøjelig til at betvivle hans opstandelses historicitet om eftermiddagen.

Når man læser Grundtvig er det tydeligt, at han ikke skrev i et forsøg på at fremstille en begrebsafklaret og systematisk teologi uden indre spænding eller selvmodsigelse. Han skrev passioneret, poetisk og fyndigt. Han skrev for at vække og oplyse. I sin iver for at understrege sin pointe skrev han med en endog ret høj grad af selvmodsigelse. Derfor skal man gøre sig umage for at lytte efter Grundtvigs anliggende – hvilket efter mit skøn er tydeligst og mindst polemisk i hans salmer.

Om Bibelen siger han for eksempel, at den ikke er Guds ord. Han kalder den en død bog bestående af døde bogstaver. Den er en magtesløs skygge og et livløst skin, som ikke kan formidle et udefrakommende ord fra Gud, der kan vejlede os.

Læser man disse og tilsvarende udsagn isoleret, vil man let kunne konkludere, at Grundtvig var liberal og en bibelkritiker. Til disse udsagn kan man let finde deres modsætning. Grundtvig giver for eksempel udtryk for, at Bibelens forfattere var inspirerede af Guds Ånd og drevet af Guds Ånd, og han går endog så langt som til at sige, at ”det maa forudsættes, at Christi Aand ret egenlig førde deres Haand, naar de skrev.”

Grundtvigs syn på Skriftens inspiration betyder, at han ønsker, at Skriften skal have en fremtrædende plads i den troende menighed, da den er uundværlig til den troendes oplysning og dannelse. Ifølge Grundtvig-kenderen Holger Begtrup var dette i overensstemmelse med Grundtvigs egen praksis. I sin kamp mod selvisk lyst til egen ære følte Grundtvig sig tryggest i lønkammeret med Bibelen. Han gik ud fra, ”at hvert Ord i den hellige skrift var skrevet med Guds Finger,” og Grundtvig gav sig ind under dens autoritet.

En anden vigtig og bibelsk pointe, vi kan hente fra Grundtvigs bibelsyn, er, at Guds ord altid sigter mod dialog med og virkning i mennesket. Det er et kendetegn på Guds ord, at det i sig selv har liv og virkekraft (se for eksempel Hebræerbrevet kapitel 4, vers 12 og Esajas’ Bog kapitel 55, vers 11). I den betydning kan det ikke fastfryses i en bog eller indesluttes i et fortidigt vidnesbyrd.

Hverken kampen for at fastholde Bibelens troværdighed som historisk vidnesbyrd eller den akademiske diskussion om Bibelen må overskygge eller sætte Guds ords aktive virksomhed i baggrunden. Når jeg forklarer eller forsvarer Guds ord, bliver det let til noget, jeg taler om. Og Guds ord er først og fremmest bestemt til at tale til og med mig.

Her oplever jeg, at Grundtvig både er en stærk vækkelsesrøst og fortaler for det levende menigheds- og trosliv og livsrelationen til Kristus ved Ånden.

Mere end trosbekendelsen

Modsat er jeg udfordret af, at Grundtvig indsnævrer det levende, virksomme Guds ord til trosbekendelsen i dåben, Fadervor og indstiftelsesordene ved nadveren.

Dermed afviser han, at forkyndelsen kan kaldes Guds ord, og det er at tage pointen for langt. Grundtvig regner ganske vist forkyndelsen som et livstegn på Åndens virke gennem trosbekendelsen i sakramentet – sammen med lovsangen og bekendelsen i menighedens mund. Men Skriften selv går videre end blot at kalde forkyndelsen af Kristus for et livstegn.

I Det Nye Testamente er netop evangeliet den levende, virksomme åndskraft i verden. Og dette evangelium sætter sig igennem som Guds ord på flere måder:

• I forkyndelse/prædiken for hedninger såvel som for troende (se Romerbrevet kapitel 10, vers 14-17)
• I dåben og nadveren, hvor det iklæder sig tegn i form af vand, brød og vin (se for eksempel 1. Korintherbrev kapitel 11, vers 26, hvor nadverfejringen kaldes en forkyndelse)
• I sange, som levende og virksomt underviser og formaner de troende (se Kolossenserbrevet kapitel 3, vers 16)
• I tungetale, åbenbaring, lovprisning og bøn (se 1. Korintherbrev kapitel 14, disse ytringer omtales som midler til opbyggelse)

Der er rigdom i Grundvigs arv

Til trods for mine indvendinger, mener jeg fortsat, at mange af hans pointer er inspirerende og klargørende. Hans fokus på betydningen af det levende, nutidige møde mellem den Opstandne frelser og den troende er velgørende og flytter fokus fra endeløse diskussioner blandt lærde om Bibelens troværdighed. Ud af Grundtvigs kristendomssyn vokser en trospraksis med fokus på liv og tjeneste og med forventning til Guds Ånds virke i verden. Det er en meget rig og anvendelig arv fra Grundtvig, og den møder os fortsat i hans mange salmer.

Disse salmer er ikke blevet livløse bogstaver i en salmebog, men bringer hans vækkerrøst lige ind i menigheders og troendes hjerter, når vi synger dem til gudstjenesten:

Vidunderligst af alt på jord

er Jesu Kristi rige,

dets herlighed er og så stor,

at det har ingen lige.

Dets gåde er et Guddoms-ord,

som skaber, hvad det nævner,

som fylder dale trindt på jord

og klipperne udjævner.

Med det indvies Jesu dåb,

velsignes Jesu bæger,

så hist udspringer livets håb,

og her det vederkvæger.

Med det der skabes vin af vand

og paradis af ørke,

med det der skabes lys om land,

mens verden går i mørke.

Det er den store konges glans,

som kun på korset døde,

for at med livets rosenkrans

jordklimpen ham kan møde.

(fra DDS 319)