På Hegseths bryst er der tatoveret et såkaldt Jerusalemskors; et korssymbol, der blev brugt af de kristne riddere, som i det 11. århundrede drog til Mellemøsten for at befri Jerusalem fra muslimerne. På sin ene overarm har Hegseth desuden tatoveret de latinske ord “Deus Vult”, der betyder “Gud vil det”; et slags kampråb, der blev brugt af de kristne korsriddere til at udtrykke, at korstoget var en hellig krig, retfærdiggjort og villet af Gud.

Tatoveringernes forbindelse til middelalderens korstoge er ikke tilfældig. I sin bog American Crusade fra 2020 opildner Hegseth til hellig krig i kristendommens navn mod de islamistiske og venstreorienterede kræfter, som han mener truer med at undergrave den amerikanske og vestlige civilisation. Nutidens hellige krig, som han ser sig selv som en del af, er et slags ekko af fortidens korstoge. Han skriver et sted i bogen: “We don’t want to fight, but, like our fellow Christians one thousand years ago, we must.”

Hegseth er da heller ikke bleg for at skildre USA’s og Israels nuværende krig mod Iran som en hellig krig. I et interview med CBS News siger han om USA’s millitære overlegenhed: “Our capabilities are better. Our will is better. Our troops are better. The providence of our almighty God is there protecting those troops”.

Da Hegseth efterfølgende bliver spurgt, om han forstår krigen ud fra en religiøs kontekst, svarer han bekræftende: “I mean, obviously, we are fighting religious fanatics who seek nuclear capability in order for some religious Armageddon.”

Interviewet med CBS er ikke det eneste eksempel på, hvordan Hegseth fremstiller krigen mod Iran som en hellig krig i Guds navn. Den 25. marts deltog han i den månedlige gudstjeneste i Pentagon, hvor han delte en bøn fra scenen. Her læser Hegseth op fra salme 18 i Salmernes Bog, hvor salmisten, henvendt til Gud, blandt andet siger: “Du væbner mig med styrke til krig, du tvinger mine modstandere i knæ. (…) De råber om hjælp, men ingen hjælper, de råber til Herren, men han svarer dem ikke.” Hegseth sagde i den forbindelse fra scenen, at han mente, bønnen og salmen var passende, taget i betragtning af USA’s aktuelle krig mod Iran.

Hvor rabiate Hegseths udtalelser end måtte fremstå fra et dansk perspektiv, så er hans brug af religiøs retorik i en politisk kontekst faktisk ikke et unikt fænomen i USA. George W. Bush fremstillede ved flere lejligheder krigen mod Irak som en mission, der var pålagt USA af Gud, og før ham gjorde Ronald Reagan noget lignende, når han beskrev USA’s krig mod de gudløse sovjetter.

Men hvorfra stammer denne retorik og sammenblanding af religion og politik, som virker til at være et tilbagevendende element i amerikansk politik, og som Hegseth tilsyneladende viderefører? En del af svaret skal findes i den opfattelse eller ideologi, som kaldes amerikansk exceptionalisme.

Guds eget land

Opfattelsen af, hvad der ligger i betegnelsen “amerikansk exceptionalisme” har varieret op igennem historien. Men grundlæggende henviser betegnelsen til den idé, at USA er et særligt land, som på grund af forskellige kulturelle, historiske, politiske og religiøse faktorer adskiller sig fra de andre vestlige lande.

Idéen har rødder helt tilbage til 1600-tallet, hvor puritanske kristne emigrerede til Amerika fra England. Puritanerne var gennem fortolkninger af Johannes’ Åbenbarings tale om Tusindårsriget kommet frem til den overbevisning, at de ligesom jøderne havde indgået en pagt med Gud, som indebar, at de var udvalgt til at udkæmpe Hans kamp for det gode i det nye land, sprede det kristne budskab og kalde til omvendelse.

Med tiden vandt denne selvforståelse også frem udenfor puritanske kredse, så den ikke kun betegnede puritanernes særstatus, men hele USA’s unikke rolle som Guds udvalgte nation. I forbindelse med exceptionalismens udbredelse i 1700- og 1800-tallet opstod også idéen om, at Gud havde udvalgt USA til at føre sin guddommelige vilje igennem i hele verden. Derfor var det også Guds vilje, at USA blev et verdensomspændende imperium, som på vegne af Ham skulle udbrede demokratiet og den kristne civilisation til resten af verden.

Siden da har den amerikanske exceptionalisme vist sig at være bemærkelsesværdigt modstandsdygtig og har i forskellige varianter overlevet helt til i dag, hvor den tilsyneladende stadig lever i bedste velgående. MAGA-bevægelsen kan blandt andet betragtes som en nutidig version af den amerikanske exceptionalisme.

Hegseths udtalelser om Iran-krigen ligner en fortsættelse af denne exceptionalistiske anskuelse, når han i interviewet med CBS taler om, at det er en krig mod religiøse fanatikere, og at Gud vil beskytte de amerikanske soldater. Han er da heller ikke bange for at fremstille krigen mod Iran som Guds egen krig. Når han fremhæver, at salme 18 er særlig relevant i lyset af den aktuelle krig, er det svært ikke at tolke som et udtryk for, at Hegseth sidestiller de fjender, som salmisten ved Guds hjælp udrydder, med USA’s egne fjender i Iran. USA’s fjender er også Guds fjender, og USA’s krig er Guds krig. I hvert fald i Hegseths optik.

Faren ved at gøre kristendommen til et politisk projekt

Et åbenlyst problem ved Hegseths udtalelser er, at han med sin sammenblanding af, hvad der er Guds og USA’s krig, hævder at have en særlig indsigt i Guds vilje. Det er en farlig vej at bevæge sig ind på, for når politikere tager Gud til indtægt for deres handlinger, gør de sig selv immune for kritik. I kraft af deres påståede indsigt i Guds vilje er de i besiddelse af det sande og gode i absolut forstand, og deres politiske modstandere vil derfor partout også være Guds modstandere. Ethvert incitament til refleksion, selvkritik og anerkendelse af nuancer er forduftet og afløst af en skråsikker bedrevidenhed i kristendommens navn.

I det hele taget er det ikke svært at få øje på det ironiske i Hegseths fremstilling af Iran-krigen, når han beskriver det som en kamp mod religiøse fanatikere, der opretholder et teokratisk regime, hvor grænsen mellem politik og religion er væk. Afslører Hegseths egen retorik ikke netop, at han selv er en religiøs fanatiker, der baserer sin politik på religion? I så fald er forskellen på ham og hans fjender ikke fanatismen - for den er de fælles om - men hvorvidt de baserer deres fanatisme på Allah eller Gud.

En løgstrupsk kritik af Hegseth

De fleste danskere vil formentlig erklære sig mere eller mindre enige i forrige afsnits kritik af Hegseth. Vi er i Danmark ikke vant til, at politikere bruger religion i politiske sammenhænge, og derfor reager vi instinktivt imod det, når vi støder på fænomenet hos politikere fra den anden side af Atlanten.

Én af de danske tænkere, som har haft enorm betydning for dansk kultur- og åndsliv og i særdeleshed vores måde at forstå forholdet mellem etik, kristendom og politik her til lands, er aarhusteologen, K.E. Løgstrup (1905-1981). Selvom hans tanker selvfølgelig ikke er repræsentative for alle danskeres forståelse af forholdet mellem religion og politik, så har han haft markant indflydelse på, hvordan vi i en dansk kontekst tænker om samspillet mellem de to. Og så giver Løgstrup os også et godt svar på, hvorfor Hegseths udtalelser er teologisk problematiske.

Løgstrup er kendt for at hævde, at der ikke findes nogen særlig kristen etik. Det argumenterer han for ved at henvise til, at Jesus i sin forkyndelse aldrig giver konkrete anvisninger til, hvordan den enkelte i en specifik situation skal handle. I stedet nøjes Jesus med at henvise til den etiske fordring (det dobbelte kærlighedsbud), som siger, at du skal elske din næste som dig selv.

Det er dette aspekt, som Løgstrup kalder fordringens tavshed. Fordringen om at elske sin næste som sig selv er tavs, fordi Jesus ikke angiver med hvilke handlinger den enkelte i den konkrete situation skal efterleve fordringen og elske den anden.

Ifølge Løgstrup, er denne tavshed ikke en svaghed ved Jesu forkyndelse, men en styrke. Styrken ligger i, at fordringens tavshed gør det til den enkeltes ansvar at skønne, hvordan han bedst i den konkrete situation udviser næstekærlighed overfor den anden. Dermed forpligtes den enkelte til at involvere sig i den konkrete situation og sætte sig i det andet menneskes sted.

Havde Jesus derimod brudt fordringens tavshed og udstukket konkrete retningslinjer for, hvordan den enkelte i alle tænkelige forhold skulle handle, så var det etiske liv blevet reduceret til et selvoptaget og livsfjernt forsøg på at imitere abstrakte, etiske bud på bekostning af en reel, uselvisk optagethed af, hvad det andet menneske i den konkrete situation har brug for.

Fordi det altid vil være et skøn, hvordan jeg bedst efterlever fordringen om at elske min næste, understreger Løgstrup, at jeg aldrig kan vide med sikkerhed, om min handling er i overensstemmelse med fordringen. Jeg kan kun forsøge at vurdere, hvordan jeg bedst drager omsorg for min næste i den konkrete situation, men om min handling er ond eller god, kan jeg i sidste ende aldrig være sikker på.

Ifølge Løgstrup indebærer fordringens tavshed, at vi ikke kan bedrive konkret politik på baggrund af Jesu etiske forkyndelse i for eksempel Bjergprædiken. Fordi fordringen, som vi møder i Jesu forkyndelse, er tavs eller ukonkret og ikke angiver, hvad der i enhver situation er det rigtige at gøre, kan vi heller ikke slå op i Bibelen og finde konkrete løsninger på små eller store samfundsproblemer.

Hvis du alligevel forsøger at retfærdiggøre dine politiske handlinger ved at hævde, at du med din politik udfører Guds vilje, så bryder du fordringens tavshed. Du gør Jesu etik konkret ved at sætte lighedstegn mellem din egen politik og fordringen. Dermed gøres kristendommen til et politisk projekt, til en ideologi, og det er farligt, siger Løgstrup, fordi det næsten uvægerligt fører til, at man uretmæssigt føler sig i sin gode ret til at presse sin sandhed ned over hovedet på andre.

Løgstrups tanker viser noget om, hvorfor Hegseths udtalelser er så teologisk problematiske. Ifølge ham, kan vi kun skønne og aldrig vide med sikkerhed, om en given handling er god eller ond, altså i overensstemmelse med den etiske fordring eller ej. Derfor siger Løgstrup, at vi skal være på vagt overfor politikere, der, ligesom Hegseth, vil retfærdiggøre deres politik med henvisning til kristendommen, og som i den forbindelse hævder, at de med deres politiske handlinger udfører Guds vilje.

For disse politikere påstår at være i besiddelse af en sikkerhed, som intet menneske kan påstå at eje, og kristendommen bruges som et redskab, der skal understøtte en totalitær ideologi resistent overfor kritik, fordi den hævder at have direkte indsigt i, hvad der er Guds vilje og det gode i absolut forstand.

I min optik, er det præcis det, Hegseth gør, når han sidestiller Guds og salmistens fjender i salme 18 med USA’s fjender. Hermed påberåber han sig etisk monopol på at høre til de gode, der kæmper Guds egen kamp mod det onde. Men det kan man ikke, ifølge Løgstrup, for der vil altid være et element af skøn og usikkerhed i det etiske valg. Derfor kan ingen politiker med god ret hævde, at de ved, at deres politik er en direkte forlængelse af Guds vilje.

En sammenblanding, der vækker bekymring

Hegseths udtalelser er mildest talt bekymrende, for hans politiske magt er stor. Han er med til at lede verdens mægtigste militær, og han står i direkte forbindelse til USA’s præsident, verdens mægtigste mand. Ifølge Donald Trump var det endda Hegseth selv, som først præsenterede idéen om at angribe Iran.

Hvis Hegseths farlige sammenblanding af kristendom og politik er ved at snige sig ind i det politiske system i USA og i resten af Vesten, har vi et åbenlyst problem. Jeg har ikke forudsætninger for at kunne svare på, i hvor høj grad dette er en reel fare, og i hvilken udstrækning Hegseths holdninger er et udtryk for en generel tendens i vestlig politik. Men under alle omstændigheder, er det i sig selv rigelig grund til bekymring, når en af lederne bag verdens største militærmagt fremstiller USA's krig som Guds egen krig.