I den seneste tid har der i danske medier raset en debat om danskhed. Den begyndte med Nadja Isaksen fra Borgernes Parti, der ikke mente, at Samira Nawa fra Radikale Venstre var rigtig dansk fordi... Noget med katte og heste.

Debatten har også raset inde i mig.

Ikke fordi jeg normalt er særlig interesseret i danskhed eller interne diskussioner på den alleryderste politiske højrefløj, men fordi jeg ikke har kunnet slippe en udtalelse fra podcasten ’Borgerlig Tabloid’ med titlen “Julie Grove bryder tabuet: Blod betyder noget”. 

Den lyder sådan her:

 - Man kan lige pludselig ikke definere, hvad en dansker er. Det er ikke særlig godt for sammenhængskraften.

Julie Grove var inviteret i studiet, fordi hun havde angrebet en anden konservativ skribent, Christian Egander Skov, og kaldt hans argument for, at danskhed handler om ånd, hullet som en si. For blod er selvfølgelig vigtigt, hvordan skal man ellers lave “logisk holdbare kriterier for danskhed,” som hun siger.

Men det er nu ikke derfor, hun hjemsøger mig. Det er, fordi hun (og hendes holdningsfæller) faktisk aldrig selv kommer med holdbare kriterier eller egentlige definitioner på danskhed. 

Og er det ikke lidt… spøjst?

 ”Jeg synes jo, at det er en svær samtale at have, og jeg påstår jo ikke, at jeg har alle svarene,” siger Julie Grove også i podcasten. Men hvordan kan det være, at selv de ivrigste fortalere for en definition ikke giver en? 

Altså, hvad er danskhed? Og hvorfor er det så svært ved at svare på det spørgsmål?

Jeg kan forstå, at det ville være rigtig godt for sammenhængskraften, hvis vi fik svar på det. Så lad os gøre et forsøg.

Hvad er da en dansker?

“Intet antal observationer af hvide svaner kan bevise teorien om, at alle svaner er hvide. Observationen af blot én sort svane kan modbevise den,” virker som passende passage at parafrasere den gamle Karl Popper for i denne sammenhæng. 

Ikke så meget for lave en kommentar på svane-etnicitet, men fordi det illustrerer det positive problem i at definere danskhed.

De fleste ville nok intuitivt tænke danskhed i retning af de baner, som Jeppe Duvå gjorde i sin seneste leder i Kristeligt Dagblad:

”Men den gør det muligt at have et samfund, hvor kulturelt og religiøst forskellige grupper kan leve i fordragelighed, hvis alle vel at mærke viser respekt for helheden, overholder de fælles love og prøver at tilegne sig de helt grundlæggende kulturelle koder og spilleregler, som det store flertal anser for god stil.” 

Men argumentet er ikke tilstrækkeligt, for undtagelserne hober sig op.

Er tømrersvendene, der arbejder sort og nægter at betale skat lige pludselig ikke længere danske, fordi de ikke viser respekt for helheden?

Olsen Banden var godt nok fiktiv, men selvom de ikke overholder dansk lov, vil de fleste nok sige, at de er noget så danske.

Nik og Jays danskhed vil de færreste nok også anfægte, selvom det er svært at sige, at de aktivt har forsøgt at tilegne sig de helt grundlæggende kulturelle koder og spilleregler i vores land. De har altid været i selverklæret krig med både kulturelite og jantelov.

Der er også de mere simple forslag: Du er dansk, når du har et dansk pas. Danskhed kogt ned til jura. Min anke vil dog være, at jeg ikke ville blive hverken mere eller mindre amerikansk af et få stukket et juridisk dokument i hånden, som påstod det. Denne løsning overser også et helt åbenlyst problem, for der er jo danskere, der ikke har et dansk pas, selvom de hver eneste sommerweekend tager i kolonihavehuset, griller røde pølser og drikker grøn Tuborg.

Alle, der vil forsvare fædrelandet, hører til folket, kunne et argument lyde. Men hvad med 70’ernes militærnægtere, var de mindre danske?

Svin, kartofler og rugbrød, det er opskriften på danskhed. Men min lillebror kan ikke lide rugbrød. Gør det ham mindre dansk?

Vores konge er halvt fransk, kronprinsen halvt australsk, og i det hele taget er det næppe majestætsfornærmelse at konstatere, at kongehuset har ikke meget “dansk” blod i årene. Gør det Hans Majestæt mindre dansk?

Sproget! Vi kan kende dansken på sproget, vil nogen indvende. Men Prins Henrik lærte aldrig at tale særlig godt dansk (det er måske mest en myte, han havde accent, ja, men ellers godt styr på ordforråd og grammatik, har jeg ladet mig fortælle, så lev med den som hypotetisk eksempel). Vil vi påstå, at han ikke blev dansker? Okay, det er der måske nogle, der vil, inklusive ham selv, men Aragorn, eller Viggo Mortensen, som han også kaldes, er da i hvert fald dansk, påstår vi. Også selvom han blev interviewet på engelsk, da jeg så ham på dansk TV sidst.

Man kunne for så vidt vende den om. Bliver de Kierkegaard-interesserede japanere danske af at lære at sige “hin enkelte”? Selvfølgelig ikke.

Sådan kunne man blive ved med at finde på flere gode og mindre gode eksempler. Min pointe er, at hvis vi vil forstå danskhed, må vi opgive drømmen om en essentialistisk definition. Så langt er de fleste af os nok enige. Selv den blodentusiastiske podcastgæst fra indledningen, Julie Grove, virker faktisk også til at være enig, når hun siger:

- Jamen, det er ikke fordi, jeg er uenig i, at der er flere faktorer, og det er svært at sætte en finger på.

Men måske kan vi så i stedet sætte en finger på, hvorfor det er så svært at sætte en finger på. Det kræver dog, at vi tyer til noget så udansk som et tysk fremmedord.

Familienähnlichkeit

Eller, hvis man vil skåne mere fintfølende nationale nerver en smule: familielighed.

Begrebet stammer fra Ludwig Wittgenstein, især fra ’Filosofiske Undersøgelser’, hvor han gør op med forestillingen om, at alle begreber nødvendigvis må kunne defineres ved en fælles kerne, en essens, som alle tilfælde deler.

Hans eksempel er “spil”. Hvad er det egentlig, alle spil har til fælles? Er det konkurrence? Nej, ikke nødvendigvis. Er det regler? Ofte, men ikke altid på samme måde. Er det underholdning? Det kommer vist an på, hvem man spiller med.

Wittgensteins pointe er, at vi ofte bruger ord, selvom de ikke lader sig indfange af en skarp definition. Det, der binder tilfældene sammen, er ikke én egenskab, som går igen i alle spil, men et netværk af overlappende ligheder. Lidt som i en familie: Den ene har næsen fra sin mor, den anden smilet fra sin morfar, en tredje har tilsyneladende samme øjne som sin faster. Der er ikke nødvendigvis ét træk, som samtlige familiemedlemmer deler, men der er alligevel en genkendelighed, et mønster af slægtskab.

Det er her, begrebet bliver nyttigt, hvis man vil tænke en smule klarere om danskhed.

For måske er problemet netop, at danskhed bliver behandlet, som om det må være en naturvidenskabelig kategori. Som om vi, hvis vi bare graver dybt nok i blod, adfærd, vaner, sprog, statsborgerskab, religion, frikadellepræferencer og forholdet til DR’s julekalender, til sidst vil finde den skjulte danske gudepartikel. 

Beklager, den findes altså ikke.

Danskhed fungerer formentlig langt mere som Wittgensteins “spil”. Der findes ikke én egenskab, som alle danskere deler, og som kun danskere deler. Ikke alle danskere elsker rugbrød. Ikke alle danskere har danske forældre. Ikke alle danskere taler perfekt dansk. Ikke alle danskere føler nogen særlig varme ved synet af bøgetræer, lyden af Højskolesangbogen eller mindet om EM ’92. 

Og dog kan de være danske.

Det betyder ikke, at danskhed er en tom kategori, eller at ordet bare dækker over hvad som helst. Det betyder blot, at danskhed ikke er en essens, men et mønster. Et menneske kan ligne de øvrige danskere på nogle punkter, men ikke på andre. Det kan være gennem sprog, opvækst, historisk tilknytning, vaner, omgangsformer, humor, institutionel deltagelse, fælles referencer, selvforståelse eller andres genkendelse. Ingen af delene er i sig selv afgørende. Men tilsammen danner de det netværk af ligheder, vi faktisk allerede navigerer efter i praksis.

Det er også derfor, de såkaldt “logisk holdbare kriterier for danskhed” bliver ved med at undslippe os. Ikke fordi danskhed ikke findes, men fordi vi leder efter den forkerte slags orden. Vi leder efter et nødvendigt og tilstrækkeligt kriterium, hvor der i virkeligheden kun findes overlappende ligheder, gråzoner og konkrete vurderinger.

Når vi kalder nogen danske, gør vi det sjældent på baggrund af ét enkelt forhold. Vi foretager en samlet vurdering. Samira Nawa er for eksempel ikke dansk, fordi hendes DNA har en særlig sammensætning, og heller ikke kun fordi hun er født i Aalborg. Hun er dansk, fordi hun indgår i en dansk livsverden: sprogligt, institutionelt, politisk, historisk og socialt. Hun ligner ikke nødvendigvis enhver anden dansker på alle parametre, men det er der heller ingen andre, der gør.

Det samme gælder, bare på andre måder, den skattekreative tømrersvend, min rugbrødsforskrækkede lillebror, den franskorienterede prinsgemal og de fleste andre af nationens aparte eksistenser. De passer ikke ind i én formel. Men de indgår i et genkendeligt mønster af danskhed, hvor nogle træk er til stede her, og andre dér.

Og her bliver det også tydeligt, hvorfor blodargumentet ikke bare er ubehageligt, men også filosofisk klodset. Det forsøger at reducere familielighed til afstamning, men hvis Wittgenstein har ret, er det netop fejlen: at tro, at et komplekst menneskeligt begreb må have én indre kerne. Afstamning kan måske være ét element i nogens fortælling om danskhed, men det kan ikke bære begrebet. Gør man det til hovedsagen, ender man ikke med en stærkere definition, men med en fattigere. 

Det er de fleste af os også med på. Ret intuitivt. Vi behøver ikke på den måde et tysk fremmedord for at forklare danskhed. Vi bruger det bare. Du behøver heller ikke vide, hvad der er i Coca-Cola for at genkende det og vide, at det ikke er Pepsi.

Men hvorfor så denne snak om definitioner og blod? Her kan vi lade Julie Grove få ordet en sidste gang:

- Etniske eller genetiske dansker bør have fortrinsret på at definere, hvad der er dansk.

Et danskhedshierarki

Sandheden er nok, at diskussionen om blod ikke er en vampyrisk appetit efter en god definition på danskhed. Det handler nærmere om at etablere et danskhedshierarki.

Påstanden er ikke, at Samira Nawa ikke er dansk, men at hun ikke er dansk nok, og derfor ikke hører til i det fællesskab, der skal bestemme, hvad danskhed er. 

Det er et forsøg på at indrette ‘danskheder’ i en hierarkisk struktur, hvor nogle former for danskhed ikke bare er danske, men mere danske end andre. En position, hvor nogle danskere ikke blot er medlemmer af fællesskabet og det danske ‘vi’, men medlemmer af første rang. Ikke bare deltagere i danskheden, men dens autoriserede fortolkere.

Julie Grove og co. er altså for så vidt ikke i gang med at afklare, hvad danskhed er, men nærmere i gang med at fordele definitionsmagten.

Det er også derfor, blodargumentet dukker op, selvom det helt åbenlyst er ubrugeligt som egentlig definition. Det kan ikke forklare, hvorfor mennesker uden “rigtigt” blod kan opleves som åbenlyst danske, og hvorfor mennesker med aner, der kan spores tilbage til Gorm den Gamle, sagtens kan fremstå som fremmede i enhver relevant betydning af ordet.

Men som hierarkisk redskab fungerer det glimrende. Det gør det muligt at sige: Ja ja, du kan måske være dansk, men du er ikke dansk på den måde, der giver dig ret til at tale med om, hvad Danmark er. Det er en social rangorden forklædt som en slags ontologi.

Det er derfor, man ikke skal lade sig narre af, at debatten tilsyneladende handler om definitioner. Det gør den ikke, for så ville man faktisk have forsøgt at svare på spørgsmålet. Det handler ikke om, hvem der er dansk, men om, hvem der har ret til at sige, hvad danskhed overhovedet er.

Traditionel nationalisme har en vis indre sammenhæng. Den tager udgangspunkt i et folk, et sprog, en historie, et territorium og gør dette fællesskab til politikkens centrum. Afarter af det kan selvfølgelig være snæversynede, farlige eller direkte reaktionære, men man kan se, hvad den forsøger at tage afsæt i. Der findes sådan noget som et dansk folk, hvis man med det mener en historisk, sproglig og kulturel sammenhæng, der har taget form over tid.

Men blodnationale forestillinger om danskhed er langt mindre sammenhængende, end de giver sig ud for at være. For det, de i praksis forsøger at forsvare, er ikke et faktisk levende folk i al dets rodede, historiske og sociale virkelighed. Det er en abstraktion. En idé om danskhed renset for blanding, uorden, tvetydighed og historisk bevægelse. Ikke virkelige danskere, men forestillingen om den rigtige dansker.

Den forestilling er altid langt smallere end det folk, den påstår at beskytte. Og den er nok heller ikke særlig god for sammenhængskraften.