Den kirkelige højrefløj har længe været delt mellem et ortodokst og et konservativt bibelsyn. Men noget er ved at rykke sig. Jonas Kattner Sørensen skriver indefra om en bibelsynsdebat i forandring.
Mange har nok hørt begrebet bibelsyn før og oplever det som en diffus størrelse. Jeg har selv oplevet det som et ord, der tages i brug for at forklare, hvordan nogle kristne kan mene noget andet end ”os”, og uenighed om skabelsesberetninger, tjenestedeling eller andre svære passager i Bibelen bliver beskrevet som konsekvenser af forskellige syn på Bibelen.
Jeg mener, at denne domsfældelse kommer alt for hurtigt, og at det er problematisk. Det forhindrer gode samtaler kristne imellem, og gode argumenter risikerer at prelle af, når man konkluderer: ”Det er nok en forskel i bibelsynet.” Når vi endelig sidder sammen og snakker om vores uenigheder, bør samtalen ikke slutte dér. I stedet bør vi reflektere over vores bibelsynspositioner og overveje, om det egentlig er der, uenigheden ligger. Jeg tror på et fælles fodfæste i bibelsynsdebatten.
Jeg er selv opvokset i Luthersk Mission, en organisation med Bibelen i højsædet (og er utrolig glad for min arv!). Men nogle gange er det desværre min oplevelse, at der opstår en ”os og dem”-retorik inden for de kristne sammenhænge, hvor Bibelen læses som Guds ord og som højeste autoritet i kristenlivet. I samtaler har jeg mødt andre med og selv blevet mødt med fordomme og stråmænd.
Teologiske diskussioner på og med højrefløjen strander ofte i anklager om at forme Bibelen som modellervoks eller betonfundamentalisme, der nægter at ændre holdning trods bedre argumenter.
Genkender du billedet?
Medmindre du har rundet pensionsalderen, har to bibelsyn eksisteret hele dit liv og taget nogenlunde samme form: det ortodokse og konservative bibelsyn. Jeg er sikker på, at der tidligere har været gode grunde til den skarpe skelnen, og de to traditioner har heller ikke altid ført en skarp intern polemik. Alligevel har jeg et behov for at udfordre de to bastioner. Det virker nemlig til, at noget begynder at rykke på sig, og jeg melder mig gerne frivilligt som mægler.
Hvad kan vi allerede blive enige om?
Jeg skylder en definitionsafklaring på, hvad jeg mener med begrebet bibelsyn. Den får du her gennem Jens Ole Christensen: ”[Et bibelsyn er] en mere eller mindre præcis og gennemarbejdet opfattelse af [Bibelen]; af hvordan den skal læses, hvilken troværdighed man kan tillægge den, og hvad den kan bruges til.”* Med andre ord: det, du grundlæggende tænker om Bibelen. Så hvad tænker det konservative og ortodokse bibelsyn grundlæggende om Bibelen?
De to syn er faktisk enige om det meste og er også opstået i opposition til samme modstander. I starten af 1800-tallet begyndte bibelkritikkens tidsalder, og med sig det historisk-kritiske bibelsyn, hvor Bibelen læses på linje med alle andre oldtidsskrifter og på ingen måde som en guddommelig autoritet. Dette krævede en reaktion fra konservative kristne, der mente, Bibelen var Guds ord. Derfor formulerede de det ortodokse og konservative syn.
Det er altså naturligt nok, at både det ortodokse og konservative bibelsyn er enige om Bibelens guddommelige autoritet, og begge parter elsker at citere bibelvers, der bekræfter, at dette også er Bibelens selvopfattelse (fx ”Skriften kan ikke rokkes” i Johs 10,35).
En anden konsensus er, at Bibelen ikke bare er Guds ord men også menneskers ord. Det betyder, den skal læses med blik for bestemte genrer og den tid, den er skrevet i. Når den samtidig er Guds ord, er det, fordi Gud har ledt Bibelens forfattere til at skrive, hvad han ønskede gennem Helligåndens vejledning ved at ”ånde ordene frem”. Man kalder det ”verbalinspiration”. Bibelen kan altså sammenlignes med Jesus, der på én gang både er menneske og Gud.
Men her ophører enigheden mellem de ortodokse og konservative.
Hvor ligger uenigheden?
At Bibelen er Guds ord og dermed afspejler Guds væsen, kommer til udtryk på forskellige måder i de to traditioner. Det ortodokse bibelsyn lægger især vægt på, at når Gud er perfekt og aldrig fejler, så gælder det samme også for hans ord, Bibelen. Det kommer klart til udtryk gennem Dansk Bibel-Instituts vedtægter (DBI vedkender sig kun det ortodokse bibelsyn): ”Bibelen er, sådan som den oprindelig blev givet, uden fejl og selvmodsigelser i alle sine udsagn, når alt forstås, som Helligånden og de bibelske forfattere har ment det.”
Læg mærke til formuleringen ”uden fejl og modsigelser i alle sine udsagn”. Der er absolut intet i Bibelen, der ikke er korrekt – heller ikke små historiske detaljer, og den præcision er afgørende. For Bibelens frelsende budskab, kristendommens kerne, er uløseligt knyttet til historien. Gud har nemlig handlet gennem historiske begivenheder, hvilket ultimativt kommer til udtryk i den historiske korsfæstelse og opstandelse af Jesus. Hvis disse udsagn er fejlagtige, falder selve frelsen derfor fra hinanden. Hvis man begynder at tvivle på nogle historiske detaljer i Bibelen, hvilke kan man så egentlig stole på? Derfor må Bibelen være ufejlbarlig i alle sine udsagn.
Det er en afgørende forskel fra det konservative syn, der ikke så ofte bruger termen ”ufejlbarlig” om Bibelen, men hellere formulerer sig med ordet ”intentionsområde”. De mener nemlig ikke, Bibelen først og fremmest er en historiebog, men en teologisk bog. Den har et bestemt sigte: ”Visdom til frelse ved troen på Jesus Kristus” (2 Tim 3,15). Hvis man skal tale om Bibelen som ufejlbarlig er det altså indenfor denne skive og ikke alt muligt andet.
Det kommer til udtryk gennem Menighedsfakultetet i Aarhus’ vedtægter (MF er åbne over for både det ortodokse og konservative bibelsyn): ”[Bibelen er] den ufejlbarlige meddelelse af den frelsende sandhed i Gudsåbenbaringen i Jesus Kristus”. Bibelens ufejlbarlighed er her rykket fra DBI’s ”alle udsagn” til kun at gælde ”den frelsende sandhed”.
Et eksempel på denne uenighed er de to søjler i Salomos tempel. Ét sted beskrives de som 18 alen høje (1 Kong 7,15) og et andet som 35 alen høje (2 Krøn 3,15). Her ville et konservativt bibelsyn kunne sige, at der er tale om en fejltagelse i et af tilfældene, da det ikke handler om frelse, mens det ortodokse bibelsyn ville fastholde, at begge skriftsteder er korrekte, også selvom vi ikke umiddelbart kan se hvordan. Så hvis de to bibelsyn skal kunne forenes, må spørgsmålet om Bibelens ufejlbarlighed være omdrejningspunktet.
Det hele handler om ”fejl”
Det foregående har ofte været alt, der er blevet sagt i debatten (dog noget mere udførligt), hvorefter man accepterede uenigheden og dannede to lejre. Men de seneste år er tingene begyndt at røre på sig, og i antologien Bibelens troværdighed* fra sidste år er der flere spændende artikler, der muligvis kan bidrage til en sammensmeltning de to lejre. For at dette kan lykkes, kræver det først en refleksion over, hvad vi skal mene med ”fejl”.
I artiklen “Hvor tydelig må bibelsynet formuleres?” udfordrer Rolf Kjøde vores moderne forståelse af nøjagtighed og præcision, når vi går til bibelteksterne.* Godt nok har flere præmoderne teologiske skikkelser forholdt sig til Bibelens troværdighed og ufejlbarlighed (bl.a. Augustin, Aquinas og Luther). Men med moderniteten kom der nye kriterier for ufejlbarlighed, hvor fokus på årstal, rækkefølge, kausal opbygning og detaljeret korrekthed stod i spidsen. Sandhed blev bundet op på rationalitet, logiske slutninger og fakta. Men Kjøde hævder, at den præmoderne sandhedsforståelse skal forstås ud fra andre kriterier som narrativ, identitet og relationer. I det lys er det ikke så overraskende, at Jesus kalder sig selv for ”sandheden”.
Pointen er ikke, at al historisk nøjagtighed og alle faktuelle udsagn i Bibelen ikke behøver være korrekte alligevel. Men det viser, at vi skal være varsomme med at gå til teksten med en forudindtaget holdning til, hvad den fortæller os. Det påvirker nemlig vores kriterier for, hvornår noget er en fejltagelse. Både det ortodokse og konservative bibelsyn kan klandres for forudindtagede holdninger.
De ortodokses læsning af Bibelen hviler på en filosofisk antagelse, der ikke kommer fra Bibelen selv: Hvis Gud er ufejlbarlig, så er Bibelen det også. Det står ingen steder i Bibelen, at det er sådan. Man bruger ofte to bibelvers i argumentationen for Bibelens ufejlbarlighed: ”drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud” (2 Pet 1,21b) og ”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed” (2 Tim 3,16). Jeg siger ikke, at det er forkert at slutte ud fra disse vers, at Bibelen er uden fejl, men det kræver en filosofisk mellemregning at komme derhen.
Den konservative lejrs forudindtagede indstilling kommer fra verset før: ”De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus.” (2 Tim 3,15). Ud fra dette vers siger Peter Legarth, repræsentant for det konservative bibelsyn, at Bibelens hovedsigte er ”tro, lære og liv”. Han udelukker dog ikke, at bibeltekster kan have større hensigter end dette.*
Begge bibelsyn kan altså siges at have forforståelser af teksten, idet de går den i møde. Og inden nogen indvender, at Gadamer (en stor hermeneutisk filosof fra det 20. årh.) har lært os, at det ikke kan undgås, så erklærer jeg mig enig i det. Det vigtige er bare, at vi er bevidste om vores fordomme. De er nemlig med til at bestemme, hvad der skal kategoriseres som ”fejl” i teksten. Men at nævne Gadamer er faktisk ikke helt skævt. Det viser nemlig, at den egentlige uenighed mellem bibelsynene ikke er principiel (hvad Bibelen er), men hermeneutisk (hvordan Bibelen skal læses).
Hermeneutikken til undsætning
Der er nemlig forskel på, om en tekst er ”ufejlbarlig” eller om den er ”uden fejl” ifølge Kjøde. Bibelen kan være ufejlbarlig, hvis den opfylder hensigten med sit budskab. Teksterne kan indeholde fejl ud fra et moderne perspektiv, men det er irrelevant, hvis de ikke har en moderne hensigt. Man kan sammenligne det med en sportsudøver, der sparker til en bold. Hvis hensigten var at spille håndbold, er det en fejl. Det havde det til gengæld ikke været, hvis hensigten var at spille fodbold.
Opgaven for bibellæseren er altså at vurdere, om teksterne prøver at spille fodbold eller håndbold – så at sige. For kun på den måde kan vi vide om teksterne indeholder fejl. Forskellen på det ortodokse og konservative bibelsyn er, at de er uenige om, hvad teksternes hensigt er. De ortodokse mener, det er ”alle udsagn”, der hører under teksternes hensigt. For det konservative er det spørgsmål om ”tro, lære og liv”. Men den store faldgrube for begge syn er, at de ikke i høj nok grad, lader teksterne selv definere, hvad deres sigte er.
For at løse det problem, må vi hente hjælp fra en af nutidens teologiske superstjerner, Kevin J. Vanhoozer. Ved at inddrage sprogfilosofiske begreber har Vanhoozer formået at skabe et nyt fokus i bibelsynsdebatten, som koncentrerer sig om, hvorvidt teksterne lykkes med deres hensigt, i stedet for om de tager fejl. Den tekniske gennemgang af Vanhoozers begrebsapparat springer vi over i den her omgang, men du kan læse mere om det i artiklen, Ordet udfører sit ærinde.*
Grundtanken er, at sprog er mere end blot videreformidling af information – sprog udfører handlinger. Når mennesker taler, gør de noget med ordene, og det samme gør sig gældende for tekster. Derfor skelner Vanhoozer mellem en bogstavelig og en litterær læsning af Bibelen. Den bogstavelige læsning fokuserer kun på teksternes umiddelbare betydning, mens en litterær læsning prøver at forstå, hvad der ligger bag ordene. Et hverdagseksempel er, når jeg spørger nogen, om de kan nå saltet. Her forventer jeg ikke en information fra dem, om hvorvidt de kan nå saltet eller ej – en bogstavelig forståelse af mit spørgsmål. Nej, jeg ønsker en handling fra dem, at de rækker mig saltet – en litterær forståelse af mit spørgsmål.
Og det samme gælder for Bibelen ifølge Vanhoozer. Bibelens troværdighed knyttes op på, om dens tekster lykkes med deres formål – eller ”telos” for at sige det på græsk. På den måde er der kun tale om ”fejl” i Bibelen, hvis teksterne mislykkes med deres telos. Det betyder så også, at vores opgave som bibellæsere er at forstå, hvad bibeltekstens hensigt er. Hvis en historisk tekst ikke prøver på at beskrive fænomener med fuldstændig præcision, som vi kender det fra moderniteten, er der ikke tale om en fejl, hvis teksten ikke er historisk nøjagtig.
Samtidig må vi også tage det seriøst, når Lukas fx skriver i begyndelsen af sit evangelium, at han vil ”gennemgå alt forfra og nedskrive det (…), for at du kan vide, hvor pålideligt det er” (Luk 1,3b-4a). Her er det klart, at Lukas ønsker en nogenlunde historisk præcision. Der kan være utroligt stor forskel på, hvad Bibelens tekster ønsker at kommunikere, og derfor er det altafgørende, at vi ikke går den i møde med en kasse-tænkende og forudindtaget indstilling til, hvad Bibelens hensigt er. Vi må tage dem én ad gangen.
Et teleologisk bibelsyn
Jeg tror, der er rigtig meget at hente i dette fokusskifte fra fejl til intention – at vi skal læse teksterne, på deres egne præmisser. Og måske sidder du nu, kære læser, og tænker: ”Jamen, det er jo det, jeg hele tiden har ment. Selvfølgelig skal teksterne selv fremsætte de kriterier, de skal dømmes ud fra.” Mit håb er faktisk, at ”begge lejre” sidder med den fornemmelse, for så er denne artikels hensigt opnået og min mægleropgave klaret.
Den egentlige forskel mellem det ortodokse og konservative bibelsyn er slet ikke bibelsynet, men hvordan de tolker og forstår den enkelte tekst. Her kan der nok være stor uenighed – men det ligger ikke indenunder bibelsynsspørgsmålet, men derimod eksegesen (den teologiske disciplin, der behandler specifikke tekster og ikke Bibelen i sin helhed). Derfor foreslår jeg et nyt bibelsynsbegreb, der kan omfavne både det ortodokse og det konservative: et teleologisk bibelsyn.
Det teleologiske bibelsyn mener, at Bibelen som Guds ord altid lykkes og ikke vender virkningsløst tilbage. Her skal teksternes sandhedsværdi og ufejlbarlighed vurderes ud fra teksternes egen hensigt og ikke en hermeneutisk ”fit-all-metode”. Det kan skabe et fælles ståsted for det ortodokse og konservative bibelsyn, så man derfra kan diskutere uenighederne.
Det betyder imidlertid ikke, at det er umuligt at være på den kirkelige højrefløj med et andet bibelsyn. Hvis man mener, Bibelen altid har ret i alting — selv det den ikke prøver at have ret i — så stiller man sig udenfor det teleologiske bibelsyn. På den anden side er der også tale om et andet bibelsyn, hvis man mener Bibelen kan tage fejl indenfor det, den forsøger at kommunikere.
Men for mange af os, tror jeg, vil det teleologiske bibelsyn være meget dækkende for vores forståelse af Bibelen. Så næste gang du sidder i sofaen med nogen, du er uenig med, så lad være med at konkludere med det samme, at uenigheden bunder i bibelsynet. Prøv i stedet at være nysgerrige og spørg, hvad den anden tror, at teksten ønsker at fortælle os. Det kræver mod, for måske overbevises vi af den andens læsning. Men forhåbentlig bliver frugten ydmyghed og respekt, så vi forstår, hvordan vi kommer frem til forskellige ting inden for samme bibelsyn.
