Tak til Kristian for et godt indlæg. Der er flere ting, jeg er enig i: Korset ændrer ikke Guds holdning til mennesket. Korset mildner ikke Guds vrede. Gud bliver vred over ondskab, og synd er det, der ødelægger livet. Vi ønsker begge at afvise en ubibelsk forsoningslære, hvor alt reduceres til straf og benådning. Men når karikaturerne er ryddet af vejen, står spørgsmålet tilbage: 

Er der stadig form for objektiv forsoningslære at holde fast i?

Korset viser Guds kærlighed og frelser fra vreden

Kristian skriver, at ”korset er altså ikke så meget en betaling, men en åbenbaring.”  Men vi skal ikke vælge mellem korset som en sonende handling eller en kærlighedsmanifestation. Korset gør ikke Gud kærlig, men det er den måde, hvorpå Gud i sin kærlighed selv bærer og afvender den dom, som alle mennesker står under. 

Læs Paulus: ”men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi, der nu er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden. For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever” (Rom 5,8-10).

Jesus’ død på korset åbenbarer både Guds kærlighed og fungerer som en sonende handling: ved ham frelses vi ”fra vreden” (Rom 5,9). Gud er initiativtager, og det er med Gud, mennesket skal forsones. Problemet er derfor ikke kun menneskets fjendskab mod Gud, men også den domsrelation, mennesket er kommet i ved at tage del i oprøret mod Gud. ”Vreden” står ikke for en guddommelige følelse, men er kortform for Guds fremtidige dom. Det er vrede fra ”vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares” (Rom 2,5). Når vi tager del i verdens ondskab, hvad enten det sker individuelt eller systemisk, står vi i et fjendskab med Gud. Gud har løst det for os, ved at hans søn døde. Ikke fordi Gud først skal bringes til at elske verden, eller hans vredes skulle stilles, men for at Guds dom over synderen skulle afvendes på retfærdig vis. Som Peter V. Legarth har formuleret det: 

”Forsoningen betyder ikke en ændring af Guds væsen, men af Guds relation til mennesket. Guds dom blev ved Jesu død afvendt og fjernet. Der sker ikke en ændring i Guds væsen; for basis for forsoningen har altid været Guds kærlighed”. 

At reducere korset til kærligheds- eller trofasthedsåbenbaring er en ny form for reduktionisme.

Jesus tog vores straf

At Jesus ikke siger ordene: ”Jeg vil tage deres straf”, beviser ikke, at hans død ikke skal forstås som stedfortrædende straflidelse.

Hos Paulus knyttes vores befrielse fra syndens straf igen og igen til, at Kristus træder i vores sted og bærer den dom, der ellers var vores. I 5. Mosebog advarer Moses om, at brud på pagten med Gud medfører Guds forbandelse: ”Herrens vrede og lidenskab vil flamme op mod den mand, og hele den forbandelse, som er skrevet i denne bog, skal hvile over ham, og Herren vil udslette hans navn under himlen” (5 Mos 29,19). I Galaterbrevet siger Paulus, at vi alle står under denne forbandelse, men ”Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ« (3,13). Forbandelsen er Guds straf for ikke at overholde pagtens lov, men de kristne er løskøbt fra forbandelsen. Ikke fordi de selv har gjort noget, men fordi Kristus er blevet en forbandelse for deres skyld. Det er en stedfortrædende overtagelse af den forbandelse, som lovovertræderen står under. Paulus opererer her med en klar penal logik, der berettiger en penal dimension i Jesus’ stedfortrædende død.  

Ikke betaling, men Guds forsoningshandling

Kristian gør oprør mod, at korset skulle være nødvendigt for forsoningen mellem Gud og mennesker, fordi det gør korset til en “betaling” for tilgivelse. Men Gud kræver ikke straf som betaling. Han er ikke motiveret af noget ydre, men af kærlighed til at tilgive og forsone syndere med sig. Alligevel følger det ikke, at korset var overflødigt. Jesus siger selv, at han giver sit liv som “løsesum” for mange (Mark 10,45), og at hans blod “udgydes for mange til syndernes forladelse” (Matt 26,28). Pointen er derfor ikke, at Gud modtager en betaling, men at Gud selv i Kristus gør det, som skal til, for at syndere kan renses, tilgives og forsones med ham.

Karikaturen rammer forbi

N.T. Wright har en berettiget kritik af visse PSA-former, men polemikken mod klassisk stedfortrædende straflidelse er misvisende. Hos reformatorerne betyder satisfaktion, at Kristus bærer syndens dom, ikke at han tilfredsstiller en blodtørstig vrede. Tag Calvin, der citerer Augustin, når han skal forklare korsets betydning: ”[God] loved us before the foundation of the world […] Our being reconciled by the death of Christ must not be understood as if the Son reconciled us, in order that the Father, then hating, might begin to love us”. 

Når karikaturerne er ryddet af vejen, står det tilbage, at korset ikke blot åbenbarer Guds kærlighed, men er den handling, hvorved Gud selv i Kristus bærer og afvender Guds retfærdige dom.