For og imod er en serie, hvor vi undersøger argumenterne for og imod en sag eller emne ved at give holdningen tid og plads til at blive foldet ud. Denne gang handler det om den objektive forsoningslære. Kristian Bonde-Nielsen og Anders Kildahl Keseler fremlægger for og imod.
Man bruger ofte ret ukritisk Gustav Auléns typologi med en subjektiv, objektiv og klassisk forsoningsforståelse, hvor Jesus’ død læses som henholdsvis forbillede, offer og sejr.* Typologien er problematisk af flere grunde, blandt andet fordi Aulén lader sin foretrukne model fremstå som “den klassiske”.
Det mest problematiske er dog, at hvis vi vil forstå korset, så er det ikke en øvelse i at vælge mellem modeller. Opgaven er at udfolde alle de bibelske begreber om Jesus’ døds betydning. Og her kommer vi ikke uden om stedfortrædende lidelse.
Det betyder ikke, at misforståelser ikke er blevet udbredt af forkyndere eller findes blandt evangelikale kristne. Lad os endelig slå de karikaturer ned. Men det ændrer ikke ved, at stedfortrædende straflidelse er en central del af evangelisk forkyndelse om korset. Det er ikke hele forklaringen på korset, men det er et uomgængeligt bibelsk motiv.
I det følgende vil jeg vise, hvordan evangelierne og Paulus understøtter stedfortrædende straflidelse, og forsøge at besvare de mest almindelige indvendinger mod stedfortrædende straflidelse.
Lad os tage indvendingerne først.
Det er alt for juridisk
Mange af os vil kende billedet med en retssal, hvor Gud dømmer den uskyldige Jesus i vores sted, og hvor vi til gengæld bliver benådet, fordi en anden træder i vores sted. Dette billede risikerer at moralisere og juridisere gudsforholdet, så frelsen reduceres til skyld og benådning. Målet er ikke blot benådning, men at blive Guds elskede børn. Problemet er ikke bare skyld, men fangenskab under os selv og det onde.
Den anfægtelse kender jeg fra mig selv. Men det er et billede, som kommunikerer effektivt, at Gud én gang har handlet for vores skyld, ”dealet” med vores synd og skyld for at befri os fra Guds retfærdige dom over os. Bibelen tolker oftest Jesus’ død igennem Israels historie og ofringerne, men det betyder ikke, at Jesus’ død ikke angår kategorier som skyld, straf, retfærdighed og dom. Paulus bekender Jesus som den, ”der frier os fra den kommende vrede” (1 Thess 1,10). Vi kan ikke smide motiver og billeder ud, fordi de ikke er fyldestgørende — intet billede eller begreb er fyldestgørende, når vi taler om Jesus’ død på korset.
Det er en hedensk tanke
Pointen er her, at vi gør Gud til en hævngerrig Gud, der skal se blod – og for at formildes lader det hele gå ud over sin uskyldige søn.
En form for guddommelig børnemishandling.
Problemet med denne kritik er, at den bibelske formulering af stedfortrædende straflidelse netop er motiveret af en kærlig Fader og en lydig Søn. Faderen sender ikke sin søn, fordi han hader verden, men fordi han elsker den. Han er motiveret af kærlighed – og den brutale korsfæstelse står som et symbol på Guds kærlighed. ”Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os” (3,16), som Johannesbrevet forkynder. Korset er en manifestation af Guds kærlighed, ikke på trods af, men på grund af, at det indebærer, at Sønnen tager konsekvenserne for vores oprør. Jesus er ikke en uvidende ny Isak, der bliver ofret, men den evige Søn, der af egen fri vilje vælger at dø i stedet for os. Korset er ikke Faderen mod Sønnen, men Gud, der selv bærer dommen.
Som Karl Barth formulerede det: ”The Judge judged in our place”.
Det gør volden central i frelsen
Volden spiller en rolle i stedfortrædende straflidelse, men det gør den også, hvis korset forstås som forbillede eller sejr. Guds søn udsættes for bestialsk vold, tortur og lidelse som en del af Guds frelsesplan. Uanset hvilken forsoningsmodel du abonnerer på, er volden i større eller mindre grad et problem. Det legitimerer ikke volden i Det Nye Testamente, tværtimod står Jesus’ selvopofrende død som et forbillede på næstekærlighed og ikke-gengældelse. At volden på denne måde er en del af Guds frelse, er anstødeligt, men det afslører ondskabens alvor. Den guddommeligt sanktionerede vold er her en undtagelse, der skal tilvejebringe en evighed uden vold og ondskab. Som den anglikanske teolog Hans Boersma har bemærket:
[The] penal aspect comes to the fore only after a long history of divine patience and functions as the final step towards the eschatological reality of pure hospitality. God’s justice on the cross is a form of restorative justice. The theodicy of God’s violence in this justice is ultimately […] found […] in the eschatological reality of God’s unconditional or pure hospitality – a hospitality that lies anchored in the resurrection of the sacrificial Lamb.*
Den retributive (gengældende) retfærdighed i korset må ikke afkobles fra Guds store frelsesplan, der er udtryk for restorativ (oprettende) retfærdighed. Vi skal forstå korsets vold ind i en større ramme af Guds tålmodighed, Sønnens inkarnation og det eskatologiske løfte om at afskaffe ondskab og vold.
Den positive sag
Når jeg siger, at evangelierne og Paulus understøtter stedfortrædende straflidelse, så er det også vigtigt at forstå, hvad jeg mener. Den opmærksomme bibellæser vil meget kyndigt indvende, at den eksakte bogstavkombination – stedfortrædende straflidelse – ikke optræder i Bibelen. Og nej, det gør den ikke, men det gør stedfortrædelse, soning og dom, og mit argument er, at disse begreber tegner et billede af Jesus’ død som stedfortrædende straflidelse.
Stedfortrædende: Gav sit liv for mange
Jesus omtalte sin død som en frigørende, stedfortrædende selvhengivelse: ”For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Mark 10,45). En løsesum er den pris, hvorved nogen købes fri. Løsesummen er her Jesus’ liv. Her er pointen ikke udtalt straf, men stedfortrædende død. For det græske ord for “for” betyder her ”i stedet for” eller ”i bytte for”. Dette peger på en stedfortrædende død for mange. Der er et ekko af Herrens tjener i Esajas 53, som ”bringer retfærdighed til mange” (vers 11) og ”hengav sit liv til døden” (vers 12). Herrens tjener dør for andre og ”bar de manges synd” (Es 53,12). Johannes Døber kaldte Jesus ”Guds lam, der bærer synd” (Joh 1,29). At bære synd kan betyde at bære skyldens konsekvenser eller at fjerne synden med dens skyld.
Det bliver udfoldet endnu mere hos Paulus. Et af de klareste steder for stedfortrædende straflidelse (foruden Gal 3,13 og 2 Kor 5,21) er Romerbrevet kapitel 8, vers 1-4:
Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. (…) Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os.
I Jesus’ død blev synden fordømt i kødet. Derfor er der ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus: han har båret syndens straf. N.T. Wright konkluderer:
”No clearer statement is found in Paul, or indeed anywhere else in all early Christian literature, of the early Christian belief that what happened on the cross was the judicial punishment of sin. […] [I]t is clear that Paul intends to say that in Jesus’ death the damnation that sin deserved was meted out fully and finally, so that sinners over whose heads that condemnation had hung might be liberated from this threat once and for all”.*
Sonende: Udgydelse af blod
Den sidste aften inden sin død delte Jesus et måltid med sine disciple. Jesus sagde om vinen: ”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse” (Matt 26,27b-28). Den nye pagt og syndernes forladelse hviler på Jesus’ blod, som udgydes. Jesus’ død er en soningsofferdød, der skaffer tilgivelse. Udgydelse er ikke et tilfældigt ord, men et soningsofferbegreb, der er hentet fra 3. Mosebog kapitel 4 om dyreofringer, der kunne tilvejebringe tilgivelse for synd. Jesus’ død sker under den jødiske påske, festen for Guds befrielse af Israel fra slaveriet. I Johannesevangeliet kapitel 19 tolkes Jesus’ død som påskelammet, der døde i stedet for den førstefødte, og hvis blod blev smurt på dørstolperne, så Gud ville gå forbi (2 Mos 12,13): Jesus korsfæstes på ”forberedelsesdagen for påsken”, dagen hvor påskelammet slagtes; ved korset bruges ”isop”; og ingen af Jesus’ knogler bliver knust, understreger Johannes, ligesom det gjaldt påskelammet. Jesus’ død tolkes gennem påsken, så han fremstår som påskelammet, der beskytter mod Guds dom. Som Scott McKnight opsummerer:
[T]his is what Jesus was doing: “storifying” his own death at Passover, claiming that his followers, by ingesting his body and his blood, were “smearing” blood on themselves to protect themselves from the judgment of God against the oppressive, violent, and power-mongering leaders of Israel and Rome who were oppressing God’s good people”.*
Guds dom: Jesus drikker vredens bæger
Alle evangelier gengiver Jesus’ omtale af sin forestående død som det bæger, han skal drikke. I Getsemane beder Jesus: ”Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi” (Matt 26,39). Da han bliver arresteret, siger han: ”Stik sværdet i skeden! Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?” (Joh 18,11). Det er et klart domsmotiv ifølge N.T. Wright: ”Bægeret lader til at være Guds vredes bæger (…) Jesus’ opgave er selv at tage hele Guds vrede på sig”.* Bægeret henviser efter alt at dømme til profeternes “vredes bæger” (Es 51; Jer 25), altså Guds retfærdige dom. I Jesus’ død bærer Jesus altså Guds dom, en dom, der var tiltænkt andre, men som Jesus nu tager i stedet for dem.
Korset er mere, ikke mindre
Kristus handlede i vores sted og bar Guds dom over synden. Som det er formuleret af den britiske teolog John Stott: ”Evangelikale kristne tror, at Gud i og gennem den korsfæstede Kristus trådte i vores sted og bar vores synder. Han døde den død, vi selv havde fortjent, for at vi igen kunne stå i Guds nåde og blive taget ind i hans familie”.*
Samlet tegner stedfortrædelse, soning og dom et billede af Jesus’ død som stedfortrædende straflidelse. Hans offer fjerner synden, muliggør tilgivelsen og beskytter mod Guds retfærdige dom. Denne stedfortrædende straflidelse hører hjemme i et større frelsesdrama, hvor Gud bliver menneske for at føre os til sig.
Korset rummer mere end stedfortrædende straflidelse — selvfølgelig — men ikke mindre: I Kristus bar Gud selv syndens dom for os. Mister vi det, mister vi noget centralt i evangeliet.
