Jeg var 15 år, da jeg blev inviteret med på en kristen teenagelejr. En invitation jeg med en god portion skepsis tog imod, fordi mine efterskolevenner lovede mig, at det ville være sjovt. Jeg kom fra et hjem med masser af spiritualitet, og hvor samtaler om Gud og tro var en naturlig del af hverdagen. Men også et hjem, hvor specifik kristentro var i baggrunden for det, man vel dengang ville betegne som en mere New Age-orienteret spiritualitet. Der var plads til både Jesus Kristus og Buddha.

Mit møde med frikirkekristendom var i udpræget grad en positiv oplevelse. Jeg blev enormt grebet af fællesskabet og draget mod det udtryk for tro, jeg mødte der. Jeg blev også ret vild med lovsang, som jeg aldrig havde stiftet bekendtskab med før – i hvert fald ikke på den måde.

Men der var også særligt ét spørgsmål, som fulgte mig fra dag ét: Hvorfor var korset nødvendigt for, at Gud kunne tilgive os?

Jeg gjorde, som vi fik at vide, man skulle gøre, hvis der var noget, man ikke forstod. Jeg fandt en leder og stillede alle mine spørgsmål. Jeg husker ikke samtalen særligt godt, men jeg husker en leder, der forsøgte så godt som muligt at besvare dem. Jeg har givetvis ikke været helt tilfreds, for jeg fortsatte med mine spørgsmål til enhver, der gad at lytte. Og det svar, jeg oftest har mødt gennem de sidste 24 år, kan sammenfattes sådan her: 

Jesus døde på korset for at tage den straf for menneskets synd, som vi ellers selv skulle have haft.

Ideen – ofte kaldet den objektive forsoningslære og på engelsk penal substitutionary atonement – tilskrives ofte Anselm of Canterbury, selvom lignende tanker findes tidligere.

Men det er en idé, jeg aldrig rigtig har kunnet slutte fred med.

Det giver i mine øjne et problematisk billede af Gud: en Gud, som kræver betaling for sin tilgivelse. En Gud, hvis vrede kun kan tilfredsstilles, hvis nogen bliver straffet. Det er ikke, fordi jeg ikke tror, at Gud bliver vred. Jeg tror, at Gud bliver vred over ondskab og uretfærdighed – synd, om man vil. Men ikke fordi vi begår synder, som krænker Guds ære eller fordi Gud bliver stiktosset på os, når vi fejler, men fordi synd er det, der smadrer livet for mennesker. Gud hader synd, fordi synd skader os. Gud hader ikke os, fordi vi synder. Og blandt andet derfor kan jeg bare ikke tro, at Gud kræver straf som betaling for sin tilgivelse.

Det med afstand oftest citerede skriftsted i de cirkler, jeg har været i, finder vi i Johannes 3,16, hvor der står, at “således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn…” Guds kærlighed vises ved, at Han gav sin enbårne søn, ikke at Han straffede sin enbårne søn. N. T. Wright skriver i The Day the revolution began, at med forestillingen om, at Gud måtte straffe sin søn, kommer Johannes 3,16 til at lyde som:“God so hated the world, that he killed his only son.”

Den historie vi møder i evangelierne synes jeg heller ikke tegner et billede af en Gud, hvis tilgivelse og frelse er afhængig af, at nogen skal straffes eller betale først. Jesus møder mennesker i alle mulige (og umulige) situationer lige der, hvor de er, inden de har fattet særligt meget af, hvad Jesus har gang i. 

Igennem evangelierne er det helt grundlæggende, at Jesus vender op og ned på alle vores systemer omkring fortjent og ufortjent. Og Jesus opererer ikke med en gengældelseslogik. Han tilgiver uden betaling. Han møder vold uden at gengælde. Og på korset beder han: “Fader, tilgiv dem” (Luk 23,34). Det gør Jesus vel at mærke ikke efter en fuldbyrdet straf, men imens han bliver udsat for vold og uretfærdighed. 

Paulus skriver i Første Korintherbrev 15,3: “Kristus døde for vore synder.” Det er en formulering, de fleste kristne er fortrolige med. Men teksten forklarer ikke, hvordan denne død relaterer sig til synd. Den siger ikke, at Jesus blev straffet af Gud. Spørgsmålet er derfor ikke for mig, om Kristus døde for vores synder – men hvad det betyder. 

Et andet centralt teologisk problem ved tanken om, at Jesus tager Guds straf, er, at den risikerer at give et splittet Gudsbillede. Hvis Sønnen dør for at formilde Faderen, afslører det en intern spænding i Gud selv. Som om Faderen og Sønnen på en eller anden måde er adskilte. Men den kristne Gud er én. Og derfor understreges det i Johannesevangeliet igen og igen, at Faderen og Sønnen er ét og at Jesus kun gør hvad Faderen vil. 

Jeg tror derfor ikke, korset ændrer noget i Gud. Korset mildner ikke Guds vrede eller tilfredsstiller Guds trang til at straffe. Korset er ikke Faderens straf, som Han lader gå ud over sin Søn. I stedet, tror jeg, afslører og åbenbarer korset Guds tilgivelse. 

Når Jesus siger: “Det er fuldbragt” (Joh 19,30), tror jeg heller ikke, det er betalingen af en straf, der hentydes til. Det er Guds ukuelige nåde og tilgivelse, der når sit klimaks. I Brian Zahnd’s The Wood between the Worlds spørger han retorisk om, hvad der sker, da Jesus udånder: 

“And what happened? Were twelve legions of avenging angels unleashed to wreak divine retribution? Did a thunderclap of damning judgment fall upon the guilty? Did the angel of death appear to slay the executioners of Christ? No, Jesus simply absorbed it all and forgave it all.”

I begyndelsen af Johannesevangeliet udbryder Johannes Døberen ved synet af Jesus: “Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29). Men at bære synd er ikke nødvendigvis at blive straffet for den. Det er at gå ind i den, tage den på sig, løfte den, fjerne den. 

Jeg tror korset udtrykker Guds solidaritet med mennesket i dets lidelse og ødelæggelse. Johannes taler Jesus som Guds lam og refererer til påsken og udfrielsen fra Egypten. Ville Johannes have knyttet tydeligere an til Jesus som et offer, ville en mere nærliggende metafor have været: ”Se, der er Guds syndebuk”. På den måde kunne have knyttet an til forsoningsritualet fra 3. Mosebog 16. Men Johannes fortæller os, at Jesus er Guds lam – ikke Guds buk så at sige.

Første Johannesbrev 4,16-18 fortæller os, at “Gud er kærlighed… Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf.” Hvis frygt er knyttet til straf, og kærligheden driver frygten ud, bliver det også her vanskeligt at fastholde en forsoningslære, hvor straf er den centrale betydning.

Derfor har jeg efter 24 år nogenlunde fundet fred i følgende:Korset er åbenbaringen af, at Gud ikke kræver straf for at tilgive. Jesus dør ikke for at ændre Guds holdning til mennesket, men for at vise, hvad Guds holdning altid har været. 

Jesus bliver ikke slået ihjel af Gud, men af mennesker. Og i mødet med menneskets vold forbliver Gud den samme: Tilgivende, selvopofrende og fuldkommen kærlighed.

Korset er altså ikke så meget en betaling, men en åbenbaring. Korset er ikke, hvad der er nødvendigt for at Gud vil tilgive os, men hvad Gud udholder, imens Gud tilgiver. 

Det betyder ikke, at synd er ligegyldig. Jeg tror, at synd er det, der ødelægger livet. Det der suger det gode ud af Guds elskede skaberværk. Det der står i vejen for ægte trivsel og glæde.  Men tilgivelsen er ikke noget, der skal købes med blod – tilgivelsen skal modtages. Og når vi tager imod Guds tilgivelse, så begynder arbejdet med heling, forsoning og genoprettelse i og af alt det skabte. 

Jeg tror derfor ikke, at Jesus tog den straf, vi skulle have haft. 

Ikke fordi jeg vil gøre korset mindre vigtigt – men fordi jeg tror, det betyder noget andet:

At korset ikke først og fremmest viser, hvad Gud kræver af os, men hvad Gud er villig til at gøre for os.

At Gud ikke er den, der kræver straf for at tilgive, men uanset hvad vi gør altid kommer os i forkøbet med sin nåde og tilgivelse.