Påskedag kigger et af vores medlemmer på mig med et smil og siger: 

”Jeg har fulgt lidt med i jeres artikler om korset. Og det er sjovt, for jeg er faktisk mere enig med ham den anden end med dig.” 

Og det blev jeg faktisk virkelig glad for. 

Det var ellers lidt overvældende at følge med i reaktionerne dels på min egen side, på Sempers side og andre steder, hvor denne her samtale er blevet taget op. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg havde nok ikke forventet så mange kommentarer af den længde, som jeg har kunnet læse. 

Personligt passede det mig rigtig dårligt, fordi man jo som præst har en del at se til i påsken i forvejen. Så at skulle forholde sig til lange (og også ganske saglige) kommentarer var ikke lige på min to do-liste for påsken. 

Jeg endte med at tjekke lidt ud og lade samtalerne gå sin gang, og pånær et par ganske tarvelige kommentarer, så er jeg faktisk ret glad for alt det liv, der har været omkring artiklerne. Jeg er glad for, at det har været anledning til, at rigtig mange har reflekteret over og prøvet at sætte ord på, hvad korset betyder for dem. Det er ikke mindst en ros til Sempers mod og lyst til at skabe rum for samtalen ”for og imod” en given position. Især når det gælder noget af det, der tydeligvis er hjerteblod for mange. 

Jeg var egentlig også glad for Anders’ artikel, som med grundighed tog livtag med et synspunkt, som jeg ofte har hørt præsenteret med selvfølgelighed. Jeg er sådan set også glad for anerkendelsen af de forskellige anker mod den stedfortrædende straflidelse, som mange (mig selv inklusive) har sat ord på. Samtidig har jeg også moret mig lidt over, at vi begge citerer nogle af NT Wrights ord som argument for hver vores siden af sagen. 

Jeg har lovet at dele en respons på Anders’ artikel, men jeg har også lyst til at sætte ord på nogle af de ting, der går igen i de mange kommentarer.

For det første: Nogle har måske opfattet min artikel som provokerende. Og jeg indrømmer blankt, at overskriften var noget polemisk. Men mit formål med at skrive var nu ikke at provokere eller tage noget fra andres tro, men at dele noget af det, der har været livgivende for min tro – og for mennesker, jeg taler med (og læser fra). Håbet var, at det kunne inspirere nogen at høre, at der er andre måder at gå til troen og tale om korset. 

For det andet: Min tro er, at hvis der var en straf, der skulle tages, så har Jesus taget den. Hvis jeg tager fejl angående stedfortrædende straflidelse, tror jeg ikke, der venter os en frygtelig straf. Så er mit alternativ, at Jesus har taget den straf, der skulle tages.  

For det tredje: Anders skriver om det stedfortrædende element af korset, ligesom en del har responderet på netop den del. Mit ærinde har ikke været at fjerne korsets stedfortrædende element. Det er min forståelse af, hvad det betyder, at Jesus ”dør for os i vores sted”, jeg har forsøgt at sætte ord på. Det er altså specifikt ideen om straf, jeg anfægter. Ikke at korset har med forsoning og tilgivelse at gøre, for det tror jeg bestemt, det har. Jeg tror bestemt, at korset udtrykker Jesus, der træder i vores sted. 

For det fjerde: Når jeg har fulgt de forskellige diskussioner, så bliver det også tydeligt for mig (og det har været meget lærerigt at læse med på), at vi virkelig tilgår troen på meget forskellige måder. Det er ikke mit ærinde at pege fingre ad andres tro, men at sætte ord på, hvordan troen (og korset) ser ud for mig. 

Og en af de ting, der bliver vigtigere og vigtigere for mig, er, at troen ikke først og fremmest er regnestykker, jeg skal få til at gå op. En af mine præstekollegaer udtrykte det engang som, at det jo ”ikke er til at vride et dogme ud af Jesus”. Og netop derfor blev jeg glad over at høre, at man med et smil på læben kan udtrykke stor uenighed med mig i vores kirke. 

Jeg tror dog, at teologi (og dogmatik) stadig er vigtigt. Og for mig står der stadig en ting tilbage. For det, som jeg stadig ikke kan få til at give mening at tro, er ideen om, at Gud er nødt til at straffe vores synder. Nogle af de spørgsmål, der kommer op for mig er:

Er Gud begrænset af ydre dogmer og regler?Hvilken straf skulle være retfærdig?Fortjener vi alle døden, endsige en evighed i helvedes pinsel for det liv, vi har levet?Er straf virkelig den bedste måde at skabe retfærdighed?

Altså, hvis Gud har skabt mennesket - hvilket jeg tror - med alle vores tilbøjeligheder til at træde ved siden af og synde, hvordan skulle det så på nogen måde være retfærdigt at samme Gud skulle være nødt til at straffe os for de synder, Han ved vi kommer til at begå? Og hvordan udmåler Gud en retfærdig straf, der på nogen måde skulle kunne rette op på alt det, vi kommer til at gøre? 

Køber man ind på, at Gud egentlig måtte være nødt til at straffe os med døden for vores synd, så er det da overordentligt gode nyheder, at Gud selv tager straf. Jeg synes bare ikke, det er særligt gode nyheder, hvis Guds bedste løsning er straf i første omgang. Jeg har som sagt ikke noget behov for, at alle skal tro det samme som mig. Men for mig har det været livgivende at høre andre sætte ord på netop nogle af de ting, jeg har forsøgt at sætte ord på. 

Tak for samtalen!