I øjeblikket går der mange håbefulde politikere rundt. De viser sig på gader og stræder, i feedet på mangfoldige SoMe-platforme, i fjernsynet, i debatter, i forsamlingshuse, i storcentre osv. osv. osv… Den håbefulde politiker er allestedsnærværende.

Fordi de ønsker at blive valgt til Folketinget ved valget den 24. marts.

Og der er nærmest ingen ende på, hvad de tilbyder os i bytte for vores kryds: Tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Lavere skatter. Højere skatter. Bedre dyrevelfærd. Flere værnepligtige. Rent drikkevand.

På den lidt højere klinge er der også spørgsmålet om sikkerhed. Både nationalt og internationalt. I disse for vort land så urolige tider er der politisk kapital i tryghed. Netop tryghedsdiskursen går igen gennem mange politiske forslag, og den underliggende præmis synes at være: ”Stem på os, så kan du sove trygt om natten. Uanset om det drejer sig om international sikkerhed, friværdien på dit hus eller vandet i hanen.”

Jo, der er mange håbefulde politikere, som lover os, om ikke guld og grønne skove, så i hvert fald en god nattesøvn.

Midt i det hele er der så også spørgsmålet om, hvordan jeg som kristen skal navigere i alt det her. Det bliver meget konkret ved sådan et folketingsvalg, når jeg som kristen gerne vil, at min tro og overbevisning får konkrete nedslag i livet.

Så hvem skal jeg stemme på? Er der en særlig kristen måde at sætte et kryds?

Personligt er jeg af den overbevisning, at man skal passe på med at blande kristendom og politik for meget sammen – og samtidig skal man også passe på med at adskille det for meget. På den ene side opfordres vi i Bibelen til et dybt samfundsengagement, mens vi på den anden side mindes om, at ”vort borgerskab er i himlene”. Eller for at parafrasere Jesus: Vi skal være i verden, men ikke af verden. 

Der er dem, der mener, at vi som individuelle kristne og som kirke skal hjælpe bønnen fra Fadervor lidt på vej. At bønnen ”komme dit rige” betyder, at vi skal virkeliggøre Guds kongerige her på jorden gennem for eksempel politiske tiltag, ved at hjælpe ”de rigtige” mennesker til magten osv. Politisk ideologi bliver på denne måde sammenblandet med kristendommen (eller nogle gange ganske enkelt ligestillet), og med Bibelen i hånden udråbes præsidenter til Messias, landegrænser trækkes og bestemte politiske ideologier fremhæves som mere kristne end andre. 

I disse tilfælde tror jeg, man går for vidt. Man blander sammen, hvad der skulle holdes adskilt. Man tager Gud til indtægt for holdninger, man selv har fundet frem til, og så forstørrer man dem op i stor skala og gør dem til guddommelige retningslinjer, man ikke kan stå i opposition til.

Samtidig er jeg dybt overbevist om, at et evangelium, som ikke er politisk, slet ikke er noget evangelium. Ikke partipolitisk, naturligvis, men når den kristne lever sin tro ud, ja, så må det få politiske implikationer. Ikke blot i forhold til, hvor vi sætter vores kryds til et folketingsvalg, men i forhold til hvordan vi lever vores liv, og hvordan vi forvalter de ressourcer, vi har fået her i livet.

Et (måske) overraskende sted, vi finder belæg for den tankegang, er i bønnen Fader Vor.

Det er en bøn mange af os beder, om ikke dagligt, så i hvert fald ofte. Fader Vor er egentligt syv små bønner, der er sat sammen. Lige efter, vi har bedt ”komme dit rige”, beder vi:

Ske din viljesom i himlensåledes også på jorden

Er du stoppet op overfor dén bøn? At Guds vilje må ske på jorden i samme udstrækning, som den sker i himlen. At Guds suverænitet må være lige så omsluttende her på jorden, i dag, lige nu, som den er det, i himlen…

Når vi beder om, at Guds vilje må ske, står Guds vilje og vores vilje måske/måske ikke i kontrast til hinanden. Men Fader Vor fortæller mig noget om, hvor gennemgribende Jesus længes efter, at vores relation til ham må være.

Jesus fortæller os, at vi skal bede om, at Guds vilje skal ske på jorden! Ikke noget af den. Ikke det, vi synes kan lade sig gøre. Ikke det, som med menneskelige øjne synes rimeligt. Ikke bare det, som jeg har tro for. Men hele Guds vilje. På jorden.

Når vi beder denne bøn, lægger vi ikke blot vores egen vilje over i Guds hænder, men vi stiller os på samme tid til rådighed og påtager os et ansvar for, at det bliver sådan.

Når Guds vilje kommer nær - også på jorden – er det ikke blot vores vilje, som må bøje sig mod hans, men også vores erkendelse.

For når jeg beder denne bøn, anerkender jeg en anden virkelighed, hvor langt mere kan lade sig gøre, end selv politikere kan forestille sig. En virkelighed, hvor lamme kan gå, blinde kan se, hvor stumme kan tale, og døde bliver levende igen.

En virkelighed, hvor sultne bliver mætte, og hvor alle våben smedes til plovjern.

En virkelighed, hvor Gud regerer.

Her bliver det tydeligt, at der er forskel på den politiske verdensforståelse og den kristne. Der er så at sige et sammenstød mellem verdener. Den politiske verden må nødvendigvis være præget af en vis form for pragmatisme, en søgen mod kompromiset. I hvert fald i et demokrati. Det er godt, det er sådan, fordi mennesker i vores fejlbarlighed ikke ligger inde med alle svarene selv. Det er godt, der er flere om at bestemme. Også selvom ord som ”magtfuldkommen” sidder løsere og løsere.

Men for Gud er det anderledes. Guds vision for både vores samfund og vores verden som sådan er større og bedre end nogen andens. Fordi hans vision udspringer af hans skaberkraft og kærlighed. Guds vision er genoprettende i al sin herlighed. En genoprettelse, vi er begyndt at se i det små, men som først bryder fuldt og helt igennem, når han igen sætter sine fødder på vores jord. En genoprettelse, som denne verdens politikere kan tage del i, ja, når det smukke, det gode og det sande får lov til at blomstre og bære frugt, men som Gud på ingen måder er afhængig af, for at hans rige kan komme.

Så spørgsmålet bliver uvægerligt: Hvordan stemmer jeg i en sådan virkelighed? Hvordan er jeg politisk i en virkelighed, hvor jeg først må søge Guds kongerige og hans retfærdighed?

WWJV?

What Would Jesus Vote?

Måske kunne det være et sjovt tankeeksperiment…? Hvis Jesus var førstegangsvælger i Danmark anno 2026, hvad ville han så stemme? Ville han stemme overhovedet? Eller ville han stemme blankt? Jeg tror ikke, der findes et entydigt svar på netop dét spørgsmål. Men hvilket svar du kommer frem til, har nok under alle omstændigheder noget med din samvittighed at gøre. Sådan en er vi nemlig alle sammen udstyret med, og den er god at lytte til i tider som denne. Så i stedet for at give ét entydigt svar på WWJV? vil jeg forsøge mig med et par pejlemærker, som du måske kan bruge, når du skal beslutte dig for, hvor krydset skal sættes:

1) Træf et informeret valg

Som beskrevet tidligere flyver det rundt med løfter og påstande og synsninger i sådan en valgkamp. Brug noget tid på at sætte dig ind i, hvad de forskellige partier egentligt mener. Gør et stykke arbejde for at finde ud af, hvor du befinder dig på det politiske spektre. Ja, det er svært, og ja, det er ikke nemt. Men det er nødvendigt for at kunne træffe et informeret valg.

2) Lyt til din samvittighed

Find ud af hvad der er vigtigt for dig. Det er helt naturligt, at der er forskellige prioriteter på forskellige tidspunkter i livet og på tværs af både økonomiske og sociale skel. Men der er også personlige værdier, moralsk overbevisning og tro at tage hensyn til. 

3) Troværdighed

Der er dem, der mener, at sandheden har trange kår i politik. Det kan der sikkert være noget om, hvis man er kynisk nok, men ikke desto mindre må man også tro på, at langt, langt de fleste kandidater stiller op, fordi de faktisk gerne vil gøre en positiv forskel. Så også her er der et stykke arbejde, der skal gøres. Undersøg for eksempel hvilke kandidater, der er på din stemmeseddel, opsøg viden om, hvad de er optaget af, og hvad de mener. Ud fra det kan du så afgøre, om du vil stemme personligt, eller om du foretrækker at stemme på et parti.

Og når dit kryds så er sat, sov så roligt om natten vel vidende, at andre er kommet frem til andre konklusioner end dig, og at verden, bogstaveligt talt, hverken står eller falder med, hvem der bliver valgt ind i folketinget, og hvem der bliver statsminister.

Gud regerer.